INTERVIEWS

GANNI: ’Vi har altid villet være et internationalt brand’

Ditte og Nicolaj Reffstrup, som står bag Ganni, oplever lige nu, at mærket rykker i udlandet. Engang vidste internationale butikker og magasiner ikke, hvad Ganni var – i dag prioriterer internationale indkøbere dem højt

Det var en tidlig aften for et år siden. En mørkhåret kvinde bankede på glasdøren til Gannis butik i St. Regnegade i København et par minutter efter lukketid. Ekspedienten genkendte kvinden som Maggie Gyllenhaal og lukkede den amerikanske skuespillerinde ind. Og det er blot ét eksempel på, at ikke kun danske kvinder har opdaget Ganni. Også den amerikanske skuespillerinde Kate Bosworth har for nylig vist sig i både bikini, kimono og ikke mindst den næsten ikoniske frakke med bindebælte i taljen, The Teddy Wrap, fra Ganni. 

Siden parret Ditte og Nicolaj Reffstrup for seks år siden blev en del af Ganni som henholdsvis kreativ og administrerende direktør, har Ganni udviklet sig fra basisstrik og jersey til at være et modebrand – med fire årlige kollektioner og show under modeugen. 

– Den eneste røde tråd, vi har haft, er, at vi vil skabe et internationalt brand. Tilbage i  2010, hvor vi omsatte for nærmest ingenting, ville vi hellere investere i udlandet end tjene penge nu og her, fortæller Nicolaj Reffstrup.

LÆS OGSÅ: REJSEKLAR | Appsolut nyttig på rejsen

Hvorfor er udlandet vigtigt for jer?

– For mig giver det en større legeplads, siger Ditte Reffstrup. 

– Der bliver stillet andre krav. Fx har vores amerikanske agent bedt os om at lave en jakke til 8.000 kroner og opefter, hvor vores priser normalt er lige over middel. Så nu er det den dyreste tredjedel af kollektionen, der vokser. Og når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har skruet op for designet på grund af vores udenlandske kunder, siger hun, og Nicolaj Reffstrup supplerer:  

– I Danmark fås vi i 55 butikker og er dermed nok det mærke i vores segment, der er færrest steder. Men ellers bliver vi overeksponerede. Derfor må vi satse på udlandet for at vokse. 

Hvad er status i udlandet nu? 

– Vi er tungest i Skandinavien, men fokuserer på Holland, Belgien, UK og Tyskland og USA som et marked, vi bygger op til, siger Nicolaj Reffstrup, og Ditte Reffstrup tilføjer:  

– Det, vi oplever nu, er, at de udenlandske butikker og medier, vi gerne vil samarbejde med, kender os. Engang skulle vi forklare, hvad Ganni var. For nyligt valgte vi under de internationale modeuger at trække os fra messerne, hvor mange mærker er samlet. I stedet præsenterede vi kollektionen i vores eget showroom. Det var et sats, som jeg var virkelig nervøs for, for ville de internationale indkøbere prioritere os, når de kun var i Paris i tre dage? Det gjorde de. Og det er nyt. 

Hvad er de største udfordringer? 

– At Ganni er i de rigtige multibrand-butikker. Så for to år siden trak vi os fra næsten alle forhandlere og opsagde alle agenter i Holland, Sverige, Spanien og UK. For vi havde en forkert position. Vores strategi har siden været at finde butikker med den rigtige profil. Men vi har haft sved på panden over det, for det er først nu, vi er ved at tjene de samme penge igen, siger Nicolaj Reffstrup. 

– Når en indkøber fra en butik, man gerne vil være hos, ser kollektionen, er det første, hun eller han kigger på, selvfølgelig tøjet. Men det næste spørgsmål er: Hvilke butikker ligger det i? Er man det forkerte sted, trækker det ned, uddyber Ditte Reffstrup. 
 


 

Hvad er det vigtigste, I har lært? 

– Det handler om at finde de rigtige mennesker at samarbejde med. Når vi åbner egne butikker i udlandet, gør vi det ikke selv, men vil have en lokal ildsjæl, der har et netværk og forståelse for den lokale kunde, siger Nicolaj Reffstrup, og Ditte Reffstrup uddyber: 

– Det er vigtigt, at dem, vi samarbejder med, kender nuancerne i brandet og ved, hvilken café der er rigtig at invitere kunder ud på. Det lyder fjollet, men det er små ting, der er med til at tegne et billede af et brand, og den ’forkerte’ café giver et forkert indtryk.

Hvad er sværest for jer ved at satse internationalt? 

– At vi begge er det, man kalder ’insecure overachivers’ – vi er begge usikre på, om vi gør det godt nok. Det kan oversættes positivt til, at man altid er på tæerne ..., siger Nicolaj Reffstrup. 

– ... Men det kan drive en til vanvid, fortsætter Ditte Reffstrup. 

– Jeg kan synes, at alle andre gør det bedre. På den anden side tror jeg, at den dag, hvor man synes, at man er for fed, går det galt, siger hun. 

LÆS OGSÅ: 20 film enhver modeelsker bør se

Hvad har overrasket jer positivt?

– At ens plan faktisk kan lykkes. For nu er vi ved at få fat i de internatio- nale multibrand-butikker, vi gerne vil ligge i, siger Nicolaj Reffstrup. 

Hvad er næste skridt? 

– Vi har nok at se til de næste par år, hvor vi skal etablere os for alvor i de lande, vi allerede er i, siger Nicolaj Reffstrup. 

– Og så er der noget, vi har talt om, siger Ditte Reffstrup.

– Nemlig om vi en dag skal flytte til New York. Tænk, hvis vi flyttede dertil og virkelig satsede – hvad ville der ske? Men indtil videre er det bare en drøm.
 

Pssst… Husk at tilmelde dig INs nyhedsbrev lige HER - så er du altid opdateret på det bedste inden for mode, skønhed og sundhed!

Læs mere om: