Meryl Streep - Hun har det hele
Foto: AOP og Getty Images
INTERVIEWS

Meryl Streep - hun har det hele

Lidt til og meget mer’, sang Sanne Salomonsen og CV Jørgensen tilbage i 80’erne. Hittet handlede – vistnok – ikke om Meryl Streep, men det kunne det have gjort. For den 68-årige Hollywood-legende har formået at gøre det, som et af hendes forbilleder sagde var umuligt: at have både en flot karriere og en velfungerende familie.

Blå bog: Meryl Streep

  • Født 22. juni 1949 i New Jersey.
  • Hun er uddannet på Yale School of Drama og fik sin første filmrolle i ‘Julia’ i 1977.
  • Siden har hun imponeret i et hav af film – blandt de mest kendte og elskede er ‘Deer Hunter’, ‘Den franske løjtnants kvinde’, ‘Mit Afrika’, ‘Sophies valg’, ‘Kramer mod Kramer’, ‘The Devil Wears Prada’, ‘Mamma Mia’, ‘The Hours’ og ‘Jernladyen’.
  • Hun har vundet tre Oscar-statuetter og været nomineret hele 20 gange.
  • Har været gift med Don Gummer, der er billedhugger, siden 1978. De har fire voksne børn, Henry, Mamie, Grace og Louisa.

LÆS OGSÅ: Torsdags-10’er | Meryl Streep

Da Meryl Streep var gravid med sit første barn, tænkte hun meget over de ord, der var kommet ud af Katharine Hepburns mund: Du må vælge mellem børn og karriere – du kan ikke få det hele. Den profeti opfyldte filmlegenden selv– hun døde barnløs som 96-årig.

På et tidspunkt drømte Meryl Streep om at blive jurist, men skuespillet fik tag i hende på college, og så var der ingen vej tilbage ...

Se flere billeder fra Meryl Streeps liv og karriere nederst i galleriet...

Meryl Streep stod på det tidspunkt selv på tærsklen til sin karriere i Hollywood. Med et lille barn i maven. Hun ville gerne have det hele. Og selv om hun i dag siger, at hun ‘ikke er blevet ligesom Katharine Hepburn’ – underforstået lige så dygtig og berømt, og det kan man jo så diskutere – er det svært at tænke andet, end at hun har fået det. Det hele. En karriere, som har indbragt hende 20 – tyve! – Oscar-nomineringer og tre af de eftertragtede guldmænd. Og som stadig kører på fuldeste blus. Fire nu voksne børn. Og et ægteskab, der fuldstændig uhollywoodsk har holdt i næsten 40 år. Og spørger man Meryl Streep, er hun ikke i tvivl om, at familien er det, der har gjort karrieren mulig.

– Kærlighed er alt for mig, siger hun, da IN møder hende.

– Jeg tror ikke, at mit syn på kærligheden har ændret sig på noget tidspunkt. Jeg ved stadig, at jeg har brug for den, og at jeg ønsker at give kærlighed, siger hun og øser et par gode råd til, hvordan man får parforholdet til at holde.

– Man skal sørge for at være opmærksomme og engagerede i hinanden. Man skal tale og lytte og blive hørt. Man skal bryde mønstre, og man skal ikke bare læne sig tilbage og lade stå til, siger hun.

Meryl Streep har spillet mange biografiske roller – bl.a. den britiske premierminister Margaret Thatcher i ‘Jernladyen’ fra 2011. Den rolle indbragte endnu en Oscar.

– Jeg elsker Meryl Streep. Hendes mand ved, jeg elsker hende. Michelle ved, jeg elsker hende. De kan ikke gøre noget ved det, lød det fra Barack Obama, da han i 2014 overrakte en Presidential Medal of Freedom – den højeste udmærkelse, en almindelig amerikaner kan få – i 2014.

I mors fodspor

Da Meryl Streeps børn var små, havde hun og hendes mand, Don Gummer, en regel om, at hun kun måtte være væk fra familien i to uger ad gangen, når hun var på filmoptagelse. Og selv om det er meget, når man har børn i voksealderen, mener Meryl Streep stadig, at hun har set mere til sine børn end ‘en, der arbejder på kontor og har to ugers ferie om året’.

– Jeg arbejdede måske på en film i seks måneder, og så arbejdede jeg ikke de næste seks måneder, men var hjemme hos dem, husker hun.

Og det omskiftelige liv som filmskuespiller har da tilsyneladende heller ikke givet de fire børn ar på sjælen.

Tre af dem – Henry, Mamie og Grace – er gået i deres berømte mors fodspor, mens den yngste, 26-årige Louisa, er model.

– Da mine børn var små, opførte de krybbespil for hele familien derhjemme til jul, hus-ker hun om børnene, der allerede dengang var små historiefortællere.

– De var virkelig komplicerede og handlede om Jesu fødsel og var meget dybtfølte. Vi måtte ikke grine, og vi måtte ikke forlade lokalet. Det hele var meget rørende, siger hun.

Florals for spring? How groundbrea- king. Meryl Streep var spydig – og forrygende – som modeboss i ‘The Devil Wears Prada’ i 2006.

Se flere billeder fra Meryl Streeps liv og karriere nederst i galleriet...

Drømmen om at ændre verden

Den skuespiller, der var inde i Meryl Streep, blev også allerede luftet, da hun var barn. Hun husker, at hun var ‘fascineret af at forvandle sig’, og at hun morede sig med at efterligne andre menneskers ansigtsudtryk og bevægelser. Som helt lille pige tegnede hun streger i ansigtet og lod, som om hun var sin rynkede bedstemor.

Alligevel var vejen til Hollywood ikke snorlige. Meryl Streep gik på college og troede en periode, at hun skulle være advokat, så hun ‘kunne gøre en forskel i verden’. Men hun fik smag for at spille amatørteater, og da hun var færdig på college, søgte hun ind på dramaskolen på Yale. Den første filmrolle fik hun få år efter, og siden er det gået slag i slag med succes på succes.

I mange år var hun kendt som den skuespiller, man ringede til, når rollelisten til alvorlige, tunge og dramatiske film – den type, som er selvskrevet til at vinde fine priser – skulle besættes. Men da hun nærmede sig den alder, der kan være udløbsdato for kvinder i Hollywood, begyndte hun at søge de lette og sjove film også. Derfor har hun et cv, der tæller så forskellige film som ‘Kramer mod Kramer’, ‘Sophies valg’, ‘Mamma Mia’ og ‘The Devil Wears Prada’.

Så Meryl Streep blev ikke jurist, men hun vil stadig gerne forandre verden. Hun var en af Hillary Clintons mest åbenmundede støtter under den amerikanske valgkamp sidste år, og hun har siden lagt sig ud med præsident Trump, som har kvitteret med at kalde hende ‘overvurderet’.

Hun taler åbent om Hollywoods problem med at give lige løn til mænd og kvinder – også selv om det nok ikke er et problem, hun selv går og tumler med. Men som mor til tre piger og som en, der har opnået en særlig status i filmbyen, er det vigtigt at råbe op.

– Jeg er meget heldig – det ved jeg godt. Hver generation er med til at ændre ting og åbne døre for den næste generation. Vi havde ikke lov til at stemme før 1920 i dette land. Vi havde ikke lov til at stemme! I Schweiz fik kvinder først stemmeret i 1971, siger hun og himler.

Meryl Streep scorede Oscar- nominering nummer 20 for rollen som tonedøv sangerinde i ‘Florence’ fra sidste år.

Se flere billeder fra Meryl Streeps liv og karriere nederst i galleriet...

For fuld musik

I øjeblikket arbejder Meryl Streep på to film. Hun spiller med i Steven Spielbergs kommende drama ‘The Papers’, der udspiller sig på avisen Washington Post, og hun har en mindre rolle i ‘Mary Poppins Returns’. Begge film har premiere til næste år. Derudover dukker hun måske op på tv-skærmen i ‘The Nix’, som du kan læse mere om på side 55, og så har hun sagt ja til at lufte sangstemmen endnu en gang i en opfølger til kæmpesuccesen ‘Mamma Mia’ fra 2008.

Hendes seneste biograffilm, ‘Florence’ var også musikalsk. Her spillede Meryl Streep den tonedøve Florence Foster Jenkins, der selv er overbevist om, at hun er et gigantisk operatalent.

– Jeg var tiltrukket af rollen på grund af den her kvindens menneskelighed, siger Meryl Streep om den rige kvinde fra New York.

– Hvad betyder det at elske det, man laver, så meget, at man ikke ønsker sig at lave noget andet, selv om man ikke er god til det? Vi har alle sammen ting, som vi arbejder på, selv om alle andre siger, at vi ikke er gode til det. Men vi gør det alligevel, siger hun.

Hvad det er, hun ikke selv er god til, men elsker, kommer hun ikke nærmere ind på. Og det er svært at gætte. For i en alder af 68 ligner Meryl Streep en, der kan – og har – det hele.

Se flere billeder fra Meryl Streeps liv og karriere her i galleriet:

Meryl Streeps liv og karriere

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER