INTERVIEWS

Ida Auken: Man skal huske at passe på sig selv

Som barn engagerede hun sig kun i popmusik, mærketøj og håndbold. Det var det bedste oprør mod venstreorienterede forældre. Men i 1990’erne blev hun vækket af angst for klimaforandringer, og siden er hun gået efter den politiske magt. Igen og igen og igen. Journalist Julie Moestrup har inviteret den nu socialdemokratiske miljøforkæmper Ida Auken på timelang frokost. Til en snak om årene med stress, skyld og skam. Om MeToo, opgøret med De Radikale og ambitionen om at få mest mulig indflydelse.

- Man skal huske at passe på sig selv. Det har jeg måttet lære på den hårde måde. Jeg har de seneste uger været sygemeldt på grund af overbelastning og stress.

Med de ord satte Ida Auken sit politiske og offentlige liv på pause i april sidste år. Og hun dukkede først op halvandet år senere. Med et digitalt kanonslag rettet mod sit parti Radikale Venstres nye partileder, Sofie Carsten Nielsen.

Ida Auken trak overskrifter

På Facebook skrev Ida Auken, at hun tilbage i juni i 2017 havde fortalt partiets top, hvordan den tidligere leder, Morten Østergaard, ifølge Auken havde befamlet en ung kvinde på Folkemødet samme år og mod hendes vilje forsøgt at få hende til at gå i seng med sig.

Ida Auken havde fået nok af fortielserne i partiet og Sofie Carsten Nielsens forsøg på at dække over Morten Østergaards grænseoverskridende adfærd. Derefter tog tingene fart. En privat sms blev lækket til pressen. Ida Auken trak overskrifter i medierne.

Hun skiftede partibogen ud, blev socialdemokrat, udskældt og hædret, alt efter øjnene, der læste med. Det vender vi tilbage til.

Læs også: Ny fotoudstilling vil bryde tabu om vold med kvinder

Jeg vil hellere kaldes vege-tatar

Efterhånden er det mange måneder siden, jeg første gang forsøgte at få Ida Auken i tale. Nu har hun sagt ja – men ikke til et interview hjemme i villaen på Frederiksberg, hvor hun bor med sin mand igennem 14 år, CBS-professor Bent Meier Sørensen, og sønnerne Niels og Simon. Det er alt for privat, lader hun forstå. I stedet bliver det til smørrebrød i min lejlighed på Nørrebro.

Det er egentlig også for privat, lader jeg hende forstå, da hun ankommer i metalgrøn hjemmestrik og sorte jeans. Vi har aldrig mødt hinanden før, og jeg kan hverken byde på affaldssortering eller abonnement på plantebaseret mad. Dybest set tror jeg ikke, der er særlig meget, som binder os sammen – andet end opvæksten i venstreorienterede rammer og en fredsmarch eller tre.

Når det handler om miljøbevidsthed, er jeg sent udviklet. Det er 42-årige Ida Auken ikke. Hun er idealist – det har jeg set og læst mig til – selv om man kan komme i tvivl, når den ene politiske analytiker og klimaforkæmper efter den anden klandrer Auken for at give køb på ambitionerne med sit skifte til Socialdemokratiets folketingsgruppe.

- Hvor bor du hyggeligt, siger hun, da vi er gået ind i stuen. Danskvand, øl, hyldeblomst og smørrebrødet står klar på bordet. En karrysild. En hønsesalat. En oksetatar. Og ‘tre grønne favoritter’ – svampesalat, avocado og den sidste med kartofler.

- Hvor er det syret, udbryder Ida Auken, da hendes blik falder på kunstneren Lilibeth Cuencas litograf ‘I Wanna be With You’ på væggen; turkist hav og skriggul himmel. En kvinde og en mand i underklæder. På hver deres lillebitte palmeø, som er forbundet med en blodrød snor. Ida Auken trækker sin telefon frem og tager et billede.

- Jeg bliver lige nødt til at sende det til Bent, siger hun og fortæller, at de har samme litografi derhjemme. Kunstneren er én af deres venner. Vi har en rød tråd tilfælles – selv om jeg aldrig bliver socialdemokrat.

- Vil du have en øl eller vand, spørger jeg, da vi har sat os ved spisebordet.

- Bare vand, tak, svarer Ida Auken på kanten til det undskyldende. Det er ikke, fordi hun er kedelig, lyder det forsikrende. Der har bare været en del weekender med god rødvin på det seneste.

Ida Auken sætter gaflen i kartoffelmaden. Jeg snupper karrysild. Vi taler os forsigtigt ind på månederne med stress. Om den forgrenede vej op af et dybt sort hul og øvelsen i at fortsætte med at trække tempoet ud af tilværelsen.

- Ærlig talt er jeg ikke sikker på, et partiskifte er den bedste kur mod stress, siger hun selvironisk. Og afbryder sig selv:

- Men jeg har lært så meget de seneste år. F.eks. hvor vigtige pauserne i dagligdagen er. Før i tiden var de spildtid. Jeg fyldte dem ud. Min kalender var tæppebombet med aftaler, og jeg spiste altid frokost over computeren. Nu har jeg erkendt, at de er grunden til, jeg overhovedet kan klare noget igen.

