INTERVIEWS

Josephine Philip og Jesper Elg: Vi er blevet bedre til at planlægge langsigtet og give hinanden rum

Musiker Josephine Philip og gallerist Jesper Elg har kæmpet indædt om tiden. De har begge to haft travlt. Fordi den kunst, de hver især har beskæftiget sig med, har føltes som en nødvendighed og ikke kun som et arbejde. Nu har parret sluttet fred, de glider ikke længere væk i hver deres verden, og de husker hinanden på at give plads – og at prioritere familien.

I Josephine Philip og Jesper Elgs køkken hænger der et ur, der er stort set umuligt at afkode. Det er lavet af kunstneren Tauba Auerbach og er så matematisk kompliceret, at det selv for det trænede øje er et krævende bekendtskab.

Du skal virkelig ville vide, hvad klokken er for at aflæse det. Sætte dig ind i dets rytme og give dig tid til at gennemskue visernes gang over skiven. Ellers kan du lige så godt give op på forhånd. På den måde er uret også et barmhjertigt bekendtskab. For med mindre du gør dig umage for at finde ud af, hvad klokken egentlig er, sætter det dig fri af tiden.

Det minder dig ikke om møder, deadlines, frokostaftaler, børneafhentninger og generalprøver. Det tæller ikke ned. Det stresser ikke. Det går bare.

Blå bog: Josephine Philip er født i 1981 og debuterede i 2001 som forsanger og komponist i skabandet Favelachic og i 2007 med popduoen JaConfetti. Jesper Elg er født i 1975. Han er medstifter og leder af det internationalt anerkendte V1 Gallery og søstergallerierne Eighteen og Outpost.

Læs også: Lone Landman: Det bedste du kan gøre for dine børn er, at købe dem et stykke jord

At føle sig som aleneforældre

Uret kom ind i Josephine Philip og Jesper Elgs liv på et tidspunkt, hvor de stod midt i en kamp om tiden, der i flere år var en ret konstant og tilbagevendende kilde til konflikt i deres parforhold.

For hvem havde ret til den? Galleristen, der var lykkedes med at bryde igennem på den etablerede kunstscene med et radikalt nyt blik for samtidskunsten? Eller sangeren og komponisten, der med sit band havde fået hul igennem til det store udland og en større scene?

Uanset svaret var det en kamp, der for godt fem år siden kulminerede i et absurd og filmisk øjeblik i Kastrup Lufthavn. Josephine Philip var netop ankommet efter at have spillet en koncert i Paris. Jesper Elg havde netop checket sin bagage ind på vej til kunstmesse i Basel. Med flakkende øjne og vantro malet i ansigterne udvekslede de praktikaliteter omkring et familieliv, de ikke rigtig længere følte, at de var fælles om. Og så skiltes de igen.   

- I den periode føltes det, som om en af os konstant var aleneforælder, siger Jesper Elg.

- Der var helt klart brug for en revurdering. Det er jo meget individuelt fra par til par, men vi har brug for at se hinanden. Ellers glider vi væk i to forskellige verdner, som ikke er tilstrækkeligt forbundne, siger Josephine Philip.

Jesper Elg og Josephine Philip sidder ved langbordet i det store åbne køkken i lejligheden på Vesterbro, hvor de bor sammen med deres døtre Jolene på 11 og Jura på 3. Under Tauba Auerbachs tikkende viser og omgivet af en imponerende kunstsamling.

På rummets endevæg hænger et stort maleri af John Copeland, over døren et mindre portræt af Katherine Bernhardt og på rummets langside store værker af Danny Fox. Under masken tre mindre værker af bl.a. Wes Lang og Robert Nava, en af kunstverdenens mest lovende og fremadstormende nye kunstnere.

Jesper Elg hælder kaffe op fra en espressokande, hvis stålblanke sider forlængst er slikket gyldne af flammerne fra gasblusset. Han har sorte bukser på og en skjorte i en sart og støvet lilla nuance. Den ser lige så blød ud, som hans stemme lyder. En lavmælt, men præcis diktion, der får folk til at tie stille og lytte.

Josephine Philip sætter kopper på bordet og hælder vand i glas. Hun har en kort, knaldrød jakke på, der minder lidt om en tyrefægters bolero og matcher de signalrøde negle perfekt. Hendes dybbrune lange hår er forbløffende tykt. Og blankt. Og hendes latter er hyppig og uprætentiøs.

Læs også: Evren Tekinoktay: Jeg har ikke skruet op for charmen

Fred

Det er ikke, fordi parret ikke længere har travlt. Jesper Elg har genåbnet gallerierne V1, Eighteen og Outpost efter måneder med lockdown. På de nymalede hvide gallerivægge hænger værker af kunstnere som Alicia McCarthy, Anton Funck og Coline Marotta.

Josephine Philip er aktuel med singlen ‘Call My Name’. Hendes første soloudgivelse efter flere år med fokus på bandet Darkness Falls og performanceduoen Philip I Schneider.

Men Philip og Elg har sluttet fred. De kæmper ikke længere om tiden.

- Det er egentlig ret banalt. Vi er blevet bedre til at planlægge langsigtet og give hinanden rum i stedet for trodsigt at stille os op i hvert vores hjørne og holde på vores ret. For så er der jo ingen, der kommer videre, siger Josephine Philip.

- Det handler om at forsøge at facilitere hinanden,” siger Jesper Elg og fortsætter:  “Om at føle hinanden og mærke, hvornår noget er vigtigt. Når det er vigtigt, giver vi hinanden meget plads og tid. Og det er der også brug for. Vi arbejder begge to på en måde, hvor man ikke altid kan være sikker på at ramme skiven inden for den tid, der er sat af. Nogle gange kommer de rigtige idéer, løsninger og intuitioner ikke glidende, når man godt kunne tænke sig det. Der kan være masser af forsøg og fejlslag, før ting lykkes i en kunstnerisk proces.

Læs også: Maria Jencel og Pelle Peter Jencel: Derfor talte vi om vores ekskærester på første date

Jamen jeg er ikke lesbisk

De fleste børnefamilier kender til bøvlet med at få karriere, parforhold og familieliv til at gå op. Men Josephine Philip og Jesper Elg har alligevel haft travlt på en anden måde.

De mødte hinanden i 2009 på et tidspunkt, hvor Københavns kunst- og kulturscene var midt i det, der bedst kan beskrives som en lille kulturel revolution. Og de var begge to en del af bevægelsen.

Det var en tid, hvor aktører som V1, BIG, Vibskov og Wood Wood gjorde op med de etablerede institutioner og introducerede nye måder at gøre tingene på, som rakte ud over landets grænser. Og hvor dansk musik heriblandt Josephine Philips Darkness Falls brød igennem med en lyd, der ikke i sit udgangspunkt var skabt til et dansk, men til et internationalt publikum.

De to mødte hinanden på Jolene i Kødbyen på Vesterbro, hvor de begge havde spillet DJ-gigs samme aften. Og de forelskede sig et par døgn senere på det hedengangne Ritz, hvis røgfyldte lokaler lå gemt væk i en kælder under en indisk restaurant på hjørnet af  Istedgade og Viktoriagade.

- Det var et sindssygt varmt og lidt smugkrogsagtigt sted. Med billige drinks i plasticbægre og alle mulige mærkelige typer. Josephine havde placeret sig strategisk genialt op ad en blæser og stod og dansede i vindstrømmen i en let, grøn sommerkjole, fortæller Jesper Elg om den aften, hvor han lænede sig ind mod hende og fortalte, at han virkelig gerne ville være kærester med hende, hvis bare ikke hun havde været lesbisk.

- Jamen jeg er ikke lesbisk, lød hendes svar.

Jesper Elg rødmer. Josephine Philip griner.  

- Og så var det ligesom på plads, siger Josephine Philip.

- Det gik superhurtigt. Og føltes meget rigtigt. I virkeligheden var det jo enormt mærkeligt, at vi ikke havde mødt hinanden tidligere. For vi kendte stort set alle de samme mennesker. 

Det er en underdrivelse, at det var mærkeligt. For Jesper Elg og Josephine Philip tilhørte den absolutte inderkreds af den nye kulturelite, der i 00’erne voksede frem i og omkring Kødbyen på Vesterbro og forgrenede sig i alle kulturlivets forskellige retninger.

Læs også: 5 trin til et godt parforhold

Velkommen til verden

Da Josephine mindre end et år senere fødte parrets første datter Jolene (ikke opkaldt efter baren, men efter Dolly Partons smukke countryballade) bragte det tumblr-baserede nyhedsbrev ‘Copenhipster’ da også en vaskeægte society-notits om den lykkelige begivenhed.

Velkommen til verden, Jolene – et ægte barn af kødbyen, lød overskriften på artiklen, der stadig kan graves frem af nettets gemmer.

- Det var en enormt sjov og spændende tid, hvor folk fra forskellige verdner – arkitektur, design, musik og kunst – legede sammen på kryds og tværs og promoverede hinanden. Vi var et hold, der lige pludselig kunne alt muligt og skabte alle mulige forskellige hybrider, fordi vi lod alting blive mere flydende, siger Jesper Elg.

- 00’erne var også præget af et totalt opsving. Man turde mere, fordi der fandtes en grundlæggende optimisme i tiden, og fordi digitaliseringen havde åbnet verden og gjort den mere tilgængelig. Tidligere handlede det meget om at blive udvalgt og blive blåstemplet af etablissementet. Men folk begyndte at gøre det på deres egen måde. Gennem andre kanaler og uden om institutionerne, siger Josephine Philip.

- Helt grundlæggende var det et opgør med den slagne vej. Vi ville definere os selv og vise, at der var andre måder at gøre tingene på. Vi orienterede os ikke mod de store gallerier og institutioner i Danmark, men mod hinanden og mod små gallerier uden for landets grænser. Det får man en masse slag for – også nødvendige – men det betyder også, at man får mulighed for at skabe noget afgørende nyt. Et radikalt brud med det, den etablerede elite har bestemt, er den gode smag. Og det var det, vi ville.

Jesper Elg fortsætter:

- Men det er klart, at det kræver helt vildt meget mere arbejde at gøre tingene på en ny måde end at træde ind i det allerede etablerede.

Læs også: Mor/datter tradition: Gwyneth Paltrow afslører deres skøre fødselsdagstradition

Ikke brække nakken

Set i det lys giver det mening, at Jesper Elg og Josephine Philip havde travlt. Det, de havde gang i – sammen, men også hver for sig – føltes nødvendigt for dem begge to. Eller som Josephine udtrykker det: “Det føltes som alt eller intet.”

I den forstand er det heller ikke kun langtidsplanlægning, der gør, at de ikke længere kæmper som hund og kat om tiden.

- Vi er blevet mere indstillede på at prioritere vores familie og hinanden og acceptere, at vi ikke kan arbejde hele tiden. Arbejdet er stadig vigtigt. Men det føles ikke helt så alt eller intet, som det gjorde tidligere. Og det er jo heller ikke i orden, hvis vi eller børnene bliver mega kede af det. Jeg er blevet meget skarpere på, hvornår noget er vigtigt, og meget bevidst om, at jeg ikke vil brække nakken på vej derhen, siger Josephine Philip. 

- Mit arbejde handler grundlæggende meget lidt om mig, men om at få det bedste frem i de kunstnere, jeg arbejder med. Jeg føler et stort ansvar for dem og for det hold, der arbejder for os. Og jeg har nok også følt for stort et ansvar, og at det kom før alt andet. Men det fungerer ikke. Tingene må mødes, siger Jesper Elg.

Samtidig er der også kommet noget andet snigende. Næsten umærkeligt. En gradvis opblødning mod det etablerede, det klassiske og det kanoniserede. Mod den vedtagne gode smag. Alt det, de i udgangspunktet satte ud for at skabe et alternativ til og en opposition imod.

Jesper Elg har netop købt et Asger Jorn-litografi. Josephine Philip synger jazz on the side. I Lyngby-Taarbæks jazzklub.

- Det handler om pludselig at forstå det i en ny kontekst, siger hun:

- Jeg forstod ikke jazz før. Jeg forstod ikke gentagelsen. Den der fortolkning på fortolkning på fortolkning. Så har vi vist også alle sammen hørt ‘Summertime’! I 67.000 goddamn forskellige versioner! Men lige pludselig forstod jeg det bare og fik en enorm optur over det. For mig handler det om at tage det rebelske og det egenrådige med ind i det, jeg laver. Også i det etablerede. Om at gøre det 100 procent kompromisløst og på min egen måde. Og det kan jeg gøre nu, fordi jeg tager min egen personlige erfaring med.

- Det er en form for rite of passage, siger Jesper Elg.

- Man bliver nødt til på et tidspunkt at være i opposition til det etablerede og til de eksisterende kræfter for at definere sig selv og den platform, man gerne selv vil skabe. I den proces er man nødt til at tage læderjakken på og være hardcore og radikal og affejende. Men på et tidspunkt finder man ud af, at der er andre, der er gået i radikale sko før én selv. Man finder ud af, at Asger Jorn var super radikal. At han var punk, før der var noget, der var punk. Og så forstår man pludselig, at Cy Twombly var radikal, og at Henri Matisse var radikal. At man i virkeligheden træder ind i en flod af folk, der har lavet nybrud gennem tiden. Og så får man jo en enorm respekt. Ikke fordi deres værker hænger på Glyptoteket og på Louvre, men fordi man får mulighed for at genopdage dem og opdager, at de er fuldstændigt fantastiske.

- Jeg tænker, at det er det samme med jazz, tilføjer han:

- Jazz kan være enormt radikalt. Men det kan også være suppe, steg og is på molen, hvor man bare har lyst til at køre hele pavillonen i havnen. Det kommer fuldstændig an på, hvem der gør det. Og hvordan de gør det.

Læs også: Her er de bedste oplevelsesgaver, du kan give

Tiden må vise, hvad der sker

Og hvad så med Jolene og Jura. Døtrene, der ifølge det hedengangne 00’er-nyhedsorgan ‘Copenhipster’ er mere end almindeligt disponerede for at følge i deres forældres kunstneriske fodspor. Med mindre de selvfølgelig gør op med den kreative livsstils konformitet?

Der er ingen grund til revisorbekymring, fastslår forældrene. Ikke at det ville bekymre Josephine Philip det mindste. Så længe hendes døtre er passionerede omkring det, de laver, kan de kaste sig over præcis det, de vil. Også årsbalancer, momsregnskaber og snorlige excel-kolonner.

Men Jolene er allerede optaget af kunsten. Hun har en bred smag, men er særligt glad for HuskMitNavn og Troels Carlsen.

- Hun har et godt blik og er sindssygt nysgerrig og kritisk. Og det er spændende at se hendes tilgang. Det er interessant at se, hvad børn, der ikke er formelt trænede i billedanalyser, kan få ud af at kigge på kunst. Det er måske ligefrem en rigtig god måde at vurdere, om noget er godt. Når et billede taler til nogen, som ikke er trænede i den vestlige verdens billedtolkning, er der måske noget ekstra godt i det, siger Jesper Elg.

Jura (der ikke er opkaldt efter professionen, men efter bjergkæden i alperne, der løber langs Rhinen på grænsen af Frankrig og Schweiz) er endnu kun tre år. Og ingen – ikke engang hun selv – ved, hvilken vej hun vil vælge i livet.

- Som mor kan jeg godt have lyst til at presse på i alle mulige retninger. Lære hende at spille guitar f.eks. Fordi det er fedt at kunne spille på et instrument, og fordi jeg stadig kan blive enormt skuffet over, at jeg aldrig selv fik lært at spille til andet end lejrbålsbehov. Men man skal jo holde fingrene væk. Det er det, der er kunsten. Tiden må vise, hvad der sker, siger Josephine Philip.

For tiden går jo. Også selv om man har indrettet sig med et ur, der ikke hele tiden minder én om det. Så tikker den afsted. Og lige om lidt er det børnene og ikke længere de voksne i verden, der skal kæmpe om tiden. Om deres egen. Og om den, de sammen med den næste generation skal være med til at definere.

Læs også: Fem kvinder, der har ændret vores hverdag