INTERVIEWS

Marie Bach Hansen: Vi skal lære at tale om det, vi ikke kan sætte ord på

Førhen kunne de gøre hende usikker og angst, men i dag omfavner Marie Bach Hansen de pauser, der af og til opstår i livet. Hun bruger dem bl.a. til at ‘nørde’ med stilheden og alt det usagte, som samtaler også er fulde af – for vi skal lære at tale om det, vi ikke kan sætte ord på, synes skuespilleren

IN har mødt Marie Bach Hansen

Hun står med ryggen til trafikken og det hektiske morgenmylder af travle cyklister og dyttende biler. Ansigtet er vendt mod den skarpe, lavthængende morgensol. Øjnene er lukkede, ørerne omsluttet af et par trådløse høretelefoner. Marie Bach Hansen har kun ventet i nogle minutter – kaffen, hun har taget med til os, er stadig dampende varm – men allerede fra den anden side af gaden er det tydeligt, at hun vælger at nyde de få minutters ventetid i stedet for at skele til uret og spejde afventende rundt i morgentrafikken. Hun hører en sang, som hun ‘nørder’ for tiden – Frank Oceans ‘Godspeed’ – som midtvejs har en pause fuld af stilhed, som giver hende gåsehud, og som hun er meget optaget af.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: Min rolle i 'Dronningen' er den mest udfordrende i min karriere

Netop pauserne, store som små, er skuespilleren med tiden blevet mere bevidst om og bedre til at få noget ud af, fortæller hun, da vi sammen bevæger os ind i Østre Anlæg, hvor de høje træer hurtigt fortrænger den travle bys prustende busser. For der åbner sig noget nyt, når vi giver os selv lov til at stoppe op og rigtig lytte til musikken. Og til at mærke rigtigt efter indeni, forklarer hun og rækker en brun papirpose frem med ‘verdens bedste kanel-croissanter’, som hun også har købt med til os til denne morgenspadseretur.

Mens vi traver rundt om parkens søer, taler vi om kontrol og kontroltab – om situationer, som man ikke selv har fuldstændig magt over, og om de muligheder, det også kan føre med sig. For det virker, som om Marie Bach Hansen er god til at rive tæppet væk under sig selv og kaste sig ud i nye eventyr. Hun nikker og kan godt genkende sig selv i det billede.

– Jeg er meget nysgerrig og vil altid gerne prøve så meget som overhovedet muligt og have mest muligt ud af alting, siger hun.

Hendes venner griner, når hun drømmer stort og får lyst til at åbne en danseskole, blive taxichauffør eller prøve at bo i Rusland og lære sproget flydende.

– Det er ikke noget, jeg skal lige nu, men der er jo ingen, der siger, at man ikke kan gøre det senere, når man er 50, 60 eller 70 år. Alt er muligt, siger hun og slår ud med armene som for at vise, at hele verden – startende lige her i Østre Anlæg i København – ligger for vores fødder: Det gælder bare om at indtage den.

Nysgerrighed frem for stabilitet

Måske derfor er skuespilfaget perfekt, for det giver mulighed for at prøve meget forskelligt, tilføjer hun.

Den 34-årige skuespillerinde har flere gange valgt nysgerrighed frem for stabilitet og tryghed uden helt at vide, hvor det ville føre hende hen. Som da hun sagde sit højtelskede job i Mungo Parks ensemble op, fordi hun ikke ville gro fast. Eller som da hun 20 år gammel droppede ud af det musikalske grundkursus, der skulle give hende adgang til Musikkonservatoriet og i stedet rejste alene til Barcelona for at lære spansk og se, om hun kunne klare sig i en by, hvor hun ikke kendte et øje. I flyet blev følelsen overvældende, og hun græd på vej derned.

– Pludselig var jeg bange for det, siger hun og stopper op på stien midt i parken for at understrege sin pointe:

– Jeg sagde til mig selv, at jeg altid skulle huske, hvordan jeg havde det lige dér. At det var vigtigt for mig aldrig at glemme, hvor stor den følelse var. Jeg kan stadig huske det, helt tydeligt, og det er stadig en vigtig følelse at tænke tilbage på. For jeg gjorde det jo: Jeg rejste af sted, selv om jeg var bange. Og jeg klarede det, siger Marie Bach Hansen.

Hun blev i Barcelona i et år, lærte spansk, arbejdede som tjener og model, festede, havde kærester og fik venskaber for livet.

– Jeg lærte, at det er vigtigt at gøre det, når man drømmer om noget. Og huske sig selv på, at det værste, der kan ske, er, at det ikke går alligevel – for det dør man jo ikke af. Det er ikke, fordi jeg gør alting, hver gang jeg får en idé – som at åbne en danseskole eller flytte til Rusland – men jeg kan lide at tænke, at det er muligt, og vide, at jeg har muligheden for at undersøge den del af livet, hvis jeg pludselig får lyst til det. Og så er det vigtigt for mig at vide, hvorfor jeg vælger nogle ting fra, siger hun.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: Jeg fik et stempel, som er svært at slippe af med

Og hun vælger stadig at konfrontere følelsen, når der er noget, hun er bange for. Det skete, da hun tidligere i år sagde ja til at være med i ‘Vild med dans’. Det var tredje gang, hun blev spurgt, om hun ville være med i det populære tv-underholdningsprogram, og nærmest som en refleks var hun klar til igen at svare med et afslag.

– Men da jeg tog mig selv i bare at ville sige nej, tænkte jeg for mig selv: ‘Hvorfor er det egentlig, du ikke vil?’ Jeg tvang mig selv til at tænke det grundigt igennem. For modsat de to første gange, jeg blev spurgt, havde jeg faktisk tid til det denne her gang, fordi min kalender ikke var fuldstændig proppet. Men jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke havde lyst, forklarer Marie Bach Hansen.

Hun gik nogle lange ture, lavede ‘for og imod’-lister i hovedet og opdagede, at mange ting talte for: Hun elsker at danse og har altid drømt om at lære det ‘rigtigt’, hun elsker at udtrykke sig til musik, hun elsker at lære nyt, hun elsker at give sig selv lov til at være nysgerrig, og tanken om at være med i en slags virkelig ‘Dirty Dancing’ elskede hun. Listen over ting, der talte imod, var meget kort.

– Jeg fandt ud af, at det dybest set var, fordi jeg ikke turde. Og så var jeg ikke længere i tvivl: Så skulle jeg gøre det, siger hun.

Og den nagende følelse af, hvad andre mon ville tænke om hende – den følelse, hun var så bange for – er blevet gjort til skamme. Ingen har sagt noget negativt til hende om hendes deltagelse.

– Og det er jo i virkeligheden også fuldstændig ligegyldigt, hvad andre egentlig mener om det. Hvis jeg har lyst til at gøre det, så skal jeg jo gøre det. Det er jo ikke for dem, jeg gør det. Det er for mig selv, og derfor var det vigtigt for mig at gøre det. Selv om jeg var bange for det, siger hun og tilføjer:

– Jeg har sagt nej til ‘Vild med dans’ flere gange og slet ikke været i tvivl om, at det overhovedet ikke var noget for mig. I dag er jeg slet ikke i tvivl om, at det var helt rigtigt af mig at sige ja. Også selv om jeg desværre ikke kom så langt, som jeg gerne ville.

Angstens sved

Det lyse hår pjusker om hendes røde kinder, mens vi traver os forbi Statens Museum for Kunst og rundt om parkens to små søer. Hverdagen blæser stadig derudad på de travle gader rundt om den københavnske oase, som Marie Bach Hansen efterhånden kender som sin egen baghave. Her lufter hun ofte hunden Stella, og her går hun ofte hen for at tænke. Når hun skal beslutte store ting – eller som dette efterår, hvor det tidlige farvel til ‘Vild med dans’ har medført huller i kalenderen, som ellers var reserveret til dansetræning.

Hun er ikke i tvivl om, at uventede pauser, som den der nu er opstået, altid bringer noget godt med sig. For det tvinger en ny kreativitet frem og giver plads til nye tanker. Allerede nu aner hun konturerne af nye projekter i horisonten.

LÆS OGSÅ: Victoria Carmen Sonne: For mig er det ikke nødvendigvis en succes, hvis folk ved, hvem du er

Men så rolig har hun ikke altid haft det med luft i kalenderen. Som da hun i 2015 var færdig med at optage anden sæson af ‘Arvingerne’, og der var et helt år til optagelserne af tredje sæson skulle i gang, og hun intet havde i kalenderen i den mellemliggende periode.

– Alle de andre fra ‘Arvingerne’ optog film og havde alt muligt andet arbejde at fylde det år ud med, men jeg havde ikke noget. Der følte jeg virkelig en form for panik. Alene tanken om at skulle stå på en rød løber og blive spurgt om, hvilke projekter jeg ellers havde på vej, gjorde mig nervøs og kunne få sveden til at springe frem, forklarer Marie Bach Hansen og demonstrerer med rystende hænder og flakkende øjne ‘angstens sved’ og de imaginære svedskjolder under ærmegabet, hun forestillede sig at stå med til gallapremierer og fine ‘komsammener’ i branchen. Hun ryster let på hovedet og tilføjer med et overbærende smil:

– Det er jo virkelig fjollet, for det var allerede planlagt, at jeg skulle lave sæson tre af ‘Arvingerne’, så jeg havde et projekt foran mig, men det der tomrum satte virkelig gang i en masse dårlige tanker om, hvad jeg mon gjorde forkert, og hvorfor telefonen ikke bare ringede hele tiden, fortæller hun.

Selv om det var hårdt at mærke tvivlen bide sig fast, er hun helt overbevist om, at de svære situationer, der i selve øjeblikket har føltes helt ude af kontrol, har været gode for hende. At hun har ‘vundet nyt land’ og er kommet stærkere og mere selvsikker ud på den anden side. For da hun i 2014 forlod Mungo Park og sit faste job, var det netop for ikke at blive for magelig og fastlåst, men have mulighed for at arbejde med flere forskellige genrer. Og her var hun nu – skuespiller på en succesrig tv-serie og med mulighed for også at kaste sig over andre projekter.

Midt i sin panik besluttede Marie Bach Hansen at tage tre måneder på sprogkursus på Guildhall School of Music and Drama i London og lære rigtigt ‘British’. For hvis ikke hun skulle arbejde, kunne hun ligeså godt lære sig noget nyt. Og bedst som hun havde indfundet sig på skolebænken, begyndte telefonen at ringe: Der var bud efter hende fra teatrene hjemme i Danmark.

– Sådan oplever jeg ofte, det er. At omgivelserne på en eller anden måde ubevidst kommer til at reagere på det, man gør. Hvis jeg selv sætter gang i noget, så smitter det af og virker positivt, siger Marie Bach Hansen.

Og i dag føler hun sig langt bedre i stand til at håndtere de pauser, der nu engang opstår i arbejdet. Og til at acceptere, at man godt både kan tvivle og tro på sig selv – at begge dele faktisk er helt o.k., og at det måske netop er lige der midt mellem de to punkter, at nye ideer og kreativitet opstår.

Vi skal tale om det, ‘der er imellem’

Kunstnerisk optager det hende også meget, det, der er ‘midt imellem’. Det, vi ikke siger, eller måske slet ikke har noget sprog for. Hvordan stilheden i en samtale kan tolkes og sige mere end ord, men være svær at gengive meningsfuldt, når man bagefter skal fortælle om det, og hvordan små bevægelser og ansigtsudtryk i situationen kan ændre betydningen af de ord, vi siger eller hører.

Senest har hun arbejdet med det i kortfilmen ‘En flirt’, som er Zinnini Elkingtons og Marianne Lentzs midtvejsfilm fra Super16-filmuddannelsen. Filmen handler om et sexovergreb på en arbejdsplads og om alt det usagte, der sker både før og efter overgrebet. For hvad ligger der i alt det, som vi netop ikke siger til hinanden? Og alle de små som store kropsholdninger og blikke, vi udveksler – eller måske netop ikke udveksler? Marie Bach Hansen rejser det ene spørgsmål efter det andet. Om magtstrukturer og personlige grænser. Om det komplekse i at man kan sige fra uden at bruge ord – eller i hvert fald føle at man gør det – men at det netop kan være svært bagefter at forklare eller bevise.

LÆS OGSÅ: Michelle Dockery: Jeg er på ingen måde som min rolle i Downtown Abbey

– Der er nogle, der er trætte af at høre om #MeToo, fordi det er blevet et begreb, som vi efterhånden ser i alt. Det mener jeg er forkert, for det er lige præcis derfor, det stadig er så vigtigt – fordi det findes i så meget, men vi har det stadig svært med det. Vi er nødt til at tage fat i alt det, som vi netop ikke har et sprog for. Alt det, som er ‘in-between’ – som findes, men som vi ikke kan sætte ord på, fordi vi mangler begreber til at forklare, hvad der sker, når man udveksler et særligt blik eller måske udtrykker sig på bestemte måder med kroppen, forklarer Marie Bach Hansen, mens vi traver af sted på parkens knasende grusstier.

Og hvordan reagerer et menneske, som har været udsat for et overgreb, men som bagefter har svært ved at sætte ord på, hvordan det kunne ske, tilføjer hun spørgende.

– Det er derfor, kunsten er så vigtig. For det er det, den også kan – hjælpe os med at forstå alt det, vi ikke siger og ikke har ord for, og hjælpe os med at skabe et sprog til at tale om de her ting og alt det, der er ‘imellem’ og ‘i midten’, siger hun.

Marie Bach Hansen har fået rosende ord med på vejen for rollen som Eva i ‘En flirt’. Filmmagasinet Ekko har kaldt hendes præstation ‘vidunderlig’ og skrevet, at den ‘vækker associationer til Klaus Rifbjergs femme fatale Fru Junkersen i ‘Den Kroniske Uskyld’. Og for Marie Bach Hansen selv er det også lige præcis den komplekse fortælling, hun blev fanget af ved ‘En flirt’. At det ikke er nok, at vi kan konstatere, at der er begået et overgreb og en uret, men at vi har brug for et sprog til at tale om, hvad der sker, også for at kunne forstå hvorfor det sker.

– Det er så vigtigt, at vi bruger kunsten til at udforske nyt land. Og det er også derfor, jeg elsker tilværelsen som freelance-skuespiller, for det tvinger mig til at tænke nyt, og det giver mig friheden til at være nysgerrig og prøve kræfter med så meget forskelligt, siger hun, idet vi runder endnu et hjørne og igen kan se Statens Museum for Kunst.

Derfor nyder hun også de ekstra ugers hul i kalenderen, som ‘Vild med dans’ uventet har givet hende dette efterår.

Da vi skilles, fisker hun igen høretelefonerne frem og gør klar til at hente hunden Stella. Den skal med ud på en travetur, hvor der er tid til at tænke og lytte og drømme stort om de næste projekter.

Blå bog: Marie Bach Hansen

  • Marie Bach Hansen er født i Aarhus i 1985 og uddannet fra Statens Teaterskole i 2010.
  • Hun var tilknyttet det faste ensemble på Mungo Park i Allerød i 2010-2014 og medvirkede bl.a. i ‘Den allersidste dans’ og ‘Dette burde skrives i nutid’.
  • Siden har hun bl.a. kunnet ses i ‘Dagen før’ på Aveny-T / Aarhus Teater, ‘Højskolesangbogen’ på Det Kongelige Teater og ‘Vredens druer’ og ‘Requiem’ på Betty Nansen Teatret. Hun har også lavet sin egen teaterkoncert ‘Åh Joni’, hvor hun og Tammi Øst fortolker Joni Mitchell-sange på Republique og Det Kongelige Teater.
  • Sit folkelige gennembrud fik hun som Signe ‘Sunshine’ Larsen i DR-serien ‘Arvingerne’, men mange kender hende også som Tulle i spillefilmen ‘Hvidstengruppen’ og som Nelly Winther i den dansk-belgiske tv-serie ‘Mord uden grænser’.
  • Privat danner hun par med trommeslageren Stefan Pasborg.