INTERVIEWS

Margrethe Vestager: Jeg vil også have et liv

Margrethe Vestager er en af EU’s mest magtfulde politikere, og den danske kommissær insisterer på at gøre plads til andet end politik i sin hverdag. Men hvordan balancerer man hverdag og arbejde som en travl karrierekvinde, der gerne vil have tid til det hele?

EN TRAVL KVINDE

Det er en af de dage, hvor byens lys er fuld af løfter, ingen af os rigtigt tør stole på. Solen har rejst sig smukt over København fra morgenstunden, som om vejrudsigten er helt hen i vejret, og alle forudsigelser om udbredt regn kan afblæses. 

Vi ved, kommissæren er på vej. EU-kommissær Margrethe Vestager. Hun bliver ganske vist lidt forsinket, har vi fået at vide. Og hun kommer også til at korte 20 minutter af vores aftale på grund af ‘et akut indkaldt møde’. Men sådan må det vel være med mennesker som hende, der sidder med magt og agt og har fat i tøjlerne på en ikke helt lille bolsjebutik. Der er fuld forståelse. Om end alting pludselig bliver endnu mere presset på settet med makeupartist, stylist, fotograf og journalist, der alle kræver deres bid med kommissæren. 

Men. Så står hun der. Toner frem i døren iført lysebrun cottoncoat over en lysegrøn kjole og matchende sneakers. Forsinket, ja. Men i det øjeblik, hun træder ind, er hun som en dyb indånding til hele lokalet. Ro på. Og på. 

WORK-LIFE-BALANCE?

‘Hvordan går det egentlig med din work-life-balance?’ kan man ikke lade være med at spørge, da hun sidder i makeupstolen og lader sig interviewe imens. For godt nok fik hun ikke posten som formand for Europa-Kommissionen sidste år, selv om hun gik efter den. Til gengæld fik hun genvalg som konkurrencekommissær og blev også ledende næstformand med ansvar for et ‘Europa Klar til den Digitale Tidsalder’, som det hedder helt officielt. Udefra set ligner det en god portion ekstra arbejde oven i det, hun havde i forvejen.

Hun ler i makeupstolen og svarer uden tøven:
– Jeg vil sige: Jeg har fået min sag for!

Men hun fortsætter også:
– Jeg føler mig som det mest privilegerede menneske i hele verden. Nogle gange får jeg noget forærende, fordi der er overlap imellem områderne. Det er det, der er så fascinerende. Det, jeg lærte de første fem år, kan jeg nu brede ud over en større del af paletten. Det gør bare mit arbejdsliv endnu mere spændende. Og det var spændende i forvejen, skal siges. 

LÆS OGSÅ: Mia Wagner: "Kvinder arbejder hele tiden med en balance mellem at være smuk og blive taget alvorligt"

ÆRGELIG ET ENKELT ØJEBLIK

Hun ville jo gerne have haft den formandspost, så var hun helt ærligt ikke skuffet, da det ikke lykkedes hende at få den?

– Jeg brugte sådan cirka et sted mellem 15 og 20 sekunder på at tænke øv. Og så et øjeblik på at overveje om en øv-holdning ville gavne noget som helst. Og kom frem til, at det ville den ikke. Forhandlingerne mellem EU’s stats- og regeringsledere strakte sig over tre dage, så vi kunne se, hvor det bar hen. Og da de i den forhandling udpegede mig til at skulle være ledende næstformand i Kommissionen, blev jeg virkelig glad.

Glad og travl, nikker hun.

– Det er ret intenst, ja. Men jeg går hjem om aftenen, laver aftensmad, ser noget dårligt tv, og måske går jeg så lidt i gang igen med at arbejde og forberede mig til næste dag. Jeg vil bare gerne have et liv, om man så må sige. Og for mig er liv også aftensmad og potteplanter … og ikke at blive hængende på kontoret, selv om jeg faktisk har fået indrettet mit kontor, så jeg kan lide at være der. Og jeg er der mange timer, men jeg synes altså også, at det er dejligt at komme hjem og kunne lukke døren bag mig.

ÉN FAMILIE MED MANGE HJEM

Margrethe Vestager har base i Bruxelles, hvor også hendes mand, Thomas Jensen, og de to yngste af deres tre døtre boede i begyndelsen, mens den ældste blev i København, hvor hun stadig studerer. Efter en periode rykkede manden og den yngste hjem til Danmark igen, og den mellemste er siden flyttet til England for at læse. Og når den danske kommissær skal komprimere billedet af den måde, de har indrettet sig på som familie, gør hun det sådan her:

– Vi plejer at sige, at vi er én familie med mange hjem.

Under coronatiden opholdt hun sig i Bruxelles sammen med den mellemste datter, der havde sluttet sig til fra England.

– Jeg har aldrig været så lang tid i Bruxelles som under coronatiden. Tre måneder blev det vist til. Så det var virkelig dejligt at komme hjem til min mand og vores ældste og yngste datter i København. Og til Karlo, vores hund! griner hun og fortsætter:

– Da oplevede vi selvfølgelig, at der pludselig var mange kilometer mellem os. Men ellers har vi jo fået en enorm gave i form af at få lov at komme tæt på forskellige kulturer og hverdage. Når vi er i Bruxelles sammen, nyder vi at gå på marked og købe mad i weekenden. Det er der ikke rigtig tradition for i Danmark.

LÆS OGSÅ: Cecilie Stenspil: Vi oplever alle angst for, at vores familie skal gå i stykker

EU'S FARVEBOMBE

På et stativ hænger det tøj, Margrethe Vestager skal fotograferes i. Hun er klar til det hele og siger ‘neiii’ og ‘hvor er det flot’ på den mest ja-agtige måde. Vi andre nikker i flok, da stylisten siger:

– Vi har talt om, Margrethe, at du jo er EU’s farvebombe. Altid i noget virkelig flot tøj, mens alle andre rundt om bare er i jakkesæt.

For ja, det er sådan, det er. Sidst, jeg interviewede Margrethe Vestager, talte vi også ganske lidt om mode. Det var dengang, hun sagde: ‘Ja, man må gerne spørge mig om tøj. Jeg bliver så irriteret over det med, at det kan vi ikke tale om, fordi ‘taler mænd nogensinde om deres tøj?’ Nej, men det burde de måske!’

Hun har det på fuldstændig samme måde stadigvæk.

MIT TØJ ER EN DEL AF MIN IDENTITET

– Det, der gør mode så interessant – og det kan være al slags mode: nyt tøj, genbrugstøj, ens mors tøj, alt muligt – er, at det er udtryk for, hvordan man gerne vil møde andre mennesker. Det gør det til en identitetsting og noget kulturelt, som jeg synes, man skal tale om. Det tøj, vi har på, er jo en del af vores identitet. 

– Jeg har selv brugt en del af mit liv på at komme hen til farver og figurer og alt det, der på den måde er mig i dag. Jeg forstår godt, at det kan være vigtigt at passe ind, og at det kan være vigtigt at stive sig af med, at: ‘Det kan godt være, jeg synes, jeg er lidt anderledes. Men jeg har i det mindste samme slags tøj på som de andre’. For jeg har været der selv.

LÆS OGSÅ: Sarah Bro: "Jeg er ved at skabe min nye identitet"

ARBEJDSUNIFORM ELLER ARBEJDSSKJOLD?

Margrethe Vestager forstår godt, at en form for uniform kan være med til at stive en person af, men det kan også blive et panser.

– Jeg synes, det er et stort privilegium at få lov til at udøve magt. Det er noget, man har til låns. Og det er noget, man skal være omhyggelig med. Hvis man vil vaccinere sig selv imod at tro, at man har fået det privilegium, fordi man selv er en prægtig person, skal man også kunne tåle at blive kritiseret for det. Og kritik bider først rigtigt, hvis man egentlig er til stede. Hvis man tager en ‘uniform’ på, har man hele tiden en distance, også til det, folk siger til én. Omvendt – jo mere man står der som den, man er, jo mere sårbar bliver man selvfølgelig også. Pointen er bare – at det er hele meningen!

Hun tænker også over, føjer hun til lidt senere:

– At tøj og smykker ikke larmer så meget, at det er tøjet eller smykkerne, der kommer med mig, og budskabet fuldstændig forsvinder. Det går jo ikke. Og det har jeg heller ikke lyst til. Men jeg har lyst til at være til stede på en måde, så man kan sige: Hun har faktisk gjort sig umage med at få tingene til at hænge sammen.

GLAD FOR DANSK DESIGN

Margrethe Vestager er kendt for at holde af tøj fra danske designere. Lige det får også et par ord med på vejen.

– Der findes mange gode danske designere. Der er også nogle virkeligt dygtige belgiske. Men der er alligevel noget særligt ved de danske, synes jeg. Også fordi dansk mode har udviklet sig meget. Dansk mode sætter også et globalt aftryk i forhold til bl.a. bæredygtighed. Ikke nødvendigvis, fordi alting er blevet supergodt og politisk korrekt. Men fordi man har begivet sig af sted i den retning og sagt: ‘Det her er noget, vi vil’. Dét, synes jeg også, hører med til at være førende.

LÆS OGSÅ: Designer Yvonne Koné: "Jeg er ikke i tvivl, om jeg kan. Jeg er i tvivl, om jeg vil."

Hun har et par favoritter, som hænger ved:

– Gennem alle årene, lige fra jeg blev inviteret til den første royale fest, har jeg samarbejdet med to skræddere, der bor lige rundt om hjørnet, fra hvor jeg bor i Danmark: Wichmann Couture. Johnny Wichmann og Jan. De er både super, super gode skræddere og de sødeste mennesker. De har altid puffet til mig og sagt: ‘Kom nu!’ Og takket være dem har jeg haft de skønneste kjoler på. Til åbningen af DR’s nye koncertsal var jeg iført en kjole af tyk silke, virkelig, virkelig tyk silke, som sad som et futteral, og så med en kæmpestor grøn sløjfe ned over. Jeg lignede grangivelig en chokoladeæske. Og det var så fantastisk! Det har smittet af, tror jeg, og gjort mig meget mere modig.

USYNLIGE KVINDER
Springet til at tale om ‘usynlige kvinder’ virker pludselig stort. Og så alligevel ikke. For det var et af de emner, Margrethe Vestager skulle have debatteret på Folkemødet på Bornholm, hvis ikke coronaen var kommet i vejen. Og hun mener netop, at emnet er alt for vigtigt til at blive sprunget over.

Som formand for den kommission, der arbejder med den digitale udvikling i EU og med, som hun siger, ‘at sørge for, at alle har de mest grundlæggende kompetencer for ikke at løbe skrigende væk, når de ser en computer’, blev hun sidste år introduceret for en bog, der blev en øjenåbner for hende. Og ja, hun bruger direkte ordet ‘øjenåbner’ om ‘Invisible Women’ af journalist og forfatter Caroline Criado Perez.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier: "Mænd får en indsprøjtning, når de hører sig selv snakke"

I bogen tegner Perez et billede af, hvordan vores verden fortsat er skabt af mænd og med mænd som udgangspunkt for det, der produceres, planlægges, formes, designes osv., mens kvinder stadig i overraskende grad er usynlige. Og vel at mærke usynlige i masser af de statistikker og datasæt, som den dag i dag bruges inden for udvikling og forskning af stort set hvad som helst, lige fra medicin og lægebehandling til teknologi og byplanlægning.

– Det var ikke, fordi jeg ikke kendte til problematikken i forvejen, men jeg vidste ikke, at det var så massivt. Bogen er så gennemført i sine eksempler og sin beskrivelse af, hvordan vi i stor udstrækning stadig lever i et samfund, som er bygget af mænd og til mænd, fortæller Margrethe Vestager.

KØNSBLINDE DATA

‘Kønsblinde data’ kaldes det, når kvinder overses i statistikkerne. Og Perez disker op med talrige eksempler på, hvordan testdukker, der bruges til at teste bilers sikkerhed ved sammenstød, stadig ofte konstrueres med mandekroppen som model. Hvordan mobiltelefoner designes efter at passe bedst i en mandehånd. Hvordan medicin, der skal bruges i behandlingen af både mænd og kvinder, stadig kan risikere kun at være testet på mænd, selv om man ved, at mænd og kvinder kan have forskellige symptomer og forskellige reaktioner på den helt samme sygdom.

Margrethe Vestager nævner et andet eksempel fra bogen, der også gjorde indtryk på hende.

– Jeg synes, man bliver så ked af det, når man læser, hvordan man nogle steder, når man genopbygger byer og huse efter jordskælv, oversvømmelser eller andre naturkatastrofer, gør det uden at have kvinder med i processen. Og tænk, så sker det, at man i forbindelse med infrastrukturen helt har glemt at lave anlæg til offentlig transport eller helt har glemt at bygge køkkener i husene.

LÆS OGSÅ: Female Invest: "Kvinder falder bagud, hvis ikke vi investere"

'VI HAR IKKE TID TIL AT SLÅS MED HINANDEN'

Caroline Criado Perez konkluderer, at der er en kæmpe mangel på kønsadskilt data for mænd og kvinder, og at det går for langsomt med ligestillingen ad den vej. Til det siger Margrethe Vestager:

– Jeg delte straks bogen ud til højre og venstre og sagde: ‘Læs den. Hvad kan vi gøre?’ Og jeg er meget glad for, at vi snart kommer med et forslag om, at man simpelthen skal offentliggøre kønsopdelt lønstatistik. Det giver mulighed for, at man med egne øjne kan se, hvordan det ser ud: ‘Får jeg det samme i løn, eller får jeg for lidt i forhold til mine mandlige kolleger?’ Det mindste, man kan gøre, er at sørge for, at vi ved, hvordan verden egentlig er. Man kan ikke ændre verden, hvis man ikke ved, hvordan den ser ud.

Hun er ikke ude på at starte en krig mellem kønnene, understreger hun.

– Jeg vil gerne gøre det til en fælles opgave for alle, uanset køn, og også for dem, der definerer sig på kryds og tværs af kønnene og har deres helt egen historie i det. Vi kommer ingen vegne ved at erklære hinanden krig. Det er et bjerg, der skal vendes her. Vi har simpelthen ikke tid til at slås med hinanden.

HVAD TAGER EU KOMMISÆREN MED SIG FRA CORONATIDEN?

Mens der er blevet talt, sminket og valgt tøj, har himlen alligevel åbnet sig med et par af de byger, som meteorologerne havde forberedt os på i større skala. Nu smiler solen igen. Og efter nogle indendørsoptagelser synes fotografen, at Margrethe Vestager skal ud i København. Ud under åben himmel. Og det er hun frisk på.

På en eller anden måde passer det også fint til det, hun svarede, da hun blev stillet spørgsmålet om, hvad hun tager med sig fra den sære coronatid, altså ud over at virtuelle møder ikke altid fungerer. Hun sagde nemlig:

– Måske at lade være med at fylde fritiden op med alt muligt. Fornemmelsen af at have plads til at gøre noget impulsivt kan jeg godt lide. Arbejdsdagen bliver hurtigt fyldt, og under coronaen oplevede jeg, at de virtuelle møder og telefonsamtaler krævede en enorm koncentration. Der var ikke meget tilbage af mig, når jeg endelig kom hjem. Jeg tror simpelthen, det er sundt for sjælen, at vi ikke har det hele planlagt.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: Jeg vil være vågen i mit liv

Og dér går hun så. Hen ad Bredgade i Dronningens København med de flade sneakers, hun ynder at gå i, skiftet ud med høje hæle og et powerlook, som vækker folk på fortovene. ‘Var det ikke ..?’ siger udtrykket i ansigterne, der vender sig om efter hende. Kommissæren er kommet til byen. Og hun er i hvert fald ikke usynlig. Ud over i statistikkerne. Sandsynligvis.

Læs mere om: