parterapeut
Stine Heilmann
INTERVIEWS

INTERVIEW | INs parterapeut fortæller sin egen kærlighedshistorie

Parterapeut Katrine Axholm har, med egne ord, pillet navle det meste af sit voksenliv. Så hun kender efterhånden sig selv ret godt. Hun ved fx, at hun har det med at fylde for meget. Men det tager hun sig ikke af. I hvert fald ikke mere

Katrine Axholm er ikke typen, der sniger sig langs panelerne. Tværtimod hopper hun gerne i en farverig poncho og tager et billede af sit eget spejlbillede i en butiksrude – og lægger det på Facebook, hvor hendes 1.064 venner kan læse, at ”lille Pocahontas har første dag efter ferien.” Katrine heller ikke så meget som rødmer, da en fremmed mand afbryder vores caféinterview med kommentaren: ”Jeg vil snart i terapi hos dig!” Faktisk svarer hun kækt, at det skal han da være velkommen til.

Hvis Katrine søgte arbejde – og det gør hun ikke, for hun er meget glad for sit virke som parterapeut – men gjorde hun, ville hun (modsat mange af os andre) skrive det med versaler på Facebook: ”NETVÆRK! HER ER JEG! JEG HAR BRUG FOR HJÆLP!” Opråbet ville give pote med det samme. Dét er i hvert fald min fornemmelse efter at have tilbragt mindre end 10 minutter med Katrine. Hun virker som en, der får ting til at ske. Og hvorfor egentlig også hviske, når man kan råbe – og hvorfor gå i sort, hvis man har lyst til at være farverig?

Lidt af en rappenskralde

Lige så selvsikker 43-årige Katrine er i dag, lige så famlende var hun før i tiden. Den unge Katrines usikkerhed kom blandt andet til udtryk ved, at hun gjorde det, hun troede, andre forventede af hende. Hun larmede. 

– Jeg har indtil for cirka 10 år siden haft en forestilling om, at andre syntes, jeg var for meget. At jeg grinede for meget og for højt og flirtede for meget. I alle sammenhænge var det dét, jeg fokuserede på: ”Taler de om mig? Kigger de på mig? Er jeg for meget?”. Det er ikke sundt at have antennerne så meget ude, som jeg havde, siger Katrine og giver et eksempel:

– Hvis du kan sidde her sammen med mig og ikke er optaget af, hvad jeg mon tænker om dig, kan du passe dit arbejde. Har du derimod travlt med, at jeg skal kunne lide dig, er du på stikkerne. Det er meget anstrengende ikke at kunne blive i sin egen forhave. Det var det også for mig; det sled mig op, fortæller Katrine.

Hendes latte bliver kold i kruset. Ordene er mange og falder hurtigt, som kun ord, der er blevet sagt igen og igen, kan gøre. Terapeuten Katrine har i adskillige år været klienten Katrine. Det vender vi tilbage til. Nu skal det handle mere om den unge Katrine.

– Jeg har i mange år lignet en person, der havde styr på det. En, der kunne sige til og fra, og som var lidt af en rappenskralde. Jeg havde den her idé om, at jeg skulle være stærk og tydelig, for hvis jeg ikke var det, ville jeg ikke slå til. Men i bund og grund var jeg smadderusikker, fortæller Katrine.

Og fordi andre var vant til, at hun var for meget (eller det troede hun i hvert fald, de var), blev hun for meget. Det kendte er trygt, også selv om det kendte ikke er godt. Mønstret kan Katrine sagtens se i dag. Dengang? Nej. Det var faktisk først, da hun som 25-årig begyndte i terapi, at det gik op for hende, hvorfor det var så svært at være hende.

I terapi som 25-årig

Historien om Katrine er på mange måder også historien om Morten, for de to har fulgtes ad i mere end 20 år. De mødte hinanden på Jazzhouse Montmartre i København. Det var her, man kom, dengang i 1989. Katrine var af sted med en gymnasieveninde, og pludselig stod han der – med tilbagestrøget slikhår og i nålestribet jakkesæt og vinrøde cowboystøvler som en anden mafioso. Katrine var, fortæller hun, ved at tisse i bukserne over, hvor lækker Morten var. Og rædselsslagen for, at han ville falde for hendes veninde. Det gjorde han ikke. Han valgte Katrine med mellemrum mellem fortænderne og viltert hår. De spiste morgenmad på en egyptisk restaurant på Israels Plads, og det blev starten på et forhold med stor kærlighed, men også med store konflikter:

– Jeg var lidt af en dramaqueen og kunne blive meget jaloux, hvis Morten viste en anden kvinde opmærksomhed. For eksempel var han begejstret for Caroline Hendersons musik, og det førte til et stort skænderi, for Morten forstod selvfølgelig ikke, hvorfor jeg havde så travlt med at nedgøre hende.

Forholdet til Morten varede mindre end to år. I første omgang.

– Da jeg var 20, arbejdede jeg som bartender på Peder Oxes Vinkælder. Her opdagede jeg, at der var mange andre dejlige mænd i verden, og så forlod jeg Morten, som blev dybt ulykkelig, siger Katrine.

Efter bruddet mødte hun en østrigsk mand, som hun boede sammen med i Østrig i fire år. Da det gik i stykker i 1995, vendte hun næsen hjem til Danmark – og til Morten. 

– Ham skulle jeg da lige ud at drikke kaffe med, griner Katrine.

Hendes latter er høj, men ikke for høj. Så kigger caféens gæster ekstra meget på netop hende, handler det snarere om det, ingen af os kan performe, træne eller læse os til: udstråling.

På et tidspunkt overvejede Morten at arbejde med sig selv på et terapeutisk plan. Og meget karakteristisk for Katrine – i hvert fald 25-årige Katrine – kom hun ham i forkøbet.

– Jeg tænkte straks: ”Dét skal jeg også!”. Og så begyndte jeg i samtaleterapi hos min første terapeut, Linda, fortæller Katrine.

Hun gik hos Linda en gang om ugen over et par år. Terapien ændrede først og fremmest Katrines selvopfattelse.

– Jeg fandt ud af, at min jalousi og dramatiske opførsel bundede i usikkerhed, men at det var okay at være usikker. Alle mine følelser var okay at have, og jeg var værd at elske. I dag har jeg lært at finde ro med, at nogle mennesker synes, jeg er for meget. Jeg er mig, og det er okay, siger Katrine.

Terapitimerne betød også meget for forholdet til Morten:

– Jeg lærte at kunne sige, at jeg var bange for at miste ham. Det fandtes slet ikke i mit univers før, for jeg troede ikke, han ville have mig, hvis jeg viste den sårbarhed. Men det gik op for mig, at jeg var svær at elske, indtil jeg lukkede ham ind i den sårbarhed. Jeg lærte også, at jeg ikke altid havde ret, og at kunne sige undskyld.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'Er det for sent at redde kærligheden?'

Er der ikke mange usikre 25-årige, der klarer sig uden professionel hjælp?

– Jo. Noget hørte selvfølgelig min alder til. Men har du haft en tryg og stabil opvækst og har lært at holde af dig selv som den, du er, kan den almindelige usikkerhed, du oplever i 20’erne, ikke sammenlignes med den usikkerhed, du bærer rundt på, hvis du hele tiden tvivler på, om du er god nok, svarer Katrine. 

Lærte at tage sig af sig selv

Katrine er vokset op i et pænt og almindeligt villakvarter i Holte. Hendes forældre var kun 15 år, da de mødte hinanden, og 21, da Katrine kom til verden. Ægteskabet begyndte at knirke, og da Katrine var 11 og hendes lillesøster ni, gik deres mor fra deres far til fordel for en anden mand. 

– Mine forældre håndterede sgu ikke skilsmissen særlig godt. Min far var meget vred og bitter, og min mor prøvede at klinke skårene. I den periode blev jeg overansvarlig. Når de voksne ikke kunne finde ud af at være voksne, måtte jeg jo være den, der passede på min lillesøster og vores hund Eliza. Jeg skulle være stærk og klare det hele. Men jeg græd mig i søvn og bebrejdede min mor og far: ”Jeg er stadig kun ved at blive stor, og så gør I det her mod mig!”.

Eliza, som døde mæt af dage, da Katrine var 19, endte med at spille en vigtig rolle, da hun seks år senere gik i terapi. For noget af det første, terapeuten opfordrede hende til, var at skrive et afskedsbrev til Eliza.  

– Jeg fik hunden, da jeg var seks, og den havde fulgt mig tæt gennem mine forældres skilsmisse. Den var det eneste, der var steady. Da jeg skrev brevet, gik det op for mig, hvor stor og voldsom en sorg jeg havde båret rundt på, siden hun døde. 

Afskedsbrevet bandt en sløjfe på sorgen. Brevet gjorde også, at jeg for første gang opdagede mit indre følelsesliv. Langsomt begyndte jeg at rense ud, også i forhold til mine forældre og det svigt, jeg følte. Først og fremmest lærte jeg at tage vare på mig selv.
 


 

Kedede sig i forholdet

Tilbage til 1995 og kaffen, som Katrine foreslog Morten, men som de faktisk aldrig nåede til. I stedet blev de kærester igen, og i 1998 blev de gift. I dag bor de i Gammel Holte, tæt på Katrines barndomshjem, og har Markus på 15 og Naja på 13. Katrines ægteskab er ikke rosenrødt, men hun og Morten har det grundlæggende godt sammen. Hun bruger ord som ”dyb kærlighed”, ”respekt” og ”kommunikation”, når hun fortæller om deres forhold. Men da børnene var små, og inden Katrine gik i gang med et realisere sin ambition om at blive terapeut, fik de en krise. Ikke den slags, der bunder i en dum misforståelse eller søvnunderskud. En rigtig krise, der ikke lod sig løse med en snak, et kys eller et forsoningsknald.

– Vi var ædt op af småbørn, praktik og hverdag, og jeg kan huske en episode, hvor vi spiste på den italienske restaurant Fiasco – af alle steder. Vi havde endelig en børnefri aften. 

Og så sad vi der … ”Nå. Men vi skal vel også have fejet indkørslen”. Jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle tale med min mand om! Jeg kunne finde på 10 andre mænd, jeg hellere ville ud at spise med. Så jeg gik på kommunekontoret og græd. En virkelig sød dame sagde, hun ville hjælpe mig med at finde en lejlighed, men så langt kom jeg ikke …

Hvorfor ikke?

– Morten er far til mine børn, og vi har en lang historie sammen. Det er værdifuldt. Og det ville jeg gerne blive og kæmpe for, svarer Katrine.

Hun tager en slurk kold kaffe og kommer så lige i tanke om noget:

– Jeg var til yoga med min mand i dag. Han lå ”et par damer væk” fra mig, og jeg lå og tænkte på, at jeg kender hver en millimeter af hans krop. Det er dejligt, synes jeg.

Hvad er sand kærlighed?

Katrine begyndte på Psykoterapeutisk Institut i 2002. Og havde hun pillet navle, da hun var i 20’erne, var det intet imod, hvad hun gjorde på uddannelsen, mens hun var i 30’erne. Hvor selvransagelse er godt for de fleste forhold, var Katrines selvransagelse – kombineret med den nye faglige viden – det stik modsatte for hendes og Mortens forhold.

– Jeg fik så megen indsigt og så mange wow-oplevelser. Jeg troede, jeg havde set lyset, og fordi Morten er så forskellig fra mig og gør mange ting på en anden måde, syntes jeg, han gjorde alting forkert. Jeg havde i det hele taget meget travlt ovre hos ham i nogle år. Jeg er meget vedholdende, og det tog mig faktisk flere år at finde ud af, at han ikke behøvede at gå min vej, fortæller Katrine.

Caféen, vi sidder på i Hellerup uden for København, ligger ikke langt fra Katrines praksis. Det er alle mulige slags problematikker, hun hjælper sine klienter med, blandt andet usikkerhed, som hun kender så godt fra sig selv. Og overansvarlighed, som netop kan komme til udtryk ved, at vi (for det er især et kvinde-issue) bevæger os ud af vores egen forhave – og ind i vores mands.

– Jeg har selv været overansvarlig i årevis, for det er jo det, jeg har med mig fra min opvækst. ”Nej, skat, du skal ikke skære tomaterne ud sådan der. Det er bedre sådan her”. Tidligere kunne jeg sgu finde på at ringe til Mortens tandlæge og booke en tid til ham. Selv om det jo ikke ragede mig! Eller sørge for en frisørtid til ham, når jeg syntes, han trængte til at blive klippet. Når min mand sagde fra, blev jeg frustreret – jeg prøvede jo bare at hjælpe! Men i virkeligheden skulle jeg jo slippe det – og tage vare på mig selv, som jeg lærte hos Linda i sin tid.

Nu er det igen parterapeuten, der taler. Til mig, sig selv og også til de mange kvinder, der opsøger hende, fordi de ikke længere kan mærke sig selv. Det første symptom på, at vi ikke længere kan mærke os selv, kan være, at vi ikke længere elsker ham, vi er sammen med (eller tror, vi ikke længere elsker ham). Og så er vi tilbage ved overansvarligheden. For når vi ikke længere kan mærke os selv, handler det faktisk ofte om, at vi i årevis har taget vare på andre end os selv, understreger Katrine:

– Vi er selv ansvarlige for, hvordan vi har det. Forstået på den måde, at vi har travlt med at sige til andre, at de ikke forstår os eller aldrig lytter til os, men vi kan ikke give andre skyld for, hvad vi føler, eller hvordan vi har det. Det sker inden i os selv. Vi kan sige, at vi bliver kede af det, når vores kæreste gør et eller andet, men vi kan ikke tillægge ham det motiv, at han vil gøre os kede af det med vilje. Eller forvente, at han gør noget andet, så vi kan føle os elskede, forståede eller sete. Men det gør vi! Og det er dét, der giver alle komplikationerne i vores forhold. Hvis vi tager mere ansvar for os selv, er vi ikke så afhængige af, at andre skal opføre sig på en anden måde.

LÆS OGSÅ: Parterapeutens klumme: 'Om at ønske sig det, man ikke selv kan levere'

Hvordan gør man så det?

– Ved at blive bevidst om, hvad der egentlig sker. I stedet for at have fokus på, hvad din kæreste gør eller ikke gør, bør du vende fokus hjem og mærke, hvad der sker med dig, svarer Katrine.

Hun giver et eksempel med en klient, hvis kone vil skilles mod hans vilje. Han giver Katrine oplevelsen af, at han føler, han mister mere end ’bare’ sin kone, børnenes mor og den store kærlighed. Han bruger ord som ’håbløs’, ’intethed’ og ’tomhed’, når han taler om skilsmissen.

– Han er kommet til at placere ansvaret for sin egen lykke hos konen. Når hun så går, er han på røven. Så det er simpelthen et spørgsmål om at være villig til at se på sig selv på godt og ondt og huske sig selv på, at når den anden siger et eller andet, gør han eller hun det af en årsag, men hvordan du håndterer det, og hvad det får frem i dig, ja, det er faktisk dit eget ansvar. Det er det, jeg lærer de par, jeg har i terapi. Når det fungerer i praksis, kan der i virkeligheden først opstå kærlighed. Det andet er ikke et kærlighedsforhold. Det er et afhængighedsforhold.

Lever du selv i et kærlighedsforhold?

– Jeg tror, vi søger og forelsker os i personer, der kan lære os allermest om os selv. Morten og jeg er vidt forskellige. Det, der blev vendepunktet for os, var, at jeg med tiden lærte at slappe mere af i den, jeg er. Siden har jeg bevaret en nysgerrighed over for Morten og den, han er. Nysgerrighed på den andens indre liv er det, der holder et parforhold i live: ’Hvem er han, hvad tænker han på, hvad drømmer han om, hvad mener han om politik, relationer og så videre?’. Vi har jo alle, hvis vi har adgang til det, en uudtømmelig cambodjansk jungle bestående af sanseindtryk, fantasier, tanker, følelser og drømme i os, og så kan vi sidde på den der berømte hvide bænk i Skagen og stadig synes, det er interessant at finde ud af, hvem den anden er. Selv om vi er 65 år og har været sammen et helt liv, siger Katrine.

Bevæger du dig aldrig ind din mands forhave mere? 

– Min mand er ved at søge job i Italien. Og jeg er lige bag ham: Whatever makes you happy. Vi må løse det, skat. Den ultimative kærlighed er i virkeligheden at kunne sætte hinanden fri. 

Jeg ville ikke selv kunne praktisere det helt ud i den yderste konsekvens, som et åbent forhold, men jeg tænker, at det er den ultimative kærlighed: At lade sin partner få al den stimulation og alt det, han eller hun gerne vil, så længe han eller hun er nærværende derhjemme, siger Katrine.

Hun regner ikke med at blive arbejdsløs som parterapeut lige foreløbig. Kærlighed er som bekendt et evigt aktuelt emne, og selv om det ofte er nemmere at blive skilt end at blive og arbejde med sig selv og sit forhold, er der mange, der vælger netop det, fortæller Katrine.

– Jeg har enormt meget respekt for mine klienter, der tager kampen op for kærligheden. Det kræver sgu nosser.