INTERVIEWS

Mark Tan: Jeg vil skabe Skandinaviens første high-end-modehus

Mark Kenly Domino Tan lancerede sit mærke for bare to år siden. Men med sin baggrund fra udenlandske modehuse kreerer han kollektioner til internationalt orienterede kvinder, der ikke lader sig skræmme af spektakulære snit

Der gik kun få minutter, fra Mark Tan havde vist sin efterårs-kollektion på Det Kongelige Teater, og billederne var kommet på det internationale modesite Style.com, til han fik en mail: Popstjernen Lady Gaga ville have showets finalekjole på til Oscar-uddelingen. Kjolen kom dog aldrig til Hollywood. 

– Der var tidsnød, og jeg turde ikke at sende den uden selv at fitte den, for jeg vidste, at hun ikke kunne passe den, og den er så kompleks, fortæller Mark Tan.

– Der var også usikkerhed omkring, hvordan kjolens brændte orange stod til den røde løber, så den skulle måske ændres. Men bare det, at Lady Gaga har øje på os, betyder noget. Og vi har lært, at showets kjoler skal kunne sendes med kort varsel.

Lady Gaga-eksemplet illustrerer to ting: At Mark Tan på den ene side får stor opmærksomhed og ikke blot bliver vist i danske medier, men også internationale som italiensk Vogue. Og på den anden side er et lille, nystartet mærke. 
 


 

Hvad er status i udlandet lige nu? 

– Vi startede med en ide om at have udenlandske forhandlere, og det fik vi, bl.a. i Dubai og Japan og det franske stormagasin Galleries Lafayette. Men det var svært at styre. For jeg rejser selv ud, så butikspersonalet kender historien bag mærket, og derfor har det kostet en formue at starte forhandlere op – som nemt kan droppe os efter én sæson, forklarer Mark Tan.

– Så vi har valgt at søge tilbage og først få styr på vores hjemmemarked med flere forhandlere i Danmark og Norden. Og så fokuserer vi kun på to udenlandske markeder ad gangen, nemlig Paris og London. 
 

Hvorfor er det vigtigt at komme til udlandet? 

– Det går godt herhjemme, men vi erkender, at vi er et nichebrand med en begrænset kundekreds, fordi vi arbejder i høje kvaliteter, så det er dyrt. Og der er en anden tradition i fx Italien og Frankrig for at være pompøs i en stor kjole og overdådige smykker. Her er man ligeglad med, at en kjole er tung, mens man herhjemme er mere: ’Puha, den er godt nok stram, kan jeg køre bil i den?’. Mit design er mindre komfortorienteret end andre danske mærker, så det kræver mere af den, der bærer det – omend det er en balance, for det er til den moderne kvinde. 
 

Når du designer tøj med international profil, hvorfor har du så base i Danmark? 

– Jeg har altid tænkt, at jeg ville ende i udlandet, da jeg har boet i Paris og London i mange år. Men det er et hårdt liv som ny designer, for man er altid lidt på røven og arbejder meget og – uden at være piveagtig – bor i en slumlejlighed med svamp på væggene, som koster en formue. Skulle jeg starte mit eget, havde jeg brug for en tryg base. Måske kunne vi være nået længere i London, hvor flere havde set os, men jeg havde nok ikke orket det på samme måde. 
 

LÆS OGSÅ: PORTRÆT | Kom tæt på Nathalie Rykiel
 

Er der et tidspunkt, hvor du kunne mærke, at du havde fat i udlandet?

– Ja, vi havde en rigtig god oplevelse med stormagasinet Isetan i Japan. Vi lavede en særkollektion til dem, der blev virkelig godt modtaget og hang ved siden af Chanel og Fendi. Det var en succes.
 

Hvad er din drøm? 

– At skabe et high-end skandinavisk modebrand. Et modehus. Men det kan komme til at tage både mit liv og det næste. Så det, der skal til, er en samarbejdspartner, som har lyst til at løfte os op og stå for den kommercielle del. Så det bliver en rentabel virksomhed, og jeg kan koncentrere mig om det, jeg brænder for: at lave smukt tøj.
 

Pssst… Husk at tilmelde dig INs nyhedsbrev lige HER - så er du altid opdateret på det bedste indenfor mode, skønhed og sundhed!