INTERVIEWS

Matt Dillon: Jeg satte mig i massemorderens sted

Han slog igennem som ungdomsidol i 80’erne – i selskab med bl.a. Tom Cruise og Rob Lowe. Siden har Matt Dillon vist, at han kan meget mere end at spille ung og utilpasset. Nu brillerer han i hovedrollen i Lars von Triers nye film, som for længst har delt vandene – og som indimellem fik den 54-årige stjerne til at gå hjem fra arbejde med tungt hjerte.

Lars von Trier fyrede Matt Dillon…

… under optagelserne til ‘The House That Jack Built’.

– ‘You’re fired’, sagde han bare, og så vendte han sig om mod de andre skuespillere, fortæller den amerikanske stjerne, der er i København for at promovere den allerede meget omtalte og omdiskuterede film, hvor han spiller en massemorder.

Læs mere om filmen og se traileren til 'The House that Jack Built' her

Matt Dillon lavede timevis af research, før han skulle spille massemorder i Lars von Triers ‘The House That Jack Built’.

Han griner lidt. For det viste sig bare at være en joke fra den danske instruktør. En af mange. For arbejdet med provokatøren Lars von Trier og den dystre film var en glad og legende oplevelse for Matt Dillon. For det meste.

– Han giver plads til, at man fejler. Det er ikke verdens undergang, hvis den ikke sidder lige i skabet hver gang. Det føltes meget frit. Lars von Trier er ikke nogen diktator, der styrer alle med jernnæve. Jeg kunne godt lide ham, siger den 54-årige skuespiller, som slog igennem som teen-idol i 1980’erne med ‘The Outsiders’ – der også udklækkede bl.a. Tom Cruise, Rob Lowe og Patrick Swayze – viste sit komiske talent i ‘Vild med Mary’ og blev Oscar-nomineret for sin rolle i ensembledramaet ‘Crash’ fra 2004.

Matt Dillon i selskab med sine skuespilkolleger fra filmen 'The House that Jack Built': Sofie Gråbøl, Bruno Ganz og Siobhan Fallon Hogan og instruktør Lars von Trier.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl medvirker også i 'The House that Jack Built': Det koster at kaste sig ud fra 10-metervippen

Matt Dillon har medvirket i flere end 50 film og tv-serier og kan næste år fejre 40-års jubilæum som skuespiller. Han har læst hundredvis, hvis ikke tusindvis, af manuskripter. Men da han fiskede siderne med titlen ‘The House That Jack Built’ ud af postkassen, vidste han med samme, at det var noget særligt.

– Det var ligesom at læse en bog. Jeg kunne se alting for mig. Jeg har aldrig læst noget, der ligner det, siger skuespilleren, der i forvejen ‘godt kunne lide’ Lars von Triers film.

– Han skaber nogle spændende figurer, som udvikler sig. Og skuespillere spiller altid godt i hans film, lyder det fra veteranen.

Masser af massemordere

I 1999 vandt Matt Dillon en MTV-pris for at portrættere ‘årets skurk’ i hitkomedien ‘Vild med Mary’. Men den udspekulerede privatdetektiv Pat Healy i den film er den rene engel, når man sammenligner ham med titelfiguren Jack i Lars von Triers drama.

– Jeg vil gerne spille mere komedie, siger Matt Dillon – der bl.a. fik chancen i ‘Vild med Mary’.

Jack er ingeniør og drømmer om at bygge sit eget hus en dag. Og så er Jack en kynisk massemorder, som bliver mere og mere djævelsk og mere og mere uforsigtig, jo flere lig han får på samvittigheden.

– Jeg er ikke som sådan fascineret af emnet, og jeg havde visse bekymringer ved at spille den her mand, som er totalt blottet for følelser. Han er bare iskold og tillukket. Men så var der en, der sagde til mig: ‘Du kan ikke spille en figur, hvis du dømmer ham hele tiden’, siger skuespilleren, der – som altid, fortæller han – gik i researchmode, da han havde læst filmmanuskriptet.

LÆS OGSÅ: Brad Pitt: Gennem film kan vi lære om verden

I år er det 35 år siden, filmen ‘Outsideren’ gjorde Emilio Estevez, Rob Lowe, C. Thomas Howell, Matt Dillon, Ralph Macchio, Patrick Swayze og Tom Cruise til pigeidoler og megastjerner.

LÆS OGSÅ: Se hvor alle skuespillerne fra 'The Outsiders' er i dag!

