INTERVIEWS

Forfattere om livet i 40'erne: Stop op, og stil de vigtige spørgsmål

Hvad vil vi egentlig her halvvejs i livet efter småbørns-år, skilsmisser og træt sex? Og hvad skal vi nå, hvis vi snart skal dø? Det spørger Ditte Giese og Anne Sofie Allarp hinanden om i bogen ‘Breve til Livet’. For fyrrerne viser sig at være årtiet, hvor folk begynder at falde, men hvor der heldigvis også er liv og skamløs liderlighed.

De to slagkraftige debattører og forfattere Ditte Giese og Anne Sofie Allarp vil skrive en sprængfarlig bog om, hvor lækre kvinder er i fyrrerne. Lavet på en cool cocktail af fri sex, lir og feminisme. De er ‘on fire’.

Men så kommer virkeligheden buldrende, som den nogle gange gør, og punkterer ideen om et festskrift for fyrrerne. Ditte Giese får diagnosen kronisk brystkræft.

Det hele kunne være stoppet der, men så stiller Anne Sofie Allarp spørgsmålet: Hvordan har du det? Med et underforstået ‘egentlig’. Og dermed begynder en hudløst og tudende ærlig, men også humoristisk, liderlig og knivskarp brevveksling mellem de to kvinder.

I bogen ‘Breve til livet’ er brevene samlet, hvor udgangspunktet for de vigtige spørgsmål, kvinderne stiller hinanden, er erkendelsen af, at noget ikke står til at ændre – men også at andet ikke længere kan vente.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse viser: Det er tabu, at gå op i sit eget udseende

Spørgsmål, som vi alle bør have på vores bucketlist over dem, vi skal have stillet os selv og dem, vi holder af. Det glemmer vi nemlig ofte i det ræs, vi kalder hverdagslivet, og derfor får vi ikke stoppet op og set på, om noget kan og skal være anderledes i vores liv, mener de to forfattere.

Vi har talt med dem om nogle af de spørgsmål, vi bør skrive øverst på vores liste og hvorfor. Læs med herunder. 

DITTE GIESE OG ANNE SOFIE ALLARP OM LIVETS STORE SPØRGSMÅL I 40'ERNE

Hvorfor er fyrrerne et godt tidspunkt at stoppe op og få stillet de vigtige spørgsmål?

Anne Sofie: Fordi du her har fået det lidt længere perspektiv på dit liv. Du kan derfor bedre se, hvor meget du har spænet efter det, som samfundet, dine forældre og alle omkring dig har fortalt var det rigtige liv – men hvad har det så bragt dig? Er det godt for dig? 

Ditte: Det er også her, der er overskud til det. Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så er jeg lige nu der, hvor jeg er forbi årene med små børn, hvor alt gik op i praktik og overlevelse. Nu skal man så finde ud af, hvad livet så skal bruges til? For mig betød det et jobskifte, som jeg havde overvejet længe, men ikke turdet. Det giver jo også en mulighed for at finde tilbage til, hvem jeg var, før jeg blev mor. Det, tror jeg, er enormt vigtig.

LÆS OGSÅ: Ny Netflix-film sætter fokus på den ekstreme sorg ved barnetab

- Jeg har altid troet, at det ville kulminere for mig i fyrrerne, fordi trediverne var så benhårde. Min mor døde, og jeg blev skilt. Men da jeg gik ind i fyrrerne, var det i sådan en fest, med strutkjole og roséflaske, for jeg sluttede trediverne af med et heftigt datingliv. Jeg følte mig lækker og begæret som aldrig før, og jeg valgte den mand, jeg ville være sammen med, og vi skulle lave en sammenbragt familie. Nu skulle jeg bare høste frugterne af alt det, der kom før. Det er jo så rimelig chokerende at finde ud af, at det ikke sker. Det gør det jo lidt for dig, Fie, men jeg er blevet bremset i min forventning om, at fyrrerne bare skal være the shit, fordi jeg er blevet syg.

Dødens nærvær gør jeres overvejelser og spørgsmål endnu mere relevante og vedkommende, alligevel har du ikke lyst til at tale om din sygdom her, har du sagt, Ditte. Hvorfor? 

Ditte: Fordi det ikke er en cancerbog, og fordi cancer ikke er det mest spændende ved mig. Samtidig er jeg også træt af den gængse cancerfortælling, som er sådan lidt Charlotte Bircow-agtig, hvor man kommer ud på den anden side og laver en ironman. Virkeligheden er en anden, og den er desværre også en del af fyrrerne.

- Brystkræft er en pisserå sygdom, og når jeg kigger mig omkring – jeg er jo blevet del af et miljø, os, der har den her diagnose – så er det bare så grimt. Det er kvinder, der får fjernet et øje og skal have ny hofte, og en, jeg har gået ture med på Amager Strand hele sommeren, er lige død. Det er så råt.

LÆS OGSÅ: Rosa Lund: Jeg gider ikke være hende der med sygdommen

- Samtidig er det jo det mest almindelige. Det er ekstremt almindeligt at få kræft, det er hver tredje af os, og tager vi alle aldre med, er det hver anden. Du sagde også for nyligt, Fie, at i din omgangskreds er der nærmest en brystkræftepidemi. Det er nu, det rammer. Det er nu, man ser følgerne af vores livsstil og happy years og alle de ting, vi har udskudt med at passe på os selv og vores helbred.

- Ikke at jeg siger, det er selvforskyldt, men der er bare noget i vores livsstil, der gør, at vi får meget kræft i vores del af verden. Men derfor gav sygdommen også så god en drivkraft til vores bog. Pludselig fik jeg sådan en – for helvede, jeg har ingen tid at spilde. Jeg har mange bøger, jeg har villet skrive gennem årene, hvor jeg har tænkt, det må jeg skrive, når jeg bliver gammel. Nu bliver jeg nok ikke gammel, så det er nu, jeg skal lave det, jeg brænder for.

I skriver om jeres forældres død, hvad I savner, og hvad I ikke fik talt om. Hvilket spørgsmål skal vi nå at stille dem?

Ditte: Du skal fandeme huske at få din familiehistorie med. Der er noget underligt ved al den erfaring, der forsvinder. På den måde er det jo fuldstændig sindssygt, at man går igennem et helt liv, læser tusinde bøger, elsker en masse mennesker og har besøgt alverdens hovedstæder – og så forsvinder man. Alt forsvinder.

- Det var det, jeg oplevede, da min mor døde for otte år siden. Det var hende, der vidste, hvem mine barndomsvenner var, hvad min børnehave hed og alle de der ting. For mine forældre var skilt, og min storesøster boede hos min far, og jeg selv kan ikke huske det. Det gik op for mig, da hun lå for døden, så jeg begyndte at stille hende alle mulige mærkelige spørgsmål – for hvad er det lige, man skal sørge for at få med? “Så jeg egentlig ‘Bamse og kylling’,” spurgte jeg hende helt tosset, da hun lå på hospice.

LÆS OGSÅ: Se listen: Her er de mest sørgelige dødsfald på Netflix

- Nu prøver jeg at nå at spørge min 77-årige far om alt muligt. Om min opvækst og vores tid sammen, hvorfor vi så hinanden på det tidspunkt, men ikke et andet? Har vi været på ferie sammen her? Der blev jo ikke taget så mange billeder dengang, så mange ting forsvinder. Derfor tager jeg også en masse billeder af ham nu i helt almindelige hverdagssituationer. Far, der steger frikadeller, far, der cykler. Det ved jeg, at jeg vil savne, når han ikke er der.

Anne Sofie: Der er også noget med at sørge for at få ordentlig tid sammen med sine forældre som voksen. Jeg brugte på et tidspunkt en hel ferieuge på at være alene sammen med min far. Det var en fantastisk ferie, og den har også betydet meget for mig her efter hans død.

- Vi brugte en uge sammen på at pille et gammelt hønsehus ned og rense alle murstene fri for cement. Det var en rigtig god tid, vi havde sammen der. Vi var begge jurister og begge meget oppe i hovedet. Men det med at lave noget manuelt arbejde, noget, der var så fysisk, det gav sådan et godt rum for at tænke og sidde og tale sammen, det gør man ikke nok ellers.

- Så tager man godt nok på en eller anden ferie sammen, men så er det sådan noget med, at man går ned til poolen og sidder lidt dér under en parasol og kigger på, at børnene bader. Som voksen får man sjældent det rum sammen med sine forældre, hvor man får de gode samtaler.

LÆS OGSÅ: Puk Damsgård: Jeg skal være ude i verden of fortælle historier. Det er sådan, jeg er skruet sammen

Ditte: Det skal vi bare huske, alle os travle kvinder, der tager livet som en lang Mayland-kalender og et regnskab, som skal gå op. Jeg har ekstremt mange veninder, som ikke har tid til en skid. Jeg har veninder, jeg ikke har set, siden jeg blev syg, fordi de simpelthen ikke prioriterer det. Men vi er nødt til at prioritere hinanden. Også selv om der er børn, der skal hentes, der er kommet en kasse fra Årstiderne, du gerne vil ud at løbe, og du også skal lægge en masse tid på arbejdet. Vi er også nødt til at prioritere vores relationer ud over kernefamilien, for lige pludselig går den måske i stykker, børnene flytter hjemmefra, eller dine forældre dør. Og undervejs havde du glemt at være en fed datter eller veninde.

I bogen skriver I også om at nå til det sted i livet, hvor I ikke længere kan få børn. For jer begge er det kommet tidligere på grund af sygdom. Spørgsmålet er her – hvordan lever vi godt videre i og med den infertile krop?

Anne Sofie: Det tidspunkt er jo det, man frygter. Kulturfortællingen er, at vi er aflyst det øjeblik, vi går i overgangsalder og ikke længere kan få et barn. Det er derfor, vi er bange for at miste det udseende, man har, når man kan føde børn. En stor del af den kulturelle masseproduktion er centreret omkring det unge liv. Bare se på film og tv – hvad er rollen til kvinder over fyrre? Det er typisk, at de er nogens mor. Og i øvrigt ikke er centreret i fortællingen, eller også er de slet ikke med.

Ditte: Eller de er fastfrosset på den der 36/37-års alder, fordi de får sygt meget botox. Se bare på Jennifer Aniston eller Nicole Kidman. Der er jo ingen, der gider at være den voksne kvinde.

LÆS OGSÅ: 6 kendte kvinder om livet uden børn

Anne Sofie: Nej, det er der ikke. Men jeg er faktisk ret glad for at blive ældre. For mig har den fertile kvindekrop med alle dens hormoner været et benspænd, jeg har altid set det at være kvinde som noget lort rent ud sagt. Rent fysisk, statistisk, politisk og socialt er det fucked op. Det er sværere at tjene samme penge som mænd. Du er bange for at blive voldtaget. Og så videre. Det er råt at være kvinde. Det er også hårdt at være gravid, føde, amme og opfostre børn. Bare det at rende rundt med bryster, nu har jeg tilfældigvis ret store bryster, det har jeg været træt af, især som ung. Det har været så rart at slippe for nogle af alle de ting, der følger med til det at være ung kvinde. At blive gramset på og råbt fisse efter og alt det der. Puha. Det har været sindssygt hækkeløb at være en ung kvinde.

- Tidligere har jeg ikke brugt tid på at tænke over de forskellige faser, jeg var i. Men nu jeg har det sådan, at når jeg ser tilbage, så er det skønt at være kommet ud over de år, og jeg har ikke oplevet nedgang i interessen. Jeg får masser af frække tilbud, og jeg er snart 48 år.

LÆS OGSÅ: Cathrine Widunok Wichman: Vi skal kunne tale åbent om infertilitet

Ditte: For kvinder er det lidt som at falde ud over en klippe at forlade de fertile år. Det er, som om man ophører med at eksistere som krop. Det har jeg altid hørt ældre kvinder fortælle om, og så har jeg tænkt vissevasse. Men det må jeg bare sige, det kan jeg godt genkende nu. Det handler selvfølgelig også om, hvilke kvinder jeg har at spejle mig i i medierne. Det er svært at tro på, at man som kvinde i fyrrerne stadig har en værdi som seksuelt objekt, når alle skal ligne Nicole Kidman og Reese Witherspoon, hvor det hele er glat og stramt, og alle kvindeidealer peger på den unge blonde pige på 24, som jo grundlæggende ikke er super interessant.

LÆS OGSÅ: Er sex overvurderet?

- Forleden var jeg ude at spise frokost med en brystkræftveninde, hun skal nu have fjernet sit andet bryst. Hun er skaldet, har tatoverede øjenbryn og falske øjenvipper limet på. Hun var bare sådan, hvor er min kvindelighed, alt på mig er jo falskt? Jeg sagde, at du er sgu nødt til at tro på, at kvindelighed sidder i andet end de der attributter. Det er noget, jeg selv kæmper med. Men kvindelighed sidder ikke i bryster, hår og stram hud, det er vi bare opdraget med. Den fortælling skal vi blive ved med at udfordre. Vi er lækre, selv om ingen kigger.

Hvordan føler man sig attraktiv og sexet som kvinde, når man ikke bliver set?

Ditte: Det ved jeg ikke. Jeg har i hvert fald aldrig følt mig så lidt sexet, som jeg gør i øjeblikket. Med mit mærkelige kemokrøllede hår, mine ar over det hele og mit ramponerede underliv. Jeg har aldrig følt mig mindre sexet. Jeg savner at tænde på mig selv, jeg gider nærmest ikke engang at onanere. Men min seksualitet er også meget klassisk kvindelig, den er responsiv, jeg tænder på, at nogen tænder på mig. Hvis der ikke er nogen, der tænder på mig, så sidder jeg ligesom der og tænder alene, det er også lidt underligt.

LÆS OGSÅ: Dit almindelige sexliv er godt nok

- Vi har jo været vant til opmærksomheden, siden vi var 13-14 år, hvor de der bryster landede, og det hele godt kunne opleves som lidt voldsomt. Så peaker det, op til du er 25, og så går det nedad igen. Men da jeg var single et par år sidst i trediverne, blev jeg stadig set på som et seksualobjekt. Det var en skidegod datingalder.

- Jeg var ikke blevet nogens mor i Hollywood-filmene endnu. Jeg var stadig Jennifer Aniston, som man kunne lave et barn på, samtidig med jeg også oplevede en kulturel eller intellektuel sexethed, jeg slet ikke havde som ung. Mænd syntes, jeg var spændende at tale med, fordi jeg var den, jeg var. Det var jeg virkelig vild med. Men nu er det jo også, fordi jeg er cancerpatient, der er sgu ikke nogen, der skriver frække beskeder til mig i min indbakke på Instagram mere. Heldigvis har jeg en kæreste, der stadig giver mig et klap i røven, når jeg kommer ud af badet.

I skriver om sex. Og liderlighed. Og ikke-liderlighed. Hvorfor er det vigtigt at få stillet spørgsmålstegn ved den sex, vi har?

Anne Sofie: Fordi vi tager det for seriøst. Vi er nødt til at komme hen et sted, hvor sex er ‘no big deal’. Vi er nødt til at afhægte vigtigheden af sex og hele den her kulturfortælling, der er om det. Kvinder får simpelthen ikke nok ud af sex, fordi de tillægger det alt muligt, som ikke handler om sex. Det ligger dybt i vores opdragelse som kvinder – jeg har også selv gjort det – at vi bruger det mellem benene, vores seksualitet og vores krop til at lokke og fastholde med. Vi fusionerer vores krop med vores relationsopbygning med det andet køn. Og i det ligger der en konkret instrumentalisering. Så gør vi vores krop til et redskab, og det forhindrer os i at komme ordentligt ned i den, når vi har sex. Det bliver det bare ikke super fedt af.

LÆS OGSÅ: Klub Venus vil gøre op med tabuer: Sexlegetøj og onani er ikke skamfuldt

- Du skal jo være i den seng, fordi du har lyst til at være der og have sex de næste tre timer. Ikke for noget som helst andet. Jeg har sex med en mand, fordi jeg gerne vil have sex. Og det er det. Jeg forholder mig ikke til, om vi skal ses igen. På den måde har alt det udenom ikke betydning eller indflydelse på den sex, vi har.

- Men mange kvinder mangler at være fuldt ud og med overlæg til stede i den seksuelle situation, fordi de har alle mulige agendaer. De tænker allerede over, hvad det her mon kunne udvikle sig til, og om han mon ringer igen. I stedet for bare at slippe det og sige, det her er da megafedt, og lad os gøre det de næste par timer. Vi skal have mere skamløs sex, og som en af mine yndlingslegekammerater siger om mig: Man kan ikke udskamme en, der ikke skammer sig.

LÆS OGSÅ: Et længeventet opgør med sexisme

Ditte: Det er også bedre for vores forhold, hvis sex ikke bliver tillagt så stor en del af det at være kærester. Det er jo sådan: Hvis vi ikke knalder vildt og voldsomt flere gange om ugen, så går det dårligt. Nu har jeg haft et år med mindre sex end nogensinde, til gengæld er mig og min kæreste ekstremt tæt på hinanden, fordi vi virkelig har været igennem nogle drøje ting. Jeg har også haft tillagt sex sindssygt meget vægt i et parforhold, og det er selvfølgelig vigtigt, men det er ikke det vigtigste – det er den uafbrudte samtale og lyst til at blive ved med at kigge ind i hinanden og lære hinanden at kende. Og der spiller sex bare en mindre rolle.