Jacqueline Rabun smykker
INTERVIEWS

Jacqueline Rabun: ‘Jeg giver den menneskelige erfaring videre’

For Jacqueline Rabun er smykker mere end blot ting. De er historier og følelser, som knytter bånd mellem generationer. Mød den selvlærte smykkekunstner til en snak om smykker, der gør kvinder stærke og selvsikre.

BLÅ BOG: Jacqueline Rabun

Født i 1961 i Bitburg i Tyskland, opvokset i Anchorage i staten Alaska og Sacramento i Californien.

Selvlært smykkedesigner, fik sin første kollektion i det amerikanske stormagasin Barneys i 1990.

Designede i 2001 kollektionen Offspring for Georg Jensen, som netop er blevet relanceret med nye design.

Bor i London sammen med sin søn på 23 år. 

Selvudlært smykkedesigner

Jacqueline Rabun er selvlært smykkedesigner med styr på både håndværk og smykkehistorie, hvilket hendes private hjem i London bærer præg af.

 

Jacqueline Rabun giver et kys på hver kind som det første, da hun hilser velkommen i sin lyse lejlighed i London. Med sin statur gør hun ikke stort væsen af sig, men det gør den sorte Cecilie Bahnsen-kjole, som hun har på.

– Tak, hun er en af mine gode venner, siger den amerikanske smykkedesigner, da hun får en kompliment for sit danske designvalg.

– Vi mødtes til en butikslancering i Dallas og faldt hurtigt i snak, og sidste sommer lavede jeg faktisk de store sølvøreringe til hendes show, forklarer hun.

Fra lejlighedens store vinduer er der udsigt over Londons tage. De store reolvægge i lyst træ kan flyttes, så lejligheden kan få nye rum og look – præcis som Jacqueline Rabuns smykker, der får nye udtryk, alt afhængigt af hvordan de bevæger sig sammen med kroppen. Spisebordet i massivt træ er i dagens anledning blevet udsmykket med hendes Offspring-kollektion, som hun første gang lancerede for Georg Jensen i 2001. Nu er den relanceret med nye design.

Samarbejdet skete mere eller mindre ved en tilfældighed: Til en middag i Paris havde hun fået den danske fotograf Marc Høm som bordherre. Dagen efter anbefalede han hende til en af sine venner, der arbejdede for Georg Jensen, og kort tid efter fløj Jacqueline Rabun til København, hvilket blev startskuddet til et længerevarende samarbejde med det danske smykkefirma.

– Dengang gik tingene bare lidt hurtigere, siger hun med en smil, der får hendes mandelformede øjne til at glimte.

– Men det gav også god mening. For jeg har altid godt kunne lide det skandinaviske design og det danske formsprog, fortæller den selvlærte smykkedesigner, der fra barnsben har brugt kunsten til at kommunikere med.

Bøjleur

Bøjleur, 13.000 kr. Kan købes online HER 

LÆS OGSÅ: Eva Kruse får ting til at ske 

Kunst som kommunikation

Jacqueline Rabuns afroamerikanske baggrund skinner tydeligt igennem i lejlighedens minimaliske indretning, hvor udskårne træfigurer og skamler fra hendes rejser til Dakar i Senegal står som små kunstværker.

– Der er en synergi og et overlap mellem afrikansk og skandinavisk design. Selv om de kulturelt ligger langt fra hinanden, er der ligheder mellem deres organiske former, rundhed og kurver, fortæller Jacqueline Rabun.

Sammen med de afrikanske udskæringer står også talrige bøger om smykkekunstens historie og ikoniske designere. Jacqueline Rabun er nemlig ikke uvidende om, hvilken tradition hun indskriver sig i, selv om hun er selvlært.

– Jeg har altid interesseret mig for kunst og sat mig ind i den. Som barn blev det min måde, at kommunikere på, fordi jeg var så genert, fortæller designeren, som blev født i Bitburg i Tyskland, da hendes far var udstationeret.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

Som toårig flyttede hun med forældrene tilbage til USA, hvor barndommen forgik i Anchorage i Alaska og californiske Sacramento. Her blev hun som 10-årig undervist af sin mors veninde i oliemaling, og som ung kom hun ind på en designskole i Los Angeles, men droppede hurtigt ud, da det alligevel ikke var hende.

– En dag gik jeg ind i et lille smykkegalleri og blev fuldstændig overvældet, husker Jacqueline Rabun.

– Smykkerne lignede små kunstneriske skulpturer, og det havde jeg ikke set før. Jeg havde aldrig overvejet at lave smykker selv, men de her appellerede så kraftigt til mig, at jeg gik op til ejeren af galleriet og spurgte, om jeg måtte arbejde der. Dagen efter startede jeg som salgsassistent. 

Den tidligere så generte Jaqueline Rabun fik for alvor tungen på gled som salgsassistent. Hun greb hver en lejlighed, der bød sig, til at spørge galleriets smykkedesignere ud om, hvordan de bar sig ad med at lave deres smykker, og med den viden begyndte hun selv at designe.

– Mine første smykker var enormt tunge og solide, husker hun tilbage og går ind i sit arbejdsværelse og finder et par store sølvringe frem fra dengang.

– Det var selvfølgelig et resultat af, at jeg ikke var uddannet smykkedesigner. Man starter med at lave fejl, og så bliver de til ens arbejde og signatur. Folk elskede mine smykker, netop fordi de var bastante og skulpturelle fremfor udhulede og lette.

Frederikke Sofie

Den danske model Frederikke Sofie er kampagnemodel for relanceringen af Offspring-kollektionen, hvor armringen med det lille vedhæng og de moderne hoops hører til Jacqueline Rabuns favoritter. 

 

LÆS OGSÅ: Laura Dern: Frontkæmper i Hollywood 

Q&A med Jacqueline 

Hvad er dit favoritsmykke fra kollektionen?

Armringen med det lille vedhæng. Jeg var blevet mor til min søn, og båndet mellem mor og barn lå mig meget nært, hvilket jeg synes, det på fineste vis symboliserer.

Hvilket smykke ville du ønske, du selv have designet?

Vivianna Toruns bøjleur. Det er et genialt design, der udstråler perfektion og tidløshed. Jeg går selv med det hver dag. 

Hvad ville du være, hvis du ikke var smykkedesigner?

Så ville jeg arbejde med wellness og healing, da det er min anden passion. Både kroppen og sindet skal have det godt, for at vi kan være i balance som mennesker.

Jacqueline Rabun smykker

– Jacqueline Rabun er vores nyeste designer i en lang række af stærke og innovative kvindelige designere hos Georg Jensen. Fra 1950’erne har kvinder som Nanna Ditzel, Anne Ammitzbøl og Vivianna Torun Bülow-Hübe nemlig bidraget med de mest modige design i Georg Jensens historie. De skabte smykker med power og selvtillid, som kvinder kunne købe til sig selv for at udtrykke sig selv – ligesom Jacqueline Rabun gør det nu. Georg Jensen har altid været inspireret af den skandinaviske natur, og Jacquelines arbejde tager netop udgangspunkt i naturens former. Hendes smykker afspejler et nutidigt udtryk og symboliserer skønheden i menneskelige bånd og relationer. Nicholas Manville, Senior Vice President of Design hos Georg Jensen

 

En organisk karriere

Med troen på, at hendes unikke design kunne noget helt særligt, flyttede hun til London, hvor hun byggede sin første kollektion op, som stormagasinet Barneys i New York forelskede sig i. Siden fulgte adskillige prominente stormagasiner trop. Det hele skete meget ‘organisk’, et ord som Jacqueline Rabun bruger i flere omgang til at beskrive sin karriere, men også sine smykker.

Til Offspring-kollektionen for Georg Jensen fik hun et kort brief, der lød på at arbejde med den ovale form – en form, der minder om et æg, og som hun har været optaget af gennem hele sin karriere, da ‘det repræsenterer en ny begyndelse og transformation’. Hendes første smykke til kollektionen blev et visuelt symbol på båndet mellem mor og barn med en stor armring med en tilsvarende lille ring som vedhæng. Forinden var hun selv blevet mor til sin søn, der i dag er 23 år, og som også bor i lejligheden.

– Det meste af tiden bor han dog hos sin kæreste, siger hun med et forstående lille suk, der viser, at båndet stadig er stærkt mellem de to.

Øreringe

Øreinge, 1.750 kr. Kan købes online HER 

Selvsikre smykker

Jacqueline Rabun har aldrig tvivlet på, at hun er en god designer, selv om hun er selvlært. Men det er nu ikke dét, som er vigtigt for hende.

– Det betyder selvfølgelig noget, at du er god. Men det betyder mere, at du er vigtig for nogen, siger hun.

Gennem årene har hun modtaget breve og mails fra folk, der har mistet et af hendes smykker. Hver gang har hun designet nye til dem. For smykker er mere end blot fysiske genstande i Jacqueline Rabuns bog. De er relationer og historier mellem mennesker, og derfor skal de også være tidløse i deres design, så de kan gå i arv.

Power smykker

‘De kvinder, som går med mine smykker, skal føle sig empowered og selvsikre, når de bærer dem’

 

– Jeg vil gerne give den menneskelige erfaring videre i mine design med muligheden for at reflektere over den, som når et smukt smykke går i arv og bringer en inspirerende historie med sig.

Med sin tankegang og ikke mindst design er Jacqueline Rabun med til at løfte en tung designarv hos Georg Jensen, der bl.a. tæller den svenske designer Vivianna Torun – en arv som hun er ‘stolt’ og ‘beæret’ over at være en del af.

Hun ejer selv Viviannas Toruns ikoniske bøjleur. I to år var det i stykker og viste klokken otte hele døgnet, men Jacqueline Rabun kunne ikke bære at skulle undvære det, mens det var til reparation.

– Det er en del af mig, og det er sådan, godt design skal være: Har du det ikke på, føler du dig pludselig nøgen.

Viviannas design får mig simpelthen til at føle mig stærk og godt tilpas. Det samme vil jeg gerne give videre. De kvinder, der går med mine smykker, skal føle sig ‘empowered’ og selvsikre, når de bærer dem, fortæller den amerikanske designer, der med sine egne ord er ‘ydmyg’ over at indskrive sig i rækken af store designere som netop Vivianna Torun.

– Vivianna var modig. Hun levede sit liv, som hun ville, og giftede sig bl.a. med en afroamerikansk mand og fik børn med ham, selv om det bestemt ikke var velset dengang, fortæller designeren, der uden sammenligning i øvrigt også ser sig selv som modig.

– Ja, jeg ser mig selv som modig. Alt det, som jeg har, har jeg, fordi jeg fik det til at ske. Ingen har nogensinde givet mig noget. Hvis du vil have et kunstnerisk liv og virke, skal du være modig og tro på dig selv og få de ting, som du vil have i livet, til at manifestere sig, siger Jacqueline Rabun. 

Armbånd

Armbånd, 2.975 kr. Kan købes online HER 

LÆS OGSÅ: Velkommen i værkstedet hos Mille Kalsmose