– Jeg fandt en bog, der hed ‘50 Serial Killers You Have Never Heard Of’ – og så fandt jeg ud af, at der fandtes både bind 2, bind 3 og bind 4. 200 ukendte massemordere! Det er jo sindssygt! Jeg læste også en bog om sociopater, som var meget inspirerende i mit arbejde, fortæller Matt Dillon.

Matt Dillon var nomineret til både en Golden Globe og en Oscar for rollen som politimand i ‘Crash’.

Og selv om han siger, at ‘jeg ved godt, jeg ikke er Jack’, og selv om der var plads til masser af grin og fis på filmsettet, var der alligevel dage, hvor skuespilleren gik hjem fra arbejde med lidt tungt hjerte.

– Der var nogle svære dage. At spille en mand, som skaber så meget frygt omkring sig, var ‘tough’, siger han og nævner særligt de scener, han har med Sofie Gråbøl og to mindre drenge i filmen, som ‘udfordrende’.

Glem telefonen og lev

Matt Dillon bor ikke i Los Angeles. Han har for mange år siden valgt livet i filmstjernebyen fra, fordi han synes, den menneskelige kontakt har det svært i Hollywood.

Matt Dillon i rollen som Cliff i grunge-filmen ‘Singles’ fra 1992.

– Alle kører bare rundt i deres bil. Det gik op for mig, at når jeg var i L.A., kunne der gå flere dage, hvor jeg ikke snakkede med nogen, fortæller skuespilleren, der stadig kalder New York, hvor han er født, ‘hjem’, men som også har fået Italien forærende, efter han blev kæreste med den italienske koreograf Roberta Mastromichele for fire år siden.

Han føler sig også godt tilpas her i København, siger han og kigger tilfreds rundt på det hotel, hvor han også boede, mens optagelserne til ‘The House That Jack Built’ stod på.

Matt Dillon var selvfølgelig med, da ‘The House That Jack Built’ fik premiere på filmfestivalen i Cannes tidligere i år.

Matt Dillon blev opdaget som 14-årig, og han har arbejdet som skuespiller lige siden. Og rejst verden rundt for at optage film – og siden promovere dem. Man får fornemmelsen af, at han ikke er typen, der er knyttet til ting, men altid er på farten, altid på eventyr.

Tidligere har han sagt, at han aldrig har gidet at sidde derhjemme og vente på, at telefonen ringede med jobtilbud.

LÆS OGSÅ: Her er de mest uhyggelige film nogensinde

– Jeg har altid joket med, at jeg har mistet et job, hver gang jeg har hængt ud på en bar i East Village med mine venner eller har rejst rundt på må og få i Italien. Men man kan sgu ikke bruge sit liv på at sidde og vente ved telefonen. Livet er ikke en generalprøve, lyder det fra skuespilleren.

Matt Dillon i nærkontakt med Denise Richards i ‘Wild Things’ fra 1998.

Han kan dog ikke forestille sig et andet liv end det som skuespiller. Han har instrueret en enkelt film – og vil ‘gerne prøve igen’ – men han drømmer aldrig om at vende Hollywood ryggen og lave noget helt andet:

– Jeg vil gerne fortælle historier. Hvis jeg ikke var skuespiller, ville jeg nok skrive. Jeg er interesseret i, hvordan verden hænger sammen, og hvordan mennesker fungerer. Jeg vil helst lave noget, hvor jeg hele tiden kan lære noget nyt – og give det videre.

Matt Dillon i selskab med Nicole Kidman i ‘To Die For’ fra 1995.

Blå bog: Matt Dillon

  • Født 18. februar 1964 i staten New York.
  • Blev opdaget som 14-årig – han pjækkede fra skole, og en filmcaster fik øje på ham på gaden. Han gik til audition og fik sin første rolle i ‘Over the Edge’ fra 1979.
  • Han slog bredt igennem i en række teenagefilm i start-80’erne, bl.a. ‘Tex’, ‘Outsideren’, ’Motorcykeldrengen og ‘The Flamingo Kid’. Siden har han medvirket i bl.a. ‘Drugstore Cowboy’, ‘Vild med Mary’, ‘Singles’, ‘Wild Things’ og ‘Crash’, som han blev Oscar-nomineret for.
  • Han spiller hovedrollen som massemorder i Lars von Triers nye film, ‘The House that Jack Built’, som får dansk premiere 29. november.
  • Han har dannet par med flere Hollywood-kolleger, bl.a. Cameron Diaz, og er i dag kæreste med den italienske filmkoreograf Roberta Mastromichele.

LÆS OGSÅ: 10 serier, du skal se i vintermørket