INTERVIEWS

Filminstruktør May el-Toukhy: ’Alle skal have nogen at spejle sig i’

Filmfolk fra hele verden bejler til instruktøren, som er blevet rost til skyerne for ‘Dronningen’. Det er ‘fin egopleje’, synes hun, men May el-Toukhy har ikke travlt med at komme ud – hun har masser af historier at fortælle herhjemme. Bl.a. om den danske forfatter Karen Blixen og om, hvordan det er at være dansk, men samtidig have arvet sin egyptiske fars traumer.

Anmelderne havde de helt store roser og gloser fremme, da filmen ‘Dronningen’ havde premiere i foråret.

‘Modig’, ‘medrivende’ og ‘et hovedværk i dansk film’ var bare nogle af de ord, dramaet om den modne kvinde med det tilsyneladende perfekte liv, som sætter det hele over styr, da hun indleder et seksuelt forhold til sin unge papsøn, fik med på vejen.

 

‘Med Susanne Bier og Lone Scherfig travlt optaget i udlandet træder May el-Toukhy frem som dansk films største dramatiker. Hvis hun fortsætter i dette spor, overgår hun dem begge,’ jublede det anerkendte filmmagasin Ekkos anmelder, efter han havde set filmen på Sundance-festivalen i amerikanske Utah.

May el-Toukhy smiler lidt over ordene. Hun er glad for dem – selvfølgelig. For som kvindelig instruktør i Danmark er det – blandt andre – de to damer, hun er inspireret af.

Kvindelige idoler 

– Jeg føler ikke nødvendigvis, at vi er i familie rent kunstnerisk, men det har haft en betydning for mig, at de eksisterede og klarede sig godt. Og da jeg gik på filmskolen, havde jeg også et billede af Susanne Bier hængende på min opslagstavle, husker den 41-årige instruktør om sin 18 år ældre kollega. Hun griner igen ved tanken.

– Jeg ser mig selv som én, der står på skuldrene af Susanne Bier og Lone Scherfig. Dengang jeg søgte ind på filmskolen, var det, at der fandtes kvinder, som lavede film, der blev set af mange, og som der var respekt omkring, medvirkende til, at jeg overhovedet tænkte tanken, at det var sandsynligt for mig at blive instruktør, fortæller May el-Toukhy, der blev færdiguddannet i 2009.

Siden Lone Scherfig og Susanne Bier slog bredt igennem herhjemme med hhv. ‘Italiensk for begyndere’ og ‘Den eneste ene’, har begge kvinder arbejdet meget i udlandet. Og det kan også blive den vej, May el-Toukhy går, efter ‘Dronningen’ vandt publikumsprisen på Sundance og høstede gode anmeldelser i anerkendte branchemagasiner som Variety og Hollywood Reporter.

- I kunstens verden er alt, der er anderledes, et adelsmærke. Så fordi jeg har valgt den her profession, oplever jeg mit ophav og min opvækst som en fordel, men i min familie bliver vi da også påvirkede af de strømninger, der er, fortæller May el-Toukhy.

- I kunstens verden er alt, der er anderledes, et adelsmærke. Så fordi jeg har valgt den her profession, oplever jeg mit ophav og min opvækst som en fordel, men i min familie bliver vi da også påvirkede af de strømninger, der er, fortæller May el-Toukhy.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm – min rolle i dronningen er den mest udfordrende i min karriere 

Hun var selv med på festivalen – i selskab med bl.a. filmens stjerne, Trine Dyrholm, og sin faste manuskriptmakker, Maren Louise Käehne. Og hun kunne godt mærke, at der skete et eller andet med hendes karriere lige dér, i en flække af en by i Utah.

– Det er en slags Roskilde Festival for film. 14 dage om året rykker folk fra New York og L.A. og resten af verden ind i den her lille bitte by. Alt er ‘sundancificeret’, i alle restauranter, barer og hotellobbyer sidder folk og holder møder, nærmest oven i hinanden, fordi der ikke er plads nok, fortæller instruktøren, der selv også holdt masser af møder om mulige fremtidsprojekter med filmfolk fra alle verdens afkroge.

– Det er da den vildeste egopleje at være på festival, og man kan nemt blive forført. Og jeg mødte da også nogle mennesker, hvor jeg tænkte, at ‘det her vil jeg gerne undersøge nærmere’, men samtidig er jeg også meget rodfæstet i den danske muld, siger May el-Toukhy og fortæller, at hun ‘gerne vil rejse for det rigtige projekt’, men at hun ikke har nogen planer om at flytte til Hollywood for at forfølge det store internationale gennembrud.

– Jeg har rigtig meget, jeg gerne vil fortælle her, siger hun om Danmark.

May el-Toukhy fik sit gennembrud i..

 2015 med ensemble-filmen ‘Lang historie kort’ om glæder, sorger og indviklede relationer i en voksen vennegruppe. Filmen vandt en Bodil for bedste manuskript – skrevet af May el-Toukhy og Maren Louise Käehne – føjede en Robert til samlingen hjemme hos Trine Dyrholm og indbragte Mille Lehfeldt hendes første Bodil.

Egentlig var det en helt anden film end ‘Dronningen’, der skulle have været May el-Toukhys film nummer to – opfølgeren til den succesfulde debut. Den film, hun havde planlagt at lave, er inspireret af hendes egen opvækst i en forstad til København med en dansk mor og en egyptisk far. Den blev dog ‘overhalet’ af ‘Dronningen’, for det er sådan, det går nogle gange i film. Man kan ikke altid planlægge alting, siger instruktøren, der dog på ingen måde har skrinlagt filmen om sin ‘dobbelte identitet’

’Danskhedskodeks’

– Min opvækst er en kæmpe velsignelse, men som teenager havde jeg svært ved at finde mine ben i det. Min far har altid ønsket for mig og mine brødre, at vi blev integreret fuldt ud i det danske samfund. Det gjorde han bl.a. ved ikke at gøre os tosprogede. Min far var virkelig god til dansk, og vi talte ikke arabisk derhjemme, fortæller hun om faren, som også blev boende i Danmark, efter han blev skilt fra May el-Toukhys mor.

– Det var vigtigt for ham at være dansk. Og danskheden for ham så

ud på en bestemt måde. han så helst, at jeg ikke talte om mit arabiske ophav ude blandt andre mennesker. Og han var ikke meget for, at jeg hang ud med andre unge, der havde minoritetsbaggrund, siger hun og husker, hvordan den løftede pegefinger til tider havde den modsatte effekt.

– Det, der sker, når forældre siger ‘du må ikke …’, er jo, at deres børn søger ind i det ‘forbudte’. Jeg havde en meget stor fascination af brune drenge og var næsten altid forelsket i en eller anden brun dreng fra ‘blokken’. Jeg afsøgte også muligheden for at læse arabisk. Det skabte nogle konflikter mellem min far og mig, der var mest prominente, da jeg var teenager, og blev mindre og mindre relevante, jo ældre jeg blev, fortæller May el-Toukhy, som sagtens kan se, hvorfor hendes far handlede, som han gjorde, dengang i 1980’erne.

– Jeg kan godt føle mig meget dansk, når jeg er i Egypten med min familie. Min familie er ekstremt social og taler uden ophør – de elsker at være sammen hele tiden. Jeg har et behov for at trække mig. Det behøver ikke at være fysisk, men jeg har behov for at fordybe mig og forsvinde ind i mig selv en gang imellem, i en avis eller en bog. Min fars storesøster er også sådan, så nu er vi ‘damerne med avisen’.

– Jeg kan godt føle mig meget dansk, når jeg er i Egypten med min familie. Min familie er ekstremt social og taler uden ophør – de elsker at være sammen hele tiden. Jeg har et behov for at trække mig. Det behøver ikke at være fysisk, men jeg har behov for at fordybe mig og forsvinde ind i mig selv en gang imellem, i en avis eller en bog. Min fars storesøster er også sådan, så nu er vi ‘damerne med avisen’.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl – det koster at kaste sig ud fra 10 metervippen, men jeg gør det 

– Han var meget påvirket af højrebølgen, som skyllede ind over Danmark, og bevidst om vigtigheden af at kunne ‘spille spillet’. Vores hjem var en smeltedigel, men når jeg var ude, skulle jeg være veltalende og velklædt og opføre mig i henhold til et ‘danskhedskodeks’, han havde skabt. Han tog ikke afstand fra det arabiske minoritetssamfund eller muslimer generelt – jeg blev indpodet stor respekt for alle trosretninger – men han var bange for, jeg ville blive stigmatiseret af det danske samfund, hvis jeg var arabisk, siger hun og fortæller videre, hvordan faren også kunne debattere længe med sig selv, om han nu skulle angive sit fulde navn, når han søgte job, eller om det klingede ‘for arabisk’.

– Angsten for at blive stigmatiseret bliver nedarvet. Når din far ikke vil cykle ad stien hjem, ‘fordi Grønjakkerne står på lur’ med jævne mellemrum, bliver du jo ekstremt bevidst. Det sætter sig i et barn at have den viden, og det bliver en kollektiv erfaring i en familie. I kunstens verden er alt, der er anderledes, et adelsmærke. Så fordi jeg har valgt den her profession, oplever jeg mit ophav og min opvækst som en fordel, men i min familie bliver vi nok ekstra påvirkede af højredrejningen i Europa i de her år, siger May el-Toukhy, som har en datter på otte år med sin eksmand, den dansk-pakistanske forfatter og skuespiller Hassan Preisler.

– Det betyder meget for mig, at min datter har en tilknytning til vores familie i Egypten. Men fordi min far ikke lever mere, og fordi hun ‘kun er kvart’, bliver det jo mere ‘udvandet’. Jeg skal ikke pode hende med en identitet, som ikke er hendes. Jeg er ked af, hun ikke nåede at opleve sin morfar, for jeg tror, det ville havde givet hende en anden indsigt i forhold til den del af sit ophav, siger May el-Toukhy.

Ekstremt ambitiøs 

Succesinstruktøren fortæller, at hun har et mål om at lave en spillefilm hvert fjerde år. Men hun siger også, at ‘jeg havde tænkt, at jeg ville være, hvor jeg er nu, da jeg var 26’. Hun ryster lidt på hovedet af sit både ambitiøse og måske lidt naive yngre jeg. Og tilføjer, at hun slet ikke kan se, hvordan hun skulle have gjort noget anderledes og have ‘nået mere’.

Ud over de to film, hun står bag, har hun instrueret radiodramatik og flere afsnit af DR’s populære søndagsserier ‘Arvingerne’ og ‘Herrens veje’.

May el-Toukhy fortæller, at hun også tror, at hendes alder og erfaring nok er grunden til, at hun ikke lod sig 100 procent forføre af alt det guld og de grønne skove, hun blev lovet af mulige samarbejdspartnere på Sundance. Hun ved godt, hvordan branchen fungerer, og hun ved også, hvordan hun selv fungerer bedst.

– På Sundance var der mange, som spurgte, hvor jeg kom fra. ‘Say it again?’, sagde de, når jeg svarede Danmark. Så sagde jeg: ‘Jeg er dansk, men hvis det, du spørger om, er, hvorfor jeg ser sådan her ud, er det, fordi min far er egypter’, fortæller May el-Toukhy.

– På Sundance var der mange, som spurgte, hvor jeg kom fra. ‘Say it again?’, sagde de, når jeg svarede Danmark. Så sagde jeg: ‘Jeg er dansk, men hvis det, du spørger om, er, hvorfor jeg ser sådan her ud, er det, fordi min far er egypter’, fortæller May el-Toukhy.

– Det kan være et krævende job at være instruktør, og for mig betyder det, at jeg er nødt til at prioritere at få sovet. Og spist. Og at jeg, i nogen grad, socialt ‘sparer op’ og ikke opbruger min sociale kapacitet, for det er også et job, der kræver, at man læner sig ind i andre mennesker og kan rumme andre mennesker. Det kan være svært for mig at rumme andre mennesker, hvis jeg allerede har opbrugt min sociale kvote, fortæller hun.

– I perioder, hvor jeg er på optagelse, laver jeg kun det, og mit sociale liv er ret minimeret. Folk har vænnet sig til, at det er sådan, det er. Jeg tror, at jeg har ry i min omgangskreds for at være en, der arbejder meget. ‘May kommer ikke – hun arbejder’. Og det gør jeg nok også. Og jeg er helt sikkert gået glip af mange ting. Men jeg har aldrig følt det som et offer eller haft ondt af mig selv. Jeg kan godt være ked af ikke at være en del af noget, men jeg føler ikke, jeg ofrer mig, fordi jeg bliver så tilfredsstillet af mit arbejde, siger instruktøren og fortæller, at hun har mistet nogle venskaber på den konto, men at hun også stadig har venner, som hun har kendt, siden hun var barn og ung.

Diversitet i filmbranchen

Ud over filmen om hendes egen opvækst arbejder May el-Toukhy og Maren Louise Käehne på en miniserie, baseret på Linn Ullmans roman ‘Det dyrebare’, som hun beskriver som et ‘portræt af en familie, hvor traumerne er nedarvet i flere generationer’ – på samme måde som hendes egen fars frygt har en plads i hende.

Hun siger, at det er vigtigt, at både mænd og kvinder, brune og hvide, har nogen, de kan spejle sig i. Ligesom hun selv spejlede sig i sine lidt ældre kvindelige instruktørkolleger, da hun gik på filmskolen.

– Jeg tror, at det er afgørende for alle, men især for børn og unge, at have nogen at spejle sig i, nogen, der ligner dem selv. Det er også sindssygt vigtigt ift. etnicitet, at der er en bred repræsentation: At vi fx har brune nyhedsværter og brune eksperter på tv, der diskuterer ting, som ikke nødvendigvis knytter sig til etniske problematikker, siger May el-Toukhy.

- Det, der sker, når forældre siger ‘du må ikke …’, er jo, at deres børn søger ind i det ‘forbudte’. Jeg havde en meget stor fascination af brune drenge og var næsten altid forelsket i en brun dreng fra blokken, siger May el-Toukhy

- Det, der sker, når forældre siger ‘du må ikke …’, er jo, at deres børn søger ind i det ‘forbudte’. Jeg havde en meget stor fascination af brune drenge og var næsten altid forelsket i en brun dreng fra blokken, siger May el-Toukhy

LÆS OGSÅ: Hvorfor er diversitet så vigtigt? 

Hun er selv med til at skabe mere diversitet i filmbranchen – via både sit køn og sin baggrund – men påpeger, at det er mindst lige så vigtigt med diversitet på lærredet som bag kameraet, fordi filmene potentielt når ud til et stort publikum.

– Der er en ny bevidsthed om det ansvar, vi har som fortællere i filmbranchen. Det er afgørende, at vi som instruktører tager ansvar selv, når vi udvikler et projekt eller caster skuespillere. Forandringen sker ikke af sig selv, og den sker kun, hvis vi er bevidste om, at de valg, vi træffer kunstnerisk, betyder noget, siger hun og fortsætter:

– Når jeg føler mig magtesløs ift. den politiske diskurs eller den kønspolitiske debat, finder jeg stor trøst i at tænke på, at jeg gennem mit arbejde kan være med til at nuancere. Jeg kan være med til at redefinere virkeligheden gennem de historier, jeg vælger at fortælle. Det er mit lille bidrag til debatten. 

Film om Karen Blixen 

May el-Toukhys kommende projekt omhandler den danske forfatter Karen Blixen. Det er Jacob Weiss, der står for manuskriptet, som har fået navnet ’Løvinden’. Filmen er baseret på Tom Buk-Swientys bog af samme navn, og den bliver centreret omkring Blixens liv i Kenya i perioden 1914 – 1931. Filmen siges at få premiere i 2022.

Blå bog: May el-Toukhy

  • Født 17. august 1977, dansk mor, egyptisk far.
  • Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2009.
  • Debuterede som spillefilmsinstruktør i 2015 med ‘Lang historie kort’, som bl.a. vandt en Bodil for bedste manuskript. 
  • Hendes anden spillefilm, ‘Dronningen’ har høstet anmelderroser både herhjemme og i udlandet. Filmen har bl.a. vundet publikumsprisen på Sundance-festivalen i USA.
  • Har også instrureret afsnit af ‘Arvingerne’ og ‘Herrens veje’
  • Hun har været gift med forfatter og radiovært Hassan Preisler, som hun har en datter på otte år med. I dag danner hun par med filmproducer Mikael Rieks.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave – KØB HER