INTERVIEWS

Mette Østergaard: Du kan ikke lede andre uden at give noget af dig selv

Chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard har knoklet sig til en komet-karriere. Men hun brændte for alvor igennem, da hun sænkede sit skjold af faglighed og stak sin næse og personlige holdninger frem i den offentlige debat.

Den sidste uge op til jul var helt sindssyg. Hun optrådte i 12 forskellige medier, fra P1 klokken syv om morgenen til Deadline klokken 22.30. Hun forklarede og forsvarede sig. På sin personlige mail, på Twitter, Facebook, Instagram – alle steder væltede det ind med ofte dybt personlig kritik. Som at hun var en dårlig mor, og at hun aldrig skulle have fået børn. Nu skulle hun bare hjem. Hjem til Jylland, hjem og holde jul med familien.

Derfor stod hun nu på færgen med sine to små børn blot en sejltur og en time i bil fra julefred. Men lige pludselig der midt på færgen fik hun en stærk følelse af, at alle stirrede på hende. Stirrede og tænkte: Gud, det er hende den dårlige mor.

- Det at blive angrebet på mit moderskab gjorde mig ked af det. Som de fleste mødre vil jeg jo kun det bedste for mine børn, så det at blive betvivlet i det var ekstremt ubehageligt.

40-årige Mette Østergaards toneleje stiger let, når hun forklarer, hvad der skete for omkring et år siden, da hun som chefredaktør gennem nu tre år på Berlingske gik ud i avisens spalter og fortalte, at hun har en ung kvindelig au pair boende i sit hjem, og at det er det, der gør, at hun som alenemor til to små børn kan have en karriere i toppen af den danske mediebranche. Hermed stak hun næsen frem og indtog et kontroversielt synspunkt i en debat om Danmarks au pair-ordning, der indeholdt brændbare elementer som politisk ideologi, ligestilling og moderskab.

- Jeg havde skrevet ledere og ment noget på avisens vegne. Au pair-debatten var første gang, jeg nogensinde skrev et personligt indlæg og mente noget på egne vegne. Det blev noget af en ilddåb og ikke en medvinds-ilddåb. Jeg slukkede for Twitter i to måneder. Jeg skulle simpelthen have en pause og trække vejret.

LÆS OGSÅ: Le Gammeltoft – jeg er slet ikke så hård, som folk tror

Vi sidder ved det lille mødebord på hendes hvidmalede og mildest talt spartansk indrettede kontor nogle etager oppe i Berlingske Medias hus, som også rummer BT og Weekendavisen og ligger i hjertet af København. På en formiddag, hvor det hele pludselig handler om Muhammedtegninger i huset, og om man skal trykke partiet Nye Borgerliges annoncer med tegninger af profeten? Alligevel formår hun at klemme tid ind til at overholde interviewaftalen, hvor vi skal tale om, hvordan hun egentlig kom hertil – en position som topchef, der tør dele ud af sig selv og mene noget – oven i købet noget kontroversielt.

For selv om Mette Østergaard har en karriere i mediebranchen ud over det sædvanlige, hvor hendes unge alder og ditto erfaring skiller sig ud i forhold til tyngden af chefstillinger, har hun altid holdt et skjold af faglighed op foran sig. Eller, som hun selv udtrykker det:

- At lede og bestemme er noget, der falder mig naturligt, men det er også funderet i faglighed. Det er noget andet at blive vurderet på, hvad jeg mener.

Kontrolleret og professionel

Karrieremennesket Mette Østergaard betegnes generelt som imødekommende, i godt humør og som en, der sagtens kan fortælle en joke, men hendes professionelle fremtoning er netop også professionel og til den mere kontrollerede side. At turde dele ud af sig selv er derfor resultatet af en aktiv beslutning, en vilje til altid at ville rykke sig selv og så benhårdt arbejde.

Mette Østergaard er nok bedst kendt i den mediebranche, hvor hun har knoklet sin vej frem bag linjerne, som chef, men hun er ikke ukendt for offentligheden. Hun har gennem de seneste år været en hyppig gæst i f.eks. Deadline på DR2 med sine skarpe politiske analyser. Ligesom hun nu som chefredaktør ofte sidder med i studiet, når Presselogen kører over skærmen på TV 2 News, hvor landets chefredaktører diskuterer aktuelle emner. For at forstå hendes vej til at stille sig ud i stormvejr skal vi helt tilbage til det beslutsomme og ambitiøse barn, hvis forældre nok anede, at deres datter ville finde sin vej, selv om hun aldrig var en, der råbte op eller gjorde videre væsen af sig.

Mette Østergaard er vokset op, i hvad hun betegner som en ret traditionel kernefamilie på et nedlagt landbrug i den lille by Ans i Midtjylland. Moderen var dagplejemor og gik hjemme og passede byens småbørn, hendes far var malermester. Familiens weekender begyndte ofte tidligt med, at hestetraileren blev spændt på bilen, og så trillede de ellers afsted til Mette og lillesøsterens ridestævner. I det hele taget fyldte hestene meget i Mette Østergaards barndom, husker hendes mor, Birthe Holm Sørensen.

Der var et rend af både heste og piger, og ofte overnattede de alle på gården. Favoritfagene i skolen var dansk og samfundsfag, og som 15-årig kom hun i skolepraktik på lokalavisen Midtjyllands Avis i Kjellerup. Her fik hun smag for skriveriet og besluttede allerede der, at journalistikken var et sted, hvor hun kunne bruge sin evige nysgerrighed og forkærlighed for at fortælle gode historier. På journalistuddannelsen i Aarhus og i sin praktiktid på Jyllands-Postens politiske redaktion fik hun vist, at den vej var et godt valg.

Særligt en ting danner grundstenen for det, der udvikler sig til hendes personlige og faglige særkender. At hun altid gør sig voldsomt umage og griber den udfordring, personligt som privat, der bliver kastet i hovedet på hende og så arbejder en vis legemsdel ud af bukserne på at få den løst.

For første gang i interviewet tøver Mette Østergaard og holder en pause i den ellers flydende og velformulerede ordstrøm. Hun vender hovedet og lader blikket søge ud mod det store vinduesparti, før hun trækker det tilbage og fæstner det i en øjenkontakt. Det er vigtigt for hende, at ordene kommer rigtigt ud:

- Jeg har fået meget drivkraft fra min far, og det er jeg rigtig glad for. Men da jeg var teenager og ung, syntes jeg, at noget af det, han gav mig, var et åg.

LÆS OGSÅ: Kvindelig iværksætter i løvens hule – jeg håber, det kan få flere kvinder på banen

Modstanden i det første chefjob

Eivind var en mand, som var meget nysgerrig og ambitiøs på livet. Også på sin datters vegne. Hans grundholdning var, at man altid kan gøre tingene bedre, og det er der meget godt at sige om. Den anden side af det er jo så, at det aldrig er godt nok, som hun konstaterer. Hun husker det at komme hjem med et karakterblad, hvor der stod næsten udelukkende 10- og 11-taller, og så kørte han fingeren ned over papiret, indtil den ramte et syvtal. “Hvad er det?” spurgte han så.

“Det er meget symbolsk for, at det ikke var en mulighed, at noget ikke blev gjort godt nok. Det var helt sikkert i god mening, det ved jeg nu. Han ville bare så gerne, at jeg gjorde mit bedste, han troede på, jeg havde det i mig.”

I dag er hun ham meget taknemmelig for det, han har givet videre, og hun ved, det kom fra et kærligt sted, understreger hun om sin far, som gik bort sidste år.

Indstillingen til, at man gør sit arbejde og gør det færdigt, fik betydning for Mette Østergaard allerede i hendes karrieres begyndelse. Det skete, da hun som 28-årig trådte ind på den politiske højborg Christiansborg i København som nyansat leder af den politiske redaktion på Dagbladet Politiken. Med kun to år på bagen fra sit første job som politisk reporter på TV 2 og lige præcis nul ledererfaring.

Det gav genlyd i branchen. At man havde ansat en ung kvinde, som var væsentligt yngre og langt, langt mindre erfaren end den redaktion, hun nu skulle lede. Det er nok ikke en underdrivelse at skrive, at flere fik beskeden om den nye chef lidt galt i halsen. Det gik ikke Mette Østergaards næse forbi. Det kunne hun både mærke og høre, og nogle var endda så venlige at sige det direkte til hende, bemærker hun tørt.

- Jeg ved ikke, om det er sådan noget jysk stædighed, men jeg havde det bare sådan – de skal kraftedeme ikke få mig ned med nakken. Nu skal jeg nok vise, at det her kan jeg godt. Jeg havde den grundindstilling, at jeg selvfølgelig godt var over, at det her var jeg ikke verdensmester i fra start, men jeg vidste også, at hvis jeg hev og sled og øvede mig og blev ved – så skulle jeg nok finde ud af det.

At det ikke var et hvilket som helst chefjob, Mette Østergaard havde givet sig i kast med, kan hendes tidligere chef, Anne Mette Svane, journalistisk chefredaktør på Politiken, fortælle:

- Jobbet som politisk redaktør er noget af det mest hardcore inden for den her branche. Din arbejdsdag er som regel på 12 timer, og som mellemleder er du i en svær og utaknemmelig position uden rigtigt at have nogen stjerner på skulderen. Du bevæger dig i krydsfeltet mellem chefer og magthavere, der alle sammen mener noget om det, du laver, hvad du bør lave og ikke lave. Det giver noget robusthed at navigere i det.

Aldrig har Mette Østergaard tudet så meget som i de år af sit liv, fortæller hun med et ‘og det var bare sådan, det var’-udtryk i ansigtet og et let skuldertræk.

Læringskurven som leder var stejl, men Mette Østergaard hang i og udviklede sig i en fart, som indgød respekt og imponerede. På et tidspunkt var stædig stamina og robusthed bare ikke nok, hun var ved at krakelere med tegn på stress. Derfor opsøgte hun en stresspsykolog, som stillede spørgsmålstegn ved, om hun havde valgt det rigtige job.

- Jeg kiggede bare på hende og sagde: “Jeg er her ikke for, at du skal hjælpe mig med at baile ud. Du skal hjælpe mig med at håndtere det. Kan du ikke det, må jeg finde en anden. At give op er ikke en mulighed.”

Hun klarede den. Og en tidlig morgen, hvor hun cyklede over Holmens Bro til Christiansborgs Slotsplads, tænkte hun:

- Nu er det godt nok. Nu har jeg præsteret, hvad nogen kan forvente af mig. Nu kan I kaste hvad som helst i hovedet på mig. Det skal jeg nok klare.

For Mette Østergaard var det et vendepunkt. Her sluttede hun fred med sin fars og andres forventninger, og drivkraften efter altid at gøre det bedre blev hendes egen. Det gjorde hende stærk, kunne hun mærke. For det gav hende noget at stå på. Som sig selv. I stedet for at halse efter det, andre forventede.

- Man har jo et ansvar som voksen for at arbejde med det, man har med sig fra sin barndom, så man kan komme videre og blive sit eget individ. Man kan ikke blive ved med at skyde skylden på andre. Det kræver livserfaring. Jeg skulle blive 30, før det skete.

Igen, når det handler om hendes far, bliver talen mere tøvende. Også fordi vi nu bevæger os ud på det sårbare område, som handler om, hvad hun giver videre til sine børn.

- Der kan ligge noget i luften, som børn er enormt gode til at afkode. Selv om det ikke bliver sagt sådan, så kan de mærke, hvis noget ikke er godt nok.

Lige præcis den problematik mellem børn og deres forældre beskriver musikeren Søren Huss så rammende i sangen ‘Under tiden’ til sin datter, mener Mette Østergaard og taster hurtigt på sin computer for så at læse op:

Hvis mine ord har bundet dine tanker

Mine blikke formørket din dag

Hvis mine tårer har stækket din begejstring

Ta'r jeg dem tilbage

Hun er stille det øjeblik, det tager at trække vejret dybt: ”Det er jeg meget opmærksom på i forhold til mine børn. Den påvirkning, vi giver vores børn, sætter tydelige spor. Forældreansvaret er enormt,” siger hun så.

LÆS OGSÅ: Anne Mette Kirks 10 bud

Selv om Mette Østergaard nu havde lært, at hun virkelig kunne det med at gribe en opgave og vokse ind i den, fik hun aldrig rigtig succes med det i sit næste job. Her blev hun chefredaktør og kanalchef på TV 2 News og bevægede sig fra at lede 10 personer på en avis over til farvefjernsynets levende billeder og 100 mennes-ker under sig. Den opgave står tilbage for hende som ærgerligt uforløst. Hun er tilfreds med det, hun nåede at få transformeret, men det var slet ikke så meget, som hun gerne ville. Om det lyder hendes korte udlægning:

- Jeg fik ikke tiden og det ledelsesmæssige mandat til det. Jeg troede, jeg skulle have det job i 10 år, men sådan skulle det ikke gå.

Mette Østergaard valgte selv at forlade stillingen som chef for landets nyhedskanal efter tre år af årsager, som hun fortalte om, da MeToo-bølgen ramte Danmark i efteråret. Det vender vi tilbage til.

Logistik, der kan fikses

Da hun var på barsel med sit andet barn, takkede hun ja til jobbet som chefredaktør på Berlingske. Avisen trængte efter skiftende ejerskaber og en tumultarisk tid til en opstrammer, og hvis man i huset mente, at den kunne Mette Østergaard stå for, ja, så mente hun det også. Vanen tro blev det uden først at overveje, om det f.eks. kunne passes sammen med hendes nuværende livssituation. Den slags er jo bare logistik, det kan fikses, som hun siger. Men denne gang var det en større opgave.

Under sin graviditet gik hun og børnenes far fra hinanden, og hun stod nu bogstaveligt talt helt alene med en baby på armen og en treårig i hånden. Løsningen blev en au pair og startskuddet på Mette Østergaards rejse som meningsdanner.

Ikke at hun var klar over det, da hun udfyldte papirerne og ansøgte om en filippinsk au pair. Derimod var hun helt klar på, at hun ville være sådan en, der kunne brænde igennem ved at bruge sig selv. Det besluttede hun, da hun sagde ja til chefredaktørpos-ten på Berlingske. For den indebar, udover at drive den journalistiske linje på avisen, at hun skulle mene noget på lederplads. Men hun ville mere end det, hun ville udvikle sig personligt og bruge jobbet til at skubbe til sine grænser, vokse som sig selv. Selv om det skræmte hende.

- Det at skulle mene noget var enormt grænseoverskridende. Måske fordi jeg er vokset op i en midtjysk kultur, hvor man ikke råber så højt, men også fordi jeg igennem 10 år havde udviklet min faglighed som politisk journalist og redaktør. Jeg har skrevet mange politiske analyser, men de er baseret på min faglighed. Når man er politisk journalist på Christiansborg, så mener man ikke noget. Punktum.

Forkæl dig selv med et abbonnement på IN og få en eksklusiv gave – KØB HER

Gennemslagskraften

Når Mette Østergaard møder udfordringer i alle livets facetter, bruger hun den analytiske tilgang, som hun har trænet og lænet sig opad gennem sit arbejdsliv. Selv når udfordringen er at blive inviteret ind i Mads & Monopolet på P4 lørdag formiddag til at svare på dilemmaer. Ud over at blive oprigtig glad og beæret, så freakede det hende også pænt meget ud, fortæller hun. Her kunne hun ikke forberede sig til fingerspidserne, som hun plejer, fordi panelets deltagere ikke kender dilemmaerne på forhånd. Derfor sad hun i otte stive timer og lyttede til podcast med programmet op til sin debut og forsøgte at dissekere, analysere og afkode dynamikken.

På samme måde gik hun til sin personlige udvikling med at finde ud af, hvad hun egentlig mente og hvorfor. Hvilke værdier baserede det sig på? Mange ting faldt på plads i den proces. Noget var landet stille og roligt i hende, siden dengang,hun gjorde den ambitiøse tilgang til livet til sin egen. Meget blev gevaldigt rodet op med den skilsmisse, som hun ikke har lyst til at tale om. Men som medførte, at hun ved at ende helt alene blev tvunget ud i at finde ud af, hvad hun selv ville efter i så lang tid at have været lænet ind i en anden. Derfor kan hun i dag stå i eget lys, som hun kalder det. Hvor hun er autentisk og brænder igennem. For selv om man kan få en strålende karriere ved at være dygtig, ambitiøs og knokle røven ud af bukserne og opfylde andres ambitioner, så brænder man først igennem det øjeblik, man gør det for sine egne drømme og står frem, som den man er.

- Det, tror jeg også, er nødvendigt for en moderne leder. Der er en autencitet og gennemslagskraft og ægthed i det, som bliver mere og mere vigtig. Hvis du skal stå og sælge et budskab, som du ikke selv kan stå inde for, så gennemskuer mennesker dig med det samme. Du kan ikke lede andre uden at give noget af dig selv.

Det er med denne voksende bevidsthed i maven, at Mette Østergaard uden at vide det var ret klar til at lægge arm med den offentlige debat igen. Muligheden fik hun i efteråret 2020, lidt under et år efter sin heftige debut i au pair-debatten.

Her blandede hun sig i den MeToo-debat, som tog fart med tv-værten Sofie Lindes fortælling om sine oplevelser med sexisme i mediebranchen, og som nu havde bredt sig ud over landets brancher og ind i alle nyhedskanaler.

Selv havde Mette Østergaard ikke oplevet seksuelle krænkelser i sin tid i mediebranchen, og derfor skrev hun heller ikke under på en underskriftindsamling til støtte for Sofie Linde, som hun fik tilsendt. Desuden syntes hun, at en chefredaktørs underskrift kaldte på mere. Noget tagen ansvar, så det ikke endnu engang skulle være op til de yngste praktikanter, freelancere og dem, der sidder yderst, at tage den kamp. Alt andet ville være …

Mette Østergaard stopper og og rynker på næsen: “Fesent” siger hun så. Vred over hykleriet.

LÆS OGSÅ: Sophie Lindes #metoo-kjole kommer på museum

En aften efter børnene var lagt i seng, satte hun sig ved spisebordet og skrev. Det gik hurtigt. Hun skrev på en ren følelse i maven. Arrig over det hykleri, hun syntes udspillede sig i branchen. Og efter en halv times tid var hun færdig og trykkede send på mailen med hendes vedhæftede skriv.

I sin kommentar beskrev hun konkrete oplevelser, hvor hun var blevet forskelsbehandlet på baggrund af sit køn. Hvordan hun til en jobsamtale fik at vide, at hvis hun havde tænkt sig at få børn, skulle hun gå et andet sted hen. Og hvordan hun, inden sin sidste barsel på TV 2 News, fik at vide, at man tvivlede på, om hun som alenemor til to børn kunne håndtere sit arbejde som kanalchef.

Hun vidste, at hun ved at inddrage sig selv ville trænge bedre igennem med sin holdning. Også i direkte duel med sine mandlige kolleger i branchen. “Jeg ved ikke, om du så Presselogen”, spørger hun og hæver det ene øjenbryn en anelse: “Jeg var ved at nedsmelte.”

Og jo tak, det var ingen seere vist i tvivl om, hvis de så udsendelsen, hvor hun sammen med en række mediecheferdiskuterede deres eget ansvar for og rolle i sexisme på de forskellige mediearbejdspladser.

Faktisk var der flere, der på de sociale medier delte screenshots af Mette Østergaards mildt sagt utilfredse ansigt på tv-skærmen. Den ellers beherskede og kontrollerede udgave, som de fleste, der ikke er tæt på hende, møder – var pist forsvundet. Følelserne var ikke til at tage fejl af. Sådan er hun faktisk også blandt venner og i privaten, fortæller hendes veninde, coach og forretningsudvikler Riina Elvah Mazmaen Holm: ”Sådan en, der ikke kan skjule, hvis hun føler stærkt for noget. Som en sagde det til Mettes 40-års fødselsdag for de nærmeste. Mette, det er så smukt, at du bærer dine følelser uden på tøjet,” fortæller veninden.

Reaktionen lod ikke vente på sig. Hun satte fut i debatten og rykkede den videre til også inddrage det, hun savnede, forskelsbehandling på baggrund af køn. Hvor hun i au pair-debatten hovedsageligt høstede negativ kritik, var der nu helt anderledes positive tilkendegivelser. Så giver det mening, føler hun. Når unge kvinder skriver, at nu tør de også gå ud med deres historier. De negative reaktioner var der også. Men slet ikke så mange, og de ramte hende ikke. Hun var forberedt:

- Jeg tror, det er den pris, man må betale. Hvis man bruger sig selv personligt, bliver man angrebet personligt. Det må man gøre sig klart. At man stiller sig ud på planken, og der må man tage de lussinger, som kommer.

Alle imod sig

Det er koncernchef og udgiver på Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, enig i. Og Mette Østergaard har samtidig med sin deltagelse i de to debatter markeret sig som en markant stemme for en moderne feminisme med et borgerligt tilsnit, mener han. Hvilket han finder interessant, for det er en linje, som ikke så mange deler.

- Hun er ikke med på den mest hysteriske del af fjerdebølgefeminismen, men hun går ud og siger, der er noget, vi skal have rettet op på. Hun insisterer også på, at alle mænd ikke er nogle idioter. Det er modigt, for på den måde får hun faktisk alle imod sig.

Hun har i hvert fald sit køn imod sig, når det handler om, hvor mange lussinger man inkasserer ved at bruge sig selv i debatten, mener Mette Østergaard. Hun er overbevist om, at kvinder bliver dømt på andre parametre end mænd:

- Kvinder får flere tæsk, hvis de går ud og siger noget kontroversielt. Det bliver hurtigt meget personligt. Det, kan man synes, er uretfærdigt, men det er sådan, det er, konstaterer hun.

Alligevel er hun klar til at sætte sig selv i spil, næste gang debatten rammer maven. Også selv om det betyder, at folk kigger, når hun skal med færgen hjem til jul.

Mette Østergaards blå bog

  • 40 år gammel og chefredaktør på Berlingske siden 2018.
  • Tidligere chefredaktør og kanalansvarlig på TV2 News, politisk redaktør på Politiken og politisk reporter på TV2 News.
  • Bor på Frederiksberg i København, er skilt fra faren til sine to børn, og har en kæreste.
  • Er opvokset i byen Ans i Midtjylland.

LÆS OGSÅ: Cecilie Uttrup Ludwig – Jeg har været ved at dø og kaste blod op for at vise mit værd

Læs mere om: