helena-christensen
Foto: AOP
INTERVIEWS

Helena Christensen har en hemmelig luksus - dansk toiletpapir

Hverdag, rabarbergrød, fine negle – og toiletpapir fra Irma. Det er luksus for den danske model og fotograf. IN har mødt Helena Christensen.

Helena Christensen skønhed

Huden skinner med den fineste glød, øjnene smiler, og håret sidder perfekt. Helena Christensen er – hvis det overhovedet er muligt – endnu smukkere i virkeligheden, end hun er på de tusindvis af magasinforsider, hun har prydet i mere end 25 år.

I dag befinder den 48-årige dansk-peruvianer sig oftere bag kameraet – hun har bl.a. fotograferet til modemagasinerne Elle og Marie Claire – men indimellem er der stadig opgaver foran kameraet, der trækker. Som fx tjansen som ambassadør for det sydafrikanske hudplejemærke Nimue, der er grunden til, at hun er i København i dag, hvor IN møder hende.

LÆS OGSÅ: Helena Christensen skal designe for InWear

Hvad var de første skønhedsprodukter, du købte?
- Jeg elskede skønhedsprodukter allerede som teenager, og min første parfume var Anaïs Anaïs. Jeg havde også en blå mascara og en frosted rosa læbestift med shimmer.

Har dine skønhedsvaner ændret sig med alderen?
- Jeg bruger flere produkter, fordi der er kommet flere til igennem årene. Jeg kan simpelthen ikke lade være, når der står en eller anden fin flaske, som ser spændende ud. Pludselig blev serum det helt store og noget, man skulle bruge, og så var det at drikke kokosnøddevand – så det gør jeg!

Hvorfor har du sagt ja til samarbejdet med Nimue?
- Helt uden at lyve havde jeg brugt Nimue-produkter i over et år, inden vi overhovedet begyndte at arbejde sammen. Jeg føler, at jeg kan stole på produkterne, og at de er meget effektive. Jeg har fået alle mine veninder og endda min mor til at bruge dem. Jeg har givet Nimue feedback på mine oplevelser på produkterne, og nu er de faktisk i gang med at lave en olie, for det har de endnu ikke i deres sortiment. Det er også en uddannelsesproces for mig – jeg har besøgt dem i Johannesburg på deres laboratorier, deres spa og fået alt at vide om udviklingen af deres terapeuter, det er en helt ny og spændende måde at arbejde på for mig også.

helena-christensen-nimue
Produkter fra Nimue som Helena Christensen samarbejder med. Foto: PR

Hvad betyder sommer for dig?
- Jeg er som regel hjemme i Danmark en del af sommeren – dansk sommer betyder hyldeblomst, rabarbergrød, ud i vandet, saltvand i håret og forhåbentligt nogle fregner.

Hvad savner du fra Danmark, når du er i USA?
- Jeg elsker at gå i supermarkedet, når jeg er hjemme i Danmark. Så går jeg i Irma og Magasins madafdeling hele tiden og slæber med tilbage til New York. Især toiletpapiret fra Irma tager jeg gerne med til New York, og nu har jeg veninder i New York, som beder mig tage det med til dem. Der er ingen der laver toiletpapir med en blå eller grå stribe i USA.

Hvad er luksus for dig?
- For mig er hverdagen den største luksus. Mit arbejde er ofte intenst i en uge eller to, og så er jeg måske hjemme i en måned. Så laver jeg havregrød til min søn og mig selv, får ham i skole, og hvis jeg ikke skal noget, kan det godt være jeg smutter i seng igen med telefon, ipad eller den lille hund, vi har fået. Jeg har en hverdagsrutine, hvor jeg lufter sengetøjet, gør rent i køkkenet, ordner vasketøj, stryger og sætter mig foran computeren, hvis der er nogle billeder, der skal behandles. Midt på dagen tager jeg til boksning, det gør jeg tre gange om ugen, de to andre dage prøver jeg at gå til yoga. Så køber jeg ind til aftensmad, lufter hunden og diskuterer med Mingus, om at han skal lave sine lektier. Det er virkelig hverdag for mig.

Hvordan forkæler du dig selv?
I New York går mine veninder og jeg altid ned og får lavet negle. Det er så hurtigt og billigt, så vi mødes på neglestedet og får lavet hænder og fødder, samtidig med at vi snakker løs. Andre gange tager vi op i bjergene, hvor jeg har en lille, gammel gård. Så laver vi dampbad og tager alle mulige masker på, til håret, knæene, ansigtet, albuerne, skuldrene. Hvis det er vinter, går vi ud i sneen og så ind i dampbadet igen og drikker te for at får den der kulde-varme-effekt. Og når vi så kommer tilbage til New York, kan vi fyre den af igen med tequila og god mad!

LÆS OGSÅ: Helena Christensen – 3 produkter jeg ikke kan leve uden