Vi er nået til næste mad. Nu skal jeg spise en god tatar, siger jeg afprøvende.

- Det er en dejlig mad, svarer hun.

Men er du ikke vegetar?

- Jeg vil heller kaldes vege-tatar.

Den kostvane har jeg aldrig hørt om før?

- I dag spiser jeg plantebaseret mad, men jeg kan sagtens savne sådan en saftig tatarmad. For et år siden gik vi over til vegetarisk mad hjemme hos os. Min daværende sekretær var forvirret over alle de her begreber. En dag spurgte hun, om jeg stadig spiste fisk. ‘En gang imellem’, svarede jeg. ‘Så er du jo det der pikke-tar’, udbrød hun. Det var ret sjovt.”

Jeg købte faktisk den tatar for at se, hvordan du ville reagere på den?

- Jeg tænkte også over måden, du sagde ‘og her er en taaaaataaarmad...’ Du ville afprøve mig med en omgang hakket okse?”

Ja. I medierne kan du godt virke skrap og politisk korrekt?

- Jeg kæmper meget med billedet af at være én, der konstant står med en løftet pegefinger. Jeg har også oplevet at gå forbi folk, der har forsøgt at dække for deres firehjulstrækkere, hvilket jo er ret svært. Jeg er selv ret mageligt anlagt. Hvis jeg havde en bil, ville jeg nok lade forbrug, fordi min mand og jeg har høje indtægter. Men jeg forsøger at gøre en forskel på de punkter, hvor jeg kan. Mine sønner på syv og ti år har ikke prøvet at flyve til en feriedestination. Når de bliver voksne, vil jeg gerne have, at de er bevidste om, at vi gjorde, hvad vi kunne for miljøet. Viden forpligter.

Du færdes blandt mange engagerede klimaforkæmpere? Kan de pirke til din dårlige samvittighed?

- For nogle år tilbage snakkede jeg med en fyr, der aldrig fløj eller spiste kød. Det provokerede mig helt vildt. Han var overhovedet ikke fordømmende, men det satte noget i spil indeni mig selv. Han blev billedet på min egen dårlige samvittighed. Og nu er jeg blevet din … Satans, det var ikke meningen, siger Ida

Auken og slipper et rullende grin ud i rummet.

Læs også: Flemming Møldrup og Julie Ralund: Det sværere at blive skilt, end at være gift

Uengageret teenager

Dynastiet Auken. Det kan lyde som navnet på en soapserie fra 1980’erne, men det er det så langt fra. Det er en af de mest velkendte danske politikerklaner. Margrete Auken, Idas mor, og hendes onkel, Svend Auken, kom fra et velstillet lægehjem på det ydre Frederiksberg, De gik begge ind i politik i 1970’erne: Svend som glødende socialdemokrat og i 1990’erne Miljø- og energiminister. Margrete som rødglødende SF’er og årelangt medlem af den grønne gruppe i Europa-Parlamentet.

Ida Auken vokser op i en gammel murstensvilla i Valby. Med en mor, der både er uddannet præst og et menneske, der står ved sine mange markante holdninger. Hendes far, Erik A. Nielsen, er derimod en stilfærdig professor i litteratur ved Københavns Universitet.

Det er to verdener i én. Den akademiske er langsom og dybsindig. Samtalerne mellem Ida Auken og hendes far tager ofte afsæt i bogreolen og handler om de store spørgsmål, man kan stille sig – liv og død, sorg og glæde, frygt og håb. Margretes er fyldt af handling:Det skal vi have ændret. Kom nu i gang!

"Din mor er et møgsvin"

Diskussionerne på matriklen kan hurtigt blive meget intense. Margrete taler højt og mener meget. Også ude i det offentlige rum.

- Din mor er et møgsvin, lød det engang, da Ida Auken som barn tog telefonen derhjemme.

- Det er din mor også, lød svaret tilbage.

Margrete og Erik grinte. Bravo, Ida. Så kan de lære det. I dag har forældrene været gift i 53 år, og de bor stadig i murstensvillaen, der ikke er blevet mindre slidt gennem årene. Under tapetet er der tapet i tyve lag. Margrete kan sige: “… Mit nye køkken” om det 40 år gamle rum. Ida Aukens forældre laver ikke om på tingene. Det store egetræsbord rykker aldrig ud igen. Heller ikke bøgerne fra gulv til loft. Ida Auken kalder stilen ‘eklektisk, der er ingen gennemgående retning’.

Hvordan vil du ellers beskrive dit barndomshjem?

- Generøst og gæstfrit. Vi havde ofte en ‘kældertrold’ boende. Mennesker, der var hjemløse, nogle i et par uger, andre i flere år. Det er et hus med mange gæsteværelser, og mange af de her mennesker blev en del af det daglige familieliv, mens andre levede et mere usynligt liv. Et par af de ‘kældertrolde’ var jeg lidt bange for som barn.

Så et hjem med både social og økonomisk kapital?

- Ja, og meget stålfaste venstreorienterede holdninger. Man kan bruge billedet af en bjergtop, der munder ud i en spids med et lille plateau. Her mødes man og diskuterer. Og her er kun to muligheder – man falder ud til den rigtige eller forkerte side. Sådan opleves det som barn. Selv socialkonservative holdninger var den direkte vej til den forkerte side. Det tog mig mange år at finde ud af, at folks holdninger ikke afgør, om de er dejlige mennesker.

Mange venstreorienterede hjem i 1980’erne havde en række regelsæt. I mit hjem måtte vi ikke spise amerikanske morgenmadsprodukter og ‘Dallas’ var forbudt for alle. Hvordan var det hos dig?

- Sådan var det slet ikke. Men nu er jeg også barn nummer tre. Mine søskende, der er syv og ni år ældre, har taget det meste af slæbet for mig. Men typisk for det yngste barn fandt jeg mig heller ikke i ret mange regler. I hvert fald ikke de skrevne regler.

Hvad var de uskrevne?

- Hvad jeg måtte og ikke måtte mene. Jeg ville lave oprør, men hvordan gør man det mod meget engagerede forældre? Ved at være det stik modsatte.

Så ikke noget elevråd til dig?

- Kun for at dele ungdomsmagasiner som Tjeck og Chili og små gratis chipsposer ud til de andre elever. Det kunne man blive populær på, ikke?

Så politik kom først rigtigt ind i dit eget liv, da du som 25-årig meldte dig ind i SF i 2003 – og sideløbende studerede teologi. Men hvad gik du op i som helt ung?

- Håndbold, musik og mærketøj. Jeg arvede en god venindes aflagte Levis-jeans og Ball-sweatshirts. Det var ikke noget, man brugte penge på hjemme hos os.

I din Blå Bog fra Sankt Annæ Gymnasium står der, at ‘Idas hjem er et vandrehjem’. Det lyder så hyggeligt?

- Mange klassefester både i folkeskolen og gymnasiet blev holdt hjemme hos os. Og min far stod ofte og lavede mad til seks venner. Det var et utroligt gæstfrit hjem. Nu var jeg jo præstedatter, og det kunne godt gøre mine venner lidt usikre. Måtte man bande? Bad vi bordbøn? Men det var der ikke meget af. Mine forældre og jeg bandede, og hvis nogle af os bad en bøn, var det Fadervor, når der skulle soves.

Det koster at være barn af en offentlig person

Du er mor til to sønner. Hvad har du taget med og ikke taget med fra din opvækst?

- Jeg er meget insisterende på, at de skal have lov til at danne deres egne holdninger. Jeg er også opmærksom på at fortælle dem, at sporet ikke er lagt ud for dem. Det har omkostninger at være barn af en offentlig person, tro mig, det kender jeg selv alt til. Derfor har jeg talt en del med Niels og Simon om, at de ikke skal lade sig påvirke af, hvad andre mener om deres mor. Det har ikke noget med dem at gøre. Det kan være lettere sagt end gjort, og det svære følelsesrum skal der også være plads til.

Det var der ikke opmærksomhed på i din opvækst?

- Nej, det var der ikke, og bølgerne i samtalerne derhjemme kunne i den grad gå højt. Jeg kan huske engang, Svend og min mor skændtes om, hvorvidt Storebæltsbroen skulle bygges eller ej. Det var ikke til at holde ud at høre på. Jeg løb op på mit værelse, trak dynen op over hovedet og satte musik i høretelefonerne. De råbte og skreg. Den bro var miljøsvineri, mente min mor, familiens klimakriger.

Var du pinligt berørt over hendes stil dengang?

- Både og … Enhver teenager kan blive pinligt berørt, når hendes mor skælder ud, og i mit tilfælde udspillede det sig nogle gange for øjnene af hele den samlede danske befolkning. Det var ikke hendes miljøpolitik, jeg syntes, var pinlig.

Min far sagde, at politikerne, der havde slips på i fjernsynet, var nogle røvhuller. Jeg blev helt perpleks den dag, hans helt, Gert Petersen fra SF, dukkede op til Folketingets åbning. I slips. Min far fastholdt, at jeg havde forvekslet ham med en anden. Men helt ærligt … ingen kunne tage fejl af det forrevne skæg?

- Nej, siger Ida Auken og griner: Din far lyder vildere end min mor.

Jeg havde det svært med mænd i slips langt op i voksenalderen. Hvad med din far? Var han også en mand med mange synspunkter?

- Slet ikke på samme måde. Han lever i litteraturens verden, men i den er der også smagsdommeri. Han læser primært litteratur fra før det 20. århundrede, og han kunne ikke drømme om at åbne en moderne krimi. Han forsvandt også ud af stuen, hvis jeg satte Madonna på. Hun var det værste. Den smagsdom kan stadig komme krybende og hviske mig i øret.

Den årelange hvisken i øret …

- Helt op i 30’erne kunne jeg tage mig selv i at synes, at konservative politikere var nogle farlige nogen. Jeg var på en tur til USA og Sydstaterne, hvor jeg sad ved et bord med en gruppe kvinder fra det republikanske parti, der også var konservativt kristne. Alle mine fordomme strittede. Det var gensidigt. De kaldte mig ‘little miss liberal’, for vi kom ret hurtigt i diskussion. Men vi endte med at have det så sjovt sammen. De var virkelig søde og interessante. Der gik det op for mig, at jeg stadig hang fast i fordommen om, at republikanere var en anden slags mennesker. Det er alligevel utroligt, at man slæber det med.

Læs også: Tre ting du (måske) ikke vidste om kronprins Frederik

Et politisk trofæ

Ida Auken er en af hovedpersonerne i en verdenspremiere på årets Cph:Dox. Dokumentaristen Phie Ambo har med ‘70/30’ fulgt de unge klimaaktivister Esther Kjeldahl og Selma Montgomery, klimaminister Dan Jørgensen og ja … den daværende radikale formand for klimaudvalget: Ida Auken. Vi er tilbage i 2019. Året, hvor den 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg grædende råbte “How dare you?” under en tale til verdens ledere i FN. Året, hvor børn og unge over hele verden droppede undervisningen for at gå på gaden og demonstrere.

Året, hvor et dansk borgerforslag om en klimalov på kun 13 dage fik de nødvendige 50.000 underskrifter, som sikrede, at den skulle behandles i Folketinget. Fredag aften 9. december fik Danmark – med et bredt flertal over midten – en ny klimalov, der sikrer, at Danmark arbejder for at reducere sine CO2-udledninger med 70 procent i 2030 i forhold til 1990 og mod klimaneutralitet senest i 2050.

Ida Auken ser klimaloven som et politisk trofæ. Og det samme med klimaaftalen et halvt år senere, i juni 2020, hvor regeringen og alle Folketingets partier – undtagen Nye Borgerlige – nåede til enighed om at etablere verdens to første grønne energiøer og fremrykke en havvindmøllepark ved Hesselø.

- Jeg gik ind i politik på grund af klimaforandringerne. Dengang var jeg den eneste, der talte om miljøet til valgmøderne. Jeg følte mig som en underlig fugl. Det var, som om ingen af de andre politikere opfattede, hvor verden var på vej hen. For mit vedkommende påvirkede klimakrisen mig helt enormt allerede dengang. Jeg ville ikke sætte børn i verden. Jeg følte, at verdens fremtid forsvandt for øjnene af mig. Der var ingen chauffør i den her bus.

Datidens Greta Thunberg 

Var du datidens Greta Thunberg?

- Jeg var nok lidt emsig. I hvert fald var jeg langt mere kompromisløs end i dag. Under et radiointerview sagde jeg til værten: ‘Flyver du til London og køber julegaver? Okay … så dine børn skal have klimaforandringer i julegave’.

Det er 16 år siden …

- Jeg oplevede at stå meget alene med den her sag dengang, og så bliver man nok lidt hårdere i tonen. I takt med at der er flere og flere, der politisk og aktivistisk har sluttet sig til kampen, er jeg blevet mildere i tonen. I dag har jeg et mere tålmodigt perspektiv. Min ambition er at skabe en grøn omstilling, der kan få andre lande til at gøre os kunsten efter, fordi vi skaber nye grønne løsninger, der kan slå de gamle sorte af banen. Ligesom de venstreorienterede gjorde det med vindmøller tilbage i 1970’erne.

"Hellere kælling end kylling"

Ida Auken blev ikke valgt ind i Folketinget i 2005. Miljøet var ikke en vindersag i Esbjerg. I stedet gjorde hun sin kandidatgrad i teologi færdig, og ved valget to år senere gav Valbykredsen hende 9.943 personlige stemmer og dermed medlemskab i Folketinget.

Du har flere gange sagt, at du ikke ville gå i Margretes fodspor. Men fadervor … Er det ikke netop det, du har gjort?

- Det er jo helt grinagtigt. At sidde der og være sikker på, atman hverken skal være teolog eller politiker. Så ender man med begge dele. Nu har jeg været i Folketinget i 14 år. Jeg må bare konstatere, at det var nogle fodspor, jeg gik direkte ind i. Dog på min egen facon, siger Ida Auken, der efter en årrække som formand for SF’s Miljøudvalg blev partiets miljøminister fra 2011 til 2014. Efter en nedsmeltning, hvor SF forlod regeringssamarbejdet grundet en aftale om at sælge en del af det statsejede Dong Energy til det senere så forkætrede Goldman Sachs, skiftede hun til Radiale Venstre.

Så der er du og Margrete ikke på samme hold – hun er SF’er af hele sit hjerte?

- Jeg er ikke lige så dogmatisk som hende. Af gemyt er vi forskellige. Men vi er fælles om et stort temperament. Jeg har lært at tøjle det og bruge det mere strategisk. Når det er sagt, elsker jeg virkelig hendes skøre måde at give alt frit løb. Det er jo helt ustyrligt. Det er vidunderligt at se hende komme trampende ind med alt, hvad hun mener. Min mor er ikke bange for at støde nogen. Min mor har ingen hensynsbetændelse. Det er meget inspirerende. Den vil jeg egentlig gerne selv af med. ‘Hellere kælling end kylling’, som Ritt Bjerregaard siger.

Du har, siger du, lært at tøjle dit temperament?

- På engelsk hedder det ‘Respond, not React’. Når jeg bliver provokeret eller vred, gør jeg alt for ikke at reagere. Jeg trækker vejret, får det under kontrol. Så kan jeg styre det og tænke klart, og så kan jeg svare – også af og til med en vis skarphed.

Men det har du haft svært ved?

- Det har taget mange år. Nogle gange smutter det også.

Ida Auken vågnede og var blevet 'woke'

Da MeToo eksploderede med Sofie Linde i august 2020 stillede en lang række kvinder sig selv spørgsmålet: ‘Hvad har jeg selv oplevet af verbale og seksuelle krænkelser’.

Det gjorde Ida Auken også. En nat vågnede hun klokken 03 og var blevet ‘woke’.

- Jeg gik i gang med at skrive kladden til et Facebook-opslag om de krænkelser, jeg i min karriere havde oplevet. Jeg var helt optændt og havde på en eller måde overbevist mig selv om, at NU var skællene faldet fra mine øjne, og jeg kunne se alting klart.

Men det satte hendes mand, Bent Meier Sørensen, en stopper for: ‘Nej, det er ikke dig, Ida! Lige om lidt, når du har det godt igen, og verden er åben for gode fester og middage med vores venner, så danser du på et bord eller råber sjofle ting. Så hold lige op med det’.

- Og han havde jo ret. Der var en grøft der, som jeg var ved at falde i. Nogle kan blive oprørte over, at der er fodboldspillere, som råber ‘store patter’, det kan jeg ikke. Men når det er sagt, er det helt afgørende at være solidarisk med de kvinder, der har oplevet reelle krænkelser, også selv om man ikke selv har. Jeg synes, det er afgørende at kigge på karakteren af krænkelsen. Er det voldeligt – sprogligt eller seksuelt – og hvad er relationen mellem de to mennesker. Er der én, der har magt over den anden? De omstændigheder er for mig helt afgørende i de her sager.

Tilbage til klimaet. Vi kan jo takke de gamle venstreorienterede for at være frontløbere i kampen for miljøet. Men i 1980’erne var det så polariseret. De røde var for en aktiv klimapolitik. De blå var imod?

- De venstreorienterede tog patent på at være klimabevægelsen. Og det blev et stort problem for klimaet. Det kunne jo lige så godt have været en konservativ mærkesag: Rettidig omhu. Eller liberalt tankesæt: Vores erhverv skal fremtidssikres i forhold til kommende miljøudfordringer. Men det blev en venstrefløjssag – og flere af dem tog diskussionen så voldsomt, at det blev en diskussion om for eller imod vækst. Det er én – hvis du spørger mig – meget teoretisk og ikke ret praktisk diskussion. Man kan jo godt sidde og ville afvikle kapitalisme og vækst, før man gør noget ved klimaet, men det har vi jo ikke tid til.

I dokumentaren 70 /30’ bliver der talt en hel del om CO2 og klimaet. Vil du ikke komme med din pixibog-forklaring?

- I starten – omkring 2000 – forstod jeg faktisk ikke selv helt, hvad klimaforandringer er. Og det var et chok, da det endelig gik op for mig, hvad vi havde gang i. Vi spillede hasard med hele forudsætningen for vores liv.

Forklar lige helt konkret – hvad er det, som sker?

- Rundt om jorden ligger atmosfæren, som man kan sammenligne med et vattæppe. Det er godt, vi har det. Det er som en tynd dyne, der holder solens stråler inde på jorden. Hvis ikke det vattæppe var her, så ville der være minusgrader på jorden. Problemet er, at vi er begyndt at sende en stigende mængde CO2 op i atmosfæren, og det fungerer faktisk som en slags isolering. Vi er altså i gang med at putte mere og mere vat ind i den dyne, der holder jorden varm, og det er ret alvorligt, fordi temperaturen på kloden så stiger. Alt det sollys og varme, som kommer ind til jorden, kan ikke komme ud igen. Forestil dig, at du ligger under en dyne. Varmen fra din krop kan ikke komme ud. Samtidig bliver der sendt mere og mere varme ind under den dyne. Det er nok det bedste billede, jeg kan give på drivhuseffekten. Al den CO2, vi sender op, bliver til mere og mere vat i dynen.

Og træer optager CO2?

- Ja. Hvis verdens største regnskov Amazonas ikke længere kan overleve, så er vi helt alvorligt på halen. Det er træerne, der giver os en fremtid her på jorden. Tørke, skovbrande og fældning af træer i Amazonas vil føre til en miljøkatastrofe på verdensplan.

Så der skal handles nu?

- Ja, for det går hurtigere og hurtigere. Naturen skal nok klare sig og regenere. Den skal nok komme tilbage. Det er menneskets overlevelse, det handler om. En stor del af verdens flygtninge er i dag klimaflygtninge. Det kan være, man ikke længere kan dyrke sin jord på grund af tørke. Andre steder bliver hele byer oversvømmet. I Mexico er der problemer med vandforsyning, for den store sø, der forsyner Mexico City med vand, er ved at tørre ud. I Sydafrika har der været indført vandrestriktioner. Vi ser allerede nu de her problemer. Det kan få mig til at ligge vågen om natten … Spekulationerne over, hvor langt fra eller tæt på de her ‘tipping points’, vi er.

Omstille, ikke afvikle

I dokumentarfilmen ‘70/30’ er det både de langtrukne politiske forhandlinger, der bliver fulgt, og de unge klimaaktivisters kamp for at råbe politikerne op.

- Demokratiet er sygt langsomt, siger Ida Auken til EstherKjeldahl og Selma Montgomery, da de – under forhandlingsforløbet – mødes til en snak på hendes kontor på Christiansborg.

- Det er vigtigt, at I er her og bliver ved med at lægge det her pres udefra. I må aldrig stoppe, for vi kommer ikke til at være i mål de næste 10, 20, 30 år.

Filmen viser, hvordan befolkningen kan få en dagsorden til Christiansborg og blive taget alvorligt. Men også, hvor vanskeligt det er at få de politiske ambitioner til at udmønte sig i virkelighed.

Er det overhovedet realistisk at nå det ambitiøse klimamål i 2030?

- Det bliver ikke let. Det er ikke så enkelt, som Greta Thunberg får det til at lyde. Vi har bygget vores tilværelse op på sort energi, og det tager tid at forandre.

Hvordan ville man hurtigst kunne nå målet om 70 procent CO2-reduktion?

- Allerhurtigst ville man få nogle flotte tal ved at lukke vores store forurenende virksomheder som f.eks. cementfabrikken Aalborg Portland, der udleder gigantiske mængder CO2. Så ville Danmark nå sit mål. Men det ville være fuldkommen idiotisk – og ingen ville gøre os kunsten efter. Vi har i stedet brug for at udvikle industrien, så vi i fremtiden kan lave grøn cement, hvor al CO2 er samlet op. Det ville heller ikke være morsomt at lukke dansk landbrug og sende tusindvis af mennesker ud i arbejdsløshed. ‘Har I lige investeret familieformuen i en stor landbrugsejendom? Ærgerligt for jer!’ I øjeblikket er vi ved at lukke for olieindustrien i Nordsøen og skifte den ud med vindmøller. Vi skal gøre det samme i industrien og landbruget. Vi skal udvikle og omstille, ikke afvikle. Vi skal vise, at man kan leve fabelagtigt godt på plantebaseret mad, og så få landmændene til at lave det.

Mener du, at I har opnået mere på miljøfronten i 2019, end i din tid som miljøminister for SF?

- Ja. Der er besluttet mere under den her regering, end der blev, mens jeg var miljøminister. Energiøerne kommer til at levere grøn strøm til tre millioner mennesker. Bare den ene ø kommer til at levere halvanden gang det samlede strømforbrug i Danmark. Derudover er vindmøllestrøm også den billigste energikilde i verden.

Så du er stolt over de politiske resultater?

- Ja. 2019 har på den måde været et forløsende år for mig. Jeg var ikke længere alene på skansen. Nu var vi en bred gruppe i Folketinget, der kæmpede sammen for at drive fremtiden i en grøn retning, siger Ida Auken og fortsætter efter en pause:

- Det var måske den oplevelse, jeg skulle have for at turde lægge mig syg med stress. Nu måtte andre tage over. Jeg havde ikke energi til at kæmpe mere.

Læs også: Sofie Linde og Female Invest-stifere hædres som rollemodeller

Neurotisk hovmod

Ida Aukens mand, Bent Meier Sørensen, har observeret og udpeget en neurose, der har boet i hende i næsten 30 år. Han kalder den ‘stærkt selvovervurderende’ – deraf navnet

‘Jesus-neurosen’.

- Jeg kan have en tilbøjelighed til at tænke, at jeg er skyld i alle verdens ulykker. Det var værre, da jeg var ung, men den kan stadig pible frem.

Når klimaforandringer brager derud af, kan Ida Auken tænke, at hun har et stort medansvar. Hun har ikke råbt højt nok eller kæmpet nok. Når hun går i gang med det, siger Bent Meier Sørensen: ‘Lad nu lige Jesus bære al verdens ansvar på sine skuldre. Det er ikke dig, der skal det. Det er ikke din opgave’.

Det er noget af en neurose?

- Derfor sætter jeg også stor pris på, at vi kan grine af min ‘Jesus-neurose’ derhjemme. Det er den bedste måde at komme ud af den. Det er gak. Jeg kan godt se, hvor tosset det er. Det er jo en hovmodig tilstand. En grandios forestilling om ens egen betydning i verden.

Det kan lyde som lidt af en stressudløser?

- Ja, det med at tage alt for meget ansvar, det er ikke sundt.

I dag er Ida Auken som bekendt på benene igen, men det har taget et år at blive rask. Stressen var kommet snigende og havde bygget sig op over lang tid.

Hvad var de første symptomer?

- Jeg sad og gloede ned i min telefon på alle mulige og umulige tidspunkter. Det var den eneste måde, jeg kunne få den der uro håndteret. Jeg troede jo ikke, at jeg havde stress. Da folk omkring mig begyndte at sætte det ord på, afviste jeg. Jeg var ikke typen, der gik ned med stress. Men jeg blev mere og mere fraværende, og så mistede jeg også min humor. Og så er der noget galt.

Til sidst brød Ida Auken sammen.

- Når kroppen er i alarmberedskab, bliver verden meget farlig. Man ser alarmer alle steder. Om morgenen havde jeg kigget på et verdenskort. Det var i marts lige inden nedlukningen. Kortet blinkede otte steder med ‘tipping points’, og det gik lige i maven på mig. Jeg blev også kontaktet af en fyr, der var kommet hjem fra Lesbos. Han ville have mig til at gøre noget ved den alvorlige flygtningekrise. En læge skrev og advarede om covid-19’s eksponentielle vækst. Var der respiratorer nok? Jeg følte mig enormt tynget af de her tre globale kriser – og havde i forvejen listerne fulde af tusind ting, jeg skulle nå. Det kunne jeg umuligt. Først troede jeg, at jeg kunne klare det med nogle ugers sygemelding, men det gik ikke.

Kom du i behandling?

- Det tog lang tid, før jeg fik den rette hjælp. I august måned kom jeg i haveterapi i Odsherred. Det var helt fantastisk. Her blev jeg mødt af mennesker, der forstår, hvad stress og udbrændthed er. I ni dage boede jeg på den her gamle gård med en lille gruppe mennesker, der havde det ligesom jeg selv. Det var fredfyldte dage. Vi talte kun, når der var terapi, mad eller pauser. Det er svært at forklare, når man ikke har været der. Men det at befinde sig midt i naturen, se på de smukke landskaber, dufte til blomsterne og græsset, det var meditativt. Jeg fik kontakt til mine sanser igen.

Kunne du holde fast i det, da du kom hjem?

- Jeg kom hjem med bevidstheden om, hvornår og hvordan min krop siger, at jeg skal trække mig og passe på mig selv. Jeg er blevet meget bedre til at sige nej.

Flere pauser og bedre livsvaner?

- Man skal egentlig behandle sin krop, som var den et lille barn: ‘Fryser du? Skal du have noget at spise? Skal du tisse? Skal du klappes lidt på kinden? Trænger du til at sove?’ Man skal huske at tjekke ind hos sig selv et par gange om dagen.

Vores frokost er for længst fortæret. Vi har sat os blødt. Ida Auken i sofaen med hånden hvilende på min hund.

- Kan den godt lide, at jeg aer den på den her måde. Ligesom en kat, spørger hun interesseret. Jeg nikker.

Tidligere fortalte du, at du fik din gudstro tilbage i perioden, hvor du var ramt af stress?

- Jeg havde brug for at minde mig selv om, at der er nogen, der passer på mig. Nu havde jeg en masse tid. Jeg kunne bede en bøn og mærke, hvordan jeg egentlig havde det. Tid til at bede om hjælp, når der var brug for det i nogle meget mørke stunder.”

Talte du med en præst?

- Jeg har flere venner, der er præster. Så jeg kunne godt finde på at ringe op og sige: ‘Nu skal du lige være min præst’. Jeg talte med en af dem om skyld. Præsten svarede: ‘Tag skylden på dig, og gør den til en muskel. Der er ikke noget værre end mennesker, der ikke vil være skyldige i noget som helst.’ Som kaster den fra sig. Vi talte også om forskellen på skyld og skam. Skyld handler om, at man har gjort noget forkert. Det kan man undskylde eller leve med. Skam handler om, at man føler sig grundlæggende forkert som menneske.

Følte du også skam?

- Det gør alle mennesker. Skam er følelsen af: ‘Bare jeg ikke fandtes’. Det er et meget hårdt blik, man rammer sig selv med. Det er en urfølelse, alle kender til. Hun spurgte: ‘Har du forvekslet skyld og skam?’ Det talte vi meget om. Det havde jeg nok. Mit behov for at være uangribelig og dygtig til alt, havde drevet mig i alt for mange år. I dag er jeg så glad for, at terapihaven, teologien, Kierkegaard og et par selvhjælpsbøger fik mig tilbage på sporet.

Læs også: Laura Dern: Der er mere skam i at tale om penge, end om sex 

Kampen om sandheden

Ida Auken fortryder ikke, at hun i oktober 2020 gik i rette med partitoppen i De Radikale. Fra sit hjem på Frederiksberg kunne hun se partiets kampagnevideo med sloganet ‘Virkeligheden kalder, og vi vil ikke tie’. I den talte Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen om nødvendigheden af åbenhed omkring sexisme.

Dobbeltmoral, mente Ida Auken. Partiledelsen var klar over, at Morten Østergaard ikke bare havde én, men flere sager om krænkende adfærd.

- Jeg havde det svært med, at partiet satte ham i spidsen for en kampagne om sexisme. Der skal være en sammenhæng mellem det, man siger, og det, man gør. Det var der ikke. Det var ikke kun sagerne, der væltede ham. Det var også det at sætte sig i front på den dagsorden.

Under et danmarksberømt og langstrakt gruppemøde på Den Sorte Diamant den 7. oktober trak Morten Østergaard sig som Radikale Venstres partileder. Sagen fra 2011 om ‘hånden på Lotte Rods lår’ blev udslagsgivende. Dagen efter blev partiets nyslåede formand, Sofie Carsten Nielsen, spurgt, om hun kendte til flere sager om Morten Østergaard. Hun svarede, at hun ikke kendte til nogen.

- Alt blodet faldt fra mit hoved. Det var jo ikke sandt.

I dagene efter kom der historier frem om flere kvinder, der havde oplevet krænkende adfærd fra Morten Østergaard. Ida Auken, der var dygemeldt, sendte en mail til folketingsgruppen. I den opfordrede hun til selvransagelse.

- Hvordan har vi kunnet have en kultur – som jeg jo også selv har været en del af – hvor det her er foregået? Jeg syntes heller ikke, at jeg selv havde gjort nok. Langt fra.

Ida Auken fik ikke den ønskede reaktion. Et par dage efter skrev hun i et Facebook-opslag, at hun tilbage i 2017 havde fortalt Sofie Carsten Nielsen om den omtalte episode med den unge kvinde på Folkemødet. Sofie Carsten Nielsen afviste at kende til sagen. Hun skrev et rasende modsvar.

Kan du forstå, at det kan have set krigerisk ud?

- Ja, for jeg havde jo ikke sagt noget om noget i et halvt år, og så kommer jeg lige op med den opdatering, og så forsvinder jeg igen.

Hele sagen førte til en magtkamp i partiet. Var du en del af den?

- For mit vedkommende var det en kamp om sandheden. Intet andet. Jeg havde ikke koordineret noget med andre i partiet. Jeg var temmelig ramt af stress på det tidspunkt og havde kun kræfter til at sende den mail til folketingsgruppen. Der var ingen derinde, der på forhånd vidste, at jeg ville sende den.

Senere blev det dokumenteret, at Sofie Carsten Nielsen i en sms-besked til Ida Auken havde skrevet, at Morten Østergaard er “klam”, og at han også havde taget Ida Auken “på røven.”

Oplevede du reaktioner fra baglandet?

- Det havde en pris.

Der gik rygter om, at kræfter i folketingsgruppen forsøgte at skabe et flertal for, at du ikke skulle genopstille i partiet. Der var forsøg på at ekskludere dig. Kan du bekræfte det?

- Jeg kan blot sige, at det har jeg også hørt.

Partibogens sidste stempel

I slutningen af januar trak Ida Auken igen overskrifter. Hun forlod Radikale Venstre og meldte sig ind i Socialdemokratiet. I medierne mødte partihopperen kritik for at svigte sine klimaambitioner. Kunne hun overhovedet opbygge en personlig troværdighed som socialdemokrat? I et parti hun igen og igen havde klandret for at være uambitiøse, når det gjaldt klimapolitikken.

- Jeg tror simpelthen ikke denne her store grønne omstilling af samfundet kan lykkes uden Socialdemokratiet. Jeg møder kun socialdemokrater, der tager klimaet dybt alvorligt, så det giver mig håb om, at vi kommer til at kunne lykkes med det de kommende år.

Fik du en invitation fra Socialdemokratiet? Eller inviterede de dig ind i varmen?

- Jeg undersøgte, om jeg var velkommen i Socialdemokratiet. Lad os sige det sådan.

Et partiskifte kræver vel lange overvejelser?

- De fleste politikere vil helst være fri for at skifte parti. Det er ikke noget, vi ynder at gøre. Men jeg var jo ikke færdig med at lave klimapolitik. Overhovedet ikke. Og alternativet for mig var at gå helt ud af politik. Socialdemokratiet er der, hvor jeg kan få størst mulig indflydelse. Det skal jeg være helt åben omkring. Jeg er gået efter at få indflydelse på klimapolitikken. Det er det, jeg har valgt.

Så ‘hjem’ til onkel Svend og ‘Den røde sangbog’?

- Inden jeg skiftede, spurgte jeg en gammel socialdemokratisk kollega: ‘Hvordan vil de tage imod mig?’ Han svarede: ‘Jamen, det er jo bare den fortabte datter, der er vendt hjem’.”

Det er sidste stempel i en partibog?

- Det kan jeg sige 100 procent ja til.

Her til allersidst … kan du også love, at du kan gøre Socialdemokratiet lidt mere grønt end rødt i fremtiden?

- Jeg skelner ikke så hårdt mellem det grønne og det røde, siger Ida Auken, der desuden er sikker på, at størstedelen af os danskere om ti år har en helt anden madkultur.

- Den vil primært være plantebaseret. Vi vil ikke savne smagen af kød. Jo, måske når vi har tømmermænd, men ellers ikke. Det vil jeg faktisk gerne lave et væddemål om.

Lad os mødes på midten. Om ti år inviterer jeg dig på frokost igen. Jeg vædder om, at du fortsat er vege-tatar og vil takke ja til en lille friskhakket og økologisk kødanretning i dagens anledning. Det hele skal jo ikke slutte i rodfrugter og østershatte?

- Jeg fortsætter med at leve plantebaseret. Men okay, om ti år mødes vi hjemme hos dig. Til frokost. Og så må vi se, om jeg sætter tænderne i den hjernebedste tatar med god samvittighed.

Det er en aftale.

Læs også: Derfor er reaity-tv og lockdown psykologisk meget ens