Kommisær Margrethe Vestager
INTERVIEWS

Margrethe Vestager: Kommissæren holder fridag

Kan man holde fri og ferie, når man er en af verdens mest magtfulde politikere? Ja, siger Margrethe Vestager, hvis kampe med tech-giganter som Facebook og Google giver genlyd over hele verden. Madlavning, en lur i solen, østers, aperol og en striks politik om, hvornår hun er på telefonen, lyder opskriften for den danske EU-konkurrencekommissær.

Jeg glæder mig altid til at holde ferie i lang, lang tid i forvejen. Og fordi vi bor mange steder, kan jeg også beskæftige mig med det længe, for det at få folk til at være på det samme sted på det samme tidspunkt og være glade for dem, de er sammen med, er i sig selv lidt af en opgave. Thomas kommer måske den 2. Maria og Rebecca kommer sandsynligvis den 6. Den 15. kommer Jeppe nok. Så tager de nok af sted den 21. Vi vil gerne have Line derned på et tidspunkt, og Cecilie kan komme i en af ‘de her tre uger’. Og min søster og hendes mand kommer til sidst. Hvornår de så skal hjem igen, er stadig et åbent spørgsmål, men jeg skal køre dernedefra den 8. Jeg tror, jeg var blevet en forrygende guide! Vi holder altid sommerferie det samme sted i Vestfran- krig, hvor vi har et sommerhus. Så jeg er der allerede halvt i ånden, inden jeg ankommer. Fordi vi har relativt kort ferie, skal det være ‘plug and play’. Jeg synes, det er fedt, at jeg ved, hvor slagteren er, hvordan vandet er ved hvilken strand, og hvornår jeg skal på markedet for at undgå det helt store rykind. Vi har haft huset i 10 år. Stedet minder rigtig meget om den danske vestkyst – der er bare mange flere fisk. Og mange flere forskellige slags østers. Her giver det mening at have en østerskogebog! I Danmark tænker man jo ‘til 25 kr. stykket spiser jeg dem bare rå’. I Frankrig koster 12 østers af dem, jeg bedst kan lide, fem en halv euro. Og så får man en citron med.

Mød Margrethe Vestager her:

LÆS OGSÅ: 10 leveregler fra Mette Frederiksen 

Min verden holder også ferie

Jeg får to uger dernede sammen med familien – måske to en halv – men de er der så lidt længere. Når først jeg holder ferie, lukker Bruxelles også. Så holder min verden ferie. Der kan dog godt være noget, fordi vi har nogle fusionsprocesser, som kører efter deres egen kalender, så vi har en telefonkonference mindst en gang om ugen. Jeg har den regel, at jeg er på telefonen om morgenen og om aftenen – hver dag. Så hvis der er noget, kan folk ringe der eller lægge en besked – så ringer jeg tilbage. Men jeg gør faktisk mit allerbedste for ikke at arbejde. Jeg er også blevet bedre til at betragte emails som gammeldags breve: Jeg svarer ikke partout i løbet af 10 minutter. Jeg interesserer mig for mange ting, og jeg læser andet i avisen end de lyserøde businesssider. Så jeg tænker ikke hele tiden på arbejde, og jeg kan godt lægge det fra mig. Min datter Rebecca (som bor i Bruxelles med Margrethe Vestager, red.) synes heller ikke, det er så spændende, som jeg gør. Hvis man ikke har noget på hjerte, som interesserer andre, er det ikke så godt.

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Konflikter forandrer verden

Dansk politik er en rigtig god skole. Hvis der er noget, jeg har lært, er det, at hvis man vil forandre verden, sker det gennem konflikt. Jeg har lært at kunne trække vejret, også når der er dyb uenighed omkring mig og ingen udsigt til, det kan løses. Jeg tror på, ‘det skal nok komme, vi har tid, og vi finder løsningerne’. Og det kan godt være, at dem, jeg er i konflikt med, er store, men det er man også, når man repræsenterer 500 millioner mennesker. Jeg er bare den, der står forrest. Jeg er blevet meget klar over, hvor meget det kræver, for at ting har effekt. Der skal virkelig trækkes igennem, for at hverdagsvirkeligheden ændrer sig for folk. Også fordi vi diskuterer så meget følelser og fake news, og din opfattelse af virkeligheden er lige så vigtig, som hvordan den faktisk er. Vi arbejder meget med at fortælle historien. At vi faktisk er nogen, der kigger efter, så du ikke bliver snydt. Den virksomhed, du arbejder i, som er ordentlig og betaler sin skat, og som nogle gange kæmper lidt, men som ansætter flere folk, hvis de har råd til det, faktisk ikke bliver mødt af nogen konkurrenter, som ikke betaler skat, og som ikke ansætter nogen, men driver sin forretning på nogle helt andre måder. Det bliver man nødt til på en eller anden måde at personificere og være villig til at sætte sig i spidsen for.

Margrehte Vestager
Foto Andreas Houmann

’Når jeg kommer hjem fra arbejde, så kommer jeg hjem fra arbejde. Man kan ikke leve af ferien, man bliver nødt til også at trække vejret til hverdag’

LÆS OGSÅ: Sara Omar bruger pennen som våben

Ferie giver tid til madlavning 

Når jeg har ferie, laver jeg jo nogle helt andre ting, end jeg gør til hverdag. Jeg laver meget, meget, meget mere mad. Det er faktisk det, jeg laver! Så går jeg på markedet om morgenen og ser på fisk og ‘hvilken fisk har vi ikke prøvet at lave før?’ I påsken lavede vi havtaskekæber, rokkevinger, søtunge og hvad søren var det mere? Der er alting! Det er også en ‘pligt’, at man skal spise sig gennem blæksprutterne – de smager dejligt. Når jeg holder ferie, vil jeg gerne tidligt op, løbe en tur og så på markedet og købe ind. De åbner ved 9-tiden, og der er ingen mennesker – det kan jeg godt lide. Så vil jeg gerne spise morgenmad, og så kører vi til stranden. Eller endnu bedre – vi kører vi ud til den store strand, løber ved stranden og bader bagefter – I tell you, det er fedt! Vandet er koldt – det er ligesom vesterhavsvand. Frisk! På markedet køber jeg grøntsager og fisk, og så spiser vi frokost i gården. Det kan man jo godt blive lidt træt af – så er man nødt til at sove en time i solen. Derefter er det ikke sikkert, vi når mere den dag. Klokken 16 skal vi have salte ting og en drink – måske en aperol – og så skal vi i gang med at lave mad. Og det var så den dag.

Margrethe Vestager
Foto Andreas Houmann

Madlavning, en lur i solen, østers, aperol og en striks politik om, hvornår hun er på telefonen, lyder opskriften for den danske EU-konkurrencekommissær.

Køkkenet er min spa

Jeg laver mad hele tiden. Det har jeg ikke tid til i hverdagen. Det er også sjovt, fordi der er andre råvarer at gøre godt med. Mange af de ting, man kan købe på markedet, er hevet op af vandet lige ved siden af. Eller har fået lov til at vokse ikke ret langt derfra. Det er superinspirerende. Køkkenet er min spa. Jeg har ikke så stor tålmodighed til rigtig spa. Jeg bliver sådan lidt ‘er vi færdige nu?’ Det der med, der kommer noget ud af det, og man kan være helt opslugt – det synes jeg er fedt. De andre må godt være med. The more the merrier. Jeg har lagt det der fra mig med, at jeg partout skal bestemme, hvordan man gør. Men jeg ved godt, hvornår man gør det mest effektivt. Og jeg synes stadigvæk, det er mærkeligt, hvis man skal skære en agurk i tern, at man skærer den i skiver først… Men det er ferie – vi har god tid.

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

Hvis vi har haft supertravlt, lige inden jeg går på ferie, skal jeg lige sove ud. Men jeg prøver at være der, hvor jeg er. Også i hverdagen. Når jeg kommer hjem fra arbejde, så kommer jeg hjem fra arbejde. Man kan ikke leve af ferien, man bliver nødt til også at trække vejret til hverdag. Jeg skifter tøj - det i sig selv bliver et ritual – at tage arbejdstøjet af og noget andet tøj på. Det behøver ikke at være joggingbukser, det kan sagtens være pænt tøj – bare noget andet, end jeg ville tage på på arbejde. Det betyder meget. Så kommer man automatisk ind i en anden rytme, også selv om jeg tit skal forberede ting til morgendagen. Men jeg er i en anden ‘zone’. Jeg skal blive ved med at øve mig på det, men det er sundt for mig. Jeg var jo minister, før jeg fyldte 30, og landsformand for biksen, da jeg var 25. Så jeg har altid været meget ung. Det vidste jeg heldigvis ikke, for så tror jeg ikke, det ville være gået. Nu er jeg 50 og midt i livet. Jeg har en masse bagage og erfaring, og jeg har min familie. Nu passer min alder bedre til det, jeg laver. Det ville være anderledes, hvis ikke jeg var så veltilpas i mit arbejde – så kan det godt være, jeg ville være gået i krise over at fylde 50.

Margrethe Vestager
Foto Andreas Houmann

’På markedet køber jeg grøntsager og fisk, og så spiser vi frokost i gården. Det kan man jo godt blive træt af – så er man nødt til at sove en time i solen. Derefter er det ikke sikkert, vi når mere den dag’

For mig er ferie noget med at være sammen med familie og venner på en anden måde. At have tiden til det og ikke at skulle noget. Jeg synes ikke, det er der, man skal tage sit liv op til revision, for man er ikke i det. Jeg tror, man skal tænke over hverdagen, når man har den lige ved hånden, fordi den er svær at forholde sig til, så snart man går i feriemode. Det er en særlig modus, hvor man kan tillade sig at lade tiden smuldre, og det ikke gør så meget, at man ikke får lavet noget som helst.

BLÅ BOG: Margrethe Vestager

  • Født den 13. april 1968 i Glostrup, opvokset i Ølgod ved Varde som datter af to præster.
  • Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.
  • Kirkeminister 1998-2000.
  • Undervisningsminister 1998-2001.
  • Folketingsmedlem for Det Radikale Venstre 2001-14
  • Formand for De Radikales folketingsgruppe 2007-11.
  • Politisk leder for De Radikale 2011-14.
  • Økonomi- og indenrigsminister – og vicestatsminister under Helle Thorning-Schmidt 2011-14.
  • Konkurrencekommissær i EU siden 2014. Flere gange udnævnt som en af verdens mest magtfulde, indflydelsesrige og vigtige politikere pga. sine opgør med bl.a. Apple, Facebook og Google.
  • Gift med Thomas Jensen, som hun har tre døtre med: Maria, Rebecca og Ella. Maria er flyttet hjemmefra, Rebecca bor i Bruxelles med Margrethe Vestager, mens Ella bor i Danmark med sin far, fordi hun ikke var så glad for at være i Belgien.

LÆS OGSÅ: 10 leveregler fra Lisbeth Knudsen

Læs mere om: