Få 10 leveregler fra Lars Sander Matjeka
INTERVIEWS

Lars Sander Matjekas 10 leveregler

Det har en pris at sidde ved roret i en stor virksomhed. Det ved Lars Matjeka, der er administrerende direktør i Aller Media. Hans 10 leveregler minder ham om at holde balancen, så der også er tid og plads til nysgerrighed og dans.

10 leveregler fra Lars Sander Matjeka

1. Vær bevidst om dine valg. Alle de valg, vi foretager i vores liv, har en pris, som vi skal være opmærksomme på, om vi er villige til at betale. Når man siger ja til noget, siger man nej til noget andet.

2. Vær et godt menneske. Hold tilbage i trafikken, spørg, om der er noget, du kan hjælpe med, træk lige vejret en ekstra gang, når du står i supermarkedet i ulvetimen. Ved at opføre dig ordentligt og holde hjertet varmt, kan du forhåbentlig inspirere andre til at opføre sig på samme måde.

LÆS OGSÅ: 10 (grønne) leveregler fra Anders Morgenthaler

3. Find dine værdier og brug dem som et kompas i livet. Når jeg er skarp på mine værdier, træffer jeg bedre beslutninger – både derhjemme og på arbejde. Ro er fx meget vigtigt for mig, og derfor ved jeg, at jeg ikke skal have en arbejdsdag med møder fra morgen til aften. Jeg skal have pauser for at fungere.

4. Pas på dig selv. I flyet skal man tage sin egen iltmaske på, før man hjælper andre. Jeg har det på samme måde i livet. For at passe på medarbejdere og på familie bedst muligt, skal jeg huske at passe på mig selv.

5. Dans hver eneste dag, så det hele ikke bliver så alvorligt. Jeg danser med mine døtre hver dag, og det giver mig en forløsning og en glæde. Generelt kan vi voksne lære meget af børn, der gør alt så lystbetonet.

6. Vær nysgerrig over for alt, du møder og ser.

7. Fokuser på det, der giver dig energi. Jeg er opvokset med, at vi skulle se hullerne i osten, at have fokus på det, der kunne gå galt, og det, der ikke var godt nok. Det tror jeg ikke på. Vi vokser meget mere, hvis vi fokuserer på det, der går godt, og det, der giver energi.

LÆS OGSÅ: Anne Glad: Læg telefonen væk

8. Sig tak og vær taknemmelig. Mange af os er som udgangspunkt ret privilegerede, og det skal vi huske. Inden jeg falder i søvn, tænker jeg på de ting, der er sket i løbet af dagen, som jeg er taknemmelig for.

9. Vær altid i bevægelse. Samtiden bevæger sig, og som mennesker skal vi bevæge os med. Det kalder ofte på både mod og sårbarhed, men udvikler vi os ikke, degenererer vi.

10. Just do you. Hvis jeg kunne have fået et råd som teenager, skulle det have været det her. Jeg har brugt alt for mange år af mit liv på at være alt muligt andet end den, jeg er. Det er bare meget lettere at være sig selv. Jeg var til et årsmøde for nylig med 250 mediechefer i mørke habitter, og jeg var i jeans og blomstret skjorte. Jeg kan godt afsløre, at jeg faldt udenfor, men det var det, jeg havde lyst til at have på. Og det er vigtigt for mig, at jeg altid føler mig godt tilpas.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: Jeg vil være vågen i mit liv

Læs mere om: