INTERVIEWS

Ida Praetorius: Med hver rolle kan jeg skrive endnu en måde at dø på mit CV

Der er to generationer imellem dem, men et særligt kunstnerisk venskab binder dem sammen. Ida Praetorius er i dag en af den kongelige ballets store stjerner, og Anne Marie Vessel Schlüter er som tidligere balletskoleleder en af dem, der har været med til at udvikle og hjælpe den unge ballerina til tops

Lyden af klavermusik trænger ud i korridorerne og kan høres langt ned ad gangen. I træningssalen i Det Kongelige Teater er et halvt hundrede dansere samlet, og fra et blankt sort flygel akkompagnerer pianisten opmærksomt den franske gæstelærer, som står for træningen af balletkorpsets elitedansere denne morgen.

– Der er hun. Derovre, hvisker Anne Marie Vessel Schlüter energisk, mens hun udpeger en danser i den anden ende af lokalet.

LÆS OGSÅ: Marie Bach Hansen: Vi skal lære at tale om det, vi ikke kan sætte ord på

Ida Praetorius - hele Danmarks ballerina

Det er Ida Praetorius – den 26-årige solodanserinde, som Anne Marie Vessel Schlüter har kendt og fulgt, siden hun for 18 år siden var med til at optage hende på Balletskolen. Anne Marie Vessel Schlüter – Mie i daglig tale – har selv netop afsluttet undervisningen af et morgenhold for en halv time siden.

Nu sidder vi sammen i hjørnet af salen og ser Ida Praetorius træne, før vi alle tre skal tale sammen; om at nå til tops som balletdanserinde, og om fra sidelinjen at hjælpe et spirende talent frem, og om at turde sige til, når det er svært.

Anne Marie Vessel Schlüter tøver ikke med at rose teknikken og de flotte linjer hos Ida Praetorius, som i hendes øjne er ‘dejligt ukrukket’ og ‘hviler så fint i sig selv’. Hendes talent var tydeligt fra starten, fortæller Schlüter, der som tidligere leder af Balletskolen har fulgt ‘Lille Ida’ tæt gennem hele hendes karriere.

– Og jeg kan stadig godt finde på at rette på Ida, hvis jeg ser noget, hun kan arbejde med. Hun er så dygtig og så flittig, det har hun altid været, så der er mange, der tænker, at hun har styr på det hele og sagtens kan klare sig selv.

Og det kan hun jo også, men hun skal stadig have at vide, når der er noget, hun kan gøre bedre, så hun kan blive ved med at udvikle sig, forklarer Anne Marie Vessel Schlüter, mens hendes øjne rutineret scanner både fodstillinger og armbevægelser hos danserne på gulvet.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: Min rolle i 'Dronningen' er den mest udfordrende i min karriere

Hun ser alt – det er tydeligt, selv for én uden særlig kendskab til dansen – men det er ikke kun flair og flid, hun ser. Hun smiler og vinker, når hun får øjenkontakt med en danser, og hun er lynhurtigt på benene for lige at hilse, give et kram eller høre sidste nyt, når en danser går til eller fra træningen.

‘Tillykke’, hvisker hun til én, og ‘pas nu på poterne’ formaner hun en anden, før hun viser vej op til sin garderobe, mens danserne træner videre.

– Vi er en stor, dejlig familie. I udlandet er der meget konkurrence, og nogle steder er de hårde ved hinanden, men jeg synes, vi har en sund konkurrence her. I gamle dage var der lidt ondskabsfuldhed, men i dag hjælper man hinanden, fortæller hun, mens vi går ad lange gange og smalle trapper, forbi stativer med struttende kostumer.

På væggene hænger indrammede fotografier af historiens store stjerner. Af og til peger hun på billederne og siger: ‘Der er Flemming Flindt’ eller ‘det der er fra ‘Svanesøen’.

Den yngste Kameliadame

Anne Marie Vessel Schlüter har haft sin gang i huset, siden hun var helt lille. Begge hendes forældre var ved balletten, og hun kom selv tidligt på Balletskolen. I en årrække var hun solist i Den Kongelige Ballet, og i 1988 blev hun leder af Det Kongelige Teaters Balletskole. Den rolle bestred hun i 18 år, og ved årtusindskiftet var hun med til at antage Ida Praetorius – en danser, der altid har været utroligt disciplineret.

– Ida havde danset nærmest alle hovedpartier, før hun var fyldt 22. Det er sjældent. Det sagde jeg også til hende forleden; at hun skal passe på ikke at blive mæt før tid, fordi hun blev solodanser så tidligt, siger Anne Marie Vessel Schlüter og remser et par af de store roller op – ‘Kameliadamen’, ‘Romeo og Julie’, ‘Svanesøen’.

LÆS OGSÅ: Cecilie Stenspil: Vi oplever alle angst for, at vores familie skal gå i stykker

Hun tøver ikke et sekund med at svare på, om hun dermed synes, at Ida Praetorius blev udnævnt til solodanser for tidligt.

– Nej! Bestemt ikke. For hun var klar til det, og hun er dygtig. Men det er tidligt, at hun har fået lov at spille alle de roller. Der er aldrig nogen, der før har lavet ‘Kameliadamen’ i så ung en alder – det er jo en lidt moden kvinde, den rolle – og man kunne også se en tydelig forskel fra første til anden gang, hun spillede den. Det er fantastisk for hende at få lov at prøve så tidligt, siger hun og vender igen tilbage til disciplinen.

– Da hun var mindre, var det faktisk næsten et problem. Hun var meget streng over for sig selv. Men det fik hun hjælp til at håndtere, fortæller Anne Marie Vessel Schlüter.I det samme træder en smilende, let forpustet og rødkindet Ida Praetorius ind i Schlüters garderobe, sætter sig hjemmevant på briksen og begynder at strække ud i ben og hofter, mens hun ubesværet glider ind i samtalen. Lynhurtigt fortaber de to sig i en snak om, hvem der var til træning, og hvor god dagens gæsteinstruktør var.

Ida Praetorius fniser, da Anne Marie Vessel Schlüter fortæller, at hun allerede har ‘ævlet løs og fortalt en masse’. Og hun smiler af sin gamle balletleder, der ikke kan huske detaljerne omkring deres første møde. Noget, Ida Praetorius selv husker helt tydeligt: Det var til et event, hvor hun som syvårig besøgte Gamle Scene med sin balletskole.

– Du kom hen til mig og sagde: ‘Skal du ikke komme til optagelsesprøve?’ Og så sagde jeg vist bare ‘o.k.’, uden at vide, hvad det var, og gik hjem og sagde til mine forældre, at det ville jeg. Til optagelsesprøven gik du rundt og spottede talenter. Jeg kan huske, at du sagde noget med, at jeg ikke havde så meget turnering, men at ‘så har hun så meget andet. Vi tager hende alligevel’, fortæller Ida Praetorius, og de bryder begge ud i latter.

– Ja, for det kan godt være, at du ikke er turneret, men du har altid fået det til at se sådan ud, siger Anne Marie Vessel Schlüter og indskyder igen, at hun skal passe på ikke at blive mæt for tidligt.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: Jeg vil være vågen i mit eget liv

– Jeg ved godt, at jeg har prøvet meget, nikker Ida Praetorius og tilføjer:

– Min bror joker med, at jeg med hver rolle kan skrive endnu en måde at dø på mit cv. For jeg dør jo i alle mine store roller: ‘Svanesøen’, ‘Romeo og Julie’ og ‘Enetime’ – det var min første hovedrolle. Det var dig, der gav mig den, Mie. Der var jeg 17 år.

– Var du kun 17? Gud, Ida! Det er en rolle, jeg selv har spillet mange gange. Første gang var med Flemming Flindt, udbryder hun med et drømmende blik i øjnene.

–  Min første gang var i 2011, på turné til San Francisco, tilføjer Ida Praetorius, mens hun fra briksen overdramatisk imiterer den ene måde at dø på efter den anden:

– Jeg blev dræbt i ‘Enetime’, jeg tager mit eget liv i ‘Romeo og Julie’, og i ‘Giselle’ dør jeg af jalousi. I ‘Kameliadamen’ er det tuberkulose, og i ‘Svanesøen’ forsvinder hun bare. Hvor mange måder er der så tilbage at dø på?

– Hængning, den er vist ikke med. Nu må du snart have én, hvor du overlever, udbryder Anne Marie Vessel Schlüter, og de skraldgriner begge af det spor, samtalen er drejet ud af.

Et særligt venskab

Det er tydeligt, at de kender hinanden mere end almindeligt godt, de to danserinder. De lader halvfærdige sætninger hænge i luften, velvidende at den anden for længst har fanget pointen. De små klem på armen og ‘kan du huske dengang’-anekdoter understreger, at Schlüter har fulgt Praetorius fra første færd i balletverdenen.

Derfor betyder det også meget for Ida, at hendes gamle læremester stadig bekymrer sig og kommenterer på både arme og fødder, når noget kan være bedre.

– Det føles som at have et livsvidne. Som om Mie er familie, fordi hun har kendt mig, fra jeg var helt lille, og hun har været der i situationer, hvor det har været svært, eller når jeg har oplevet noget meget stort kunstnerisk. Det betyder sindssygt meget at have en så tæt på. En, hvor der ikke er noget filter.

Jeg er meget taknemmelig for den hjælp, for det er ikke ‘bare’. Det er noget særligt at arbejde med et menneske, som har så meget erfaring, og som har lyst til at give videre, siger Ida Praetorius.

Anne Marie Vessel Schlüter sidder tavs og lytter. Hun holder hænderne op om kinderne. Som for at skjule en rødmen eller holde sammen på sig selv.

– Nu bliver jeg helt rørt, siger hun med lav stemme.

Ida Praetorius ser på hende med store øjne og tilføjer:

– Det er et venskab, men det er også et kunstnerisk venskab, som er vigtigt for mig og for min karriere.

LÆS OGSÅ: Vita Andersens 10 leveregler

Anne Marie Vessel Schlüter bryder eftertænksomt ind:

– Du har ret i, at jeg er filterløs. Jeg er meget ærlig, og det skal jeg jo passe på med, hvis folk ikke kan tåle det.

– Men det er jo også det, jeg værdsætter. Mie, du kommer jo, når jeg danser store roller, og det er en støtte at vide, at dem jeg holder af, og som også er kritiske, men alligevel altid vil støtte mig, sidder ude i mørket. Og som jeg ved vil klappe, selv om jeg falder, siger Ida Praetorius.

– Men du falder jo netop ikke, afbryder Anne Marie Vessel Schlüter og tilføjer ihærdigt med et højt grin:

– Nu overtager jeg lige og interviewer lidt: Har du nogensinde følt et pres ved at være solodanserinde?

Ida Praetorius smiler af rolleskiftet, ryster på hovedet og svarer:

– Jeg ved godt, at der er mange, der har det sådan. Men jeg føler, at jeg havde en glidende overgang, fordi jeg lavede hovedroller, længe inden jeg blev solodanserinde. Så titlen har aldrig stresset mig. Men det er der nogle roller, der har.

Jeg kan huske, at jeg gerne ville ud af det der med at være ‘det unge talent’, for jeg fik altid at vide, at ‘du bliver så god en dag’. Og det er da fedt at være ‘underdog’, men jeg havde bare lyst til at være dygtig og etableret.

Schlüter nikker forstående, lægger udspørgerrollen fra sig igen og tilføjer, at det er Ida nu – etableret, dygtig og pålidelig.

– Jeg er jo aldrig bange, når du skal på scenen. Det er rigtigt. Du er stærk og god, og jeg er aldrig nervøs eller bange for, at du falder ned af tæerne, siger hun, og Ida Praetorius rømmer sig og siger:

– Det er det største kompliment, man kan få. Jeg bliver simpelthen så stolt og glad, når du siger sådan.

De smiler til hinanden og får hurtigt verfet al sentimentalitet væk med endnu en joke om, at de jo slet ikke behøver en journalist i rummet, for de klarer det så fint med spørgsmålene selv.

Farligt at kunne selv

På væggen hænger udklip og gamle billeder fra balletten med små hilsner på. Indtil for to år siden delte Anne Marie Vessel Schlüter garderobe med den jævnaldrende Eva Kloborg. I dag er det Gudrun Bojesen – ‘en anden af mine tidligere elever’, som den forhenværende balletskoleleder siger om den pensionerede danser.

Anne Marie Vessel Schlüter regner lidt efter på fingrene og konkluderer så, at Ida Praetorius jo kunne være hendes barnebarn. Men aldersforskellen gør dem intet. Tværtimod, ‘det gør Mie til en ægte ven’, mener Ida Praetorius, fordi hun netop bekymrede sig og turde sige det, da Ida blev for perfektionistisk med sin dans.

– Jeg var ret dygtig som barn, men jeg bekymrede mig meget over, om jeg nu var god nok. For jeg holdt så meget af balletten. Det var ikke en bekymring om, hvad andre tænkte, men fordi jeg så gerne ville det, at det næsten ødelagde mig, fordi jeg blev nervøs og ikke kunne hvile i det, forklarer Ida Praetorius og tilføjer:

– Der har du virkelig, virkelig været god, fordi du så det. Og du fik mig til at tale med en dygtig coach. Han gav mig nogle enkle redskaber, som helt klart har præget mig på en god måde. Jeg møder ham stadig af og til på gangen, og jeg tror, at han måske også er lidt stolt over, at det barn, der var så nervøs, nu står på scenen i de store hovedroller.

Det er sjovt at tænke på, hvordan min udvikling havde været, hvis jeg ikke havde fået den hjælp. Måske havde det løst sig selv, men jeg er taknemmelig for, at det blev grebet.

Det er snart 10 år siden, Ida Praetorius blev uddannet fra balletskolen, og knap fire år siden, hun blev udnævnt til solodanser. Hun bruger stadig Anne Marie Vessel Schlüter, når noget er svært.

– Og ellers kommer jeg bare selv og blander mig og siger, at ‘nu skal du passe på de arme der’, siger Anne Marie Vessel Schlüter, som også har holdt øje med, at Ida Praetorius har fået strukket kroppen ordentligt ud, mens vi har talt.

– Men det er også det, der er så fedt, siger Ida Praetorius.

LÆS OGSÅ: Designer Yvonne Koné: Jeg er ikke i tvivl, om jeg kan. Jeg er i tvivl, om jeg vil

– At det stadig bare er os, som da vi var på skolen. Det er virkelig dejligt. Jeg lytter meget til dig. Men jeg spørger også, hvad du synes, og så får jeg et ærligt svar.

Schlüter nikker smilende og siger:

– Jeg gør det af kærlighed til dig, for jeg bliver irriteret, når andre ikke har rettet dig i det. Det er ikke godt nok at sige, at en danser er dygtig og kan selv. Det er farligt, når man kan meget selv.

Et ansvar at give videre

Anne Marie Vessel Schlüter skal af sted, på landet med sin mand efter nogle lange dage på teatret. Hun beklager, at hun har snakket som et vandfald og himler med øjnene af sig selv. Da hun lukker døren bag sig, er stilheden efter hendes store latter og smittende energi et kort øjeblik slående. Så siger Ida Praetorius, mens hun ler hjerteligt:

– Der er så meget energi i hende. Hun har altid delt ud af sin kærlighed. Som barn var jeg aldrig bange for hende, selv om hun var skoleleder. Jeg havde stor respekt for hende, og det har jeg stadig. Jeg har altid kunnet komme til hende.

Og den tryghed var medvirkende til, at hun ikke oplevede det som ‘et dårligt pres’ at få at vide, at hun havde et stort talent. Tværtimod gav det hende lyst til at være god.

– Jeg tror faktisk, at det gav mig noget selvtillid. Jeg har altid været hård ved mig selv. Men det her er noget, jeg altid har syntes var sjovt, og når man så får at vide, at man er dygtig, bliver det til en ‘god cirkel’, og derfor har jeg ikke følt det som et pres, men som opbakning og motivation. Det er mere det pres, jeg lægger på mig selv, der måske har været hårdt, fortæller hun.

Lysten til balletten har altid været der. Men hvor det som barn var en lyserød ballerinadrøm med prinsessekrymmel på toppen, ændrede det sig i teenageårene til at være en kunstnerisk ambition og et bevidst mål om at skabe en levevej. Og kunne det ikke blive i Danmark, var hun klar til at rejse til udlandet. 

– Da jeg blev aspirant, vidste jeg, at jeg ville ud i verden, hvis ikke jeg fik en plads i København. For jeg ville så gerne det her, siger hun og slår armene ud for at favne hele teatret.

Og selv om hun med sine 25 år bestemt ikke kan kaldes gammel, mærker Ida Praetorius, at hun ikke længere er den helt unge i balletten. Hun lægger især mærke til det, når der optages nye dansere i korpset, og når hun møder børnene fra balletskolen på teatrets lange gange.

LÆS OGSÅ: Sara Omars 10 leveregler

Og ligesom Anne Marie Vessel Schlüter vil hun gerne hjælpe de dansere, der er yngre end hende selv. For som danser har man brug for et trygt miljø, hvis man skal kunne udvikle sig godt.

– Jeg prøver altid at tale med de nye, der kommer ind, og jeg bliver så glad, når jeg møder børnene fra skolen på gangen, og de siger hej. Jeg kan huske, hvor meget det betød for mig, da jeg var lille – det var jo mine idoler, jeg så dengang på gangene. Så det gør jeg mig meget umage med at imødekomme.

Det føler jeg et ansvar for, siger Ida Praetorius, før hun igen bevæger sig hen ad teatrets gange til flere timer i træningssalen. 

Kom med bag kulisserne, da billederne af Ida Praetorius og Anne Marie Vessel Schlüther blev til: 

Læs mere om: