INTERVIEWS

INTERVIEW | Christina er den første danske kvinde, der kører Le Mans

Christina Nielsen er racer­kører og den første danske kvinde, der kører det berømte 24-timers racerløb Le Mans. Hun er 24 år og kører for Ferrari og har været på banen, siden hun kørte gokart første gang som 13-årig. Hun har kørt mere seriøst siden 2008.

Hvordan begyndte din racerkarriere?
Jeg sad i en gokart første gang, da jeg var 13 år gammel. Jeg kom tilfældigt med til et gokartarrangement, hvor vi kørte i udlejningsgokarts, og den dag forelskede jeg mig i sporten. Jeg gik efterfølgende hjem og spurgte min far, om vi kunne tage ud at køre, og så tog han mig med ud på Roskilde gokartbane, som senere blev min hjemmebane. 

Hvad har det krævet af dig at komme så langt?
Det har virkelig krævet mange seje kampe. Det er ikke let at klare sig i motorsport, og det er mentalt hårdt. Der er flere nederlag, end der er sejre, og man skal virkelig være mentalt stærk. Det handler selvfølgelig også om budget, om at møde de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt – og ikke mindst performe på det rigtige tidspunkt foran de rigtige mennesker. 

LÆS OGSÅ: INTERVIEW | Danmarks første kvindelige fodbolddommer i herreliga

Tror du, det har krævet ekstra af dig, fordi du er en kvinde?
Jeg tror, det tager længere tid for en kvinde at bevise, at hun kan det samme som mændene, for der er mange fordomme om kvinder og bilkørsel. Når det så er sagt, er det ikke nemt for nogen kører at nå til et løb som Le Mans. Det er en kamp for alle. Det vigtigste er, at de mennesker, man arbejder sammen med, tror på en og har en positiv indflydelse på ens karriere. Derfor er jeg også meget selektiv, når det kommer til, hvem jeg skal arbejde sammen med. 

Fordomme som at kvinder ikke kan køre bil, hvad siger du til dem? 
Ja, dem lytter jeg ikke til. De ved jo tydeligvis ikke, hvad de taler om.

Hvordan er det at vide, at du er den første danske kvinde, der har kørt Le Mans?
Det er selvfølgelig fedt, at man kan være med til at skrive en form for danmarkshistorie. Jeg håber, at det kan være med til at inspirere andre kvinder, som lever i mandsdominerede brancher. De skal bare blive ved med at kæmpe for det, de vil opnå, også selvom der kan være udfordringer. Men generelt er jeg stolt over at være endnu en kører, endnu en dansker, som får lov til at deltage i et så legendarisk løb. Det er en drøm, der endelig går i opfyldelse. 

Hvorfor tror du, at ingen kvindelig, dansk racerkører har kørt Le Mans før dig? 
Jeg tror, at kvinders odds er dårligere end mænds. Der er klart flere mandlige racerkører, så derfor er chancen for en kvindelig Le Mans-kører mindre. Men jeg er glad for, at vi nu har muligheden for at ændre de odds. 

LÆS OGSÅ: De første kvinder i jobbet | Pia Kjærsgaard

Hvordan har du oplevet ikke at have en kvindelig rollemodel at køre i sporet af?
Jeg synes, der er mange inspirerende mennesker, også selvom de måske ikke lige er kvindelige racerkørere. Der er mange, som har kompetencer, som også kan inspirere mig inden for motorsport. Jeg har det sådan, at en kører er en kører, og en bil kan ikke mærke forskel på, om det er en kvinde eller en mand, som sidder bag rattet. Men Tom Kristensen og Allan Simonsen har inspireret mig. 

Hvordan er det at være kvinde i en så mandsdomineret branche?
Jeg synes faktisk, at jeg har det godt socialt, når jeg er på arbejde. Jeg har efterhånden opbygget mig en god vennekreds inden for motorsporten. Der er selvfølgelig altid jokes og snakke om kvinder, hvor jeg ikke kan være med, men det har jeg nu ikke det helt store problem med. Nogle ting skal man bare lade gå ind ad det ene øre og ud af det andet. 

Hvad er dine karrieremæssige mål for fremtiden? 
Jeg vil gerne komme til at leve af det. Det helt store ville være at få en fabrikskontrakt, men lige nu prøver jeg bare at tage et år ad gangen.

LÆS OGSÅ: PORTRÆT | Kom tæt på Vibeke Windeløv

 
Læs mere om: