Jane Kønig: ’Ingen regnede med, jeg blev til noget'
INTERVIEWS

Jane Kønig: ’Ingen regnede med, jeg blev til noget'

Guldsmed Jane Kønig er en rolig sjæl i en lang og graciøs krop. Hun kommer fra Korsør og fra København. Og det har ikke været guld og grønne skove det hele. Men der har været kærlighed, masser af kærlighed, i Janes liv, og mest af alt til viceværtens kone, Nisser, og sønnen Jeff, hun fik som 18-årig.

Interview med Jane Kønig

Det er nogle år siden, jeg har set Jane Kønig sidst, og jeg glæder mig, da jeg parkerer cyklen i Store Kongensgade en varm efterårsdag. Jeg har aldrig været i de nye lokaler før. En trist moderne trappe er sat ind i den gamle bygning, og dørene giver ingen indikation om, hvor jeg kan finde hvem og hvad. Jeg er op og ned et par gange. Det viser sig, at Jane på en eller anden måde huserer på alle etager, og at firmaet ikke bare er blevet stort i salg, omsætning, antal salgsmarkeder og antal followers på Instagram, men også i antal etager og medarbejdere.

De er overalt. De er unge. De smiler, pakker, taler i telefon, smører frokostmadder, skriver på computer og ordner ordrerne i finurlige pakkesystemer, som de ser ud til at have helt tjek på.

- Jeg leder efter Jane, siger jeg. Og bliver sendt til den rette etage.

Et smukt værksted åbenbarer sig, brede gamle planker på gulvet, udsigt til gadens liv fra et kæmpevindue og kreativt rod. Der er særligt designede guldsmedeborde, hvor der kan arbejdes i ro. Og en hundekurv og stille musik. Jane giver et kram og siger: ’Længe siden! Kom, vi gider ikke være her. Vi går ned og spiser! Vil du have fisk eller bøf?’ Vi bliver enige om at tage hen på en gammel stamrestaurant, Pastis.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

Jeg lærte Jane Kønig at kende, da vi var to finanskriseramte hundeluftere med lejlighedsvis kærestesorg, som traskede rundt i parken. Vi havde hver sin butik i kanten af Kongens Have lige i nabolaget. Min var en lille havebutik i Kronprinsessegade. Janes er den flotte guldsmedebutik, som hun endnu trofast driver i Gothersgade, lige rundt om hjørnet fra haven. 

Jeg spørger til hunden, Viggo, og vi tager ham med, så han kan hygge i butikken, mens vi spiser. Jane går med lange skridt, bare ben, nederdel, ikke et eneste blåt mærke, som jeg altid har, ikke en eneste blodsprængning, men smukke, gyldne, slanke ben. ’Hvor har du smukke ben,’ siger jeg. ’Arh, hold dog op, jeg får åreknuder om lidt.’ Sådan taler kvinder altid sammen. I alle dele af verden, og jeg kan godt lide det.

Mens vi går rundt om hjørnet fra værkstedet på Store Kongensgade, taler vi om vores sønner og om vores hunde. Sådan er det jo. Det vigtigste først. Viggo og Emil, der nu er to halvsure og halvgamle hunde, har det godt. Vi afleverer Viggo i butikkens baglokale og får en lille sludder med Goya, som er Janes 78-årige papegøje. I vinduerne hænger papirkunst af Marianne Scott-Hansen, og butikken er finere end nogensinde før. Pyntet op til årstiden. Der er fyldt med kunder foran og mange ansatte i baglokalet, som også er et ekstra værksted. I gamle dage var der kun værksted her og ikke andre steder.

Det var her, Jane reparerede min yndlingsring og fandt lige præcis den rette sten, der betød det helt rigtige i det indiske horoskop, som jeg ikke vidste, at min gamle antikke ring repræsenterede. Men Jane vidste det hele og ordnede alt. Det, hun gør, det gør hun ordentligt. Det er meget kendetegnende.

Vi kigger på kæder, og jeg fortæller Jane historien om dengang, jeg blev overfaldet på et marked i Kampala, Uganda, da jeg rejste med en nødhjælpsorganisation. Jeg var så dum, at jeg havde glemt at efterlade min Jane Kønig-kæde i Danmark. Den ville de have dernede i Kampala. 

LÆS OGSÅ: Ny smykkekollektion fra Jane Kønig

Vi får bord i den overfyldte restaurant, der altid minder om at være i Paris. Glas klirrer, og nogen ryger cigaretter næsten lovligt i en døråbning. Vi taler videre. Det er ikke nemt at få begyndt på de spørgsmål, jeg stædigt prøver at holde fast i, og som jeg har sendt til Jane i forvejen. Og særligt et af dem glæder jeg mig til at få svar på. Der skal dog gå tre uger, før jeg endelig får hendes geniale tanker om det. Og sådan er Jane Kønig at interviewe. Det tager tid. Det er fragmentarisk. Det er eftertænksomt. Det stikker hele tiden i alle retninger. Vi taler om alt det, vi ikke skal tale om. Men som livet består af. Så vi ender med at ses et par gange. 

Nu taler vi så for eksempel om københavnske mænd. Om ham den dejlige mand, hun ser for tiden, som der er så meget godt at sige om. Vi taler om, hvor vildt det er, at Janes søn nu er så gammel, at han er hendes ligeværdige partner i firmaet. Vi taler om den politiske situation. Om flygtningene. Men det er altså ikke det, vi skal tale om. Vi har fået et bundet emne: ikoner og generationer. 

Jane har en del at sige om alder og lykke. Og siger ud i luften, mens vi får vores perfekt stegte steak frites med bearnaise: – Jeg nægter at ligge under for aldersdiskrimination. Jeg vil ikke klippe mit hår eller gå i diskret design. Eller kjoler under knæet. Jeg står gerne til måls for forargelse. Jeg klæder mig, som det passer mig, af lyst og glæde. Elsker også den del af livet for meget til, at jeg vil lade mig diktere af en forstokket mening om, hvordan man ”bør” se ud, når man passerer de 50 og 60 år. Jeg siger bare: ’Fyr den af!’.

Vi spiser, og Jane Kønig fortsætter. Det med alder gider hun godt at tale om.

– Ved du, hvad det bedste ved alder er? Der er altså et eller andet fedt ved, at man er kommet til et punkt i livet, hvor man ikke behøver at finde sig i en skid. Det er sjovt at komme hertil, hvor det lange liv ligger bagved en. Man har jo faktisk taget det lange seje træk. Man behøver ikke trække luft ind og tage tilløb til det. Det er gjort. Det er faktisk nu, man skal høste frugterne af det hårde arbejde. Man kan nyde. Og samtidig er det jo slet ikke sådan, at fordi man er 58 år (Jane er født i år 1957), så skal man begynde at drosle ned. Hvorfor skal man dog det?

LÆS OGSÅ: Mads Kornerup: Tilfældighedernes smykkekunst

Det er dejligt at høre. Mange taler jo om at gå på pension allerede som 60-årige, hvilket da må være enormt kedsommeligt, tænker jeg. Men er der slet ikke noget dårligt at sige om at blive ældre? Hvad med skønhed? Og operationer og sådan noget? Og idealet i modebranchen, som du jo er en del af?

– Ja, operationer er jo snart så almindelige, at ingen rigtig taler om det mere. Det er bare noget ”man” gør. Alle render jo rundt og er strammet op og fyldt ud. Jeg synes, folk ser fjollede ud efterhånden. Men dem om det. 

Hvad med dig?

– Jeg fik engang for længe siden ordnet øjenlåg. Det er jo nødvendigt for nogle af os. Og så prøvede jeg på et tidspunkt at få noget ind i læben, det var en stor fejl. Jeg lignede en, der havde fået et bistik i et par dage, og så var det overstået. Virkelig dumt. Det gør jeg aldrig igen. Jeg tror, man kommer langt med at spise sundt, have en god frisør og få noget god sex. Ja, og så være glad for at være der, hvor man er i livet. Arbejde med noget, man brænder for. Have et godt liv, hvor man også husker pauserne. Det forsøger jeg at gøre. Også selv om vi har travlt.

Så alderen trykker ikke? Hvad med overgangsalderen?

– Ja, overgangsalderen, det var en mærkelig tid. Det kunne jeg ikke lide. Jeg havde ikke de store hedeture, men det var, som om der var noget, der forandrede sig inde i mig selv. Det var meget ubehageligt. Jeg var i en tid ligesom fremmed inde i mig selv, indtil det hele faldt på plads igen. Men jeg var ikke hysterisk, ikke mere end jeg plejer at være.

Som Jane sidder der og spiser og griner og ligner en ung kvinde, er det svært at forestille sig, at hun er mor til en mand, Jeff, som snart bliver 40 år. Men hun fik ganske planlagt sin søn som kun 18-årig. Og blev uplanlagt alene med ham, da han kun var otte måneder gammel. 

– Jeg var heldig. Han var den mest nuttede lille dreng. Jeg ville gerne have haft flere børn, have oplevet et mere almindeligt familieliv. Det eneste, man vel virkelig begræder i livet, er de børn, man ikke fik. Men jeg har fået så meget andet. Jeg har fået en anden familie. Både min søn og jeg oplever, at alle vores ansatte er vores familie. Jeg føler virkelig stor kærlighed til mine medarbejdere. Vi er 35-40 stykker her i Danmark, og vi er i familie, vi tager hånd om hinanden. Det er også det, der er dejligt ved, at det nu går godt i firmaet. Vi har også mulighed for at forkæle de ansatte. Selv bruger vi ingen penge. Jeg bor i den samme gamle lejlighed til 3.500 kroner om måneden. Jeg elsker, at jeg er fri på den måde. 

LÆS OGSÅ: Jane Kønigs bedste tips til København

Det må være fantastisk, at det går så godt nu. Jeg kan jo godt huske, at du var meget bekymret for nogle år siden. Hvad ændrede sig?

– Jeff gik ind i firmaet. Han har virkelig vendt skuden, og jeg er så stolt af ham. På en eller anden måde har tiderne også været med os. Jeg er jo den samme. Jeg har stået for det samme udtryk altid. Det er 20 år siden, jeg fik en meget fornem design-pris, og jeg er jo den samme. Men vi har haft held med vores ting nu. Det er en stor glæde. 

Hvad er det bedste ved succesen?

– Ved du, hvad det bedste er? At man kan betale sine regninger uden at sortere i dem, og at man kan sove om natten uden at tænke på regningerne. Jeg skyldte mange penge væk, da det gik dårligst. Jeg lavede afdragsordninger med alle. Du ved, sådan 500 til den og 400 til den. Og jeg tænkte nogle gange ’får det her nogensinde en ende?’. Derfor værdsætter jeg virkelig også, at kontoen står i plus nu. Det er en meget stor lettelse. 

Du flyttede hjemmefra som 16-årig, fik barn som 18-årig, blev enlig mor kort efter og var alene med din søn. Hvordan var det? 

– At være alenemor husker jeg som både trygt og hårdt og sjovt og hyggeligt. Men der var også denne følelse af ikke at være som andre. Og var jeg nu også god nok? Jeg var ung og stadig på mange måder et barn, så det var jo sjovt at lege med Jeff. Hvor jeg nu som voksen nok synes, det er lidt kedeligt at ligge i en sandkasse med to biler. Jeg nød også trygheden. Rutinerne. Elskede at passe på et barn, putte i seng og læse godnathistorier. Det hårde lå meget i frygten for ikke at slå til som mor, og om det nu ville gå Jeff godt. Men det gjorde det jo! 

Hvad med dig selv, hvordan kom du videre fra det udgangspunkt, hvor du var teenager og enlig mor? Hvordan klarede du den?

– Der er jo også en frihed i, at der ikke rigtig var nogen, der regnede med, at jeg ville blive til noget … Jeg fik en uddannelse som designer senere. Så kom jeg videre. Vi klarede os da. Det var svært nogle gange. Men jeg fandt som regel på noget, jeg kunne tjene en smule penge på. Det meste af mit liv har vi levet på en sten. Selv nu har jeg ikke det store forbrug. Jeg går ikke og drømmer om at købe noget stort. Det, man kan gøre for andre, er til gengæld helt fantastisk. 

Som hvad for eksempel?

– Det, der har værdi, er at kunne hjælpe venner og familie. Det kan være min dejlige storebror, som har været på stoffer, fra han var helt ung og indtil for 15 år siden. Det giver en stor kærlighedsfølelse for mig, at kunne være der og hjælpe ham med fx at få ordnet hans ødelagte tænder.

Det her er Jane egentlig ikke meget for, at jeg skriver. Hun er beskeden. Men jeg argumenterer for, at det handler om værdier. Og det er vigtigt i et portræt. Det siger noget om et menneske, at hun ikke køber en stor bil eller et eller andet ligegyldigt, men noget så vigtigt som tænder til sin bror, og Jane går med til, at det bliver skrevet.

LÆS OGSÅ: INTERVIEW | INs parterapeut fortæller sin egen kærlighedshistorie

Jane Kønig har ingen falsk beskedenhed. Hun er gammeldags beskeden og gammeldags generøs. Og hun fortsætter sine svar:

– Nu vi er ved værdier og alder: Det er enormt fedt at finde ud af med alderen, at penge ikke er nogen glæde i sig selv. Det er ikke noget at stræbe efter. Det er godt med plus på kontoen, så man kan sove roligt. Men det normale liv er det gode liv. Jeg har været fattig, og derfor værdsætter jeg nøjsomhed. Jeg husker følelsen, dengang jeg kun havde ét par pæne sko eller én pæn kjole, og jeg følte mig simpelthen så heldig. Det hele kan let miste værdi, når man har meget. Overflod kommer aldrig til at passe på mig. Lykken er ikke penge. Lykken er frihed, søvn og at kunne hjælpe andre, når det kniber.

Jeg er meget optaget af mod for tiden. Modige mennesker. Jeg synes, du er meget modig. Hvordan blev du det?

– Det har jeg tænkt over. Hvis man har en kerne af tryghed inde i sig selv, et holdepunkt, så er man jo ikke bange for noget. Det tænkte jeg også, da jeg var ved at gå konkurs, og intet lykkedes med udholdenhed. Jeg begyndte at skabe positive billeder inde i mit hoved. Af det værste, der kunne ske, hvis jeg mistede forretningen. Så kom jeg på, at jeg ville starte forfra på Bornholm. Og det begyndte at se helt godt ud, i tankerne, og jeg blev mere modig, fordi alternativet ikke var så slemt. Hvis man på den måde kan trøste sig selv, er det godt. Ja, hvis man er i godt selskab med sig selv, så er det lykken. Så er man modig og tryg. Og så er det selvfølgelig også dejligt med kærlighed, gode relationer, venner, personale, familie og en hund. Jeg finder meget af den rolige kerne, jeg har, i naturen, sammen med dyr. Det er der, jeg holder pauser. 

Jane Kønig er ikke født med en sølvske i munden. Et mærkeligt udtryk egentlig, og måske især for en guldsmed. Hun kommer fra Korsør. Er den yngste af tre søskende. Moderen var ikke til stede i Janes barndom. Faderen var helt væk. Det her kommer vi først frem til at tale om, da vi har skrevet en del mails frem og tilbage, og jeg har opsøgt Jane nogle uger efter vores første møde på Pastis. Vi sidder nu hjemme i køkkenet i Janes hyggelige lejlighed i Fiolstræde, hvor Viggo ligger ved mine fødder og snorker. Jane har boet i opgangen i snart 30 år. 

Vi har jo talt om ikoner og forbilleder, og du har skrevet til mig, at det var jeres nabo, der tog sig af dig og var dit forbillede som barn. Hvordan det?

– Min mor var smuk. Jeg var meget betaget af hende, da jeg var barn. Hun var mystisk og spændende. Jeg elskede at studere hendes tøj og hendes tasker og ting og sager. Hun var altid med på det nyeste nye. Men at være mor var hun vist ikke skabt til. Det interesserede hende simpelthen ikke. Jeg var derfor ikke sammen med min mor, da jeg var barn, og i det hele taget så jeg hende ikke særligt meget. Hun var ret kvik og kunne være rigtig sjov. Som voksen havde jeg lidt ondt af hende. Jeg syntes ikke, hun valgte at leve sit liv på den bedste måde. Hun blev aldrig stærk og selvstændig. Min rollemodel er helt klart Nisser, den ældre kvinde, jeg tilfældigvis boede hos, til hun døde, da jeg var 12 år. Hende kan jeg takke for alt det, jeg har klaret i mit liv. Hun var fantastisk, og det var hendes mand også. Nisser, som jeg kaldte hende, fordi hun hed fru Nielsen, var den varmeste, kærligste, mest empatiske og selvopofrende, men også opdragende ”mor”,  man kunne ønske sig. Det var altid totalt trygt at bo hos hende og dem. Jeg har aldrig været utryg eller bange hos dem, og det er jo det bedste at vokse op i … Og jeg takker guderne for, at de var der. Jeg ved, at uden deres kærlighed til mig var jeg ikke blevet så godt rustet til at klare skærene i livet. Nisser lever så meget videre i mig, og jeg tænker tit på hende.

Men hvordan kom du til at bo hos Nisser? Hvad skete der? Det må du lige forklare.

– Jeg kan stadig huske det. Jeg var to år gammel. Det var mørkt, og jeg græd og græd om natten. Jeg var alene hjemme. Pludselig kom der lys gennem brevsprækken i den lange gang, og jeg hørte en venlig stemme. Nissers mand var vicevært, og de kunne derfor låse sig ind i lejligheden, hvor jeg var alene. Min mor var ude. Min bror boede hos min farmor, og min søster boede hos min mormor og morfar. Der var kun mig. De bar mig ned i deres lejlighed, og så boede jeg der de næste 10 år. En gang imellem så jeg min mor, men jeg sov der ikke igen. Ikke før Nisser døde, da jeg var 12 år, og jeg måtte flytte med min mor og min stedfar til København. Det var en frygtelig tid, og jeg flyttede hjemmefra som 16-årig. Heldigvis.

Dette er nok en helt vild historie for nutidens danske ører. At man kan flytte ind til naboen som toårig og blive der – og være lykkelig for det. Vi taler lidt om, at der hersker sådan en perfekthedskultur i nutiden, hvor man tilsyneladende tror, at vi alle sammen skal vokse op i perfekte familier for at klare os. Men mange af os har jo i virkeligheden klaret os rigtig godt på trods, bare der har været kærlighed. Og det er Jane Kønigs historie et vidnesbyrd om.

LÆS OGSÅ: PORTRÆT | Kom tæt på Vibeke Windeløv

Vi skal til at afslutte. Men nu vi er ved det med familie og utraditionel familie: Hvordan skal du i grunden holde jul?

– Vi tager til Tisvilde i julen og over nytåret. Vi er oppe i min gode ven Lars’ hus, han er psykiater og har travlt, så han bruger ikke altid huset selv. Hunden kan ikke lide nytår i byen, så jeg er altid i Tisvilde med ham. I år kommer Lars og hans mand derop, i hvert fald over nytåret. Julen er med Jeff og hans tidligere kæreste Emilie og hele hendes søde familie. Så kommer der nok også nogle gamle kærester og nogle venner. Ellers er det helt traditionelt.

Også maden?

– Jeg elsker at lave mad. Vi skal have økologisk and og flæskesteg fra økoslagteren på Kultorvet. Risalamande og kirsebærsauce. Gaver til alle, der gider at have gaver. Jeff er vildt dygtig til at give gaver. Tænk, inden det begyndte at gå godt i firmaet, så gav han mig en vaskemaskine. Jeg havde ikke vaskemaskine i lejligheden og skulle ned i gården hver gang. Så det var virkelig stort at få en vaskemaskine! Han giver mig altid én stor, super, ordentlig, fantastisk gave. Noget, der måske lige er lidt for stort at købe selv. Mænd, der kan finde ud af at give gaver, ved slet ikke, hvor meget godt de gør. Det er jo en kæmpe kærlighedserklæring. Og det behøver jo overhovedet ikke være noget, der er dyrt. Slet ikke. Der skal bare være omtanke. Det er den direkte vej til en mors eller en kvindes hjerte. Man ved bare, at de har haft en i tankerne og har gået og funderet på, hvad der kunne gøre en glad. Det varmer simpelthen så meget. Mænd, der kan finde ud af købe gaver, skal man ikke kimse af. Den mand, jeg ser nu, kan faktisk også godt finde ud af at købe blomster, det er så dejligt. Og når der så er gået et par år, hvis man er i et forhold, så er det, som om det går en lille smule i glemmebogen. Det er faktisk lidt ærgerligt. Man skal huske de små ting.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Jeg tror, at nogle bare er naturtalenter til det med omtanke. Lige fra Jeff var lille, var han meget gentlemanagtig. Ville gerne hjælpe og bære og give små gaver. Jeg har tit tænkt, at det ikke måtte blive sådan, at han tænkte ’åh, nej, hvad skal der nu blive af min mor’, fordi han var sådan en lille bekymret type. Men nu ser det vist ud til, at ingen af os behøver at bekymre os.

Vi er fremme ved det sidste spørgsmål. Det, som Jane har funderet over i nogle uger. Pludselig, mens hun gik i Torvehallerne, kom hun på svaret. 

Du er blevet interviewet mange gange. Hvad undrer du dig over, at ingen journalist har spurgt dig om?

– Jeg har tænkt meget over det. Og talt med min ven Lars om det. Og det, jeg undrer mig over, er, at ingen har spurgt: ’Hvordan er din samvittighed, i forhold til det du laver og det, du bruger dit liv på? Lever du det rette liv? Bruger du din tid på det rette?’. Jeg tænker da selv over, om jeg har brugt mit liv på det, jeg virkelig skulle, når jeg nu laver smykker. Så jeg tænker, at nu har jeg friheden til at gøre noget mere. Jeg vil gerne lave nogle sideprojekter. Jeg vil gerne bruge nogle andre sider af mig selv og reagere mere på verden, på alt det, der sker. Jeg tror, jeg bliver et gladere menneske, ved at bruge andre sider af mig selv også. Ved fx at gå ind og hjælpe flygtninge og lave velgørenhed. Og skabe en forandring i verden på den måde. Det er ikke noget, folk behøver vide noget om. Jeg har heller ikke lyst til at bruge firmanavnet i den sammenhæng. Det er bare for mig selv, at jeg gerne vil gøre en forskel. Måske kunne jeg også som en erfaren designer samle de unge i netværk. Jeg vil også gerne tage en syrisk flygtning ind, der må være nogle guldsmede fra Syrien, som kunne komme og være i praktik og måske få arbejde hos os. Sådan noget vil jeg gerne gøre mere af. Jeg vil gerne give noget videre.

LÆS OGSÅ: Röd Studio: Vi vil gerne hive folk væk fra forbrugersamfundet