INTERVIEWS

Kim Grenaa: "Jeg forstår ikke, at danske modemærker ikke har større internationale ambitioner"

Vi har mødt Kim Grenaa, kreativ direktør og magasinudgiver, til en snak om dansk mode i et internationalt perspektiv, sit forhold til hans mormor, hans allerførste kys og om Guccis store forandring

Mit navn er … Kim Grenaa, og jeg er kreativ direktør i Grenaa Creative, medudgiver af DANSK Magazine og har for nylig lanceret onlineuniverset The Counsel.

Du ved det nok ikke, men … jeg skulle faktisk have læst teologi.

Fik jeg lov at trylle mig til et andet årti, ville jeg … tage tilbage til 20’erne.

Det er vigtigere for mig … at være anerkendt end kendt.

Mit yndlingssmykke er … alle de fantastiske smykker, den svenske smykkedesigner Vivianna Torun har designet for Georg Jensen.

Mit største modeikon er … Bat Gio, der er moderedaktør for den japanske udgave af Vogue.

Den bedste mode kommer fra … Frankrig. Jeg går aldrig glip af den parisiske modeuge, fordi den altid er fuld af kreativitet og overraskelser.

Mit yndlingsmodehus er … Gucci. Der sker sjældent noget rigtigt
nyt i modeverdenen, men jeg synes, at Guccis nye chefdesigner, Alessandro Micheles, design-dna er en lille revolution. Det er storbyen, der møder naturen. Det er kønnene, der låner fra hinanden. Det er ungt, men stadig elegant. Jeg var jo også med, da Tom Ford desginede for Gucci i 90’erne, og gammel kærlighed ruster aldrig. Jeg har fundet flere ting frem fra kælderen.

LÆS OGSÅ: Mit klædeskab: Christine Hvelplund

En relation, jeg ikke kunne undvære, er … den, jeg har til min skønne mormor Agnes. Min hund er endda opkaldt efter hende.

Jeg føler nærhed, når … jeg er sammen med min elskede kæreste.

Jeg har en stor svaghed for … alle hunde.

Hvis jeg skulle have lavet noget andet, ville jeg … drive en hundekennel eller et lille designhotel.

Jeg forstår stadig ikke, … at danske modemærker ikke har større internationale ambitioner.

Jeg bliver tit upopulær, når jeg siger det, … men dansk mode ville være et helt andet sted, hvis der blev investeret mere i kampagner, annoncering, modeshows og onlineopmærksomhed. Det er det, der gør hele forskellen internationalt.

Jeg er ærgerlig over, at … den danske modeuge taber terræn på grund af for få storslåede shows, mangel på international presse, indkøbere og modeller. Det kan vi gøre bedre.

Min mor sagde altid til mig … “Hvorfor skal du være så anderledes?”

Jeg udviklede mig meget, … da jeg flyttede hjemmefra som 14-årig.

Jeg håber, at den næste generation … bliver mere åben og forstående over for menneskers forskelligheder.

Da jeg var barn, var jeg … utålmodig. Og det er jeg stadig.

Nu vil jeg ... tage hjem til min mormor.

LÆS OGSÅ: Pernille droppede det godt betalte job til fordel for velgørenhed

Læs mere om: