Karl Lagerfeld er ifølge eget udsagn en beskeden mand

INTERVIEWS

Karl Lagerfeld: Jeg er faktisk meget beskeden

Bag Karl Lagerfelds kendte ansigt gemmer sig en beskeden og privat person

De mørke solbriller, det hvide hår og de skarpe skjorteflipper tilsat en markeret sort jakke. Karl Lagerfelds excentriske udseende er næsten lige så ikonisk som designeren selv, og hans profilbillede er blevet brugt flittigt af både design- og marketingafdelinger verden over. Men det er ifølge Lagerfeld ikke noget, han selv har valgt.

"Personligt har jeg svært ved at tro på, at jeg er berømt. Men jeg kan ikke gå ind i en butik, uden at nogen tager et billede af mig på deres iPhone. Det føles meget mærkeligt," siger Lagerfeld selv om opmærksomheden.

For nylig, da han åbnede en pop-up-shop i stormagasinet Selfridges i London, prydede omridset af hans profil alt fra væggene i elevatorerne til store neonskilte og T-shirts på de ansatte. Og selv om han indimellem bliver overrasket over, hvad hans hoved bliver brugt til, så erkender han alligevel, at hans selvbestaltede, altid sort-hvide udseende har lige så meget tilfælles med et litografi som med et levende menneske.

"Det er ikke noget, jeg har gjort med vilje, og jeg har aldrig selv foreslået, at mit ansigt blev en del af brandingen. Jeg er personligt alt for beskeden, hvis man kan sige det, til at komme med sådan et forslag," siger han.

Den tyskfødte designer, der fylder 80 år til september, har ellers sit at have det i. Han er kreativ direktør for både Fendi og Chanel og designer derudover kollektioner for sine egne mærker Karl, Karl Lagerfeld Paris og Lagerfeld. I 2004 var han den første store designer til at samarbejde med den svenske highstreet-kæde H&M - et samarbejde, der ifølge Lagerfeld selv for alvor var det, der gjorde ham kendt i offentligheden, da den svenske modegigant valgte at benytte hans fotografi i reklamekampagnen for kollektionen.

Du kan læse mere om Karl Lagerfeld i dit februar-nummer af IN, som du kan købe til iPad.