Emma Stone
INTERVIEWS

Emma Stone: Styrken ligger i det sky og sårbare

Hun er blevet kaldt en af de mest talentfulde skuespillerinder i sin generation og belønnet med prestigefulde priser for sit arbejde. IN har mødt 29-årige Emma Stone, der er nået til tops i det fag, hun har villet helt fra barndommen. Og selv om hun stadig føler sig usikker, når alle pludselig vil høre hendes mening om både stort og småt, har hun lært at vende sin sensitive side og sårbarhed til en styrke.

Emma Stone er…

  • Født den 6. november 1988 i Scottsdale, Arizona.
  • Fik sin første rolle i komedien ‘Superbad’ i 2007 og sit store gennembrud tre år senere med filmen ‘Easy A’, som gav hende en Golden Globe-nominering. Blev verdensberømt med rollen i ‘The Amazing Spider-Man’ (2012).
  • I 2015 blev Emma Stone nomineret til både en Golde Globe og en Oscar for ‘Birdman’, og i 2017 vandt hun begge statuetter for musicalen ‘La La Land’.
  • Fra 21. september er hun aktuel i Netflix-serien ’Maniac’, og til januar kan hun opleves i de danske biografer i det historiske drama ‘The Favourite’.

Det var en aften, der for altid ændrede hendes liv. En aften, hun selv karakteriserer som ‘uvirkelig’ og ‘ret så vild’. Ikke alene blev hun hædret med den mest prestigefulde pris i sin egen branche. Hun blev med ét også et eftertragtet navn og ansigt i mange andre brancher. Det var en gamechanger i Emma Stones karriere, da hun den februar aften i 2017 gik på scenen i Dolby Theatre i Hollywood for at modtage en Oscar for sin rolle i ‘La La Land’.

Ryan Gosling og Emma Stone har indspillet tre film sammen. – Hun kan det hele. Der er ingen som hende, har filmhelten sagt om Stone.

Emma Stone steg i værdi

Hendes værdi steg i filmbranchen − sidste år toppede hun Forbes’ liste over verdens bedst betalte skuespillerinder − og gjorde hende lige så lukrativ som model for modebranchen. For med den gyldne statuette i hånden var det bare et spørgsmål om, hvem af de store modehuse der ville få hende overtalt til at posere for dem.

LÆS OGSÅ: Biografiske film - hvor godt ligner stjernerne?

Om at være sig selv

Indtil nu har Emma Stone ikke været kendt som et modeikon, og det er først inden for de seneste år, at hun er trådt i karakter stilmæssigt og har gået op og ned ad røde løbere iført Chanel, Gucci, Prada og Atelier Versace. Tidligere har hun ikke vist den store interesse for modebranchen.

− Jeg fik de bedste råd om tøj fra min mor. Hun sagde, at jeg skulle klæde mig, som det passede mig, og at jeg skulle finde en stil, der gjorde mig glad. Min mor gav mig i det hele taget råd om altid at være mig selv. Det har været et godt råd at følge – også når det gælder mode og makeup, fortæller Emma Stone, da IN møder hende i Los Angeles.

Det var måske derfor, at Emma Stone valgte sit designermærke med omhu. Det tog efter sigende Louis Vuitton et helt år at forhandle en kontrakt med Emma Stone, for hun ville være helt sikker på, at hun og det franske modehus nu også var det perfekte match. I dag er den 29-årige skuespillerinde ambassadør for brandet − sammen med bl.a. kollegaen Michelle Williams − og hun føler sig ‘stolt og glad for at arbejde med et modehus, der arbejder så lidenskabeligt med mode som Louis Vuitton’.

Frygten for at dø

Emma Stone har ikke altid været glad for at posere, som hun gjorde det i den californiske ørken til sit første Louis Vuitton-fotoshoot. Hun var meget genert som barn og gik i terapi, allerede fra hun var syv år. Hun led af angstanfald og blev indimellem grebet af panik, når hun befandt sig i uvante situationer. Og som en form for terapi skrev hun en lille bog med titlen ‘I Am Bigger Than My Anxiety’, hvor hun også tegnede små grønne uhyrer, der siger grimme ting i hendes ører, for at lære sig selv ikke at lytte til uhyrerne. Senere konkluderede hun, at anfaldene handlede om frygten for at dø, og hun besluttede sig for at vende op og ned på den følelse og bruge den til at være begejstret for livet i stedet.

− Jeg er meget følsom, siger Emma Stone og forklarer:

− Der var en lang periode, hvor jeg følte, at det var en forbandelse, fordi det gjorde så ondt. Jeg reagerer meget voldsomt på mine følelser. Men det er gået op for mig, at det er en velsignelse. Det er godt at være sensitiv. Jeg har accepteret det i stedet for at kæmpe imod og være hård ved mig selv. Men jeg bliver ofte dybt påvirket af hændelser omkring mig. Jeg føler mig ofte sårbar – især hvis jeg begår fejl. Det har altid været det sværeste, for jeg føler altid, at jeg gør mit bedste, og alligevel er der ting, der går galt.

Fra Emily til Emma

I en periode var Emma Stone ikke sikker på, at hun var endt på den rigtige hylde i livet. Hun var flyttet med sin mor fra Arizona til Los Angeles for at blive skuespillerinde, og det gik ikke så nemt, som hun havde håbet, da åbenbaringen om, at hun skulle være skuespiller, var kommet til hende midt i en historietime. Det var dengang, hun hed Emily, var vild med Spice Girls og gik klædt som Emma ‘Baby Spice’ Bunton.

Den unge pige med de store skuespillerdrømme ændrede sit navn, da hun kom til Los Angeles. Ikke fordi hun ikke kunne lide det, men fordi der allerede var en Emily Stone i skuespillerforbundet.

Men det var ikke nemt for Emma Stone at slå igennem. Indimellem var hun så knust, at hendes mor var lige ved at tage hende med tilbage til Arizona.

− ‘Hvad er det, jeg har gang i? Er jeg fuldkommen vanvittig og helt galt afmarcheret? Er der overhovedet nogen, der tror på, at det er den rette vej for mig? Er jeg skør?’ Det har jeg tænkt mange gange. Og det tror jeg, at der er mange kreative mennesker, der tænker på et eller andet tidspunkt – og nogle gør det sikkert ofte. Jeg har stadig venner, der oplever de op- og nedture, og det er hårdt at se sine venner være knust og ikke være i stand til at opnå de drømme, de har, fortæller hun.

Emma Stone er kendt for sin karakteristiske røde hårpragt, men hun er ikke født rødhåret. Hun er derimod blondine og fik før sit gennembrud en masse auditions som cheerleader. Men rollerne var ikke helt hendes type, og hun fik dem heller ikke.

Da hun skulle til audition på komedien ‘Superbad’, farvede hun sit hår rødt. Filmen blev hendes første, og selv om de endte med at farve hendes hår mørkebrunt til rollen, blev det røde hår hendes kendetegn.

− Jeg føler mig faktisk bedst tilpas med rødt hår, selv om mit hår er lyst. Min mor er rødhåret, og det er måske derfor, jeg identificerer mig mest med rødhårede kvinder, fortæller Emma Stone.

Emma Stones naturlige hårfarve er blond. Men hun er blevet kendt for sit røde hår og har det også selv bedst som rødhåret.

En sky berømthed

Emma Stones helt store gennembrud kom tre år efter ‘Superbad’ med komedien ‘Easy A’. Her spiller hun en teenagepige, der drømmer om at være en af de populære piger på gymnasiet. Den gav hende den første Golden Globe-nominering i 2011, og i dag husker Emma Stone, at hun var imponeret over at sidde til bords til prisoverrækkelsen med Angelina Jolie og Brad Pitt og drikke masser af champagne.

Resten er historie – i dag har Emma Stone både en Golden Globe og en Oscar på hylden hjemme i New York, hun er et kendt og eftertragtet ansigt, og Jennifer Lawrence og andre af Hollywoods største navne kalder hende for veninde.

− Jennifer er blevet en virkelig god ven, og hun er fantastisk at tale med. Men jeg har også venner, som er ligeglad med, hvad jeg laver. Hvor vores venskab intet har at gøre med, hvem jeg er udadtil. Mit rigtige navn er Emily, så jeg kender forskellen på mine nye og gamle venner ved, om de kalder mig Emily eller Emma. Det er ret nemt, forklarer hun.

I begyndelsen af sin karriere var Emma Stone meget bange for at miste sin anonymitet, og hun blev ræd ved tanken om at være berømt. Det førte til flere angstanfald, som hun havde svært ved at styre. Men hun var stadig begejstret for sit arbejde, og efter ‘Easy A’ indspillede hun ‘Crazy, Stupid, Love’ og ‘Niceville’.

Hendes popularitet steg, og hun blev et kendt ansigt verden over med blockbusterfilmen ‘The Amazing Spider-Man’ fra 2012, hvor hun spiller Spidermans store kærlighed, Gwen Stacy. Her blev hun kæreste med hovedrolleindehaveren i heltedragten, Andrew Garfield, men de danner ikke længere par.

I 2014 spillede hun over for britiske Colin Firth i Woody Allens ‘Magic in the Moonlight’, og hendes præstation i filmen ‘Birdman’ førte til hendes første Oscar-nominering i en alder af bare 26 år.

I dag har hun mere erfaring og håndterer sin verdensberømthed meget bedre.

− Der er stadig dage, hvor jeg kæmper med mit tab af anonymitet, og det er helt klart det allersværeste ved mit job. Men jeg elsker dette job mere end noget andet, så jeg kan ikke klage for meget over det, fastslår Emma Stone.

Ingen meningsmaskine

Som skuespiller er hun konstant på farten og optager den ene film efter den anden. Efter hun havde vundet en Oscar for ‘La La Land’, tog hun til England for at indspille en film med den græske instruktør Yorgos Lanthimos. Derefter begyndte hun optagelserne på tv-serien ‘Maniac’, som kommer på Netflix. Men selv om det måske lyder tillokkende at rejse verden rundt for at arbejde på forskellige filmoptagelser, er hun altid lidt beklemt ved det.

− Jeg kan godt være bange for forandringer. Også selv om det er positive forandringer. Det kan føles mere komfortabelt med status quo. Det kan godt være lidt skræmmende at skulle bevæge sig ud på dybt vand, siger Emma Stone.

Man kan ikke mærke på hende, at hun er nervøs under interviewsituationer. Hun virker selvsikker, venlig og imødekommende. Under et tidligere interview, hvor vi mødtes i haven ved Four Seasons Hotel i West Hollywood, havde hun i hvert fald overskud til at hjælpe en lille fugl, der sad fast i en af puderne på de tilstødende sofaer.

Men hun føler sig ikke helt så afslappet og fortæller, at hun er meget opmærksom på, hvad hun siger og ikke siger.

− Jeg er perfektionist, og jeg er ofte bange for at udtale mig. Jeg føler ikke, at jeg får sagt tingene, som jeg gerne vil, eller som jeg gerne vil have, at de skal opfattes. Jeg er ret usikker, hvad det angår, og jeg vil gerne udtrykke mig perfekt og på den helt korrekte måde, siger Emma Stone.

Hun forklarer, at skuespillerinder ofte bliver spurgt om alverdens ting, men at de jo ikke nødvendigvis ved alt om alt.

− Man sidder og ønsker, at man kunne løse hele verdens problemer, for af en eller anden grund var der nogen, der gav én en mikrofon, fordi man har lavet en film, siger hun. 

Læs mere om: