Hvordan ser fremtidens mode ud?
INTERVIEWS

Hvordan ser fremtidens mode ud?

I fremtiden skal dit tøj kunne passe til både yoga og job. Det betyder, at de sporty referencer vil blive endnu mere dominerende, og skellet mellem modetøj og sportswear vil blive udvisket. Læs med her og bliv klogere på, hvordan moden tilpasser sig fremtiden – og omvendt.

Du skal være lige så hot og omstillingsparat som James Bond, og dit tøj skal passe til resten af din garderobe og ikke mindst din krop. I fremtiden skal mode kunne vises frem som trofæ og give dig eksklusive oplevelser. Den skal med andre ord kunne meget for at leve op til de krav og behov, som vores fremtidige livsstil fører med sig.

– Vi får en mere urban livsstil, som vores tøj skal kunne leve op til, fra vi står op om morgenen, til vi går i seng om aftenen. Vi klæder os ikke længere på til én enkelt begivenhed, men til det hele, fortæller Kai Zollhöfer, der er chef i modeafdelingen hos Europas største online modeplatform, Zalando.

Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker

Sammen med sit team spotter han de trends, som Zalando køber ind efter blandt deres mere end 2.000 mærker. Krystalkuglen viser her først og fremmest, at vores tøj skal være alsidigt, men stadig stilfuldt, hvilket fremtidsforsker Anne Skare Nielsen fra Future Navigator har opfundet et begreb for:

– Når vi går ud ad døren, vil vi være ‘casual hot’, som vi kalder det. Vi vil se pissegodt ud på en afslappet måde og kan teste os selv ved at spørge: ‘Ville det her outfit passe godt, hvis jeg mødte James Bond?’ Det skal fungere til både arbejde og cocktailparty og kunne tåle et forlæns rullefald ind i børnehaven eller et løb efter et tog i fuld galop, lyder det fra fremtidsforskeren om fremtidens mode.

LÆS OGSÅ: Det er fremtiden at inddrage forbrugerne

På med sofaen

Hvor kigger man hen, når man vil finde ud af, hvordan fremtidens mode tager sig ud? Svaret er ifølge modespotteren Kai Zollhöfer rigtig mange steder. Det oplagte er selvfølgelig at se på, hvad de unge såkaldte millennials gør, da de sætter kursen for fremtiden på mange andre fronter. Men også de nuværende modetrends er interessante i et fremtidigt perspektiv.

– Vi kigger på, hvilke trends der allerede er derude, hvilke trends der fortsætter, og hvordan de udvikler sig. Tag fx bomberjakken, der har gennemgået en evolution de seneste fem sæsoner, hvor den først blev kortere og mere stram for derefter at blive oversize, lyder det fra Kai Zollhöfer.

Augmented reality – udvidet virkelighed – bliver i fremtiden en del af din shoppe- oplevelse, ligesom personlige avatarer vil kunne vise dig størrelser og pasform, så du slipper for selv at hoppe i tøjet.

Sammen med sit team forsker han i modetrends, både store og små, og i, hvordan de hænger sammen. Et eksempel på en makrotrend kunne være sidste års sporty og 90’er-inspirerede mode, som mikrotrenden med hvide tennissokker i sandalerne er udsprunget fra.

– En af de helt store makrotrends bliver sporty og oversize tøj til hverdagsbrug, da vores livsstil ændrer sig. Vi bliver mere drevet af sundhed og får en øget kropsbevidsthed, hvilket afspejler sig i tøjet, der stadig skal være behageligt, når vi tager direkte fra yoga på job. Sportsbrands og modebrands vil lave kollektioner med sporty referencer, der kan bruges til hverdag, ligesom vi allerede ser det med Adidas by Stella McCartney og det kommende samarbejde mellem Victoria Beckham og Reebok. Derudover kommer den store indflydelse fra hiphop med oversize silhuetter og forbilleder som sangerinden Rihanna, siger Kai Zollhöfer til IN.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Der er altså godt nyt til dem, der holder af hættetrøjer og bløde bukselinninger, ligesom møbelentusiasterne kan se frem til at matche deres garderobe med deres bløde sofa. Arkitektur og møbler spiller nemlig en stor rolle, når modedesignerne skal finde inspiration.

– Form og materialer fra den traditionelt langsomme møbelbranche fungerer som stor inspiration for den hurtigt skiftende modebranche. Se bare på velour, der startede som møbelstof og nu ses overalt i modebilledet. Det næste bliver jernbanefløjl, da møbelbranchen er gået tilbage til 50’erne og 60’erne med et mere tungt, dekadent og udsmykket look til forskel for 90’ernes minimalistiske og stramme, hvide flader, fortæller den tyske modespotter.

Den britiske modedesigner Vivienne Westwood gik i dialog med sine brugere sidste år under Zalandos trendshow Bread & Butter, hvor hun også havde lavet en særlig udstilling for dem med styles fra arkiverne.

3 fremtidige modetrends

Atletisk
Vi bliver mere kropsbevidste og vil have tøj, som vi har det godt i og kan hoppe i efter yoga og på job. Både sports- og modebrands vil i højere grad end nu lave stilfulde kollektioner med sporty referencer, som vi kan gå i til hverdag.

Verdensrigt
Nomadefolkets farve- og mønstermiks, der minder om haute couture-designernes kreationer, bliver dominerende, da verden bliver mindre pga. teknologi, hvilket gør det lettere for strømninger fra andre dele af verden at nå os.

Jernbanefløjl
Den hurtigt skiftende modebranche finder inspiration i den noget langsommere møbelbranche, hvor velour har været dominerende de sidste år. I fremtiden bliver det erstattet af jernbanefløjl – fløjl med smalle eller brede riller – da møbelbranchen er gået tilbage til 50’ernes og 60’ernes tungere design.

Kai Zollhöfer, chef for Zalandos modeafdeling

Fra naboskab til verdensskab

Selv om vi bor i det kolde nord og bryster os af vores enkle, skandi-cool stil, banker verdens mange farver og mønstre allerede på vores garderobedør. Verden er blevet mindre, og unge rejser allerede mere end deres forældre og føler sig ikke bundet af et land, men bor ‘i verden’ og er åbne over for alt det, den har at byde på, hvilket vil afspejle sig i moden.

LÆS OGSÅ: Sådan her kommer du til at rejse i fremtiden

– Vi kommer til at gå fra ‘naboskab’ til ‘verdensskab’, da vi får større strømninger fra resten af verden ind i vores egen. Det kommer til at give os endnu flere farve- og mønstermiks, som vi kender det fra nomadefolket, hvis tøj ligner haute couture, selv om de bor i telte og vogter får, fortæller chefen i Zalandos modeafdeling, Kai Zollhöfer.

Danske Baum und Pferdgarten trækker på de klassiske sportsstyles i SS18-kollektionen med tennissokker, striber og træningsbukser.

– Vi reagerer på verden omkring os, og derfor vil vi også se mere eskapisme og romantik i form af lyse farver og blomster som et modspil, når terror og trusler om Tredje Verdenskrig truer. Og moden vil også reagere direkte, som vi så Balenciaga gøre det under den amerikanske valgkamp: På catwalken viste de deres støtte til den demokratiske kandidat Bernie Sanders ved at bruge hans kampagnelayout på tøjet, fortæller Kai Zollhöfer.

Moden vil fremover også reagere hurtigt og visuelt på verdens forandringer, som da det igen blev muligt at rejse til Cuba i 2016, og Chanel fløj pressen ind til deres show, to timer før at det første krydstogtsskib med turister lagde til kaj i Havana.

Men selv om øjne og ører er på stilke, kan det alligevel være svært at forudsige, hvordan moden kommer til at tage sig ud.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

– Der sker bare mange ting, der er umulige at forudsige, som da den italienske designer Alessandro Michele blev kreativ direktør for Gucci i 2015 og begyndte at designe i roser og farver i kæmpestor kontrast til hele skandi-cool-bølgen. Den var der ingen, der havde set komme, men nu følger de skandinaviske designere trop og tager blomsterne og farverne til sig, lyder det fra Kai Zollhöfer.

Fra forbrug til ‘brug for’

Et virtuelt kram på mobilen gennem en sød emoji eller en gif med et lille hjertevarmt filmklip, der kører i loop, vil i fremtiden blive erstattet af et fysisk kram fra dit tøj, der også vil kunne tilpasse sig din kropstemperatur.

– Vores tøj vil blive intelligent, så det kan tilpasse sig kroppen samt give os noget ekstra, fortæller fremtidsforsker fra Future Navigator Anne Skare Nielsen.

Europas største online modeplatform, Zalando, har siden 2016 afholdt trendshowet Bread & Butter i Berlin for at skabe en platform, hvor mærkerne og kunderne kan mødes om eksklusive oplevlser som shows og andre events.

– Forestil dig en kramme-T-shirt, som du kan have sammen med din kæreste eller andre, som du har lyst til at ae eller gramse lidt på i løbet af dagen, hvilket de vil kunne mærke gennem deres tøj. I en digital verden vil vi gå mere efter det taktile og ikke kun betale for ting, men betale for det, som de kan gøre for os, fortæller hun og fortsætter:

– En anden tendens vil være, at vi i højere grad end nu kommer til at gå fra forbrug til ‘brug for’. Vi vil spare mere og tænke i, at det, vi køber, skal passe til det, vi har i forvejen. Vi har ikke lyst til mere tøj, vi har lyst til personlig stil. Så når vi tweeter eller deler på Instagram, er det ikke for at flashe det sidste nye, men for at vise vores overskud og evne til at sætte sammen, så det passer til lige præcis os selv, lyder det fra fremtidsforskeren, der også fremhæver pasform i tøjet som en vigtig faktor.

LÆS OGSÅ: Er LSD den nye vitaminpille?

– Vi vil have det behageligt i vores krop i fremtiden, hvilket den sporty trend understreger. Vi vil være mere originale og blive bedre til at elske vores krop, som den er. Derfor vil vi også se et skifte fra standardiserede størrelser til originale, da vi vil have tøj, der er formstøbt til vores krop, siger Anne Skare Nielsen, som forudser, at det bliver svært at sælge noget i fremtiden, der ikke er skræddersyet og målrettet netop vores stil.

Kai Zollhöfer, chef for Zalandos modeafdeling

Hertil kommer, at vi vil shoppe mere på mobilen, som også skal kunne hjælpe os i modejunglen.

– Den største ‘gamechanger’ vil nok blive, når mobilen udvikler sig til en slags butler. Til den tid vil vi se tilbage på i dag som en tid, der var fyldt med larm og irrelevante tilbud. I fremtiden vil vi have en slags ‘digitalt filter’ rundt om os – en butler – som hjælper os med at træffe bedre valg og fx bygge vores egen personlige stil.  Det bliver derfor supersvært for virksomheder at komme i kontakt med os, hvis ikke de forstår, hvordan de gør os glade, siger hun.

Mode kun til dig

Hvordan får du som kunde en personlig oplevelse, når du shopper på nettet? Det spørgsmål er netop nu et stort buzzword i modeindustrien, hvor Zalando blandt mange andre onlineaktører prøver at knække koden, så du i fremtiden kan få samme oplevelse på nettet, som når du går ind i en fysisk butik og bliver serviceret af en kompetent ekspedient, der kender din stil, din størrelse og dine behov.

For selv om vi i fremtiden kommer til at fylde endnu mere i de virtuelle indkøbskurve, vil vi stadig have den samme service og hjælp som i de fysiske butikker.

Som forbillede for millennials-generationen viser sangerinden og modeikonet Rihanna, hvordan et sporty look med oversize silhuetter kan fungere uden for træningscentret.

– Personliggørelse er et vigtigt område for os, da vi gerne vil bygge et forhold til vores kunder, så vores indhold er designet til dem og relevant for dem, fortæller Caroline Carlqvist, der er senior udviklingsmanager i Zalandos personliggørelse- og tilpasningsafdeling.

– I fremtiden skal du kun eksponeres for det indhold, der er relevant for dig på sitet. Startsiden vil derfor være målrettet netop dig med de designere, farver, styles, materialer og størrelser, der passer til dig, ligesom nyhedsbreve og notifikationer i mobilappen vil være det, lyder det fra Caroline Carlqvist.

– Vi tracker det, du som kunde gør på vores site, ligesom en god ekspedient i en butik ville gøre det, så vi kan give dig anbefalinger, men også forhindre, at du bliver eksponeret for fx lyserød, hvis du kun går i sort. Det lyder nemt, men det kræver en hel del teknisk, som vi hele tiden arbejder på at udvikle og forbedre, fortæller Caroline Carlqvist, der også nævner Zalandos personlige stylist-service, Zalon, som et skridt hen imod at få en personlig shoppeoplevelse på nettet.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

– Hos Zalon kan du få din egen gratis stylist, der er en lokal freelancer, som du kan chatte med eller tale med, hvis du skal have hjælp til styling før en jobsamtale eller et bryllup eller have fornyet din garderobe, fortæller Caroline Carlqvist om Zalon, der endnu ikke er kommet til Danmark, men som er rullet ud i bl.a. Tyskland, Østrig og Holland.

Dog anerkender hun, at det stadig ikke løser en af det helt store problemstillinger, når det gælder nethandel, nemlig størrelser.

– Det er en tricky problemstilling, da kunderne jo ikke kan prøve det på, men vi har en hel afdeling, der er dedikeret til kun at arbejde med størrelser, så vi kan rådgive om, hvorvidt en sko er lille eller stor i størrelsen, fortæller Caroline Carlqvist om problemstillingen, som Zalando har forsøgt at løse ved at få folk til at prøve sko manuelt.

Hvad gør man med tøj, der ikke længere er attraktivt for kunderne? Zalando indledte sit første bæredygtige samarbejde og fik den hollandske designduo Viktor & Rolf til at skabe en ny, eksklusiv kollektion ud af det.

Resultaterne herfra er efterfølgende blevet sammenholdt med data, som Zalando får fra kundernes retur samt fra mærkerne selv, hvorefter de er blevet brugt til at træne deres teknologiske systemer, så de kan generere bedre størrelsesanvisninger til kunderne på sitet.

– Vi vil gerne kunne gøre dette med alle vores produkter, så vi sammen med vores viden og data samt den data, som kunderne selv giver os, bedre kan guide i størrelser samt vise, hvordan ting i forskellige størrelser ser ud sammen. 3D vil her være en mulighed, men desværre er teknologien er ikke så avanceret endnu, fortæller hun.

3D er sammen med augmented reality – udvidet virkelighed – på Zalandos radar, som under deres årlige ‘Hack Week’, hvor iværksættere får mulighed for at komme med deres teknologiske indspark til fremtidens nethandel. Her er personlige avatarer populære bud på at løse problemet med størrelser og pasform, men endnu ikke en realitet. Derimod har et samarbejde med den israelske start-up-virksomhed Bllush gjort det muligt og ikke mindst nemt at shoppe styles fra Zalando på Instagram, når en blogger eller en kendis viser sig i det.

Vildskab i cyklus

Langtidsholdbar mode har i mange år været synonym med klassiske snit og kvalitetsmaterialer holdt i en neutral farveskala uden for meget pynt. Tænk på Céline efter finanskrisen.

I fremtiden kan den derimod være flygtig og detaljerig med pompøse former og opsigtsvækkende farver.

– Fremtidens mode må gerne være vild og luksuriøs her og nu, ligesom det sker i naturen, hvor rosen blomstrer med lækre fløjlsbløde og velduftende blade, mens kirsebærtræerne står i fuldt flor en enkelt uge om året, lyder det fra fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, som fortsætter:

– Vi kan sagtens give den gas og bruge vores ressourcer, så længe vi lader dem indgå i en cyklus efterfølgende, som naturen gør det. I stedet for at sende omkostningerne videre til næste led i kæden, skal vi i fremtiden lade dem cirkulere og tænke over, hvordan vi kommer af med det, vi køber, eller genanvender det, fortæller Anne Skare Nielsen og fremhæver Nike Grid som et allerede eksisterende eksempel, hvor materialet fra gamle sko bliver lavet om og genanvendt som underlag på atletikbaner og legepladser.

– I fremtiden vil vi kunne komme med vores gamle sko eller T-shirts og få dem designet og printet på ny i en 3D-printer. Det kaldes ‘cradle to cradle’, lyder det fra Anne Skare Nielsen, der også ser for sig, at vi får intelligente deleklædeskabe med vores venner eller naboer.

De miljøvenlige tiltag er også allerede igangsat eller på tegnebrættet hos Zalando. 1. februar lanceres deres første bæredygtige samarbejde, hvor den hollandske designerduo Viktor & Rolf har skabt en eksklusiv kollektion af tøj, der ikke længere var attraktivt for Zalandos brugere.

LÆS OGSÅ: Se forårets største kjoletendenser

– For at det giver mening, skal vi selvfølgelig tænke bæredygtighed og miljøhensyn ind i alle vores processer, lyder det fra Kai Zollhöfer, der er ansvarlig for Zalandos modeafdeling.

– Ud over at undgå tøjspild skal vi se på, hvordan vores pakker kan blive leveret miljøvenligt, ligesom vi allerede nu gør det gennem pilotprojekter, hvor de bliver leveret og afhentet af cykelbude, der også har andre ærinder. Desuden skal vi se på, hvordan vi kan drive vores virksomhed CO2-neutralt. Bæredygtighed betyder nemlig meget for millennial-generationen, men kun til det punkt, hvor det ikke går ud over deres bekvemmelighed. Så vi skal finde en balance, siger Kai Zollhöfer.

Jagtgenet skal tilfredsstilles

Der var engang, hvor lørdagen blev afsat til at shoppe efter netop de sko eller den taske, som stod øverst på vores ønskeliste. Hvis den viste sig at være udsolgt, stoppede jagten – med stor skuffelse til følge. Med nethandel er jagtmarkerne udvidet, og lørdagsshoppingen blevet en mulighed 24 timer i døgnet.

I fremtiden vil onlinebutikker blive bedre til at tilbyde dig varer, som passer til netop din stil – uanset om du er til tern eller striber.

– Shopping hænger sammen med jagt, for hvis du får succes med din jagt, vil du vise det frem som et trofæ. Med limited editions og samarbejder går vi tilbage til den eksklusive og spændende shoppeoplevelse, vi havde engang, for når det bliver kompliceret for os at få fat i, så tilfredsstiller det vores jagtgen, fortæller Kai Zollhöfer om de eftertragtede kollektioner eller styles, som folk stiller sig i kø for at få fingrene i.

– Det bliver i fremtiden endnu vigtigere at kunne tilbyde eksklusive produkter og oplevelser, da mode handler om at være en del af et fællesskab, men samtidig kunne differentiere sig fra andre, som det tidligere var tilfældet med subkulturer. Vi danner nemlig et fællesskab, når vi stiller os op i køen foran butikken – både med dem ved siden af os og med brandet.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

Zalando har siden 2016 afholdt trendshowet Bread & Butter i Berlin for netop at skabe en platform, hvor mærkerne og kunderne kan mødes om eksklusive oplevelser i form af samtaler med designere og stilikoner, koncerter, streetfood, den seneste teknologi samt selvfølgelig mulighed for køb af limited editions.

Under Copenhagen Fashion Week sidste sommer blev der afholdt Zalando Studio, hvor publikum kunne høre og opleve skandinaviske redaktører, designere og bloggere debattere skandinavisk mode. Zalando har nemlig ingen intentioner om at åbne fysiske butikker, men med Bread & Butter kan de skabe den offline-oplevelse, som kan bringe dem tættere på kunderne og få dem i dialog.

– Som både modebrand og platform skal du være i konstant kommunikation med dine kunder for at beholde dem. Du skal ikke ud og slås for dem, men du skal i høj grad kunne underholde dem for at forblive relevant over for dem, lyder det fra Kai Zollhöfer.

LÆS OGSÅ: PLASTIK - Forårets tendens, der deler vandene

Læs mere om: