Jodie Foster
Foto: AOP og UIP
INTERVIEWS

Jodie Foster: ’Jeg troede ikke kvinder måtte instruere’

Som barn mødte Jodie Foster ikke mange kvinder på de filmset, hun blev en del af som ganske lille. Det har heldigvis ændret sig, men kvinder bliver ikke betroet store budgetfilm i Hollywood, fordi de er forbundet med større risici, mener stjernen.

BLÅ BOG: JODIE FOSTER

Født den 19. november 1962 i Los Angeles, Californien.
Jodie Foster giftede sig med Alexandra Hedison i april 2014. Hun har to sønner fra sit 20 år lange forhold til Cydney Bernard: Charles på 17 og Kit på 14 (faren er ukendt). Hun “sprang ud” som lesbisk under Golden Globe-prisuddelingen i 2013.

Instruktør 
’Little Man Tate’ (1991), ’Home for the Holidays’ (1995), ’The Beaver’ (2011), 
’Orange Is the New Black’ (2 afsnit, 2013-14),
’House of Cards’ (1 afsnit, 2014), 
’Money Monster’ (2016).

Nævneværdige film som skuespiller 
’Taxi Driver’ (1976), ’Bugsy Malone’ (1976), 
’Anklaget’ (1988), ’Ondskabens øjne’ (1991), 
’Panic Room’ (2002), ’Inside Man’ (2006), 
’The Brave One’ (2007), ’Elysium’ (2013).

LÆS OGSÅ: Interview med sangerinde Camille Jones: 'Jeg venter aldrig til i morgen’.

Jodie Foster var bare tre år, da hun første gang hørte ordet “cut!”.  Hun medvirkede i en reklame for solcreme, og hendes mor, Evelyn Foster, der var enlig mor til fire børn, besluttede sig for at lade sin datter udvikle sit naturlige talent. 

Så Jodie Foster voksede op i filmbranchen, og det meste af hendes barndom foregik på filmoptagelser. De mange mænd, der arbejdede på diverse filmset, blev som hendes anden familie. Faktisk følte Jodie Foster sig ofte mere hjemme her, end hun gjorde derhjemme, for her fandt hun sine ligesindede: Mennesker, der elskede film og lærte den unge pige om de mange facetter bag kameraet. Hun blev meget hurtigt en del af filmeliten. Hun var 13, da hun oplevede sit store gennembrud og fik sin første oscarnominering for rollen som luderen Iris i Martin Scorseses ’Taxi Driver’ fra 1976, som i dag er en klassiker. 

Allerede dengang kiggede hun begejstret på den talentfulde instruktør og tænkte, at hans job ville hun gerne have. Hun var faktisk kun seks, da den ide blev sået i hende. Men dengang virkede det på ingen måde som en mulighed. Der var ingen forbilleder at se op til. Ingen kvindelige stemmer, der sagde: ’Cut!’

– Da jeg var barn, var der ingen kvinder, der lavede film – jeg var omgivet af mænd, fortæller Jodie Foster, da jeg møder hende en varm eftermiddag i Beverly Hills ved restauranten Cucina – 50 år efter hun begyndte sin karriere med en reklame for solcreme. 

– Der var lige damen, som spillede min mor. Så var der måske også en Script Supervisor og indimellem en makeupartist. Det var det. Det har efterhånden ændret sig. Men da jeg var seks år og opdagede, at instruktørjobbet interesserede mig, troede jeg ikke, at kvinder havde lov til at instruere. Jeg troede aldrig, at der ville findes kvindelige instruktører. Jeg kendte ganske enkelt ikke en eneste.

Jodie Foster selv har gennem sin lange karriere kun haft en enkelt oplevelse, hvor hun blev instrueret af en kvinde. Det var Mary Lambert, som havde hyret hende til at medvirke i filmen ’Siesta’ fra 1987. Det var i virkeligheden en vennetjeneste fra Jodie Fosters side – ’hun var min ven, og jeg ville støtte hende,’ siger hun og uddyber ikke nærmere.

Kan kvinder være kommercielle?

– Der er jo ikke noget nyt i, at der ikke er mange kvindelige instruktører, siger Jodie Foster og fortsætter:

– Men filmverdenen ændrer sig, og der er flere og flere film, der bliver lavet af kvinder, end nogensinde før. Det gælder måske ikke for mainstream-film, men i forhold til de mindredyre independent-film går det hurtigere. Det er den sidste bastion, der skal nedrives i forhold til kvinder i Hollywood. For vi har helt klart mange kvindelige producere, skribenter, skuespillerinder og teknikere i arbejde.

Hollywood er ikke længere en industri, der hovedsageligt består af mænd. Der er kvindelige forbilleder overalt. Men når det gælder instruktørfaget, halter kvinder stadig bagefter. En akademisk rapport fra universitetet i San Diego afslørede, at kvindelige instruktører kun instruerede syv procent af de 250 mest kommercielt succesrige film i Hollywood i 2014. I 2015 var det 19 procent. Jodie Foster mener, at disse tal bunder i en manglende tiltro til kvinders evner til at lave kommercielle film.

– Vi håber alle sammen på, at det ikke længere bliver anset for at være risikofyldt at hyre kvinder som instruktører. Der er ikke en større risiko forbundet med det end med andre mennesker. Og jeg tror, at filmselskaberne endelig er ved at forstå det.

Den første popcornfilm

Jodie Fosters drøm om at blive instruktør og sige ’cut!’ blev en realitet. I dag er hun i Beverly Hills for at tale om sin fjerde spillefilm bag kameraet. Hun lavede sin første film, ’Little Man Tate’, i 1991, da hun var 29 år. Sin anden film, komedien ’Home for the Holidays’, lavede hun i 1995, og den tredje, ’The Beaver’, i 2011. Hun har også instrueret flere afsnit af tv-serierne ’Orange Is the New Black’ og ’House of Cards’. 

Men ’Money Monster’, som lige har haft dansk premiere, er hendes første såkaldte “popcornfilm” eller mainstream-film. Jodie Foster er opmærksom på, at filmindustrien er en industri som alle andre: Det handler om at tjene penge, og det er en del af hendes ansvar, selv om hun først og fremmest står for den kreative proces.

– Jeg håber, at folk elsker filmen, siger hun om ’Money Monster’, der er lavet med et budget på 30 millioner dollar, hvilket ikke anses for at være en dyr studiefilm. 

– Jeg håber, at filmen bevæger publikum. Mit job er at fortælle en historie, og så håber jeg, at det resulterer i en masse penge til studiet og alle andre (investorer, red.).

Det er ikke en “kvindefilm”, Jodie Foster har lavet. ’Money Monster’ er en intelligent actionthriller, der handler om en “lille mand”, der kommer i klemme i et kynisk finansielt system. Den har Jack O’Connell i hovedrollen som manden, der taber hele sin formue pga. nogle uheldige investeringer. Disse investeringer er baseret på rådgivning fra en tv-vært, spillet af George Clooney, og den unge mand beslutter sig for at tage ham som gidsel for at få sine penge tilbage. Julia Roberts har også en stor rolle som en af producerne på tv-programmet, der netop hedder ’Money Monster’. 

Så der er flere elementer, der skulle være lovende i forhold til filmens kommercielle succes: Et kendt instruktørnavn, store skuespillernavne, spændende action og et relevant samfundstema, som vedkommer alle.

– Filmen handler om det komplekse finansielle system, og hvorfor det er designet, som det er. Det er designet på en måde, så det kun er folk, der forstår disse kompleksiteter, der kan få udbytte af det, siger Jodie Foster, der påpeger, at det ikke er en antikapitalistisk film. Det er en film, der beskriver menneskelig motivation, og hvordan den udtrykkes gennem kapitalisme, siger hun. Den finansielle verden er ikke en ond verden. Det er en menneskeskabt verden.

’Money Monster’ er den første “popcornfilm”, Jodie Foster får lov til at råbe “cut!” på. Og så får hun lov til at hundse rundt med George Clooney, som har en af de bærende roller. 

En forkert holdning til penge

– Filmen handler om, hvordan penge påvirker os alle sammen, uddyber Jodie Foster. 

– Penge er en måde, hvorpå vi udtrykker værdi. Hvad vores værdier er. Mange af os er forvirrede over, hvad der er værdifuldt. Vi forsøger at finde overensstemmelser: “Jeg er så og så meget værd. Jeg er værdifuld nok til at blive elsket. Jeg bør huskes pga. af mine så og så mange dollars”. Vi forbinder det med vores identitet, og hvordan vi ser os selv, og hvordan vi fortolker, hvad der er fiasko og succes. Penge er en måde, folk måler det på. Det er der, fejlen ligger: At vi måler vores selvværd ved hjælp af penge. Det handler ikke om pengene som sådan.

Jodie Foster mener, at mange amerikanere har forkerte værdier. At de anser sig selv for at være værdifulde, fordi de har mange penge. Eller fordi de er berømte. Eller fordi de har en bestemt bil eller et bestemt job. 

– Som barn var jeg altid bekymret over penge, siger Jodie Foster, der fra en meget ung alder blev forsørger for sin mor og sine søskende. 

– Jeg var altid nervøs. For hvis jeg ikke fik et job, så ville min familie ikke overleve. Jeg var forsørger som meget ung, og det påvirkede mig meget, for hvad ville der så ske med min familie, hvis jeg ikke havde arbejde? På en måde var det god motivation, for jeg var nødt til at få topkarakterer og være en god studerende og opnå mine mål. Jeg ønskede ikke længere at være usikker og nervøs, så det var på sin vis motiverende for mig at skulle leve op til de forventninger. Men det er samtidig hult, for det med at have en ekstra båd eller flere penge ændrer ikke på den, man er.

Jodie Foster er ikke længere ængstelig over sin økonomi. Hun siger, at hun har lært at se fremad og sætte pris på de rigtige ting.

– Man begynder at se, hvad der er mest meningsfuldt i livet, og man behøver ikke at have beviser som et certifikat eller et fotoalbum til at minde en om de oplevelser i livet, der var de rigeste.

Foto: AOP

George Clooney, Jodie Foster  og Julia Roberts til filmfestivalen i Cannes i forbindelse med filmen 'Money Monster'. 

En normal barndom for hendes to drenge

Jodie Foster gik ikke direkte efter skuespillerkarrieren. Hun havde et par sidespring, hvor hun blandt andet læste litteratur på Yale University og studerede fransk i Frankrig. 

– Jeg har altid haft to uddannelser, og jeg har boet i Europa, siger Jodie Foster om at udvide sit perspektiv på verden. 

– Amerikanere har et særligt forhold til penge, fordi vi ikke har et aristokrati. Alle generationer skulle begynde forfra. Man kan ikke bare viderebringe sit værd til næste generation. Selv en Kennedy skal arbejde hele dagen. Det forventes af dig – år efter år. Det er vores store problem med penge, at vores kultur fokuserer på monetære værdisætninger.

Jodie Foster voksede op i en mindre lejlighed på Highland Avenue over for det legendariske koncertsted Hollywood Bowl i Los Angeles. Hun kom aldrig til de mange udendørs koncerter, men lyttede til musikken fra badeværelsesvinduet, hvor akustikken var fantastisk. 

I dag har Jodie Foster selv to drenge, Charlie på 17 og Kit på 14, som hun gør alt for ikke at opdrage efter “Hollywood-standarder”, selv om de er opvokset i et privilegeret hjem. De er omgivet af de hårdtarbejdende teknikere og ikke direktørernes koner med falske læber, som Jodie Foster har udtrykt det. Hun ønsker, at de skal have så normal en barndom som muligt, fordi hendes var så “unormal”, som den kan blive. Hun blev meget hurtigt voksen, hun fik meget hurtigt ansvar, og hun havde meget høje forventninger til sig selv.

– Hvis der er én ting, jeg gerne vil viderebringe til dem, er det, at jeg ikke har forventninger til dem om, at de skal have nået det ene eller det andet, inden de er 30, siger Jodie Foster om sine to drenge, som hun fik sammen med sin tidligere kæreste Cydney Bernard. 

– Jeg har ingen af den slags forventninger til dem. Mine forventninger til dem er, at de træffer den rigtige beslutning, hvis de står over for et dilemma. Det handler om de etiske dilemmaer: Hvad er det rigtige at gøre? Er det godt at give tiggere penge? Nej, for så opfordrer du folk til at tigge i stedet for at få et arbejde. Måske er det bedre at give dem til en organisation, som hjælper dem med at finde arbejde? Så det handler om den etiske procedure, hvor man stiller sig selv de spørgsmål. Det er en ting, som jeg håber at have viderebragt til mine børn.

Det stolteste øjeblik

Jodie Foster er ikke en “stor” kvinde i bogstavelig forstand. Hun er ikke mere end 160 cm høj, og hendes statur kan godt fremkomme en smule skrøbelig. Men hun har en aura omkring sig, som ikke kan misforstås: Her er en meget stærk kvinde med en særdeles fokuseret og velfungerende hjerne, der har formået at overleve på toppen af Hollywood i 50 år.

– Jeg tror, at jeg er mest stolt over at have lavet film i 70’erne – film som ’Taxi Driver’, siger hun, idet hun reflekterer over sin lange karriere i filmbranchen. – Men det øjeblik, hvor jeg var allermest stolt, var, da jeg instruerede min første film, ’Little Man Tate’. Det var bare så spændende at kunne vise den på det store lærred. Den var ikke perfekt, men den var 100 procent, som jeg havde det, og sådan som jeg så mig selv. Jeg ser tilbage på det nu på samme måde, som forfattere sikkert kigger tilbage på deres første roman og tænker: “Wauw, jeg var så ung og så naiv”, og jeg fatter ikke, at jeg tænkte sådan. Men det kom fra et instinktivt, primitivt sted. Så det er den film, jeg er mest stolt af.

nyhedsbrev

Læs mere om: