INTERVIEWS

INTERVIEW | Bodil Jørgensen: "Jeg har fået en chance mere"

“Et mirakel.” Sådan beskriver Bodil Jørgensen sin helbredelse efter den alvorlige ulykke, der sendte hende i respirator for halvandet år siden. Men heling handler også om at kaste sig ud i livet igen – og det har hun gjort. Med turné, jubilæum, en flytning ud af byen og meget forskellige roller.

Hun er født 3. marts 1961, voksede op i Vejen og har tre børn. Hun gik i gang med at læse til skuespiller, mens hun også læste engelsk litteratur i Aarhus og afsluttede sin uddannelse fra Statens Teaterskole i 1990. Hun har blandt andet spillet med i Badehotellet, All Inclusive, Mænd og høns og i forestillingen "Tartuffe" på Betty Nansen Teatret

Alt ved Bodil Jørgensen er så fyldt med kontraster, at hun synes at omfatte både det lyseste lys og mørket. Det ene øjeblik taler hun sart og søgende, det andet øjeblik er stemmen høj, fuld af grin og ungdommelig. Hun kan sagtens fyre en vits af og få tilhørere til at ligge flade af grin, men kun for lidt efter at blive gravalvorlig, knibe øjnene sammen og være bekymret på vores alles vegne.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen om at blive mor som 47-årig: Troede det var overgangsalderen

Måske er det netop det, at hun er så alsidig og så eminent til at få en stemning til at skifte på et splitsekund, der gør hende til så spændende en skuespiller. Man kan ikke rigtig få nok af at kigge på hende, hverken på scenen, i film eller på tv – om det er som den slidte, men omsorgsfulde hotelejer i TV 2’s successerie “Badehotellet”, som den grænseoverskridende mor i tv-satiren “Rytteriet” eller den rørende, skilsmisseramte mor i filmen “All Inclusive”.

– Der har været fart på de seneste år og bud efter mig, det er rigtigt, siger hun beskedent.

Netop da der var allermest blus på, og karrieren krævede, at hun holdt tungen lige i munden, blev hun i sommeren 2014 tvunget til at holde en lang, ufrivillig pause – efter en voldsom ulykke under indspilningen af “Far til fires vilde ferie”.

Bodil stod på en traktor, mens den kørte op ad et dige ved Mandø i Vadehavet. Men traktoren gled, og hun faldt af og blev ramt. Hendes kvæstelser var omfattende. Hun brækkede samtlige ribben, begge kraveben og hoften, hendes ansigt blev læderet, og leveren og nyren blev trykket, så der opstod blødninger. Desuden kollapsede begge hendes lunger. I fire uger lå hun på hospitalet – de fem første dage i respirator.

Selv om hun helede næsten mirakuløst, har hun stadig men.

– Først og fremmest tager det tid for mig at komme i omdrejninger om morgenen. Og så driller mit bækken, hvis jeg sidder ned for længe. Desuden er jeg følelsesløs i den ene side af hovedet – en mærkelig fornemmelse. Lægerne siger, at det er nogle nerver, der er revet over. Jeg håber, at de nerver finder deres respektive tråde og vokser sammen igen, men det er ikke sikkert, at det sker.

Hun er lykkelig for, at hun overlevede og endda blev i stand til at arbejde igen forholdsvis hurtigt, for som sagt var der meget på programmet. Måske kastede hun sig også lidt for ivrigt ud i opgaverne igen.

– Men jeg er jo sikker på, at der er meget heling forbundet med at blive en del af livet igen, selv om det kan være krævende, forklarer Bodil Jørgensen.

I efteråret var hun forbi Esbjerg Sygehus for at holde et oplæg om at være intensivpatient på stedet og mødte i den forbindelse alle dem, der tog sig af hende dengang.

– Det var utroligt rørende. Jeg mødtes også med den læge, der kom ud på stedet og gav mig førstehjælp. En fin, fin mand, må jeg sige.

I 2015 var det 25 år siden, Bodil Jørgensen blev uddannet som skuespiller. 29 år var hun dengang, for først skulle hun lige omkring nogle litteraturstudier. Siden er hun blevet skuespiller med hud og ildrødt hår.

– Og jeg er stadig meget, meget glad for mit fag. Allermest holder jeg af de historier, jeg er med til at fortælle. Jeg holder også af, at det er så forskelligt, det, jeg laver. Jeg når aldrig at kede mig, fortæller hun.

Skuespillerjubilæet blev fejret over sommeren i Aarhus – på to måder: Først mødte hun tilfældigt skuespilleren Bjarne Henriksen, som hun gik på hold med på teaterskolen.
– Vi snakkede og kom i tanke om, at vi havde jubilæum, og så tog vi på Rådhuscaféen for at fejre det med biksemad og stegt flæsk med snaps til.

Den anden markering af jubilæet var samtidig begyndelsen på en landsdækkende turné – Bodil Jørgensen opførte nemlig sin kabaret “Den sidste turist” på Svalegangen og drog derefter rundt i landet med forestillingen, der bedst kan beskrives som en lystvandring i den danske sangskat. Efter premieren skrev en anmelder, at Bodil synger, “så saltvandet står ind gennem lugerne ude fra drømmenes verdenshave”.

– Oprindeligt skabte jeg kabareten til teaterskibet Liva og har formet den som en skibsfortælling om en galionsfigur, der hører Lulu Ziegler optræde og suger alting til sig. Siden løsriver den sig og synger de samme sange om krig, flugt, kærligheden, døden og livet, fortæller Bodil, der besøgte 57 steder med forestillingen – sammen med pianisten Bjarne Sahl, som hun kender fra barndommen:

– Han er lærerbarn fra Vejen, ligesom mig. Han havde min mor som klasselærer, og jeg havde hans far til metalsløjd. Da jeg som voksen var flyttet til Nørrebro og en dag kiggede ud ad vinduet, fik jeg øje en ung mand, der sad og røg i vinduet overfor. Det var Bjarne, som lige var flyttet ind med sit flygel. Han er pianist ved Den Kgl. Ballet og arbejder så også sammen med mig nu.

LÆS OGSÅ: Kim Grenaa: "Jeg forstår ikke, at danske modemærker ikke har større internationale ambitioner" 

Foto: Petra Kleis

Bodil Jørgensen var alene med sine valg

Den lange turné blev en uforglemmelig oplevelse. Bodil blev fyldt op af al den varme, som hun mødte undervejs på de hundredvis af kilometer fra Gedser til Skagen i det, hun kalder “guldkantsdanmark”.

– Vi kørte ad lange mørke veje, og så ankom vi pludselig til de her fantastiske steder, gymnastiksale, små kulturhuse, forsamlingshuse og gamle togvogne, der er omdannet til teater. Det er så privilegeret at opleve. Og utroligt at møde de frivillige, som gør en kæmpe indsats for at få det hele op at stå og værner om kulturen. Det har været en stor del af oplevelsen.

Sådan en turné gør hende så glad ved at lave det, hun gør. Men selvfølgelig er der også ulemper ved hendes fag. Den største er ensomheden.

– Man er alene, både med de valg, man træffer, og de store beslutninger. Skal jeg være med i det eller det, og skulle jeg have gjort noget andet? I en periode er man tæt sammen med andre skuespillere, det er vidunderligt, og der kan opstå tætte, tætte venskaber, men bagefter skilles alles veje. På den måde er det også meget flygtigt. 
 
Det er netop grunden til, at hun er lykkelig for at være med i “Badehotellet”, som fortsætter med en fjerde sæson.

– Det er blevet en tv-familie, som jeg holder af at vende tilbage til. Jeg har det meget fornøjeligt med de andre skuespillere, ikke mindst køkkenpigerne, Ena Spottag, Ulla Vejby Kristensen, Merete Mærkedahl og Rosalinde Mynster. Ofte glemmer jeg helt, at jeg er så meget ældre end dem. 

Selve optagelserne oplever hun lidt som en tidsrejse tilbage til sin egen barndom.

– Både min far og mor kom fra store slægtsgårde, som de blev ved med at føle sig knyttet til, selv om de boede i Vejen. De levede sammen i over 60 år i en murermestervilla, som er det tætteste på en bondegård, man kommer i byen. Vi havde en kæmpe have med en stor køkkenhave. Så jeg har set masser af madam Blå-kander og køkkener med rulle­pølsepresser.

Det er det mærkelige, men også det smukke ved at blive ældre, siger hun, at man har så mange minder og så meget livserfaring.

– For erfaringerne kan jo både være af det gode, det hårde og det barske, de har alle mulige facetter og nuancer. Jeg har været gennem mange sorger i de senere år, hvor jeg blandt andet har mistet mine forældre. Og alligevel føler jeg, at jeg er på vej det rigtige sted hen, og at mit liv er faldet i hak. Der bor stadig en ung pige i mig, som er fuld af mod, livskraft og humor. Jeg er ikke den, der går rundt og tysser på ungdommen – jeg er med på den værste. 

Det med at holde fast i sit unge jeg medvirker hendes børn også til, ikke mindst Rigmor på syv, som hun fik, da hun var 47. 

– Rigmor genoplader mig med sin energi. Sammen med hende kan jeg altid lidt mere, end jeg tror.

Tid til eftertanke

Psykisk synes hun ikke længere, hun er påvirket af traktorulykken. 

– Men ulykken har været lidt medvirkende til den livsændring, vi har foretaget i familien. I 12 år har jeg boet med min mand og mine børn i en andelslejlighed på Nørrebro, men nu har vi solgt den og vores sommerhus og er flyttet ud i et lillebitte rækkehus til et enklere liv. 

– Jeg vil altid elske mangfoldigheden på Nørrebro, men det er også fint at være listet ned ad en vej i Lundtofte og bo med udsigt til skoven.

Hun er stadig lidt i en tilvænningsperiode. Lørdag over middag kan det godt føles stille i forstaden. Så tager hun sig selv i spekulere på, om de er levende inde ved siden af. 

– På den anden side får jeg netop med stilheden mere plads til alt det, der måske ikke har været plads til længe: en tur i skoven eller på museum, tid til at læse en bog og tid til eftertænksomhed.

I samme hug er hendes ældste søn, Johannes på 19, flyttet hjemmefra.

– Han blev på Nørrebro. Det er godt, for så kan jeg snige mig derind og drikke kaffe med ham og sniffe lidt storby. 

Det eneste problem lige nu er, at vejene i hendes nye kvarter ligner hinanden, og det gør hende forvirret. Stisystemerne skal hun også i gang med at udforske. Hendes mand ryster på hovedet ad hende, når hun kommer hjem og fortæller, hvordan hun kom fra A til B. Stedsans har hun ikke meget af.

– Men jeg har allerede fundet en god ven blandt naboerne. En dame, som jeg holder af at få en sludder hos. Hun er langt oppe i 80’erne og kan fortælle om alt, hvad der er sket i kvarteret de seneste 40 år.

Foto: Petra Kleis

Ansvar for fællesskabet 

Hvis Bodil måtte have lov til at ønske, ville hun gerne have mere tid i sit liv. 

– Og så ville jeg også ønske, at de politiske ledere gav sig tid til at samle sig i en tænketank for at finde ud af, hvordan vi fordeler goderne og hjælper hinanden, så godt vi kan, så den her verden kan rejse sig igen og komme i balance. Det går mig på, at vi ikke kan gøre det bedre, når vi nu har midlerne og ressourcerne. I mit nære liv vil jeg gerne tilbringe mere tid med Rigmor. Vi er begyndt at gå til svømning sammen, det er rigtig godt for mig.

Traktorulykken har været med til at minde hende om, hvor kostbart livet er, og hvor nemt man kan miste det.'

– Jeg synes jo, at jeg har fået en chance mere. Det betyder, at jeg skal gøre mig umage for at gøre det endnu bedre i det liv, jeg har tilbage. Jeg går og tænker meget på min far, som døde i 2012, men stadig er meget levende for mig. Han tog sig af min mor i de ti år, hun var dement. For ham var det ikke vigtigt at komme til Berlin eller Provence – det vigtigste var at tage sig af sine kære. Selv om det må have været hårdt for ham, oplevede jeg ham aldrig som bitter. Tværtimod blev han mere og mere nysgerrig. Det var enestående, synes jeg.

– Han nåede at sætte sit præg på os, sine børn, og at få podet ind i os, at man skal opføre sig ordentligt og tage ansvar for fællesskabet. Det er det, jeg også gerne vil give videre. Jeg er sikker på, at det bringer en længere end så meget andet.

LÆS OGSÅ: De første kvinder i jobbet | Pia Kjærsgaard

Læs mere om: