Laura Dern
INTERVIEWS

Laura Dern: Frontkæmper i Hollywood

Som barn blev hun slæbt med, når hendes mor mødtes med andre aktivister for at kæmpe for bedre vilkår og lige rettigheder. Derfor lå det lige for, at Laura Dern skulle være med i front i Time’s Up-bevægelsens kamp mod sexchikane, som opstod i Hollywood i kølvandet på den bølge af anklager, der i efteråret skyllede ind over bl.a. produceren Harvey Weinstein. For siden den prisbelønnede skuespillerinde fik sit første filmjob som 11-årig, har hun kæmpet for at frigøre sig fra andres forventninger og forestillinger om, hvem hun er.

Blå bog: Laura Dern 

  • Født 10. februar 1967 i Los Angeles, datter af skuespillerne Bruce Dern og Diane Ladd.
  • Hun er kendt for at være en af filminstruktøren David Lynchs muser og er med i fem af hans film: ‘Blue Velvet’ (1986), ‘Vilde hjerter’ (1990), ‘Lonely Hearts’ (2006), ‘Inland Empire’ (2006) og ‘Twin Peaks’ (2017).
  • Hun har været med i så forskellige film som ‘Jurassic Park’ (1993),
  • ‘I Am Sam’ (2001) og ‘Wild’ (2014) og er også med på tv-bølgen i serierne ‘Enlighted’ (2011-13) og ‘Big Little Lies’ (2017).
  • Laura Dern har været nomineret til to Oscars og har vundet fire Golden Globe-statuetter. Hun er aktuel med ‘The Tale’ og snart anden sæson af ‘Big Little Lies’.
  • Dern er mor til sønnen Ellery Walker Harper på 16 år og datteren Jaya Harper på 13.
  • I 2013 blev hun skilt fra musikeren Ben Harper efter otte års ægteskab. Hun har tidligere dannet par med kollegerne Billy Bob Thornton og med Jeff Goldblum.

I løbet af december 2017 mødtes godt 20 kvinder fra Hollywoods filmverden over flere omgange. På forskellige kontorer og i private hjem. De mødtes for at finde ud af, hvordan de som kvinder skulle forholde sig til det, der skete omkring dem, og hvordan de skulle reagere.

Det var få måneder efter, at de mange anklager begyndte at rasle ned over hovedet på Harvey Weinstein, og kvinder stod frem én efter én og fortalte om deres oplevelser med seksuelle overgreb og chikane i forbindelse med den berømte og i årtier så magtfulde Hollywood-producer. Efterhånden var der nærmest en lavine af kvinder, der fortalte om lignende hændelser på deres arbejdspladser − også uden for Hollywood.

Laura Dern i front i Time’s Up-bevægelsen

En af de 20 kvinder, der var med på møderne, var Laura Dern. Og sammen med resten af gruppen organiserede og dannede hun Time’s Up-bevægelsen, der arbejder mod sexchikane, og som med kun en måned på bagen i februar 2018 allerede havde samlet mere end 200 frivillige advokater og rejst 20 millioner dollar til en fond, der skal finansiere juridisk arbejde.

Til at begynde med handlede 20 kvinders møder om deres personlige oplevelser i branchen. Flere historier handlede om sexchikane og i nogle tilfælde også seksuelle overgreb. Efterhånden begyndte møderne også at handle om lønforhold og manglende ligestilling i filmbranchen. Og det stod mere og mere klart for gruppen, at de måtte gøre noget, fortæller Laura Dern. At tiden var kommet. Navnet for bevægelsen, Time’s Up, kom derfor helt naturligt. For det var sådan, alle kvinderne havde det. Det var oplagt, at det nu skulle være slut med den slags oplevelser – både i og uden for Hollywood. 

− Det var vigtigt for os, at vi kunne støtte kvinder i alle brancher, fortæller Laura Dern til IN.

Hun har været vant til at kæmpe for sine rettigheder, siden hun var barn, og derfor var det oplagt for hende at gribe muligheden for at gøre noget.

− Det var helt naturligt for mig at blive aktivist. Min mor og hendes kvindelige kollegaer kæmpede for de samme ting, da jeg var barn, og jeg var ikke ret gammel, da hun tog mig med til møder sammen med andre aktivister. Men vi kommer endnu bredere ud nu, så jeg tror, at vi ender med at gøre en stor forskel, siger hun.

Wild at Heart

Laura Dern som Lula Fortune i klassikeren ’Vilde hjerter’ fra 1990.

 

LÆS OGSÅ: Magtmisbrug og sexchikane - skandalen, der kan ændre Hollywood

Kampen for frigørelse

Laura Dern startede sin karriere som skuespiller i en meget ung alder. Hendes forældre, skuespillerne Diane Ladd og Bruce Dern, tog hende begge med på arbejde, fra hun var helt lille. Det var derfor helt naturligt for hende, at hun skulle følge i mor og fars fodspor, og Laura Dern fik sit første betalte job som skuespiller, da hun var 11 år.

− Der sker noget underligt, når man fra barnsben bliver placeret i en gruppe, hvor man anses for at være unik, fordi man er et kunstnerisk menneske, fortæller Laura Dern.

− Man begynder at modarbejde det. Man vil gøre alt for at blive opfattet som normal, og man modsætter sig alt, hvad der gør en unik. Det er også en kamp ikke at blive opfattet som sin mors eller sin fars datter. Det har været svært ikke at blive sammenlignet med sine forældre og i stedet blive betragtet som den person, man er. Det har været interessant at skulle frigøre mig og finde min egen identitet, forklarer hun.

Laura Dern har flere gange skrevet filmhistorie sammen med forældrene, Diane Ladd og Bruce Dern. Blandt andet, da far, mor og datter i 2010 som den første familie nogensinde fik hver deres stjerne ved siden af hinanden i fortovet på den legendariske Hollywood Boulevard.

 

Universitetsgrad i David Lynch

Egentlig ville Laura Dern gerne have haft en universitetsuddannelse. Men da tilbuddet om at medvirke i mesterinstruktøren David Lynchs ‘Blue Velvet’ kom, kunne hun ikke sige nej. Og hun har senere i spøg sagt, at hun bestod sin eksamen med David Lynch − at samarbejdet med ham dengang for mere end 30 år siden var så lærerigt, at det udgjorde hendes universitetsgrad.

Den dag i dag er Lynch-filmene stadig blandt dem, Laura Dern er mest kendt for – både ‘Vilde hjerter’, hvor hun spillede overfor Nicolas Cage, og den nye version af tv-serien ‘Twin Peaks’, som hun medvirkede i sidste år.

Det var femte gang hun arbejdede sammen med David Lynch, og arbejdet med ham har været en stor inspiration for hende gennem hendes ‘opvækst i filmbranchen’.

− Jeg har ikke alene lært meget om film, men også om medmenneskelighed og om at udforske de mørke sider, fortæller Laura Dern.

Dern fik sit store gennembrud i David Lynchs ’Blue Velvet’ i 1986 og har siden lavet fire film med David Lynch i instruktørstolen.

Hævn og forsoning

Tilbage i nutidens Hollywood indledte gruppen af skuespillerinder bag Time’s Up et samarbejde med en række kvindelige aktivister, der allerede havde mange års erfaring med spørgsmål som sexchikane, overgreb på arbejdspladsen, ligestilling og ligeløn. Som noget af det første inviterede de aktivisterne med til Golden Globe-uddelingen 8. januar for at gøre hele verden opmærksom på Time’s Up-projektet.

Laura Dern inviterede Monica Ramirez, der er medstifter og leder af Alianza Nacional De Campesinas, som arbejder på at støtte kvindelige landarbejdere, der er blevet udsat for sexchikane, misbrug eller diskriminering på arbejdspladsen. Skuespillerne Amy Poehler, Emma Stone, Susan Sarandon, Emma Watson, Meryl Streep, Shailene Woodley og Michelle Williams inviterede også alle aktivister med til prisuddelingen. Alle var klædt i sort for at vise, at de stod sammen i solidaritet med Time’s Up.

LÆS OGSÅ: Derfor gik Golden Globe helt i sort 

Bryd med fortidens norm

Den aften vandt Laura Dern en Golden Globe for sin rolle som Renata Klein i HBO-serien ‘Big Little Lies’. Fra scenen udtrykte hun sympati for alle ofre. Men hun opfordrede også til at fokusere på en mindre hævngerrig aktion og i stedet at straffe på en mere helende måde efter den alternative konfliktløsningsmodel ‘genoprettende retfærdighed’, hvor de personer, der er involveret i en konflikt, selv skal bidrage til at finde en løsning.

− Mange af os er blevet opdraget til ikke at sladre, sagde en dybt berørt Laura Dern med sin Golden Globe i hånden fra scenen på Beverly Hilton Hotel i Los Angeles og tilføjede:

− Det var en kultur, hvor man blev gjort tavs, og hvor det blev normalt. Jeg opfordrer os alle sammen til ikke alene at støtte alle ofre og vidner, der er modige nok til at stå frem med deres sandheder, men også til at fremme genoprettende retfærdighed. Må vi lære vores børn, at det er vores kulturs nye ledestjerne at kunne tale åbent uden at frygte konsekvenserne for det.

Med Kyle MacLachlan ved sin side i David Lynchs ’Blue Velvet’ i 1986. 

Sandhed skaber frihed

Det er en ren tilfældighed, at Laura Derns rolle som Renata Klein i ‘Big Little Lies’ ligger så tæt op ad temaerne i både #MeToo- og Time’s Up-kampagnerne. Tv-serien blev til, længe før de to bevægelser opstod, ligesom det også er en tilfældighed, at serier som ‘The Handsmaid’s Tale’, ‘Top of the Lake’ og ‘Liar’ kom på banen med lignende temaer om kvindeundertrykkelse, seksuelt misbrug og voldtægt.

‘Big Little Lies’ vandt yderligere tre Golden Globes for nogle måneder siden. Blandt andet vandt Nicole Kidman for rollen som Celeste Wright − en kvinde, der bliver psykisk og fysisk misbrugt af sin mand.

− Vi udforsker mange spørgsmål omkring sex, seksualitet og sensualitet i modsætning til at være offer for seksuelt overgreb, siger Laura Dern, der i forvejen har fire af de eftertragtede statuetter derhjemme.

− Titlen ‘Big Little Lies’ er vidunderlig relevant, for den indikerer, at måske er sandheden det eneste, der kan tage presset fra kvinder og frigøre os. Det er i vores forhold, vores nærsamfund og vores venskaber, at vi når frem til sandheden, siger Laura Dern.

Det er Nicole Kidman og Reese Witherspoon, der som producere står bag ‘Big Little Lies’. Nicole Kidman sørgede for rettighederne fra den australske forfatterinde Liane Moriarty, og sammen flyttede de produktionen fra kysten i Sydney, hvor romanen foregår, til det nordlige Californien. De samlede et godt cast af dygtige skuespillerinder, og Laura Dern blev hurtigt spottet til rollen som Renata, og Shailene Woodley og Zoë Kravitz blev også hyret. Og det viste sig hurtigt at være et fantastisk samarbejde og femkløver – også på et mere personligt plan.

Da hun var syv år arbejdede hendes mor med Martin Scorsese og hendes far med Alfred Hitchcock. Fra da vidste Laura Dern, at hun ville være skuespiller. På billedet er hun til Oscar-uddeling med sin mor, Diane Ladd, i 1975.

 

LÆS OGSÅ: Oscar-forbandelsen: Når statuetten flytter ind, flytter manden ud 

Hellig tillid

− Vi blev meget hurtigt nære venner og fortalte hinanden alt – også mange hemmeligheder, fortæller Laura Dern om deres samarbejde.

− Vi havde en form for hellig tillid til hinanden. Vi var fem kvinder sammen, og vi har skabt nogle meget smukke og intime forhold imellem os sammen og hver især − Zoë og Shai, Shai og mig, Reese og mig. Jeg har været venner med Nicole i mange år, men vi havde aldrig arbejdet sammen alle sammen tidligere. Der gik ikke mange øjeblikke, før vi talte om de mest private og personlige ting og delte dem med hinanden, fortæller Laura Dern.

– Vi blev meget hurtigt nære venner og fortalte hinanden alt, siger Laura Dern om kollegerne Nicole Kidman, Zoë Kravitz, Reese Witherspoon og Shailene Woodley fra ’Big Little Lies’. Rollen som den tilsyneladende barske Renata i den populære serie sikrede hende en Golden Globe i januar.

 

‘Løgnen er den nemme løsning’

I ‘Big Little Lies’ spiller Laura Dern den succesrige forretningskvinde Renata. Hun bor i en stor luksusvilla lige ud til Stillehavet, og hun mangler intet på den materielle front. Hun er gift med en forretningsmand, og sammen har de datteren Annabella. Da Annabella er blevet fysisk chikaneret i skolen, og hun beskylder en dreng for det, slår det revner i de eksisterende forhold til seriens øvrige kvinder. For han siger, at hun lyver.

Laura i rollen som den tilsyneladende barske Renata i den populære serie Big Little Lies.

-  Mange af os er blevet opdraget til ikke at sladre. Det var en kultur, hvor man blev gjort tavs, og hvor det blev normalt. 

 

− Folk køber gerne løgne, for løgne er mange gange nemmere, fastslår Laura Dern.

− Det er mere bekvemt at høre nogen sige: ‘Jeg vil gøre dig rig, og jeg vil gøre alt for dig’. Så tænker folk: ‘Det vælger jeg’. De vælger det, der lyder allerbedst. Men det tager kun 10 minutter at optrevle en løgn. Og det er en katastrofe. Det ser man overalt. Det er ret så fascinerende, siger hun og henviser til den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump.

Hun mener, at den amerikanske befolkning havde svært ved at vælge alternativet, Hillary Clinton, fordi Clinton er kvinde, og fordi folk har svært ved at håndtere kvinder i magtfulde positioner. Den tanke om kvinder fyldte meget for Laura Dern, da hun spillede Renata.

− Det var interessant at tænke på, hvordan de store virksomheder har sagt: ‘Okay, vi lader kvinder komme til. Og ved du hvad? De kan også blive chefer. Men vi sætter dem ind i et konferencelokale med 14 mænd, hvor ingen andre kvinder er til stede’. Og så må man hellere se at være sejere end alle de her mænd. Man må være den sejeste person, man nogen sinde har mødt, forklarer Laura Dern og tilføjer:

− Så følger man sine børn i skole og møder andre kvinder som mor og kone, og så bliver man også dømt her. Og folk går ud fra, at man som forretningskvinde er dårlig til det. Det er en dynamik, som vi har set politisk og kulturelt. Vi anser ikke de stærkeste og mest intelligente kvinder i USA for også at have en blødere og feminin side. Jeg tror, at der er mange kvinder, der er meget usikre og føler sig skyldige over, at de kan klare både forretning og familie. Og det kan godt påvirke deres samvær med andre kvinder, som ellers skulle være deres venner.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Alsidig skuespillerinde

Højdepunkterne i Laura Derns karriere har været mange, og filmene, som hun har medvirket i, har været alsidige – fra rollen som Ellie i Steven Spielbergs blockbusterhit ‘Jurassic Park’ til ’Den vilde rose’, hvor hun spiller over for sin mor. Alligevel har 2017 været et særligt år for den prisbelønnede skuespillerinde med tre store filmprojekter som ‘Big Little Lies’, ‘Twin Peaks’ og ‘Star Wars: The Last Jedi’. Og nu kan hun både se frem til optagelserne af anden sæson af ‘Big Little Lies’ og til sit samarbejde med sine kollegaer og medaktivister på Time’s Up.

Laura Dern har arbejdet med på flere af Hollywoods allerstørste produktioner – bl.a. sammen med Sam Neill i Steven Spielbergs ’Jurassic Park’ og i ’Star Wars – The Last Jedi, der blev den mest indbringende film i 2017.

 

− Jeg er mere begejstret end nogensinde før, siger Laura Dern og smiler stort.

− Jeg er blevet sulten efter mere nu. Jeg har været meget taknemmelig for at spille alle de meget forskellige roller, men jeg er også ivrig efter at gå endnu længere.