The Jewellery Room – de deler blod og business
Foto: Katrine Rohrberg
INTERVIEWS

The Jewellery Room – de deler blod og business

Søstrene Pernille Møbjerg Knudsen og Charlotte Møbjerg Ansel-Henry arbejder sammen hver dag i The Jewellery Room – det er også en følelsesmæssig rejse, fordi de er i familie.

The Jewellery Room

Søstrene Charlotte Møbjerg Ansel-Henry og Pernille Møbjerg Knudsen har siden 2013 arbejdet sammen om smykkeuniverset The Jewellery Room, som i dag har mere end 40 brands tilknyttet.

Her kan du læse om deres oplevelse med at arbejde sammen med deres allernærmeste.

LÆS OGSÅ: Virksomheder med kvinder i ledelsen tjener mest

Hvordan deler I opgaverne mellem jer?
Pernille: På en eller anden måde giver det sig selv. Vi påtager os forskellige roller i forskellige situationer helt uden at tale om det. Det kan nok kun lade sig gøre, fordi vi kender hinanden så godt.

Har I tidligere arbejdet sammen?
Charlotte: The Jewellery Room er vores første rigtige arbejde sammen. Som teenagere arbejdede vi i Guffen, den lokale slikbutik, hvilket for mig var ret sejt, fordi jeg arbejdede med min storesøster.

Hvad er styrken ved at være i familie og dele arbejdsdag?
Charlotte: At vi kender hinanden så godt. Vi ved, at hvis en opgave skal løses, bliver den løst. Vi behøver ikke tvivle eller tjekke op på, om noget er gjort ordentligt. Og så er det vildt fedt at være så meget sammen.

Pernille: Helt klart, at vi kender hinanden så godt. Men også at når vi bliver irriterede på hinanden – for selvfølgelig sker det – bliver det sagt med det samme. Vi ved, at vi er ‘stuck med hinanden’, så vi kan lige så godt løse det.

Hvad ville I ønske, at I havde vidst, inden I begyndte at arbejde sammen?
Charlotte: At telefonregningen ville stige. Det er ret morsomt, men vi taler meget mere sammen nu. Vi ringer sammen om morgenen, inden vi møder på job, og en til to gange i løbet af aftenen, efter vi har siddet sammen en hel dag.

Hvad vil I råde andre til at afklare, hvis de overvejer at arbejde sammen i familien?
Pernille: Der kan og må ikke være smålighed eller jalousi. Man skal være god til at se den andens stærke sider og acceptere, at nogle gange er man bare uenig.

Charlotte: At man tænker over, at det også bliver en følelsesmæssig rejse. Jobbet bliver en passion, et familieprojekt og et langvarigt forhold, som man ikke lige bryder ud af fra den ene dag til den anden. Det er også ment positivt, for det er en tryg følelse, at man altid har én, der vil dét arbejde lige så meget som en selv.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Læs mere om: