INTERVIEWS

Fran Lebowitz deler sin ubarmhjertige og kompromisløse mening om (næsten) alt

Hun har været en kultskikkelse på Manhattan og en af New Yorks mest markante personligheder, siden hun begyndte at dissekere amerikansk kultur i sine bidske klummer for Andy Warhol i 1970’erne. Washington Post har kaldt hende “den sjoveste kvinde i Amerika”, og nu er Fran Lebowitz hovedpersonen i Martin Scorseses hypede Netflix-serie og ode til New York, ‘Pretend It’s a City’.

Da byen, der aldrig sover, begyndte at lukke ned, lige inden milliardærerne på Billionaires’ Row forlod Manhattan i helikoptere, og før subwayen raslede fra Brooklyn til Bronx som et spøgelsestog med tomme vogne, stod Fran Lebowitz foran New York Public Library og råbte, at biblioteket skulle åbne dørene:

- Hvad tænker I på?

Det eneste, der kan gøre coronanedlukningen nogenlunde tålelig for den ikoniske ærkenewyorker, er bøger. Uden bøger hænger man på livet, siger hun. Så for tiden læser Fran Lebowitz to bøger om dagen. Jeg taler med hende via hendes fastnettelefon-forbindelse i lejligheden på 7th Avenue. Hun er helt og aldeles modstandsdygtig over for enhver form for teknologi. Hun ejer hverken mobiltelefon eller computer og har heller ikke internet.

Læs også: Derfor kan vi ikke få nok af Fran Lebowitz i ny Netflix-dokumentar

Kultskikkelsen på Manhattan

Fran Lebowitz er vintage New York og har i et halvt århundrede været synonym med byen. Den kæderygende boomer i cowboyboots er vævet ind i det stof, New York er gjort af, på samme måde som jazzklubberne, brandtrapperne, subway-danserne, graffitien, pizzarotterne, bodegakattene, surferne på Rockaway Beach, de tudende ambulancer, Dim Sum i Queens og pastrami fra Katz’s Delicatessen.

Hun har været en kultskikkelse på Manhattan, siden hun begyndte at dissekere amerikansk kultur i sine bidende klummer for Andy Warhol i 1970’erne og blev en fast karakter under diskokuglen på Studio 54 og på it-baren Max’s Kansas City, dengang Debbie Harry serverede cocktails, og William S. Burroughs, Iggy Pop og David Bowie var stamkunder.

I dag er hun en af New Yorks mest markante personligheder med sin trodsige, misbilligende attitude, sit syleskarpe intellekt og sin signatur af smøger, slidte cowboystøvler og oversize herrejakke, skræddersyet hos Anderson & Sheppard på Savile Row i London.

Jeg sidder i min lejlighed i Bed-Stuy, Brooklyn, mens Lebowitz sidder i sin Eames-lænestol i Manhattans mondæne Garment District, omringet af sine 11.000 bøger, der har fået hende til at købe en lejlighed, der er tre gange større og dyrere, end hun egentlig har råd til.

Læs også: Leonora Christina Skov: Ingen kommer ti at tage min stemme igen

At nyde sit eget selskab

Da en journalist fra New York Times for nogle år siden spurgte hende, hvem hun ville invitere, hvis hun skulle arrangere et middagsselskab og indbyde tre forfattere, levende såvel som døde, svarede hun: “Ingen! Det kunne ikke falde mig ind. Min idé om et fremragende litterært middagsselskab er Fran, der spiser alene, mens hun læser en bog.”

Og det er mere eller mindre sådan, Lebowitz har tilbragt de seneste ti måneder i coronakarantæne derhjemme.

Fran Lebowitz blå bog: Født 1950 i Morristown, New Jersey. Forfatter, humorist og en af New Yorks mest markante personligheder. Begyndte sin karriere med at skrive klummer for Andy Warhols berømte magasin Interview i 1970’erne. Fik sit gennembrud med essaysamlingerne ‘Metropolitan Life’ (1978) og ‘Social Studies’ (1981) og blev et litterært fænomen nærmest fra den ene dag til den anden.

Læs også: Cathrine Raben Davidsen: Man ska ikke tage alting så seriøst, og slet ikke sig selv

Fran Lebowitz har haft forhold til flere kvinder, men hun har aldrig boet sammen med nogen af dem, har ingen børn, og den eneste monogame relation, hun efter eget udsagn har udholdt, er den, hun har til sin bil, en perlegrå Checker fra 1979. I begyndelsen af pandemien sendte en velmenende ven hende en gigantisk buket orkideer og et kort med påskriften: ‘De her kan holde dig med selskab’.

Hendes første tanke:

- Really? Jeg mener, tak. De er smukke, og de må have kostet en million, men jeg nyder mit eget selskab.

Den samme siden hun var 19

Mens byudviklingen i New York de seneste årtier har været på speed, og små boghandlere, gamle biografer og stambarer lukker ned, mens anonyme glasfacader skyder op, er Lebowitz en af de få institutioner i byen, der stort set er forblevet den samme. Hun er præcis lige så kompromisløs og ubarmhjertig, som da hun var 19. Selv ikke frisuren eller garderoben har forandret sig.

Kulturkritikeren Adam Gopnik, der er fast skribent på det prestigiøse tidsskrift The New Yorker, beskrev for snart 15 år siden, hvordan byen har mistet sin identitet:

- New York er sikrere og rigere, men mindre som sig selv. Den minder om en gammel elsker, der er gået ud for at få et ansigtsløft og kommer tilbage uden rigtig at ligne nogen. Rynkerne er væk, men det er ansigtet også.

Fran Lebowitz er byens rynker. Dens ansigt. Og lige nu er hun hovedpersonen i Martin Scorseses dokumentariske Netflix-serie ‘Pretend It’s a City’, en kærlighedserklæring til Lebowitz. Og til den larmende, svedende, pumpende organisme, der var New York City, før coronapandemien lagde byen øde. Syv afsnit, hvor den 70-årige forfatter, der ikke længere skriver, fortæller anekdoter om byen, som den var engang. Og kommenterer alt det, der inspirerer og irriterer hende.

Fra ejendomsspekulanter og de nålestribede finansfolk, der har overtaget byen, til kvinder, der går rundt i yogabukser med wellnessmåtter som sammenrullede tæpper på ryggen, mens hun selv traver omkring i byens krinkelkroge og skuler bag sine mørke solbriller i nøjagtig samme uniform af viltert pagehår, opsmøgede blå Levi’s 501 og hvide herreskjorter med guldmanchetter, som har været en del af hendes signatur i fem årtier.

Tilsat, naturligvis, den bevidst oversize blazerjakke, der tilfører hendes larger-than-life persona et par brede, defensive skuldre og giver ekstra pondus til den lille fysik på knap 163 centimeter, som bestemt ikke er bange for at tage plads.

Læs også: Karin Heurlin: Jeg letter mine følelser ved at dele dem

Tilfældige sammentræf

Lebowitz fabler løs om New York i den anden ende af røret. Hun har i årtier gået i store buer uden om Times Square, men hvis hun skal fremhæve et lyspunkt ved pandemien, er det, at byen endelig er støvsuget for turister. Men som hun siger:

- Alle andre er jo også væk!

Jeg spørger hende, hvad hun savner allermest ved New York, og svaret falder prompte:

- Noget af det, jeg glæder mig allermest til, er alle de tilfældige møder. Før nedlukningen var jeg slet ikke klar over, hvor stor en del af mit liv der egentlig bare bestod af at rende ind i mennesker.

På gallerier og til fester, i bogbutikker eller på vej hen for at købe en kop kaffe:

- Folk, jeg aldrig aftalte at mødes med, men som jeg alligevel så hele tiden.

De tilfældige sammentræf er en lige så vigtig del af bylivet som Moma og The Metropolitan Museum of Art, mener hun.

Flere af hendes venner inviterede hende op til deres palæer nord for byen, da pandemien begyndte at brede sig i New York i foråret i fjor, men Lebowitz foretrækker at være i sin lejlighed, hvor hun kan opføre sig som en dårlig gæst, som hun kalder det: Surmule, læse og piske sig selv med, at hun ikke skriver.

Et kort splitsekund var hun dog ved at bukke under for tilbuddet, ene og alene fordi de overdådige landsteder nordpå har noget, hendes egen lejlighed ikke har: En kok. Som hun siger til mig:

-J eg hader at lave mad. Det interesserer mig nul og niks. Du taler med et menneske, der ikke kan udstå så meget som at skære et æble i skiver!”

I begyndelsen af nedlukningen sammenlignede hun New York med en natureng:

- Uden de gode særpræg ved en eng. Enge – ikke min yndlingsting. Der er ingen restauranter på en eng. Men der er blomster, der er træer. Det her er som en eng uden træer.

Som hun siger til mig:

- Jeg kan ikke vente, til restauranterne åbner igen.

Indtil da lever hun mest af frugt og sardiner. Som hun for nyligt formulerede det til The Wall Street Journal:

- Det gode ved sardiner er, at du åbner dåsen, og så er de klar. Done!

Da pandemien var på sit højeste, leverede en af byens bedre restauranter, Prune, jævnligt mad direkte til hendes hoveddør, selv om restauranten egentlig holdt lukket.

- I de måneder vekslede maden i min lejlighed mellem at være den bedste og absolut værste i New York.

Men nu er Prune lukket permanent, så Lebowitz trodser kulden og sidder i snevejr og spiser med handsker på foran de restauranter, der stadig holder skansen og serverer udendørs.

- Folk spørger mig, om det ikke er blevet for koldt at sidde ude og spise. Om ikke jeg får frostbid. Det er minusgrader, okay? Men tro mig, hvis valget står mellem at fryse ihjel og spise herhjemme, så er det bedre at fryse.

Læs også: Filminstruktør Ole Christian Madsen: Der har lagt sig en "danskerboble" over os, som bekymrer mig

Sludrechatollet

Fran Lebowitz flyttede til New York som 19-årig. Hun voksede op hos jødiske forældre i den lille by Morristown i New Jersey og blev opdraget til at være hustru.

Hendes mor straffede hende for at læse bøger, når hun burde læse lektier, og belærte hende desuden om, at drenge ikke brød sig om sjove piger. Lebowitz, der altid har haft “nul interesse” i et domesticeret liv, passede ikke ligefrem ind i 1950’ernes New Jersey.

På hendes første dag i børnehaven, allerede før hun fyldte fem år, gav en af pædagogerne hende et plaster for munden, fordi hun snakkede for meget, og beordrede hende derefter til at sidde og holde et skilt med påskriften: ‘Jeg er et sludrechatol’.

Senere blev hun smidt ud af skolen, officielt for at have “dårlig indflydelse” på de andre piger og bl.a. dukke op som Fidel Castro til en fastelavnsfest, mens USA endnu var mærket af McCarthy-æraens kommunistforskrækkelse. Men som hun har sagt retrospekt:

- Jeg tror, jeg blev smidt ud for det, min mor plejede at kalde ‘that look on your face’.

Det skulende, misbilligende blik på verden og den fremskudte underkæbe, der giver hende et nærmest permanent underbid.

Lebowitz slog sig ned i New York i 1970, dengang byen var på randen af fallit og fuld af andre vrede homoseksuelle, der også søgte tilflugt i storbyen.

Som hun siger til Scorsese i en af seriens mange oneliners:

- Der findes intet bedre for en by end en tæt befolkning af vrede homoseksuelle.

Faktisk mener hun, at hendes eget blik både som skribent og som humorist kommer af at stå uden for samfundet og observere det, frem for at være en accepteret del af det.

Hendes nære ven, den nu afdøde forfatter Toni Morrison, foreslog hende engang at skrive “vi” i en tekst i stedet for “du”. Det ville invitere læserne indenfor, mente Morrison. Men som Fran Lebowitz svarede:

- Jeg er ikke en værtinde. Jeg er en anklagemyndighed.

Læs også: Åsa Linderborg: Det var ikke sex jeg manglede, det var hud

Startede som taxa-chauffør

I begyndelsen ernærede hun sig ved at køre taxa, selv om chaufførerne i de gule vogne næsten udelukkende bestod af cigarrygende mænd, og ved siden af skrev hun så klummer i små, obskure undergrundsmagasiner, indtil hun en dag i 1972 bankede på døren til Andy Warhols berømte studie, The Factory, i håb om at skrive for hans magasin, Interview.

The Factory lå dengang på sjette etage i den fredede Decker Building på Union Square, og Lebowitz fortæller selv historien sådan her:

- Når du gik ind, var der en metaldør. Og efter den dør var der endnu en metaldør. På den hang der en håndskrevet seddel, hvor der stod: ‘Bank højt, og meld din ankomst’. Jeg bankede, og en stemme spurgte: ‘Hvem der?’ Jeg svarede: ‘Valerie Solanas’ – den radikale, skizofrene feminist, der i 1968 skød Warhol to gange i maven – og så åbnede Andy døren.

Hun blev hurtigt Andy Warhols stjerneskribent, der kynisk og skamløst dissekerede livet i New York i byens mytologiske æra i 1970’erne.

Hendes essaysamlinger ‘Metropolitan Life’ og ‘Social Studies’ gjorde Lebowitz til et litterært fænomen næsten fra den ene dag til den anden.

Hun er en retorisk super magnum revolver. Når først hun har fyldt patroner i magasinet, kan hun nedlægge en elefant. Og hun er elsket for sætninger som:

- Der findes ikke sådan noget som indre fred. Der er kun angsten og døden.

Eller:

- Store mennesker taler om ideer, gennemsnitlige mennesker taler om ting, og små mennesker taler om vin.

I gavebutikken i New York Public Library kan man i dag både købe kaffekrus og køleskabsmagneter med citater fra hendes kulturkritiske essays, men bortset fra en enkelt børnebog har Lebowitz ikke udgivet noget siden sin sidste essaysamling, der udkom i 1981.

Hun omtaler det selv som en “Writer’s Blockade”, fordi hendes efterhånden notoriske skriveblokering har varet i flere årtier, og hun begrunder den med en blanding af dovenskab, generel foragt for arbejde og “overdreven ærbødighed” over for det skrevne ord. Den sidste tekst, hun udgav, var forordet til sine samlede essays i ‘The Fran Lebowitz Reader’, der blev genudgivet i 1994.

Teksten begynder sådan her:

- Kl. 12.35 om eftermiddagen: Telefonen ringer. Det morer mig ikke. Det er ikke min foretrukne måde at vågne på. Min foretrukne måde at vågne på er, at en vis fransk filmstjerne hvisker blidt i mit øre klokken halv tre om eftermiddagen, at hvis jeg vil nå til Sverige tids nok til at hente min Nobelpris i litteratur, må jeg hellere ringe efter morgenmad.

Og den slutter sådan her:

- Kl. 02.05 om natten: Jeg kommer hjem til min lejlighed og forbereder mig på at arbejde. Af respekt for den let kølige temperatur tager jeg to sweatre og et par ekstra sokker på. Jeg hælder en danskvand op og flytter lampen hen ved siden af skrivebordet. Jeg genlæser adskillige gamle numre af ‘Rona Barrett’s Hollywood’ og en hel del af  ‘The Letters of Oscar Wilde’. Jeg samler min pen op og stirrer på papiret. Jeg tænder en cigaret. Jeg stirrer på papiret. Jeg skriver: ‘Min Dag: En Slags Introduktion’. Godt. Simpelt, men med en vis kadence. Jeg tænker over min dag. Jeg bliver uforklarligt deprimeret. Jeg tegner kruseduller i margen. Jeg kradser en idé ned, jeg har til en shake-spearsk komedie udelukkende med sorte karakterer, der skal hedde ‘As You Likes It’. Jeg kigger længselsfuldt på min sofa og er ikke blind for det faktum, at den fint forvandler sig til en seng. Jeg tænder en cigaret. Jeg stirrer på papiret. Kl. 4.50 om morgenen: Sofaen vinder. Endnu en sejr til møblerne.

Læs også: Nobelprisvinder Malala Yousafzai deltager i dette års fejring af Grace Hopper

Generation Z

De seneste år har Lebowitz turneret rundt som et rejsende roadshow. Washington Post har kaldt hende “den sjoveste kvinde i Amerika”, og hendes job er i bund og grund: Kunsten at være Fran Lebowitz. Eller som hun selv har formuleret det:

- Min profession er at skelne og fælde dom.

Da Martin Scorsese instruerede spillefilmen ‘The Wolf of Wall Street’ gav han hende en gæsteoptræden som dommer – en hilsen til hendes notorisk fordømmende og bedrevidende persona, som hendes publikum, der bliver yngre og yngre, elsker og dyrker hende for som en helgen.

Det er næsten præcis ti år siden, man for alvor sidst hørte fra hende.

Lebowitz har det med at stikke hovedet frem og charmere sit publikum sådan cirka engang hvert tiende år, når regningerne skal betales. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne udgav hun sine essaysamlinger, i midten af 1990’erne udkom hun med en børnebog og var desuden fast gæst hos talkshowværten David Letterman, mens hun spillede rollen som dommer i serien ‘Law & Order’, der rullede hen over de amerikanske tv-skærme i begyndelsen af nullerne. Og i 2010 blev hun så første gang portrætteret af Scorsese i den 90 minutter lange HBO-produktion ‘Public Speaking’.

‘Pretend It’s a City’ er den største dosis Lebowitz, vi til dato har fået serveret. Men hun virker også mere relevant og er nået bredere ud end nogensinde før. Måske fordi hun er en modgift til tidens kulturelle sensitivitet, og efter fire år, hvor Donald Trump har dyrket stupiditeten og kvindehadet, er det nærmest rensende at opleve en 70-årig kvinde, der ikke giver en fuck, men er helt og aldeles sig selv og umulig at slå ud.

Fran Lebowitz ved, at hun spiller i så overlegen en liga, at hun blot kan læne sig tilbage i stolen med et skævt smil på læben og vente på, at hendes publikum – eller Martin Scorsese – falder om på gulvet i latterkramper over hendes genialitet.

I en æra, hvor enhver kan kalde sig kunstner, og alle jagter likes, er det decideret befriende med et skud ‘Fransplaining’, der sætter udråbstegn efter sine sætninger og skærer igennem ævl og sludder med kommentarer som:

- Jeg har en nyhed til dig, bagermester. Hvis du kan spise det, er det ikke kunst! Og som i øvrigt ikke giver fem flade for, hvad du synes om hende.

I dokumentarserien fortæller Lebowitz uimponeret Scorsese, at “some kid” engang tilbød, at hun kunne sende en mail, hvis hun var interesseret i at vide, hvad millennial-generationen tænkte. Lebowitz’ svar på tilbuddet:

- Hvorfor i alverden skulle jeg have lyst til at vide det?

Og da det litterære magasin Paris Review helt tilbage i 1993 spurgte hende, hvorfor hun ofte angriber den unge generation, svarede hun:

- Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg ikke bryder mig om de unge. Jeg er bare ikke fan af naivitet. Medmindre du har en erotisk interesse i unge mennesker, hvordan er det så muligt at interessere sig for dem? Hvad kan de om nogen sige af interessante ting?

Så jeg spørger hende, hvilke tanker hun gør sig om Generation Z. Den generation, der er født efter 1996, og som de senere år har drevet flere store sociale bevægelser frem i USA, ikke mindst den seneste bølge af Black Lives Matter-demonstrationer, der rullede hen over nationen i kølvandet på drabet på George Floyd.

Lebowitz nærmest råber i røret:

- GODE! Mine tanker om Generation Z er virkelig gode!

Det lyder, som om hun har rejst sig fra lænestolen og skudt en knyttet næve i vejret.

- Jeg har ventet på, at de unge skulle gå på gaden og demonstrere! Endelig! fortsætter hun.

- Der er så rigeligt at protestere imod. I årevis har jeg sagt til mig selv, at jeg er blevet for gammel til at demonstrere, og at det hører den unge generation til, men hvis ikke der havde været en dødelig pandemi under Black Lives Matter-protesterne, så var jeg selv gået på gaden. Protesterne ramte mig lige i hjertet. Det er alt for længe siden, amerikanerne for alvor har demonstreret, og det er ikke ligefrem, fordi vi har manglet anledninger, siger hun.

- Da Højesteret fældede dom i retssagen om afstemningen mellem Bush og Gore tilbage i 2000 og forærede præsidentvalget til George W. Bush, spurgte jeg mig selv: ‘Hvorfor er der ingen ‘kids’, der demonstrerer over det her?’ Det var noget af det værste, jeg havde oplevet i min levetid: At en enkelt dommer, ét menneske, besluttede udfaldet af et præsidentvalg. Men der var ingen, der gik på gaden.

Amerika er blevet et værre land, fordi vi ikke har demonstreret.

- Protest er altid godt! konstaterer Lebowitz og fortæller om den allerførste Black Lives Matter-demonstration, hun så i New York i sommeren 2013, da den selverklærede vagtmand George Zimmerman blev frikendt for drabet på den unge sorte teenager Trayvon Martin.

Dengang boede Lebowitz i en lejlighed tæt på New York University ved Washington Square Park.

- Jeg kunne høre en masse larm nede på gaden og tænkte, at ‘well’, det er nok nogle unger ovre fra NYU, der ikke synes, de har nok veganske retter i spisesalen. Men så gik jeg alligevel ned for at se, hvad der foregik, og det viste sig, at alle de her unge mennesker demonstrerede mod racisme. Pludselig opdagede jeg, at jeg stod og græd. Jeg var rørt til tårer. Langt om længe var der nogen, der protesterede! Det gjorde mig lykkelig.

For som hun siger:

- George Floyd var ikke ligefrem den første sorte mand, der blev dræbt af politiet. Racismen har stået på siden grundlæggelsen af det her land. Men coronapandemien har fået folk til at observere verden i stedet for blot at være i verden. Nogle gange kræver det noget så voldsomt som en pandemi at få folk til at åbne øjnene.

Læs også: Derfor er reaity-tv og lockdown psykologisk meget ens

Fra Eva til MeToo

Fran Lebowitz plejer at sige, at Amerika ikke kan udstå dygtige kvinder, så jeg spørger hende, hvordan hun reagerede, da Kamala Harris, en dygtig, sort kvinde, blev vicepræsident.

- Det er et mirakel! udbryder hun begejstret.

- På en måde virker det, som om det er sket ved et uheld. For hvis de kunne, ville de have knust hende. Og det, jeg mener, når jeg siger de, det er, at for mig er det langt mere overraskende, at det er lykkedes at få en kvindelig vicepræsident, end at hun er sort eller sydasiatisk. Vi har allerede haft en sort præsident, og længe inden vi fik Obama, gik jeg rundt og sagde, at USA ville få en sort præsident, før vi ville få en kvindelig præsident. Det her land har med al tydelighed gjort klart, at det ikke kommer til at ske her. USA er håbløst tilbagestående på det punkt. Vi har ikke engang haft en kvindelig borgmester i New York! Ligegyldigt hvem, du er, så har du som kvinde allerede mødt flere udfordringer end nogen mand, så snart du fylder 12 år.

Lebowitz har kækt formuleret, at enhver heteroseksuel hvid mand, der ikke har formået at blive præsident i USA, har fejlet. “Så let har de haft det,” mener hun lidt sat på spidsen. Og bortset fra valget af Donald Trump i 2016 har intet overrasket hende mere end MeToo-bevægelsen:

- Jeg var i chok. Jeg var bogstavelig talt i chok. Altså, selvfølgelig er det blevet bedre at være kvinde, end det var i 1950’erne, da jeg var barn, men grundlæggende har det at være kvinde været det samme fra Eva til MeToo. Det faldt mig slet ikke ind, at det nogensinde ville forandre sig.

Hun kendte adskillige af de mænd, der blev anklaget i begyndelsen af MeToo-æraen, og hun havde hørt masser af historier om dem.

- Men jeg havde ikke hørt voldtægtshistorierne, understreger Lebowitz.

- Fra begyndelsen sagde jeg: ‘Jeg tror på alle kvinderne! Bevis, de lyver!’ Hvorfor? Fordi jeg selv har været en ung kvinde, okay? Da jeg kom til New York, havde jeg de frygteligste jobs, og de betalte elendigt. Jeg var taxachauffør, jeg solgte bælter på gaden, jeg gjorde rent i andre menneskers lejligheder. Man kunne tjene bedre som servitrice, men du kunne ikke få arbejde på en restaurant uden at gå i seng med manageren. Sådan var det næsten for hver eneste kvinde på hver eneste restaurant i New York. Og mænd forstår det ikke, siger hun.

- Mine heteroseksuelle mandlige venner er den mest nøje håndplukkede gruppe af mænd på planeten, men selv ikke denne udvalgte skare af gode mænd kan forstå, at det ikke handler om romantik eller flirt eller dating eller sex, men om arbejde. De forstår det simpelthen ikke, fordi de ikke selv har oplevet det. Og det er uhyre svært for dem at justere deres verdensbillede. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at Harvey Weinstein ville sidde i fængsel i dag, men da der endelig kom en lille sprække i væggen, voksede den hurtigt til noget, der var meget større.

Fran Lebowitz har haft det anstrengt med Joe Biden netop på grund af hans rolle under Anita Hill-høringerne i 1990’erne. Med hendes egne ord: 

- Jeg er ikke den tilgivende type, okay? Jeg er den dømmende type!

Som hun siger til mig:

- Jeg kan stadig ikke lide Joe Biden på grund af den måde, han behandlede Anita Hill på.

Anita Hill var den unge sorte kvinde, der beskyldte den konservative dommer Clarence Thomas for sexchikane. Og som i 1991 vidnede mod ham foran senatets retsudvalg, et panel bestående udelukkende af hvide mænd, før Thomas skulle godkendes som højesteretsdommer.

Joe Biden var dengang formand for retsudvalget og er siden blev kritiseret for hverken at indkalde vidner, der kunne bekræfte Anita Hills udsagn, eller forsøge at stoppe republikanernes voldsomme personangreb på den unge sorte kvinde.

- Men jeg stemte alligevel begejstret på Biden, siger Lebowitz.

- Den eneste anden mulighed var ligesom Donald Trump, og det sekund, han ikke længere var præsident, blev verden et bedre sted. Joe Biden er ikke stor som en Abraham Lincoln eller en Franklin D. Roosevelt. Selv om den her æra kalder på en Roosevelt. Hvis Biden ringede og spurgte mig, hvad han skulle gøre, hvilket han desværre nok ikke gør, men hvis han gjorde, så ville jeg sige: ‘Kopiér Roosevelt!’ Det er det, nationen har brug for!

Læs også: Sofie Linde og Female Invest-stifere hædres som rollemodeller

Fran Lebowitz og Toni Morrison

Det allersidste spørgsmål, jeg stiller Lebowitz, handler om hendes nære forhold til Toni Morrison, den Pulitzer-prisvindende sorte forfatter, der også var den første afroamerikanske kvinde, der modtog Nobel-prisen i litteratur.

‘Pretend It’s a City’ er dedikeret til Toni Morrison, og siden Morrison og Lebowitz mødtes for fyrre år siden, har de talt sammen hver eneste dag, frem til Morrisons død for halvandet år siden. De var et umage par, modsætninger på mange måder.

Jeg ved, du altid spurgte Morrison, hvad hun tænkte om alt, der optog dig. Hvad ville du spørge hende om, hvis du havde muligheden?

- Der findes ikke noget i hele verden, jeg ikke har lyst til at høre Tonis tanker om. Jeg tænker på hende hver eneste dag, siger Lebowitz med en stemme, der lander i et blødere og lysere leje.

- Jeg plejer at sige, at jeg har kendt ufatteligt mange kloge og intelligente mennesker gennem mit liv, men Toni er det eneste menneske, jeg har kendt, som også var vis. Når man er så gammel, som jeg er, så minder alt, hvad der sker i verden, næsten altid om noget, man på en eller anden måde har oplevet før. Men coronapandemien minder om intet, der er sket i min livstid. Så især i begyndelsen savnede jeg at kunne spørge hende, hvordan jeg skulle tænke over pandemien. Ikke hvad jeg skulle føle, for jeg ved, hvad jeg føler, men hvordan jeg skulle tænke. Toni var det eneste menneske, der kunne få mig til at ændre holdning.

Læs også: Laura Dern: Der er mere skam i at tale om penge, end om sex 

Læs mere om: