INTERVIEWS

Maria Jencel: "Lad os sige fuck det til patriarkatet"

Hvorfor kan man ikke gå i glimmerbukser og være klog? Maria Jencel vil fordommene om, hvem kvinder er, og hvad de kan, til livs.

BLÅ BOG: MARIA JENCEL 

Maria Fernanda Eleftheria Jencel, klummeskribent og vært på P3 samt tidligere udenrigskorrespondent og politisk journalist. Maria er med til at oplyse om, at der stadig er meget at kæmpe for, når vi snakker ligestilling og feminisme. Og at man sagtens kan gå i lyserødt tøj og elske glimmer og alligevel være seriøs og intelligent. Instagram @mariajencel

Hvordan opstod ideen med at skrive klummer og skabe debat?

- Under min uddannelse lærte jeg, at en journalist skal være objektiv og ikke have nogen holdninger. Den ideologi har jeg brugt meget i min karriere, men så begyndte jeg som vært på P3, hvor man tager sin personlighed med i studiet. Pludselig lærte jeg, at man godt kan lave spændende ting og samtidighed have sig selv med i ligningen, og det førte til, at jeg begyndte at skrive holdningsbaserede opslag på Instagram og siden klummer i Politiken. F.eks. skrev jeg, at jeg altid har skullet kæmpe for at blive taget alvorligt, når jeg klædte mig, som jeg ville.

- Responsen, jeg fik, var en overvældende storm af kvinder, som også følte, at de ikke kunne være sig selv uden at blive dømt. Og så fortsatte det egentlig bare derfra. Jo mere jeg skrev, jo større og stærkere blev fællesskabet, og jo mere ‘empo- wered’ følte jeg mig til at råbe højt om alt det, vi stadig kan gøre bedre som samfund.

Hvad er din ambition?

- Jeg vil gerne vise, at du kan være alt det, du drømmer om. Alt det, du er, og altid har været, men måske ikke har turdet vise. Fordi samfundet dømmer hårdt. Især kvinder skal se ud, tale og opføre sig på en bestemt måde – og alligevel vil der altid være nogen, der rynker på næsen. Du kan aldrig tilfredsstille patriarkatet. Så lad os sige ‘fuck det’ sammen, støtte og løfte hinanden i stedet for at kritisere, og lad os være og se ud, som vi allerhelst vil. 

Hvad har du fået med hjemmefra?

Min far er erklæret feminist, og min mor er en megasej kvinde. De har lært mig, at jeg kan, hvad jeg vil. Det er også derfor, jeg kæmper for, at vi alle sagtens kan være alt det, vi gerne vil på samme tid. For mit vedkommende kunne det være at gå i glimmer, være politisk analytiker i hverdagen og lave festradio om fredagen. Vi er jo mennesker, der både læser avis om mandagen og fester i weekenden. Vi har alle sammen alle mulige interesser, så jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke sammensætter vores arbejdsliv ud fra alle de facetter, vi er. Jeg tror, at samfundet går glip af en masse talent og potentiale, når vi bliver puttet i bestemte kasser.

Hvornår kan du mærke, at du har fat i noget?

- Når mænd også kommenterer på det, jeg laver. Der er flere fædre, der har skrevet, at jeg har åbnet deres øjne og fået dem til at indse, at de selv har en forskruet og gammeldags opfattelse af køn. F.eks. var der en, der skrev, at han skulle til at være far til en lille prinsesse, og han var skræmt og anede ikke, hvordan han skulle håndtere alle de fordomme og forventninger, hun ville blive mødt med på grund af sit køn. Hvis mine ord fører til, at mænd går ud og snakker med deres venner om det her, så bliver feminisme en fælles kamp om at nedbryde kønsnormativitet, og det er det allervigtigste og gavner begge køn.

Hvornår bander andre over dig?

- Det tror jeg, de gør, når jeg får alt til at handle om ligestilling. I enhver journalistisk historie, jeg laver, prøver jeg at lægge vægt på, om vi har lige fordeling af mandlige og kvindelige kilder, og jeg er altid opmærksom på, om der er en patriarkalsk vinkel, som vi har overset.

LÆS OGSÅ: Cathrine Widunok Wichmand: "Det er her, jeg kan gøre en forskel og bruge min stemme"

Hvem ser du op til?

- Reese Witherspoon! Hun var træt af, at Hollywoods film altid skrives af mænd og har en mandlig synsvinkel, så hun lavede et filmselskab, hvor hun hyrede en masse seje kvinder og fik dem til at skrive om kvinder til kvinder. Mange af mine yndlingsproduktioner er lavet af hende: ‘Big Little Lies’, ‘The Morning Show’, og ‘Little Fires Everywhere’.

Hvilket råd vil du give videre til andre kvinder?

 - Mit råd er at se alle andre kvinder som nogle, du skal støtte og hjælpe, og som kan støtte og løfte dig. Ikke som konkurrenter. Vi er stærkere sammen.

Læs mere om: