INTERVIEWS

Evren Tekinoktay: Jeg har ikke skruet op for charmen

Evren Tekinoktay fremkalder sig selv i udstillingen ‘Vintermusik’. Ikke i neon eller kollage, men i maleriet, som hun har holdt i strakt arm i så mange år. Og det har været som at stå ved strandkanten og gå ti skridt ud i vandet – og fortsætte med at gå, siger den dansk-tyrkiske kunstner.

Det gamle røde dinerbord i Evren Tekinoktays køkken er dækket med fine tallerkener og broderede stofservietter. Farverige små fade med lynstegte pimientos, grønne asparges, saltede agurker, salat med ærter, en dressing af ingefær og citron, pasta med svampe og parmesan. Vand, vin og cigaretter.

Her i den gamle københavnerlejlighed med udsigt til Slotsholmskanalen og Thorvaldsens Museums smukke okkergule facade har Evren Tekinoktay de seneste mange måneder været i vildrede og taget omveje for nu at være landet med en udstilling, der netop er kommet til vægs hos Collaborations i Store Kongensgade.

Med pensel og maling

Da jeg mødte hende første gang for 13 år siden, beskrev hun sin kunst som “en række melodier uden tekst,” og tilføjede: “Jeg har svært ved at tale om mine værker, fordi jeg arbejder intuitivt. Det føles helt forkert at intellektualisere over dem,” sagde hun dengang.

Denne torsdag aften i april er hun ved at lægge sidste hånd på udstillingen ’Vintermusik’, og der er sket noget nyt.

Værkerne er naturligvis gennemført ekvilibristiske i farver og former, men det, som de sidste årtier har været Evren Tekinoktays signatur – kollage og neon – er ikke tilstedeværende.

Op ad væggene i lejlighedens arbejdsværelse står seks store værker, på gulvet ligger det sidste, som ikke er helt færdigt. Klassiske malerier, og så alligevel ikke. De er malet spejlvendt og på gennemsigtigt plexiglas med oceaner af beskyttende bladsølv på ‘bagsiden’.

Malerierne larmer ikke. De beder beskuerne om tid til at gå på opdagelse og blive ledt ind i Evren Tekinoktays verden af fabulerende naturkraft.

Evren Tekinoktays blå bog: Født i København i 1972. Har 2 børn; Yunus, 20 år og Dora, 14 år. Bor og arbejder i København. Uddannet på Gerrit Rietved Academie, Amsterdam, Jan van Eyck Acadamie, Maastricht og Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. Modtog i 2010 det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Det kan synes, som om hun har søgt tilbage til sit kunstneriske udgangspunkt. Til dengang hun som kun 19-årig blev optaget på det anerkendte Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam, hvor hun tog afgang med en serie sort-hvide silhuetmalerier på papir. Ikke lærred. Det lærred har aldrig været for hende.

- Det er jo mænd, der maler med store armbevægelser, konstaterede hun engang med en tør latter.

Og bag den en genert alvorlighed, der måske kendetegner hende allerbedst. Evren Tekinoktay er sjov på en nedtonet måde. Ligesom hendes kunst. Uudgrundelig mørk, humoristisk og følsom.

- Har jeg sagt det? spørger hun henover middagsbordet og lader tankerne blive hængende i tiden på kunstakademiet i Amsterdam, hvor hun fik afprøvet mange stilarter for til sidst at droppe oliemaling og terpentin.

- Ja, det er rigtigt nok. Jeg forbandt maleriet med noget maskulint, og jeg havde en vild respekt og frygt for det lærred.

Hvad var det for en frygt?

- Der er en kulturel og historisk tyngde i maleri på lærred, som jeg ikke kunne gabe over. Det var som at stå ved strandkanten og kigge ud over et hav, som bestod af tradition.

Evren Tekinoktay fandt dengang en anden vej. Med pensel og maling, men i et mindre format og på papir.

- Man kan jo bare krølle papiret sammen og smide det ud. Det blev den kunstneriske forløsende kraft for mig dengang.

Men der var også en anden og meget sorgfuld klangbund på spil i den sort-hvide afgangsudstilling i Amsterdam. Værker, hvor træer voksede ud ad senge. Silhuetter af kaniner. Masser af langlemmede kaniner. Masser af senge.

Læs også: Maria Jencel og Pelle Peter: Derfor talte vi om vores ekskærester på første date

At løbe fra angsten

Evren Tekinoktays far kom til Danmark som en af de første tyrkere i 1960’erne. Han var journalist og arbejdede for en af hjemlandets aviser. Moren fulgte med, og det, der egentlig bare skulle have været et ophold i et par år, endte med at blive for resten af livet.

Ægteparret flyttede ind i en lejlighed på Østerbro, de fik en søn og tre år senere, i 1972, kom Evren til verden.

I barndomshjemmet var opmærksomheden rettet mod at forene den tyrkiske kulturelle baggrund med den danske. Bjørn Wiinblad-platter og fotografier fra Istanbul på væggene. Juletræsfest i Folkets Hus og tyrkiske højtider i det lokale forsamlingshus.

Men en alvor gennemsyrede den tilsyneladende harmo-niske tilværelse. Evrens far var alvorligt syg.

- Han havde dårligt hjerte, men var ikke typen, der passede på sig selv og blev i sengen. Ligesom man vogter over sine børn, vogtede jeg over min far gennem hele vores liv sammen. Jeg vogtede over ham, når han sov. Jeg stak hovedet ned mod hans for at sikre mig, at han trak vejret. Det gjorde jeg hver dag.

Indtil den morgen, hvor han sov stille ind. Det var 16-årige Evren, som fandt ham i sengen.

- Det var en frygtelig oplevelse … det var ganske enkelt livsforandrende. Og jeg fik ikke bearbejdet det voldsomme chok. Dengang blev man jo ikke sendt forbi en krisepsykolog, siger hun.

På akademiet i Amsterdam kom efterreaktionen. Evren Tekinoktay blev ramt af angst. Angsten for at holde op med at trække vejret blev så stærk, at hun ikke turde lukke øjnene.

- Jeg var bevidst om, at det handlede om at have levet i flere år med en grundangst og stress i forbindelse med min fars sygdom og død. Men i en lang periode anede jeg ikke, hvordan jeg kunne komme ud af det. Til sidst i desperation begyndte jeg at løbe i parken meget tidligt hver morgen. Det var helt mørkt, og det eneste, jeg kunne gøre, var at løbe ind i den der mørke park. Og kæmpe, kæmpe, kæmpe imod den angst, fortalte hun tilbage i 2008, hvor vi mødtes første gang.

Sorgen over farens død tog form i afgangsudstillingens små sort-hvide malerier.

- Jeg fik fantastisk respons på dem. I fire år havde jegafprøvet mange stilarter og tvivlet på stort set alt, hvad jeg rørte ved. Nu stod jeg med en række små, men stærke værker, der lærte mig, at jeg skulle tage alvoren med i mine ting.

Læs også: Forfatter Rachel Cusk: Mine bøger har endelig mistet deres kraft til at chokere, så nu kan de læses

Er kilden udtørret?

Med den kommende udstilling ‘Vintermusik’ er Evren Tekinoktay vendt tilbage til maleriet. Nuvel spejlvendt, men i lige så høj grad malet frem af hovedstolen – den indre såvel som den konkrete.

- Ja, jeg har fundet en måde at omgås maleriet på igen – uden det forbandede lærred. Men egentlig har jeg jo malet igennem alle årene. Mine kollager består af en bund af malerier, som jeg har tildækket og camoufleret med lag efter lag af udklip. Mine neonværker er ligeledes bemalet glas med neon på toppen.

De nye værker er blevet til herhjemme i arbejdsværelset på Gammel Strand. Ikke på hendes værksted ude i byen.

Prøv at beskriv forløbet fra tanke til i dag?

- Jeg gik i gang i januar. For mig er det en lang proces ... min hånd har altid været langsommere end min hjerne. Men  jeg var ret overbevist om, hvad jeg skulle lave, og den ide brugte jeg de første par måneder på at forfølge.

Hvad var det?

- Hele 2020 har jeg udforsket neon i mine værker, så jeg havde stillet mig selv det dogme, at jeg ikke skulle gentage mig selv i neon og teknik. I stedet ville jeg lave en række runde kollageværker. Men energien forsvandt fuldstændig, hver gang jeg skulle i gang med arbejdet. Jeg blev omringet af en virkelig træt energi. Det gav mig intet, og hvis ikke det giver mig selv noget, så giver det nok heller ikke beskueren noget. Og det kan man jo ikke være bekendt; at lave noget, hvor du kun er halvt til stede.

Men du forsøgte at sætte dig ned med skalpel og papir?

- Ja, men hver gang jeg forsøgte, var det mentalt og fysisk som to magneter, der frastødte hinanden. Det var det, der foregik. Og efterhånden har jeg nok erfaring til at genkende den meddelelse: ‘Det går ikke, det er slet ikke det her, du skal’. Stædighed er tit vigtigt, men kan også være uklogt, hvis man blot insisterer for at insistere. Det lærer livet os jo undervejs. Jeg er nødt til at være bøjelig i forhold til mine idéer, være i bevægelse og rykke mig, når det er nødvendigt.

Hvad gør du så? For uret tikker vel?

- Jeg får en stor krise og overvejer at trække stikket og droppe udstillingen. Men en aften – og det er virkelig mange år siden, jeg sidst har gjort det – tager jeg et stykke papir og en pen, og så begynder jeg at tegne frit. Det er blottet for ideer og uden regler. Min hånd bevæger sig intuitivt, og jeg har ikke en anelse om, hvad det er eller skal blive til. Faktisk mindede det lidt om samme proces dengang med de sort-hvide malerier, men det kan jeg først se her i bakspejlet.

Var det forløsende endelig at være i gang?

- Overhovedet ikke. Det var ikke skitser til kollager, neonværker, skulpturer eller andre ting, jeg tidligere har lavet. Eller i øvrigt til noget som helst genkendeligt.

Tegningerne på A5-papir bliver ved med at banke på. Og der kommer flere og flere. Men hvad Evren skal bruge dem til, har hun  ingen anelse om.For det er hånden og ikke hovedet, der har sat processen i gang?

- Ja. Jeg er ikke i kontrol, og det er ubehageligt for et tvivlende menneske som jeg. Det er så langt fra begyndelsen til en serie runde kollager. Skitserne viser, at jeg ikke kan ‘gentage’ mig selv i mine værker. Jeg sidder herhjemme i min lejlighed – ovenikøbet midt i den her uforudsigelige coronatilstand – og tænker: ‘Nu er det slut’. Kilden er udtørret. Nu opdager hele verden, at jeg ikke kan en skid.

Hvordan kommer du videre derfra?

- Der går nogle uger, hvor jeg stirrer på dem, og de begynder at ændre karakter. Jeg får sådan en snigende fornemmelse af, at det måske er en række større malerier, jeg har lavet skitser til. Men det, kan jeg love dig for, er også en angstprovokerende tanke for mig, da jeg har undgået og gjort alt for at arbejde uden om maleriet.

Læs også: Christian Puglisis 10 leveregler

Overmenneskelig intuition

Igennem de seneste år har Evren Tekinoktay flere gange taget bilen op til Nordsjælland for at få vejledning hos en ældre, klog kvinde, når der privat såvel som i arbejdslivet har været svære spørgsmål at stille sig selv.

Efter en skilsmisse fra kunstneren Tal R for fem år siden var det heroppe, Evren hentede råd om, hvordan hun igen kunne forbinde sig tillidsfuldt til verden. Et samliv igennem 18 år, der mere eller mindre blev afbrudt overnight.

For Evren handlede de første år om at skabe et nyt og eget kapitel med datteren Dora og sønnen Yunus, og i dag er der for længst skrevet mere til den historie. De sider er faldet på plads.

Her 5. marts i år var det hendes kunstneriske tvivl, der havde brug for en skarp lup. Måske var der hjælp at hente igen? Det blev Evren bekræftet i.

- Jeg fik denne impuls, at jeg måtte forbi hende. Denne kvinde havde tidligere givet mig ikke bare håb, men også tro for fremtiden.

Hvad er det, hun kan?

- For mig er hun en form for åndelig mentor. Hun er ekstremt vis og har en overmenneskelig intuition. Og den dag i marts havde jeg knap nok sat mig i stolen, før hun sagde: ‘Du ser godt nok lidt skæv ud’. Ikke sådan skæv af hash, men en skævhed, der var flyttet ind mentalt og i kroppen, og som man ikke længere selv lagde mærke til.

Evren fortalte om den kommende udstilling og frustrationen over at være uden retning.

- Så sagde hun: ‘Jeg tror, du skal male – igen’. Det var så vildt. Hun havde ingen viden om mit dilemma med netop maleriet, eller at jeg havde kæmpet med maleriet på kunstakademiet. Idet hun sagde det, forbandt magneterne sig omsider i mit hoved. Jeg bankede i bordet: ‘Ja, det er det, jeg skal, jeg gør det bare ikke på lærred.’ Nu var der en plan, men der er aldrig en genvej til paradis. Hun afsluttede nemlig med at sige: ‘Jeg er dog ikke sikker på, at du kan nå det’, fortæller Evren og betoner ‘ikke’.

Forkæl dig selv eller en du holder af med et abonnement på Magasinet IN

Det er så modbevist her til aften. Evren er næsten færdig, og det med en række malerier, der har trukket farvepalet fra væggene i hjemmet her på Gammel Strand.

- En uges tid efter mit besøg i Nordsjælland var alt sat op herhjemme. Plexiglassene stod klar, og faktisk kan jeg takke en ungdomskæreste for en sætning, der gjorde mig klar på, hvor jeg skulle begynde: ‘Tag altid udgangspunkt i din egen stue’. Jeg er ikke sikker på, at han selv var klar over den dybere betydning, men den sætning har været så meningsfuld for mig i den her proces. Malerierne er skabt i en hudløs og ukontrolleret ramme.

Du har arbejdet spejlvendt på gennemsigtigt plexiglas. Det betyder, at du ikke har haft mulighed for at male over eller som i kollagen lægge lag oven på lag?

- Ja, hvert eneste penselstrøg står til mål. Jeg har ikke kunnet camouflere noget. Det har været en udfordrende proces. I kollager og på lærred kan du blive ved med at slette og male over. Det her er helt modsat 1:1. Det er ikke tilpasset eller korrupt.

Så dine kollager er på en måde tættere på lærredet end disse malerier?

- Ja, jeg har ikke haft en mulighed for at vildlede og manipulere. I kollagerne kan jeg blive ved med at lime på og løfte af. De her malerier er – for mig – ærlige. Jeg har ikke malet noget, der ikke har været en nødvendighed for billedet. Jeg har ikke skruet op for charmen og har fravalgt alle de ‘fjer’, der forfører og virker.

Du har ikke skruet op for charmen?

- Nej, værkerne viser på en måde min underhud. De er tro mod, hvor jeg er i livet. Jeg oplever en form for mildhed fra værkerne. Som om de tager mig i hånden, mens jeg ser på dem og forundrende tænker: ‘Hvem er I egentlig?’. Det er som at stå ved strandkanten og gå ti skridt ud i havet – og fortsætte med at gå. Jeg har fundet ud af, at det ikke er så pisse farligt. Det er sådan, jeg har det i dag, siger Evren Tekinoktay, og med det trækker hun også erfaringen tilbage i det private rum.

- Siden min skilsmisse har jeg befundet mig i en stejl læringskurve. Jeg har været tvunget til at finde en fleksibel muskel i mig selv ... Man skal lære at begå sig i det ulidelige og stadig beholde sin sjæl intakt. Jeg er stolt over, at jeg har valgt den sunde vej, en stor kærlighed til verden, i stedet for en bitter mistro.

Det kapitaliserer du på nu?

- Det at skulle fremkalde sig selv igen efter så mange års samliv, det er hårdt arbejde. Jeg har været igennem hele det følelsesmæssige register, men jeg har nærmest som en kirurg forsøgt at dissekere og skille ting ad for ikke kun at bruge følelserne som kompas. Hvis du begynder at identificere dig alene med dine følelser, er du så fucked. Den ene dag kan du slå ihjel, den anden dag kan du elske. Og så for- bliver du kun i dine følelsers nåde. Det har været min måde at håndtere den her vilde erfaring på.

Læs også: Jaqueline Friis-Mikkelsen: Man shiner som chef når ens medarbejdere lykkes

Familiens kvindelige sultan

I Istanbul bor Evren Tekinoktays ‘kvindebande’. I spidsen for den er hendes 95-årige mormor. En kvinde med en stærk æstetisk sans, aristokratisk fra top til tå, sølvgrå pagehår – ofte gemt væk under en farverig turban.

- Min mormor er familiens dronning. Eller rettere sagt familiens sultan. Hun er skrap, stærk og nok et af de mennesker, der betyder mest for mig. Hendes måde at bære sig selv i verden på er en kæmpe motivation for mig.

Det er kvinderne og ikke mændene i din familie, der råber højest?

- I den grad. De er meget feministiske og sekulære. Jeg har et fantastisk netværk af mostre, kusiner og grandkusiner i Istanbul, som både min mor og jeg har tætte bånd til. De sidste år har jeg suget meget energi fra det dampkollektiv af kvinder.

Dagligt bliver der sendt opmuntrende beskeder fra Istanbul til København og tilbage igen. Og Evrens mormor  har under coronanedlukningen også lært at facetime med sit barnebarn i København.

- Så dukker hun op på skærmen, løfter sin pegefinger og siger: ‘Du holder den ryg rank, du skal ikke bøje nakken for nogen. Ingen’. Det er et familiemantra, hun har indført en gang i det sidste århundrede.

Og det gør du så!

- Ja, og det falder mig ikke længere så svært. Jeg er på et – med fare for at lyde puritansk – rent stadie. Jeg laver det, jeg har lyst til. Jeg gør ikke noget, jeg ikke har lyst til. Jeg har udvidet min vennekreds her i København og er blevet skarp til at sortere røvhullerne fra, siger Evren Tekinoktay og forsøger at holde et gab indenbords. Middagen er spist, og klokken har nærmet sig sengetid.

- Tror du, vi er der nu? spørger hun og blikket farer i retning af telefonen og bliver der.

- Jeg er en lillebitte smule fuld og meget forelsket. Sådan er det, siger hun og falder ind i sin karakteristiske høje, mørke latter.

Jeg tænker, at der nok ikke går mange uger, før han højt kan kalde sig Evrens kæreste. Også her er magneterne i hendes liv igen faldet på plads.

- Alt er, ligesom det skal være. Jeg står midt ude i havet, og det er faktisk sindssygt rart.

Læs også: Ida Auken: Man skal huske at passe på sig selv