Suzanne Brøgger
INTERVIEWS

Interview med Suzanne Brøgger: Verden er løbet løbsk

Bogaktuelle Suzanne Brøgger er en af Danmarks mest markante skikkelser med et stort og vigtigt forfatterskab i rygsækken. De færreste kender dog hendes passion for miljøet. Selv da Suzanne Brøgger skrev om indersiden af kvinders seksualliv, var det også en hyldest til Moder Jord.

Blå bog: Suzanne Brøgger

  • Født 18. november 1944 i København
  • Studierne i russisk og fransk ved Københavns Universitet forblev uafsluttede
  • Suzanne Brøgger er kendt for at bruge sig selv og sit liv i sit forfatterskab. Hendes debut som forfatter var ‘Fri os fra kærligheden fra 1973. I år er det 40 år siden, klassikeren ‘Creme Fraiche’ udkom
  • Hun har vundet en buket af litteraturpriser: PH-prisen, 1975. Weekend Avisens Litteraturpris, 1980, Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers Pris, 1981. De Gyldne Laurbær, 1981. Rhodos Rose, 1984, Ingrid Jespersens pris, 1984. Gabor-prisen, 1987. Holberg Medaljen, 1992. Hammerichprisen, Louisiana, 1993, Dansk Kvindesamfunds Mathildepris, 1996, Søren Gyldendal Prisen, 1999, Rungstedlundprisen, 2005, Dansk Litteraturpris for Kvinder, 2006 og Bebop-prisen, 2013.
  • ’Norsk omelet’ udkommer på Gyldendal 24. april.
  • Følg hende på Twitter: @suzannebroegger

LÆS OGSÅ: Jeanette Bronée vil ændre businessverdenen med bløde værdier

Spørger man Suzanne Brøgger, er verden i gang med et paradigmeskifte i samme tunge vægtklasse, som da videnskaben i middelalderen forkastede ideen om, at jorden var flad som en pandekage, opdagede fysikkens love og søsatte stjernekort på himlen.

Kortsynethed og egoisme skal vige for et nyt målebånd for vores handlinger, som tager hensyn til fremtidige generationers ve og vel gennem miljøet.

Den indstilling løber i blodbanerne på alle indianerstammer i USA – og har gjort det altid, fordi de oprindelige folk i USA lever efter det såkaldte ‘syvgenerationsprincip’: En beslutning skal måles og vejes, i forhold til hvad den vil betyde for de næste syv generationers liv.

– Vi er kommet til en ny verdensorden, som handler om, at vi må se flere generationer frem. Aristokraterne har altid tænkt et par generationer frem – at godset kun er til låns, og de skal tænke på, hvem der fører det videre.

– Nu er vi alle nødt til at blive aristokrater og indianere og lave vores arvemasse om, for det ligger ikke i vores dna at se flere generationer frem. Vi skal tage den bevidsthed, at alt hvad vi gør, har en betydning for fremtiden, ind, siger hun.

I år er det 40 år siden, at Suzanne Brøgger udgav ‘Creme Fraiche’, som satte Danmark på den anden ende med sin selviscenesættende hovedperson.

Rigdom forandrer mennesket, når selv garageanlæg bliver varmet op, så Porschen ikke fryser.

– Vi mister sansen for, hvordan det er at leve i elendighed. Vi mister fantasien, og man kan kun referere til sig selv eller sammenligne med naboen. Så man bliver mere og mere provinsiel, selv om det er en globaliseret verden, vi lever i.

Fra jord til bord

At sidde i Suzanne Brøggers selskab føles som at være i audiens hos det tibetansk-buddhistiske overhoved, Dalai Lama, selv om han nok er genfødt en del flere gange og står højere på rangstigen som religiøs og politisk leder af et folk og et land på begge sider af Himalaya-bjergkæden.

Hendes ro er massiv som et bjerg. Hendes latter perlende, klukkende – ligesom Dalai Lamas er kendt for – uden rust og støv på, selv om fødselsattesten siger 1944. At bevare roen på zen-agtig vis, samtidig med at verden bliver tygget og fordøjet i store mundfulde, er en øvelse, som Suzanne Brøgger har øvet sig på længe.

– Det er den balance, jeg prøver at opretholde, og som jeg har øvet mig på i næsten 50 år. Det er som en indånding og udånding – jeg tager verden ind og ånder ud, når jeg kommer tilbage til min himmel.

‘Himlen’ eller ‘ørkenen’ er Suzanne Brøggers egne ord for den gamle skole i Løve i nærheden af Slagelse, som hun købte, da hun var i 20’erne. Hvorfor forklarer hun senere.

– Jeg flyttede jo for 100 år siden ud i ørkenen. Derud hvor ingen vil bo. Der dyrker jeg alt muligt. Men jeg bliver nødt til at indrette mig efter naturen. Jeg kan ikke have mine roser mere, fordi det er rådyrenes morgenmad. Nu prøver jeg med noget, som de ikke kan lide, fx liljer og klatreroser – de tør ikke komme tæt på huset.

– Jeg vil også plante en eng – det har jeg altid drømt om, men jeg har ikke tænkt, at det kunne lade sig gøre i en gammel skolehave med træer, som er over 100 år gamle. Træernes rødder er lige så lange som stammen. Hele haven er gennemtrawlet af rødder og jordvarmeanlæg. Derfor blev mine kartofler på størrelse med hasselnødder, men jeg har min lille urtegård.

Lejligheden i København på bagsiden af Christiansborg er kun til hurtige pitstop og mediebesøg som i dag. At skrive bøger, holde foredrag og tale med journalister er også en form for udånding i konkret form, hvor Suzanne Brøgger deler ud af sine tanker.

Engang var Suzanne Brøgger selv journalist – krigskorrespondent under Vietnamkrigen for Politiken, skrev reportager fra Libanon og PLO-lejre, hvilket var modigt set i lyset af hendes jødiske herkomst. Hun var skuespiller og tv-vært i Danmarks Radios sort/hvide-dage for at tjene til studierne og deltog som opinionsdanner mange steder.

Til bords med Paul Auster

Men fotografer har Suzanne Brøgger aftjent sin værnepligt over for. Udseendet kan ellers sagtens holde til kameraets afslørende lup, for hun er stadig meget smuk. Vandmærket som tidligere model træder tydeligt igennem. Øjnene – stadigvæk – sortmalede af kohl, som er hendes personlige signatur gennem årtier.

Med sit nej til fotos vender Suzanne Brøgger også ryggen til Facebook og Instagram, hvor mange af nutidens kvinder viser alt frem for alle. Hun er at finde på Twitter, hvor hun også finder stor inspiration og ny indsigt i de links, som andre poster.

– For at kunne skrive skal man have en plov, som går dybt ned i jorden. Det skal være en dyb plovfure, for at tingene rigtig kan gro. Det kan ikke nytte kun at kradse i overfladen med en lille rive. Men det gør ikke noget at noget er anstrengende, hvis det er meningsfuldt.

Derfor har Suzanne Brøgger gennem mere end to år skrevet på bogen ‘Norsk omelet’. Det er en hyldest til Norge, som hun har zigzagget sig igennem på opfordring af en norsk forlægger. ‘En norsk selfie’, som hun selv kalder den. Bogen er fyldt med sjove, hjertevarme anekdoter, interessante betragtninger og møder med spændende norske kulturpersonligheder som Jan Kjærstad, Åsne Seierstad og Karl Ove Knausgård.

Suzanne Brøgger sætter sin hat, som hun vil – dengang og i dag . – De helt unge bliver inspireret af, at der er nogle oldgamle, der har gennemlevet så mange samfundsomvæltninger, mener hun.

Titlen er opkaldt efter en dessert, hvor marengs lægger sig som en iglo ud over is og bliver gylden i ovnen, mens isen forbliver kold. Den serverer hun i New York for forfatterparret Siri Hustved og Paul Auster.

Stilen i bogen er let som marengs og virker henkastet, selv om den er gennemreflekteret. Suzanne Brøgger udnævner sig til ‘flødeskumsvagabond’ og agerer antropolog med et dobbeltblik, der afdækker Norges kulturbærende lag.

Hun mener, at det er vigtigere end nogensinde, at de nordiske søstre Danmark, Sverige og Norge står sammen i et såret EU, som slår revner og sprækker med Storbritanniens afgang. Norge ikke som direkte medlem, men dog med i Schengen-samarbejdet. Også Ruslands skygge over Europa kræver et nyt sammenhold af Norden.

LÆS OGSÅ: 5 ting du skal vide om gråt hår

Oraklet fra Løve

Hun svarer præcist og respektfuldt på spørgsmål uden verbale om- og biveje. Hendes svar står rungende og sitrende i al deres enkelhed tilbage i luften. Havde Suzanne Brøgger levet i en anden tid, kunne hun snildt have været stand-in for Oraklet i antikkens Delfi.

Selv om alle i dag har adgang til ‘breaking news’ på samme tid, ser Suzanne Brøgger sammenhænge og mønstre, hvor vi andre blot ser en tekstbid eller et 20-sekunders tv-indslag. Hun har holdninger til terror, new public management-kulturen i det offentlige, hvor alting skal måles og vejes, samt den skræmmende erodering af selve fundamentet for velfærdsstaten – skattesystemet, som burde få samme kærlighed som et gammelt hus, der skal reparereres på hver dag, så det ikke skvatter sammen. Det er ingen overraskelse, at hun allerede som ung var penneven med den store amerikanske forfatter Henry Miller, der nok mest er kendt for ægteskabet med Marilyn Monroe.

Når Suzanne Brøgger udtaler sig, er der vægt og refleksion bag ordene – hun lægger ørerne til togskinnerne og kan høre toget komme buldrende længe før os andre. Hun mener, mennesket er i gang med at misse selve eksistensgrundlaget for livet, fordi vi lader os nøjes med nyhedsmediernes narresut af ‘breaking news’, som kører i sløjfe eller overser de store sammenhænge. Selve kommunikationen mellem mennesker bliver fattig, fordi sproget i medierne er hentet fra aktieanalytikernes eller sportens verden.

– Op- eller nedtur. Sejr eller nederlag. Smiley op eller ned. Helt aktuelt ses det også med den nye direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, der både er en komisk og tragisk klovn, fordi han er offer for nedskæringer, som slet ikke har nogen gang på jorden. Men så har man tænkt ‘den ordner han, fordi han er sibirisk pelsjæger’.

– Men spørgsmålet er, hvad et menneske kan – og jeg tror, at digitaliseringen har medvirket til at underminere dannelsesbegrebet. Derfor har du ikke så mange mennesker, der gider at gå på Nationalmuseet mere. Direktøren tænker på at lave det om til en rutsjebane. Men folk gider åbenbart ikke besøge museet, for det kan ikke konkurrere med interaktive computerspil, hvor man selv kan spille helten. Det kan man ikke foran en montre. Rane Willerslev er oppe imod tidsånden.

Isbjørne og aborter

Suzanne Brøgger tænker ikke på et klassisk småborgerligt dannelsesbegreb med rank ryg og at holde ordentligt på bestikket. Snarere rødder, der kan hjælpe én til at stå fast, når forandringens vinde blæser.  

– Hvis man har en ballast, har man noget at stå imod med over for breaking news og alt det, som vi bliver overfaldet med hver dag. Jeg tænker især på skønlitteraturen, hvor man kan lære, at de lidelser, som man står i nu, har folk stået i til evig tid. Det giver en tilgang til rigdomme, som man altid kan trække på, når man bliver fyret, skilt og syg. Så har man et dannelsesgrundlag, der kan hjælpe én.

På BBC’s hjemmeside er et af de mest sete klip en video af en tynd isbjørn, der hvileløst jagter mad på isflager, som bliver mindre og mindre på grund af den globale opvarmning. Samtidig fortæller radioavisen om løsladelsen af en kvinde i El Salvador, der har fået klippet 10 år af straffen efter at have siddet indespærret i 20 år på grund af en spontan abort, som dommeren mente, hun – ikke naturen eller vorherre – var arkitekten bag. Isbjørne og kvinder – umiddelbart to uforenelige størrelser, men Suzanne Brøgger rummer begge i sit hjerte ligesom FN’s 17 verdensmål (se boks), som verdens ledere har skabt konsensus om at arbejde for.

LÆS OGSÅ: Andrea Rudolph: Jeg går efter det, jeg vil have

– De forskellige agendaer har været spredt. Isbjørnene for sig. Kvinderne for sig. Koraldød for sig. Nu har vi langt om længe fået samlet det, hvor landene har skabt konsensus om, hvilke mål vi skal arbejde for – de er min ledestjerne. De er lavet på en sådan måde, at alle kan gå ud fra sin virkelighed og skubbe dem i den rigtige retning.

Klar til kamp

FN løber som en lyseblå undertråd i hele Suzanne Brøggers liv, og da hun på sin norske rundtur møder helvedes engle på motorcykler, føler hun sig hjemme, fordi de viser sig at være en gruppe ex-FN-soldater, der har været på mission i bl.a. Bosnien.

Hun er på alder med FN’s menneskerettighedserklæring (1948), voksede op inden for FN-systemets  mure, fordi hendes stedfar arbejdede i WHO, først på Sri Lanka og senere i Thailand, hvor Suzanne Brøgger også boede. I dag løber den lyseblå tråd videre til næste generation: Datteren har netop fået job i FN’s hovedkvarter i New York og fik en hjemmestrikket, pink ‘pussy-hat’ med, som var de kvindelige demonstranters foretrukne hovedbeklædning under de store folkemarcher imod USA’s præsident Trump i januar 2017.

Hilsnen fra mor til datter lød: ‘Man ved aldrig, måske skal du deltage i en revolution en dag, og så må du være ordentlig påklædt’.

Suzanne Brøgger mærker selv en stigende interesse fra yngre progressive mennesker, der vil forandring.

– De unge bliver inspireret af, at der er nogle oldgamle, der har gennemlevet så mange samfundsomvæltninger som Vietnamkrigen og for nogle af os Anden Verdenskrig, set professorvældet falde og til en vis grad patriarkatet om ikke falde, så i hvert fald rokke lidt i grundvolden. Vi er en generation, som bliver ved med at se frem og være interesseret i, hvad der sker i verden. Vi viser, at der er håb. Vi er ikke dømt til at acceptere, men kan protestere.

LÆS OGSÅ: 10 leveregler fra Mette Frederiksen

Den nyeste Balmain – eller hvad?

Vand er en af de værdifulde ressourcer, som Danmark tager for givet, men i Indien er der steder, hvor vandbrønde bliver beskyttet af bevæbnede vagter, og i Sydafrika kører Day Zero-projektet, hvor indbyggerne desværre har udsigt til en konkret udløbsdato for den sidste dråbe i vandhanen, hvis ikke forbrugsmønstre bliver lagt om.

– Jeg tænker sindssygt meget på vand og har skrevet meget om det i min bog ‘Sølve’, for da jeg flyttede på landet, var der ikke rindende vand – jeg skulle ud til en brønd. Jeg var med til kollektivt at oprette et vandværk for området. Vand er ikke kommet nemt til mig – jeg har ikke bare kunnet tage det for givet. Når man har boet delvist i Østen og andre steder, hvor man ikke bare kan åbne en vandhane, bliver man van(d)vittig bevidst om, hvad det vil sige at have et gode, som vi har.

Derfor glæder hun sig over, at EU er på vej med et vanddirektiv, som vil sikre alle borgere i EU adgang til ordentligt drikkevand – også på offentlige steder. Det vil også gøre plastikflasker med vand mere overflødige.

Allerede som helt ung arbejdede Suzanne Brøgger som krigskorrespondent for Politiken blandt andet i Vietnam, men hun har også rejst meget i Libanon, PLO-lejre i Palæstina og i det tidligere Sovjetunionen.

– Vi skal vænne os af med plastik. Så snart jeg hørte, at en bestemt slags karklude var lavet af mikroplastik, skiftede jeg dem ud til de gammeldags i bomuld, som skal koges. Jeg bruger også nødigt plastikposer.

Suzanne Brøgger skriver også bøger, møder op til receptioner for at støtte andre i at udbrede de 17 klimamål og har indvilliget i at køre i rickshaw med blæst i håret i København for at støtte, at ældre kan ringe efter en rickshaw, hvis balancen ikke længere holder til en cykeltur over de vindblæste broer. En cykel er bedre end en bil, som det hedder i FN’s verdensmål.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

C02-krævende oksekød har hun i mange år kun spist en gang om ugen, og det meste af hendes garderobe har altid været vintage. Først gik hun med sin bedstemors kjoler fra 1920’erne og 1930’erne og siden tøj fra eksklusive vintagebutikker i New York, som hendes amerikanske veninde finder til hende. De velhavende damer har ofte kun gået i tøjet en gang – hvis nogensinde. 

– Folk har altid troet, at jeg gik i den seneste Balmain-model, men jeg har aldrig haft nogen penge. Bare man gemmer sit tøj længe nok, skal det nok blive moderne igen.

Suzanne Brøgger er en varm fortaler for FN’s 17 verdensmål: 

1. Afskaf fattigdom
2. Stop sult
3. Sundhed & trivsel
4. Kvalitetsuddannelse
5. Ligestilling mellem kønnene
6. Rent vand og sanitet
7. Bæredygtig energi
8. Anstændige jobs og økonomisk vækst
9. Industriel innovation og infrastruktur
10. Mindre ulighed
11. Bæredygtige byer og lokalsamfund
12. Ansvarligt forbrug og produktion.
13. Klimaindsats
14. Livet i havet
15. Livet på land
16. Fred, retfærdighed og stærke insitutioner
17. Partnerskaber for handling
Se mere på verdensmaalene.dk

Vil ikke rette ind

Suzanne Brøgger har altid gået i det tøj, som hun bedst kunne lide, også selv om det kostede knubs: Hat, lakerede negle og høje hæle i 1970’erne, da andre kvinder i Danmark smed bh’en, gik i overalls som mænd og talte som havnearbejdere uden at være det.

Hun var aldrig en del af kvindebevægelsen, selv om kvinder brugte hendes bøger som katapultsæde til at komme ud af ægteskaber, tage elskere af begge køn og få mere ud af livet i det hele taget.

– Jeg gik den modsatte vej og fik mange hug for det. Jeg blev kaldt en burgøjser  Jeg kunne ikke holde ud at være en del af en bevægelse. Jeg var til et kvindemøde, og så tænkte jeg ‘nej, jeg er lige sluppet ud af min familie. Jeg vil ikke ind i et nyt system, hvor man skal rette ind’.

Der er stadig skjulte dresscoder for kvinder. Cannes Film Festival kræver fx stadig, at kvindelige stjerner skal gå i stiletter på den røde løber – ellers får de ikke adgang til prisuddelingen.

– Det er værre end en burka.

Suzanne Brøgger frygter et værdiskred i Danmark, når vi på den ene side fortæller kvinder af anden etnisk herkomst end dansk, at de ikke længere må være under familiens kontrol, og samtidig dikterer, at kvinder ikke må dække sig til.

–Man skal passe på, at vi ikke sælger ud af vores liberale værdier, hvor man har lov til at spise det, man vil, og have det tøj på, som man vil. Man skal i stedet gå ind der, hvor man kan få et konkret samarbejde med de kvinder, som det drejer sig om.

#metoo – for mange år siden

I ‘Norsk omelet’ afslører Suzanne Brøgger også, at hun blev overfaldet seksuelt af politimænd i Uzbekistan og flygtede ud af landet. Tørt konstaterer hun, at alle kvinder har oplevet et overfald i deres liv. Nogle skriver bøger om det, andre bruger #metoo, Hollywood-skuespillerinder møder op i sort tøj til prisoverrækkelser.

– Jeg har været ‘metoo-iseret’ lige fra starten. Jeg rapporterede om de forskellige former for overgreb, der var – og det var ikke kun politibetjente i de varme lande, det var også medierne. De overgreb antog mange forskellige former og dem rapporterede jeg om i mine artikler og i min debutbog, ‘Fri os for kærligheden’. Til forskel fra nu, hvor vidnesbyrd er anonyme, var jeg med navns nævnelse, og i mange år måtte jeg tage straffen for det. Jeg blev næsten krænket konstant. Konstant.

– Mænd, medier og kvinder krævede, at jeg skulle være på en bestemt måde for at leve op til deres forestillinger – jeg blev ædt fra alle hold. Det var i høj grad medvirkende til, at jeg flyttede ud i ‘ørkenen’ for at få fred, fortæller Suzanne Brøgger.

Hun bliver stadig stoppet på gaden – i dag mest fordi folk vil aflevere en venlig besked. Men tidligere modtog hun hadske breve og intime fortælleringer på skrift, hvor folk foldede deres seksualliv ud som en vifte.

– Hvis jeg kom til en reception, kom mænd hen og udtalte sig om deres seksuelle erfaringer, fordi de troede, at de kunne sige alt til mig.

Suzanne Brøgger satte bomme og pigtrådshegn op ved at gå med store hatte og ‘se så skræmmende ud som muligt.’

– Jeg har kendt til #metoo i 20 år, hvis det kan gøre det. Jeg synes, at det er godt, at det kommer frem – at hver generation må udtrykke deres erfaringer på deres præmisser. Den eneste kur imod det er den græske kærlighedsform eros. Kvinderne må tage deres egen eros til sig og blive bedre til at udtrykke, hvad de vil – og hvad man vil med sit liv, hvad man går efter, hvad man ønsker, håber og drømmer. Så er man meget stærkere.

– Med eros er du nødt til at gøre noget selv. Du er nødt til at række ud efter den anden og engagere dig i verden, prøve at lære noget om den, forstå den og engagere dig. Sådan forstår jeg det i hvert fald. Ellers er der en fare for, vi lukker os om os selv – og er os selv nok.

Det kan godt være, at tiderne skifter, og verden løber løbsk. Men Suzanne Brøgger står fast og siger det, som hun altid har ment.

LÆS OGSÅ: Amanda Collin - Nyudsprungetr superstjerne

Læs mere om: