INTERVIEWS

Johanne Schmidt-Nielsens 10 leveregler

Grin, elsk, tvivl og husk, at du ikke behøver være elsket af alle – tværtimod kan det af og til være nødvendigt at ødelægge den gode stemning. Sådan lyder det fra Johanne Schmidt Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, som her deler sine leveregler.

Johanne Schmidt-Nielsens 10 leveregler

1. Lad dig ikke stresse af leveregler i punktform. Verden er fuld af manualer til det gode liv og velmenende råd. De færreste følger dem, og de fleste, jeg kender, kunne godt skrue i hvert fald 20 procent ned for den indre skyld og skam over alt det, de ikke når. Mig selv inklusive, naturligvis.

2. Grin. Også af dig selv. Et hovedformål med livet må være, at man skal have det sjovt. Når ikke der er noget at grine af, så lad være med at slå dig selv oven i hovedet med, at alle dage bør være gode. Der findes lortedage. Og det er helt okay. 

3. Elsk! Det er i relationerne mellem mennesker, at meningen med det hele findes. Det er jo så vanvittigt fedt at blive elsket og at elske.

LÆS OGSÅ: 10 leveregler fra Sanne Salomonsen 

4. Det er okay ikke at være elsket af alle. Somme tider kan der være gode grunde til, at folk synes, man er en idiot – og er grundene gode, er de værd at reflektere over. Men bekymringerne over andre menneskers tanker kan tage overhånd. Nogle gange er det faktisk helt nødvendigt at ødelægge den gode stemning. Det leder mig videre til…

5... Sig fra, når du møder uretfærdigheder. Både de store og de små. Astrid Lindgren formulerede det så præcist i ‘Brødrene Løvehjerte’: ‘Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort.’ Hvis hende, du sidder ved siden af i S-toget, får at vide, hun skal skride hjem, hvor hun kommer fra, skal du ikke nøjes med at tænke, at det er forkert. Du skal sige det højt. 

6. Tvivl. Giv masser af plads til tvivlen. Den bliver man klog af. Diskutér, lyt, bliv klogere, skift holdning, nuancér. Det lyder så banalt at konstatere, at jo mere man ved, jo mere tydeligt bliver det, at der er så meget, man ikke ved. Men ikke desto mindre.

7. Styr din forfængelighed. For din egen skyld. Tænk, hvor meget energi man kan spilde på at ærgre sig over, at ens ben er korte, at man har tyndt hår eller at man ikke har opfundet noget genialt. Gør dig fri af den skøre tanke, at vi hver især skal være enestående og huskes til evig tid. Og vær ikke så bange for at tabe ansigt. Hvad er det værste, der kan ske?

8. Husk, at det (meste) går over. Når man får hjertet revet ud, tror man, man aldrig kommer til at elske igen. Når alting ramler, og man ikke længere kan bunde, føles det usandsynligt, at man nogensinde finder fodfæste. Men det gør man jo for det meste. Der er sorger, man tager med sig gennem hele livet, men tiden læger nu overraskende mange sår.

LÆS OGSÅ: Sofie Jamas 10 leveregler

9. Prøv at lade være med at skælde dine børn ud. Der kommer virkelig ikke noget godt ud af det. Det er veldokumenteret, at det absolut ingen effekt har at råbe og fortælle dem, at de er dumme. Selvfølgelig skal man sætte grænser og fortælle dem, når de gør noget forkert. Men råberi og grimme ord går ud over deres selvværd. De føler sig afvist og uelskede. Og når du så alligevel skælder dem ud, for det gør vi jo alle sammen, også selv om vi prøver at lade være, så husk, at det er helt okay at sige undskyld til sine børn. Det lærer de også af. 

10. Dedikér dig selv. Til kampen for bedre normeringer i vuggestuen. Til planlægning af sommerfesten. Til biernes overlevelse. Lav en ekstra portion lasagne, så din nyskilte underbo får en mindre stressende hentning og aften med ungerne. Brænd for noget, og kæmp for det. 

Læs mere om: