The Met Gala 2017 | Hyldest til Comme des GarÇons og Rei Kawakubo
Foto: AOP, Getty Images og Mondadori
INTERVIEWS

The Met Gala 2017 | Hyldest til Comme des GarÇons og Rei Kawakubo

Stjerner hylder modens intellektuelle dronning: Rei Kawakubo. Efter mere end 40 år i branchen bliver designeren Rei Kawakubo og hendes design hyldet med en stor modeudstilling i New York i næste uge.

Tiden og den folkelige opinion har – endelig – indhentet værdierne bag brandet Comme des GarÇons. Tøjet flirter og leger med grænser mellem kønnene, nutid og fortid, øst og vest, og kollektionerne har ofte et kritisk budskab til samtiden. Efter mere end 40 år i branchen bliver designeren Rei Kawakubo og hendes design hyldet med en stor modeudstilling på The Metropolitan Museum of Art i New York i næste uge.

LÆS OGSÅ: THE MET GALA 16 | Beauty-looks

Bliv klogere på Rei Kawakubo og Comme des GarÇons nederst i galleriet

Fakta om The Met Gala

  • The Met Gala blev startet i 1948 af modedronningen Eleanor Lambert.
  • I 1999 overtog Vogues Anna Wintour posten som formand for The Met Gala. Hun har indsamlet mere end 50 millioner dollars til The Mets Costume Institute takket være de legendariske fester første mandag i maj.

Modehistorie i New York

Der bliver skrevet modehistorie, når Hollywood-stjerner, topmodeller, designere, filmmagere og musikere går op ad den røde løber til det legendariske modebal The Met Gala den første mandag i maj 2017.

Ikke kun fordi de internationale designere altid skaber skræddersyede, overdådige kreationer til de kreative muser fra musikkens og filmens verden, som ofte ledsager designerne til festen, men fordi der i år bliver føjet et nyt kapitel til: For kun anden gang i historien er en nulevende designer – Rei Kawakubo – og hendes mere end 40-årige karriere i centrum med en udstilling i en af de store sale på The Metropolitan Museum of Art i New York. Offentligheden får adgang til udstillingen i New York fra den 4. maj.

I øvrigt bliver det også første gang, at Rei Kawakubo selv bliver inviteret med til modefesten.

Bliv klogere på Rei Kawakubo og Comme des GarÇons nederst i galleriet

Det er instituttets fundraiser, Vogues legendariske chefredaktør Anna Wintour, og kurator på museets Costume Institute Andrew Bolton, der har peget på den japanske designer.

– Rei Kawakubo er en af de vigtigste og mest indflydelsesrige designere i de seneste 40 år, fordi hun inviterer os til at gentænke mode som noget, der hele tiden skabes, genskabes og opstår som noget nyt. Hun har defineret æstetikken i vor tid, siger Andrew Bolton.

Udstillingen kommer til at vise 120 forskellige stykker tøj til kvinder hentet fra det allerførste ‘all black’-modeshow i Paris i 1981 og frem til de nyeste design. Alle styles bliver vist frem i øjenhøjde for publikum og uden beskyttende glas omkring sig, så der er mulighed for at komme helt tæt på Comme des Garçons og Rei Kawakubo, der sjældent giver interviews og ofte gemmer sig for fotografernes linser.

Også blandt Danmarks meningsdannere, designere og eksperter er der glæde at spore over, at Rei Kawakubos tøj bliver vist frem på en kunstudstilling i New York.

Modeekspert Marie Riegels Melchior, der er etnolog og ph.d. i mode- og designhistorie ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, er ikke bange for at udpege Rei Kawakubo som ‘en af vor tids store modedesignere’.

– Rei Kawakubo har som designer i mange år haft en avantgardistisk tilgang til sin måde at formgive på. Hendes signatur er at sætte spørgsmålstegn ved alting. Alt, hvad der er en konvention, bliver udfordret – nærmest per definition. Så der er tale om modedesign med et begavet budskab, siger Marie Riegels Melchior.

Hun fremhæver fx Comme des Garçons’ SS97-kollektion som et af de show, hvor Rei Kawakubo for alvor markerede sin ikoniske, kreative status.

– I sit design satte Rei Kawakubo spørgsmålstegn ved idealet om symmetri, som dominerer vores tøjtradition både i Vesten og i Asien – og hvad vi opfatter som en sund krop. Det gjorde hun ved at skabe deforme silhuetter og sy pukler og buler ind i tøjet. Kawakubo nyfortolker også globaliseringen i moden, hvor mødet mellem kulturer ikke handler om ‘os’ og ‘dem’, men om hvad der kommer ud af, når ‘os’ og ‘dem’ filtres ind i hinanden gennem en kritisk refleksion, forklarer Marie Riegels Melchior.

Dover Street Market findes i London, New York, Beijing, Singapore og Ginza i Japan.

Bliv klogere på Rei Kawakubo og Comme des GarÇons nederst i galleriet

Design, der fortæller historier

I Comme des Garçons’ design ligger en mulighed for at fortælle historier, som gør brandet oplagt til en udstilling. Men Marie Riegels Melchior peger også på, at Rei Kawakubo har haft stor betydning for andre designere over hele verden.

– Nogle vil sige, at designet bag Comme des Garçons er meget japansk, men det er ikke Rei Kawakubos intention. Stilen kaldes intellektuel, fordi hendes ambition er at designe tøj, som alle typisk ikke vil gå med, fordi det kræver personlighed og stilbevidsthed.

Mange kender Commes des Garçons’ underlinje Play, hvis lille hjerteformede logo med øjne typisk sidder på langærmede T-shirts med striber eller prikker. Og der findes også uldcardigans og Converse-sneakers med samme hjertelogo.

– Play-stilen er cool, street og appellerende til alle aldre. Hverken nuttet eller farligt, men legesygt i sit udtryk. Så den stilbevidste teenager kan dele garderobe med sin mormor, uden at det virker malplaceret for hverken den ene eller den anden trods aldersforskellen, forklarer modeeksperten.

Men Rei Kawakubo og Comme des Garçons er også kendt for indgå samarbejder med mindre og ofte ældre brands, som er mere usynlige. Det oplevede det danske sweatermærke S.N.S. Herning for nogle år siden. Deres klassiske fiskertrøje i uld fangede Comme des Garçons’ opmærksomhed, fordi den danske strikkvalitet er så høj og designet samtidig så enkelt.

Bliv klogere på Rei Kawakubo og Comme des GarÇons nederst i galleriet

VOX POP

Rasmus Nordqvist, politisk ordfører og kunst- og kulturordfører for Alternativet

Hvornår opdagede du Comme des Garçons, og hvad kan du godt lide ved brandet?
– Jeg var 14 eller 15 år, første gang jeg så billeder fra Comme des Garçons i The Face eller i-D. Det var som en åbenbaring af en anden verden, hvordan mode og tøj også kan se ud. Jeg elsker, at Rei altid giver nye perspektiver enten i forhold til et stykke tøj – fx en skjorte eller et par bukser – eller på kroppen, når hun ændrer proportioner.

Går du selv i det?
– Jeg har en del af deres tøj, jeg har købt gennem tiden – specielt skjorter fra deres shirtbrand er jeg stor fan af. Altid meget klassiske, men med overraskende elementer.

Barbara I Gongini, designer bag brandet Barbara I Gongini

Hvad betyder en designer som Rei Kawakubo for dig som designer?
– Rei Kawakubo er intet mindre end en guru inden for den avantgardistiske niche. Hun har opnået sin position gennem en vedvarende kompromisløs tilgang til segmentet, og hendes konceptuelle kollektioner har affødt retningsgivende og banebrydende design, der flytter grænser.

Sabine Poupinel, designer og indehaver af designbutikken Sabine Poupinel i København

Hvad beundrer du hende for som designer?
– Den måde, hun transformerer den gamle japans-ke kultur inden for drapering samt foldeteknik med avantgardekunst.

Hvad er du selv vild med hos Commes des Garçons?
– Jeg er vild med, at hun på ingen måde tænker kommercielt, samtidig med at hun fuldstændig er sin egen. Og hun står solo – her mener jeg, at intet ligner hendes. Hun beholder sin integritet 100 procent, og det har jeg stor respekt for.

Bliv klogere på Rei Kawakubo og Comme des GarÇons nederst i galleriet

Rei Kawakubo

  • Født 11. oktober 1942 i Japan.
  • Gift med Adrian Joffe, der i dag er øverste direktør for Comme des Garçons-gruppen.
  • Skabte brandet Comme des Garçons som på fransk betyder ‘ligesom drenge’, i 1969 og afholdt sit første modeshow i Paris i 1981.
  • Comme des Garçons har flere undermærker, bl.a. Comme des Garçons Shirt og Comme des Garçons Play, som kendes for sit logo – et lille hjerte med øjne.
  • Ægteparret Kawakubo og Joffe står også bag butikkerne Dover Street Market i New York og London. Her sælges bl.a. danske Cecilie Bahnsen samt de talenter, parret har haft under deres vinger og samarbejdet med, som nu har deres egne brands, bl.a. Sacai og Junya Watanabe.
  • Blandt Rei Kawakubos fans i modeverdenen er Karl Lagerfeld, Nicolas Ghesquière og Marc Jacobs, der i en periode gik i Comme des Garçons’ nederdele.
  • I Danmark fås Comme des Garçons Play bl.a. hos butikkerne Wood Wood, Storm og Black i København.

Bliv klogere på Rei Kawakubo og Comme des GarÇons her i galleriet

Comme des GarÇons og Rei Kawakubo

LÆS OGSÅ: DOKUMENTAR | Kom med til modens største fest

Læs mere om: