Elisabeth Moss: Den sande hovedperson
Foto: AOP & GETTY IMAGES
INTERVIEWS

Elisabeth Moss: Den sande hovedperson

Amerikanske Elisabeth Moss var i syv år synonym med Peggy fra ‘Mad Men’. Men det har på ingen måde sat hende i bås efterfølgende, hvor hun storhitter på både tv og film. IN har mødt skuespillerinden, som nu er aktuel i en svensk film over for danske Claes Bang.

Elisabeth Moss

  • Født 24. juli 1982 i Los Angeles.
  • Hun begyndte allerede at spille skuespil som barn og var med i miniserien ‘Lucky Chances’ i 1990.
  • Hendes gennembrud kom med serien ‘Præsidentens mænd’, hvor hun spillede Zoey Bartlet – præsidentens ældste datter – og for alvor med ‘Mad Men’, som kørte i syv sæsoner, fra 2007 til 2015.
  • Hun spiller hovedrollen i Jane Campions krimiserie ‘Top of the Lake’, som også har Nicole Kidman på rollelisten i anden sæson.
  • I 2014 vandt hun en Golden Globe for rollen som politikvinden Robin i serien. I september fik statuetten selskab af en Emmy, som hun vandt for sin rolle i HBO-serien ‘The Handmaid’s Tale’.
  • 23. november dukker hun op i de danske biografer i svenske Ruben Östlunds ‘The Square’, hvor hun spiller over for Claes Bang. Filmen vandt Guldpalmen i Cannes tidligere i år.
  • Hun har været gift med kollegaen Fred Armisen, men blev skilt i 2011.

Det sker så godt som aldrig, at vi ser amerikanske skuespillere i skandinaviske film. På nær hos Lars von Trier, hvor det nærmest er en selvfølge. Ruben Östlund er dog ligesom den danske instruktør ved at få den vane, at der bliver lagt mærke til hans film i udlandet. Bl.a. ‘Force Majeure’ fra 2014. Det var den film, hvor filmens far er mere interesseret i at redde sig selv fra en lavine af sne end i at redde sin kone og sine børn.

‘The Square’ er en satire på kunstverdenen. Så universel, morsom og rammende, at den vandt Guldpalmen på filmfestivalen i Cannes i maj. Danske Claes Bang spiller hovedrollen som museumsinspektøren Christian, der langsomt mister grebet om sit liv. Medvirkende til det er bl.a. mødet med den urutinerede journalist Anne, som bliver spillet af amerikanske Elisabeth Moss.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Men hvorfor har en amerikansk skuespiller lyst til at spille med i europæiske film – endda i en mindre rolle?

– Jeg har efterhånden lavet et par film i Europa. Det vil jeg gerne, fordi der er et niveau i europæisk film, der har holdt sig højt i mange år. Auteur-drevne film, hvor instruktørerne kan få lov til at lave, hvad de vil, og der er i det hele taget stor respekt om filmkunsten i sig selv. Jeg vil gerne blive ved med at medvirke i europæiske film, fordi det kan være med til at sikre, at min karriere fortsætter, når jeg bliver ældre, siger Elisabeth Moss.

I september fik Elisabeth Moss en Emmy for sin rolle i ‘The Handmaid’s Tale’. Serien vandt også en række andre priser og understregede, at der skabes mange gode roller til kvinder i øjeblikket.

Se flere billeder fra Elisabeth Moss' kariere nederst i galleriet...

Hun er født i Los Angeles og spillede skuespil allerede som barn. I løbet af karrieren har hun op gennem 1990’erne og 00’erne været med i biograffilm som Ron Howards ‘The Missing’, komedien ‘Get Him to the Greek’ og ‘On the Road’ om Jack Kerouac, men det var i tv-serien ‘Mad Men’, hun fik sit gennembrud som Peggy Olson – sekretæren, der steg i graderne, efterhånden som serien skred frem. I en så høj grad at hun blev kaldt et feministisk ikon, og nogle iagttagere mente, at hun havde været filmens hovedperson hele vejen igennem.

Elisabeth Moss har dog hverken haft tålmodighed eller manglende talent nok til at risikere kun at blive husket som Peggy Olson eller til at risikere efterfølgende at blive typecastet. Det virker grangiveligt, som om hun kan det hele som skuespiller. Hun har siden bl.a. spillet kriminalopdager i Jane Campions tv-serie ‘Top of the Lake’, og selv om det er en helt anden rolle end den i ‘Mad Men’, har Moss en værdifuld evne som skuespiller.

LÆS OGSÅ: Ann Lind Andersen giver tips til film og tv-serier i december

Hun er sådan en, man har lyst til at følge i tykt og tyndt, uanset hvilken rolle hun spiller. Ove Sprogøe havde det i gamle dage, Ghita Nørby har haft det i hele sin karriere, og vi kender det i nyere dansk film hos kvindelige skuespillere som Sidse Babett Knudsen eller Paprika Steen. Enten har man det som skuespiller, eller også har man det ikke, og så må man arbejde det hårdere for at få sit gennembrud.

Ubarmhjertig skandi-humor

I arbejdet med Ruben Östlund får skuespillerne lov til at improvisere mere end hos de fleste andre instruktører. Fx i en scene hvor Christian og Anne efter sex strides om, hvem der skal smide kondomet i skraldespanden.

– Selve historien, og hvad der skal ske i hver enkelt scene, står i manuskriptet, men vi måtte gerne eksperimentere med replikkerne. I filmen er der jo den allerede berømte sexscene med kondomet. Ruben er en mester i at tage en almindelig situation, fx noget så banalt som et kondom, der skal smides ud, og så gøre noget usædvanligt med den. Hvem skal smide det væk? Og så tog vi den derfra og skabte den mest pinlige og akavede magtkamp, der oven i købet er ret morsom, siger Elisabeth Moss og fortsætter:

– Min karakter er med for at bringe en menneskelig faktor ind i den her lidt kolde kunstverden, hvor temaer som medierne i relation til kunsten og mange andre intellektuelle spørgsmål bliver endevendt. Anne er med for at belyse de mere intime sider af Christian. Jeg var glad for at skulle spille på den måde, for jeg ved ikke så meget om den moderne kunstverden, kunstudstillinger eller medier. Vi gik ud fra en idé om, at det var hendes andet interview i karrieren, hvilket betød at jeg ikke behøvede være så god til faget. Derfor var rollen egentlig ret let. I en situation hvor nogen er nervøs, er der jo også flere muligheder at skabe humor ud fra.

For den amerikanske skuespiller var den nordiske humor noget, hun lige skulle lære, før hun kunne lære at elske den.

– Rubens humoristiske sans er ubarmhjertig. Og på samme tid meget intelligent. Han er så brutal i sin humor, at man i hans film griner på en helt anderledes måde end ellers og samtidig godt kan genkende sig selv. Situationerne er så tåkrummende, at man simpelthen må grine med, mens man ikke helt ved, om man kan holde ud at se mere. Der var en markant buzz omkring hans ‘Force Majeure’ i USA, fordi den var med i kapløbet om en Oscar. Jeg hørte på et tidspunkt om den her film, der havde en vild scene med en lavine, og jeg tænkte, det var cool, men så var der bare så meget mere i filmen end det, siger Elisabeth Moss.

Rollen som Peggy – i midten – i ‘Mad Men’ gav Elisabeth Moss det helt store internationale gennembrud.

Se flere billeder fra Elisabeth Moss' kariere nederst i galleriet...

En gammel dame før tid

Elisabeth Moss er i dag blevet et verdensnavn, som mange medier gerne vil spørge om alt muligt mellem himmel og jord. Og selv om Elisabeth Moss har været i filmbranchen, siden hun var barn, gør hun sig stadig umage med hvert eneste interview. Det er ikke altid tilfældet omkring de runde interviewborde på filmfestivalen i Cannes.

Hun har også været selvironisk, morsom og ærlig i et længere interview med det amerikanske website Vulture. Elisabeth Moss tog bladets journalist med på Cafe Fiorello, der ligger lige over for Lincoln Center i New York. Her kom hun allerede som barn sammen med sin mor, Linda, der var professionel jazz- og bluesmusiker med harmonika som speciale.

Selv gik hun som teenager på American Ballet Theatres sommerskole, og når hun sad på cafeen med sin mor, beundrede hun stedets lange række af messingskilte, hvor kendte stamkunders navne blev hængt op og pudset og poleret. I dag har hun fået sit eget messingskilt.

– Er det ikke skørt? Det betyder så meget for os. Vi er kommet her gennem 20 år, så det er virkelig en milepæl, siger hun.

Hun bor i dag selv i en lejlighed tæt på Central Park og har fortalt i et interview, at hun ‘lever som en 82-årig gammel dame’ med sine katte.

Mødet med mandemuren

Elisabeth Moss har lige vundet en Emmy for sin rolle i tv-serien ‘The Handmaid’s Tale’, som hun også er medproducer på.

– Jeg kunne ikke på det her tidspunkt i min karriere skrive under på at være med i en tv-serie og ikke have mulighed for at være med i den kreative udvikling af den, har hun sagt om dobbeltrollen som producer.

Hun foreslog bl.a., at filmfotografen Reed Morano, der havde arbejdet på Beyoncés videoer til chokalbummet ‘Lemonade’, skulle stå for det visuelle look.

– Jeg ville have, at ‘The Handmaid’s Tale’ gik hele vejen og ikke blev for blød. I didn’t want it to pussy out, frankly, som hun formulerede det på næsten uoversættelig vis.

På kun få år har verden bevæget sig derhen, hvor det ikke længere er utænkeligt med en tv-serie, hvor en kvinde spiller hovedrollen. Det var ellers noget, Elisabeth Moss baksede forgæves med for 10 år siden, hvor hun blev mødt med et afslag på lignende forslag, som hun også selv ville producere, med ordene ‘alt for kvindelig’ og ‘kvindebåret’.

Moss skulle lige vænne sig til den barske skandina- viske humor, da hun indspillede ‘The Square’ med bl.a. Claes Bang.

Se flere billeder fra Elisabeth Moss' kariere nederst i galleriet...

Til magasinet Radio Times har hun om den oplevelse sagt:

– Den slags ville en mandlig chef ikke turde sige til mig i dag.

Hun glæder sig til fortsættelsen på ‘The Handmaids Tale’:

– Da vi begyndte, ville vi bare gerne yde bogen retfærdighed. Vi ville lave en tv-serie, som bogens fans elskede, og modtagelsen har været uforudsigelig, overvældende og bevægende. Jeg tror på min karakter, og da jeg også er producer på serien, har jeg været mere involveret end normalt. Jeg har derfor nærmest lyst til at takke hver enkelt, der har set serien personligt, siger Elisabeth Moss.

Feminist fra barnsben

At være involveret i skabelsen af en tv-serie betyder dog ikke, at man er sikret mod at slå sig på et tema som feminisme. Heller ikke selv om man som Elisabeth Moss nærmest har været en enmandshær i den kamp de senere år.

På Tribeca Film Festival i New York skulle hun svare på et spørgsmål om, hvorvidt hun var blevet tiltrukket af tv-seriens feministiske temaer. Hun svarede:

– For at være helt ærlig, så er historien ikke feministisk i mine øjne. Det er en humanistisk historie, fordi kvinders rettigheder er menneskerettigheder.

Med det samme blev hun citeret på de sociale medier, og især brugere på Twitter var efter hende og blev forargede, og hun måtte senere rette sig selv og sige:

– Selvfølgelig er der tale om et feministisk stykke arbejde, til Huffington Post.

Elisabeth Moss og Keira Knightley på teaterscenen i ‘The Children’s Hour’, som spillede i London i 2011.

Se flere billeder fra Elisabeth Moss' kariere nederst i galleriet...

Hun turde ikke andet, selv om romanens forfatter, Margaret Atwood, indirekte støttede hende i The New York Times, hvor hun i en anden sammenhæng havde besvaret samme spørgsmål:

– Hvis man med feministisk mener en ideologisk historie, hvor alle kvinder er engle og offergjorte og ude af stand til at træffe moralske valg, så nej. Hvis man med feministisk mener en historie, hvor kvinder er mennesker med al den variation i karakteren og opførslen, som dertil hører, og de står centralt i bogens temaer og plot, så ja. 

Elisabeth Moss har også sagt, at hun har været feminist, siden hun blev født, men hun blev overrasket over, at man, efterhånden som årene går, ikke kan tøve med at kalde sig feminist i blot et par sætninger.

– Jeg tilbragte syv år på ‘Mad Men’, hvor jeg spillede, hvad jeg vil kalde, en meget feministisk karakter, og jeg blev hele tiden spurgt om emnet, og dengang kunne jeg godt være kommet galt af sted med at sige, hvad jeg sagde på Tribeca Film Festival. Som kvinde skal du åbenbart nu ligesom eje feminismebegrebet på en måde, som du aldrig før har skullet.

Badekåbe-drøm

Elisabeth Moss har allerede været med i 75 forskellige film- og tv-produktioner for ikke at tale om teater på Broadway, som hun også lige har nået. Hun har i den grad sat sit aftryk på relativ kort tid. Som Jane Campion, der har konceptueret og instrueret tv-serien ‘Top of the Lake’, har sagt om Elisabeth Moss:

– Hun er lidt som Mona Lisa. Der er en masse, hun ikke viser os.

Og det fører os videre til det, man siger om gode danske skuespiller på både film, i tv-serier og teater. At vedkommende er en god skuespiller, fordi de har ‘hemmeligheder’. De har noget, vi kan sidde og digte videre på inde i vores egne hoveder, mens vi ser dem på tv-skærmen eller på filmlærredet.

På den baggrund er det naturligt at spørge, hvad Elisabeth Moss ville bruge en uges ferie til, hvis hun altså havde sådan en?

– Faktisk har jeg fire fridage på et fint hotel i næste uge, efter jeg har lavet interviews om ‘Top of the Lake’. Jeg vil helt sikkert blive inde på mit hotelværelse og gå rundt i badekåbe. Ikke tage tøj på og ikke lægge makeup. Ikke se nogen mennesker. Bare nøjes med at se tv, siger skuespillerinden.

Se flere billeder fra Elisabeth Moss' kariere her i galleriet:

Elisabeth Moss

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%