INTERVIEWS

Mia Wagner: ‘Kvinder arbejder hele tiden med en balance mellem at være smuk og blive taget alvorligt’

Freeway-direktør Mia Wagner taler i 2020 stadig om glasloft, om mænd, der kigger på hendes bryster, når de taler forretning, og om nødvendigheden af at løfte kvindelige iværksættere. Og hun stiller et enkelt spørgsmål: ‘Hvordan fanden er det, vi behandler kvinder?’

Du kender hende muligvis fra tv-programmet ‘Løvens hule’, hvor nye iværksættere byder ind med ideer og pengeønsker til udførelse af dem, og erhvervsfolk med iværksætter-succes – som Mia Wagner – vurderer, om de er værd at satse på.

Oprindelig er hun uddannet jurist og arbejdede en årrække som advokat, men siden 2017 har hun været administrerende direktør i sin families millionkoncern Freeway, der rummer over 30 internetbaserede selskaber – bl.a. dating.dk, roomservice.dk, plusbog.dk og lejebolig.dk – og investerer i iværksætteri.

Privat er hun mor til to døtre på 13 og 14. Fraskilt. Og nej – ikke på dating.dk for at finde en ny:

– Altså den mentale øvelse for mig – som har taget lang tid – er, at nu er jeg der, hvor det skal være mig og pigerne. Det ville være dejligt, hvis jeg mødte en sød mand engang, men det fylder ikke så meget for mig længere. Jeg ser egentlig mere en fremtid i, at jeg skal have mit eget rum. Så lige nu er hun i gang med at rykke sin lille familie fra Viborg til Vedbæk.

Historien om Mia Wagner er også en historie om hele hendes familie. Om sammenhold. Om vilje til sejr og forældreforventninger om altid at gøre sit bedste. Det er, når man kigger nærmere efter, også en historie om en storebror og tre mindre søstre, som har været backup på hans gode ideer, der har udviklet sig til den virksomhed, som deres advokatfar også er gået ind i.

Støvler fra Føtex

Lang historie kort: Mia Wagners forældre møder hinanden i starten af 1970’erne, i 1976 er hendes far færdig som jurist, det er seje tider, han kan ikke få job, men pludselig er der et job i Viborg. Familien rykker resolut fra hovedstaden til Jylland.

LÆS OGSÅ: GUN-BRITT: JEG EGNER MIG IKKE TIL AT GÅ RUNDT OG LAVE INGENTING

 – I 1981 gjorde de så det helt skøre at købe en stor landejendom på 500 kvadratmeter. Vi har den stadig. Min far var eneforsørger på det tidspunkt, og min mor gik hjemme med fire børn. Så ud over at vi levede for min fars løn, skulle vi også sætte det her kæmpestore hus, som bare var en kæmpe ruin, i stand. Min mor er egentlig på mange måder meget pænt opdraget, men hun er også meget foretagsom, har et meget stærkt drive, og hun rullede bare ærmerne op og gik i gang med at bygge. Men i den anden ende så havde vi kun en indtægt til det hele. Det betød, at man fik ét par vinterstøvler, og det var, når børnepengene kom. Når der var udsalg inde i byen, stod man i kø, og så fik man noget, der næsten lignede det, man drømte om. Så levede man med det. Nogle gange var der Levi’s-jeans på tilbud i Føtex, så tog man dem, selv om de ikke helt sad, som de skulle. Det var bare sådan, det var.

Der var ingen guldskeer i de fire børnemunde.

 – På ingen måde. Og den opvækst har på en god måde formet mig og mine søskende. Vi havde brændefyr i kælderen, det gamle, der allerede var i ejendommen, da vi købte den, og vi skulle spare. Så det var ikke tændt om natten, og det var vitterligt sådan, at det første menneske, der vågnede i huset, skulle gå ned og tænde op, for så var der varmt vand til resten af familien. Man kunne ikke tage et varmt bad, før man havde fyret op i brændefyret. Det lærte os, at ‘du må yde for at nyde’. Det, tror jeg, har været meget sundt.

 - Jeg er opdraget til, at man klarer sig selv. I de få perioder af mit liv, hvor jeg har været i risiko for ikke at kunne tjene penge, har det næsten været en motivator for mig, at jeg aldrig skulle på bistand, som vi kaldte det dengang. Det frygtede jeg. Så måtte jeg jo finde på en eller anden måde at komme omkring det på.

Jamen, vi har da ligestilling, ik’?

Hun har nu selv forsøgt. Hun har karriereplanlagt helt fra begyndelsen.

– Da jeg var omkring 14 år, blev min faglige nysgerrighed vakt. Jeg har altid været en nørd, men deromkring blev jeg helt vildt sulten på, at man kunne lære. Jeg lagde en masterplan. Det betød, at det var vigtigt for mig at få høje karakterer, så jeg kunne komme på universitetet. Jeg havde også en meget stærk selvstændighedstrang, så efter folkeskolen rejste jeg til Frankrig. 15 år gammel. Jeg boede selvfølgelig med en værtsfamilie, men jeg kunne overhovedet ikke sproget. Det vilde var, at mine forældre sagde ja. Altså, hvis min ældste datter ville til Frankrig nu ... Jeg synes, det er fantastisk, at min mor og far havde modet til at sige ja, siger Mia Wagner. Spørgsmålet er, om hun så havde tid til kærester og byture.

 Svaret er ja og nej.

– Jeg havde en rigtig fin, superflot fyr, jeg havde scoret omkring ottende klasse. Jeg tænkte, at der havde jeg virkelig gjort et scoop. Desværre slog han op med mig, fordi jeg faktisk ikke havde tid til at se ham. For jeg havde fritidsjob – jeg startede som 13-årig med mit første job i min fars advokatfirma – og var ret nidkær omkring min skole og medlem af elevrådet og fælleselevrådet, så … Jeg har gjort det samme lige siden: Proppet min kalender med projekter.

Så de mænd, du har kendt, har ikke haft så meget plads i din kalender?

– Det har altid været en udfordring, at jeg arbejdede meget. Det har været et problem for mig i forhold til at have et parforhold. Det har altid været noget, der skulle diskuteres og var på bordet, og jeg har haft svært ved at lade være. Og de gange, jeg forsøger, slår det noget ihjel inde i mig.

Hvis du havde været en mand, havde det måske ikke været noget problem?

– Præcis. Hvis jeg var en mand, er jeg ikke engang sikker på, at jeg var blevet skilt, for så havde det været nemmere for mig at finde en kvinde, som godt ville bakke op om det. Men sådan er det så ikke for mig. Jeg håber, at det ændrer sig med årene, for når jeg hører mine teenagepiger fortælle om, hvad der foregår mellem drenge og piger, synes jeg faktisk ikke, at vi har flyttet os nok. Jeg bliver sgu egentlig lidt ked af det.

Hvad hører du?

– Skam. Jeg kan jo høre, at der stadig er drenge, som bruger det, at piger har lært at skamme sig, som et værktøj til at styre dem. Jeg har været meget nidkær med mine piger omkring, hvad det f.eks. betyder at dele billeder. De kommunikerer jo på den måde hele tiden, men for pigerne er der så lidt den ekstra: Er man så billig, eller er man ikke billig? Og hvis drengene synes, at en pige er billig, ryger hun ned på ranglisten. Hun kan ovenikøbet risikere at være billig, fordi hun har sagt eller gjort noget, som en dreng har lokket hende til. Så bliver hun devalueret. Det påvirker både pigerne og drengene. Altså det hierarki, der bliver skabt, er jeg trist over. Jeg kan – helt nedefra på teenagerne – høre det: Hvordan fanden er det, vi behandler kvinder? fortæller hun. Ligestilling? Hmmm.

– På arbejdsmarkedet hører man meget, at ‘ligestillingen er på plads, det har vi klaret’. Gu’ har vi da røv! Det kan jeg jo også se hos pigerne.

LÆS OGSÅ: TRINE DYRHOLM: MIN ROLLE I 'DRONNINGEN' ER DEN MEST UDFORDRENDE I MIN KARRIERE

Tal til brysterne

For nylig gav hun et interview til Berlingske og sagde bl.a.:

‘Jeg var til koncert for noget tid siden med nogle andre erhvervsledere. Jeg var den eneste kvinde. Det er jeg jo tit i de miljøer. Det var skide sjovt, og vi blev alle sammen rigtig fulde. Men så skal man da lige tage på min numse’. Og ‘det der er med at være kvinde er, at man simpelthen også er en, som mænd gerne vil gå i seng med. Det er et problem’. Det vilde er, at de ting ikke bliver sagt højt. Og når de endelig bliver sagt højt, bliver de sagt med noget vrede og forurettethed, som ikke er specielt godt for vores ligestilling.

- Da jeg gav det interview, tænkte jeg, at tiden var inde. Jeg blev provokeret – og ikke kun på egne vegne. Jeg har efterhånden fået en del historier, og lige præcis den dag havde jeg fået en, hvor jeg tænkte, nu er det kraftedeme nok, at mænd inviterer unge piger til middag, og så tror pigerne, at de skal snakke forretning, men det skal de bare ikke … Og hvor mange gange er der lige blevet talt til mine bryster? Eller hvor mange gange er det først på tredje eller fjerde møde med nogen, at det går op for mig, at det sgu ikke er min forretning, de interesserer sig for?

- Jeg har opdaget, at vi ikke helt har et sprog for det, der sker. Ud over sexchikanen det her med: Hold op med at kigge på mig som et objekt, og tag mig alvorligt i forhandlinger. Det er en svær dagsorden at formulere uden at blive kaldt rødstrømpe, eller uden at det bliver et spørgsmål om påklædning, men det handler i højere grad om, at jeg vil være med i ‘klubben’ på lige fod med mændene. Og det vil jeg, uden at jeg skal gå til fodbold, hockey eller på jagt. Hvordan kommer jeg det? For vi ved jo, der er et glasloft for kvinder.

Måske er det egentlig mere et sexloft. Det er nemmere for mænd at være kun mænd i klubben, fordi sex kører som et parallelspor, når der er kvinder med?

 – Ja. Men som direktør, og jeg gentager som direktør, har jeg det sådan: Det er der, så lad os åbne det op, og så må vi finde ud af, hvad vi skal gøre ved det. For jeg oplever også, at vi kvinder ikke siger det højt. Vi arbejder hele tiden på en balance mellem, at vi gerne vil se godt ud og være smukke, og vi vil gerne have at vide, at vi er smukke, og vi vil gerne ses som kvinder. Men vi vil også tages alvorligt, og vi vil være ligeværdige, hvordan fanden arbejder vi med det? Hvordan får vi skabt en fælles platform? Det var lidt det, jeg prøvede at få frem i interviewet i Berlingske: Hvordan jeg gerne vil ses på. Jeg vil ikke behandles som et objekt, jeg vil gerne tages alvorligt.

Men hvad betyder det for den måde, du klæder dig på?

– Mindre og mindre. Men det er faktisk vigtigt for mig at være feminin. Jeg synes, jeg har en opgave i at bevare et feminint udtryk og vise, at det kan man godt. Jeg elsker høje hæle. Jeg har ikke tal på, hvor mange par sko jeg har. Jeg er blevet ældre og har været alle mulige steder i alle mulige miljøer, så jeg kan godt tage min plads, og jeg synes, jeg bliver respekteret. Men som ung juristpige … jeg kan jo huske de der kvinder, der gik historier om pga. af deres lårkorte nederdele. Der er begrænsninger i forhold til, hvad en pige kan tillade sig uden at blive udskammet for at bruge sit udseende. 

Kvindelige iværksættere skal frem

Mia Wagner og penge. De betyder frihed, siger hun. Og så er det jo – med snakken om objektgørelse in mente – tankevækkende, at amerikanske Forbes en gang om året udnævner verdens rigeste: Der er aldrig særlig mange kvinder på listen.

Den slags frihed er åbenbart mest for mænd.

– Ved du hvad – der er bare så langt igen. To procent af det, vi kalder venture-investeringer, går til kvindelige iværksættere. Så er der altså langt igen, hvis vi skal have dem til at vokse op og få succes og blive rige nok til at investere på ny. Der er nogle trends nu. Man begynder at få øjnene op for, at det faktisk kan være en kvalitet at være kvinde, og der er nogle, der simpelthen arbejder konkret med at investere i kvindelige iværksættere. 

LÆS OGSÅ: CATHRINE WIDUNOK WICHMAND: "DET ER HER, JEG KAN GØRE EN FORSKEL OG BRUGE MIN STEMME"

Mia Wagner bestemte sig tidligt i sit liv for, at hun aldrig ville være økonomisk afhængig af en mand. Og så taler vi om penge og privatliv. Penge i parforhold. Danske. Om det faktum at der stadig ikke er ligeløn, at kvinder sparer mindre op til pension, at vi ikke længere har pensionsdeling ved skilsmisse – og at vi stadig har svært ved at tale om den ulighed i privaten. Vi kvinder hænger ofte det hele op på selvstændighed og stolthed. Og snyder os selv.

– Jeg har som rådgivende advokat kunnet se, hvordan folk begynder at rykke sig i stolen, når jeg begyndte at snakke om det her. Ægtepagter og økonomisk ligestilling i ægteskabet – jamen tænk, at vi ikke har styr på det.

- I princippet kunne det være manden, men det er jo gerne kvinden, der tjener mindst, og det er stadig et tabu at sige: ‘Vi skal snakke om formuefordelingen, vi skal være lige’. Det handler om at arbejde sammen som et team hen imod et mål, som hedder det gode liv. Om det så betyder, at der er en, der tjener mere, og en, der laver noget andet, så bør det udligne sig på bunden, så selv om vi bliver skilt, skal vi gå derfra med det samme beløb.

- Det er sådan, jeg ser på det, det er sådan, et ægteskab bør være. Så kan der være nogle handicaps – f.eks. familievirksomheder i mange generationer, som man må finde en måde at tage højde for. Men man må for helvede få svesken på disken og få talt om det.

Midterbarn og direktør

Så spoler vi lige baglæns igen til Viborg i 1970’erne. En dreng og tre piger. Og tidens opdragelse.

Blev I behandlet lige?

– Jeg tror ikke, vores forældre specielt har villet gøre forskel, men selvfølgelig har de gjort det. Min bror var den ældste, og vi fire børn fyldte meget forskelligt. Jeg er midterbarnet, og på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg blev bevidst om det at have en rolle i familien, gennemgik min storebror og min storesøster puberteten på godt og ondt, og for mig blev det vigtigt at bidrage til, at familien fungerede. Det kan man se nu i, at det er mig, der er direktøren. Konfliktmægleren og direktøren: ‘Okay vi skal have styr på hele driften, nu samler vi lige folk, ikke?’

Hun fortsætter:

 – Det var i hvert fald sådan, jeg oplevede min barndom: Jeg var midterbarnet i en familie med en far, der havde frygteligt travlt som eneforsørger og min mor, der skulle gøre et hus på 500 kvadratmeter i stand, uden at vi havde nogen penge. Både min storebror og min storesøster var fantastiske, men de fyldte også. Min lillesøster var den yngste, og det er på mange måder en velsignelse, for der bliver ikke stillet de samme krav og forventninger til den yngste. Jeg var den stille pige, og jeg oplevede, at jeg var hende, der fik det hele til at fungere og var hos alle interessenter.

- Jeg var hele tiden bevidst om: Hvor er karma lige nu? Hvor er der balance? Det har selvfølgelig præget min opvækst. Jeg har et ret stærkt drive. Jeg sidder ikke stille. Der er altid et eller andet behov, man skal dække. Jeg kan ikke engang sidde i karbad. Min bror kan ligge i flere timer i det der badekar, jeg kan slet ikke holde til det. De fire søskende gik til karate. Og her kommer en historie, der rummer sin egen afslørende ligestillingsironi.

– Min bror var højst gradueret, og vi havde jo meget af vores liv i karateklubben, og det betød, at det var os søstre, som sørgede for at hans gi var vasket og strøget og klar. Den skulle altid være vasket og strøget, inden han kom til træning.

Og det gjorde I?

– Ja, det gjorde vi. Og da vi siden flyttede til København, var det faktisk min storesøster og mig, der ordnede hans vasketøj. Det siger jo lidt. Der er det her med, at Morten altid har været foran. Han holdt fester først, så bakkede min mor op, og vi andre kom til, ikke? Så startede han karateklubben, og min storesøster blev træner og min lillesøster hjælpetræner. Vi var ligesom alle sammen med og bakkede op. Så startede han dating.dk, og vi søstre oprettede de første datingprofiler. Så holdt han fester på dating.dk – og vi var værtinder og passede det, der nu skulle passes.

- Man kan sige, at vi altid er gået lige bag ham, og det har givet Morten nogle fantastiske muligheder, men har måske omvendt også gjort, at vi søstre ikke har lavet vores eget, fordi vi er vokset op i samme forbillede. Som advokat bakkede jeg også op om koncernen – jeg var koncernens jurist. På den måde kan man godt sige, at der er skabt en forskel.

Gemte sig på toilettet

Men dér sidder hun så. I direktørstolen. 42 år. Det kører. Og det har – selvfølgelig – ikke været nemt hele vejen.

– Ha ha ha, det har det kraftedeme ikke. Er du sindssyg … Altså, hvor skal vi starte? Det første, jeg husker, er, at det var svært i folkeskolen, fordi jeg var så frygtelig genert og ikke særlig kompetent socialt. Min mor fulgte mig ind, da jeg skulle starte i skolen. Hele klassen legede tagfat. Jeg stod simpelthen op ad væggen i skolegården og kiggede på dem, jeg turde ikke spørge, om jeg måtte være med, jeg var ikke i stand til det. På mange måder var de tidlige folkeskoleår meget ensomme. Der går en historie i min familie om, at jeg gemte mig på toiletterne i frikvartererne, og den er sand. For det kunne jeg bedre overskue end at agere socialt med de andre børn.

 I slutningen af folkeskolen opdagede hun, at hun faktisk var klog. Hun fik høje karakterer. Det fortsatte i gymnasiet. Det kom lidt bag på hende. Og det forpligtede.

– Jeg knoklede. Jeg føler, at jeg repræsenterer 12-tals-pigerne. De lever også under et vist pres for at være gode, og den oplevelse har jeg haft i mange år. Jeg tror først, jeg gjorde op med det – hvis jeg overhovedet rigtigt har gjort op med det – da jeg var i starten af 30’erne. Jeg prøvede at gøre op med, at ens værdi afhænger af ens præstationer, og at den plads, man skal have som menneske socialt, kan man kun gøre gældende, hvis man er dygtig og bringer værdi til fællesskabet. Jeg synes egentlig først, jeg blev nogenlunde socialt kompetent i 30’erne. Det tog lang tid, før jeg var moden nok.

"Mental storvask" 

Endnu et bump: Alvorlig stress i 2013.

– Det var en slags mental storvask. Og det betyder så meget for mit fundament som leder og menneske, at jeg har haft det. Men det var lige så meget en mental storvask i forhold til det med at finde ud af, at man er mere end sine præstationer.

- Da jeg havde stress, var jeg på bunden. Jeg følte, at jeg var en fiasko. Jeg havde det vitterligt sådan, at det at acceptere mig selv som en fiasko var en nødvendig bjergtop at komme over for overhovedet at kunne være her. Så det brugte jeg tid på. Jeg helede mig selv. Man skal forestille sig en hjerne, der er helt i nul, der er bare en hyletone derinde, der sker ingenting. Jeg kunne ikke finde ud af tid. Jeg stod foran mit klædeskab og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, hvad for noget tøj jeg skulle tage på, og hvordan jeg skulle gå i bad. Dér var vi. Jeg kunne ikke læse.

- Den mentale proces med at bygge mig selv op lige så stille startede med at acceptere alt det, jeg ikke kunne. Næste fase var at acceptere, at jeg var en absolut fiasko som menneske. Først da jeg accepterede, at jeg var en fiasko, kunne jeg arbejde mig videre og bygge mig selv op som et menneske. Det er hårdt arbejde at gennemgå sådan en mental proces, men det har så også vist sig at være en gave, fordi jeg på en eller anden måde har forliget mig med den del. Jeg ser jo ikke mig selv som en fiasko i dag. Jeg er blevet bedre til at skille tingene lidt ad. Og se på mig selv med den værdi, jeg har som person.

Når det er sagt:

– Mit liv før stress var en evig kamp derhen, hvor man skulle opbygge så mange kompetencer som muligt. Det, synes jeg faktisk også, er en god ting, jeg søger altid indflydelse. Hvis nogen står med en opgave, vil jeg altid melde mig og sige ‘den tager jeg’ og tage teten og tage ansvar for, hvad det end måtte være, fordi det øger mine kompetencer og min indflydelse. Jeg er opdraget med to mantraer: ‘Man kan, hvad man vil’ og ‘Den, der kan, bør’. Hvis man ser en opgave og har evnerne til at løse den, så bør man som udgangspunkt også gøre det.

LÆS OGSÅ: SUSANNE BIER: MÆND FÅR EN INDSPRØJTNING NÅR DE HØRER SIG SELV SNAKKE

Med de mantraer – er din skilsmisse så et nederlag?

– Ja, det synes jeg. Og det har taget mig rigtig mange år. Nederlaget er ikke i forhold til mig – for mig var det godt, for det skulle vi gøre, fordi vi ikke passede sammen længere. Og jeg har oplevet, at det er vigtigt, at jeg får mulighed for at udfolde mig. Jeg er jo meget mit arbejde, og det er lidt min svage side, at jeg har svært ved at vælge fra. Men for mine børn … Jeg ville da have ønsket, at jeg kunne give dem kernefamilien, for jeg synes stadig, det er et godt ideal, som giver en god tryghed. Så som mor synes jeg, det er et nederlag.

Men havde jeg ikke ansvar for børn, ville jeg have det fint med det serielle monogami.

Måske har kærligheden fået for stor og krævende plads i vores liv, den skal være vild, måske er den blevet et pres?

– Årh. hvor er det godt, du spørger om det. Jeg har virkelig tænkt over det på det seneste: Hvad er kærligheden? Det er virkelig højt det her ...

Kom med det!

– Altså kærlighed i parforhold – jeg ved det ikke endnu. Jeg ved heller ikke, om jeg kommer til at vide det. Vi lever i en verden, hvor vi scorer hurtigt. Vi har jo dating.dk, så jeg har det meget tæt inde på livet. Jeg plejer at sige, at vi sælger kærlighed, og det er en fantastisk ting. For os som familie er det en stor personlig tilfredsstillelse, fordi vi rent faktisk har været med til at skabe en masse familier. Vi har gjort det her i 20 år, og vi har skabt en masse børn i Danmark, det er fantastisk.

Mia Wagner fortsætter:

– Hvis vi tænker 20 år tilbage, var det meget sværere at finde en livsledsager, ikke? Det er ikke længere overladt til tilfældighederne, nu kan du faktisk – ligesom du går en tur i Netto og vælger, hvilken slags mælk, du vil have – gå online og kigge på, hvilken mand eller kvinde du vil have. Det er rigtig godt, for det skaber en masse kærlighed, og kærligheden bliver lidt mere noget, vi vælger, men vi skal arbejde med den. På dating.dk åbner vi for dialog og prøver at skabe nogle værktøjer, der gør, at man kan have en længere flirt. På nogle onlinedatingsites har man en meget hurtig flirt, skal hurtigt tage stilling, om det ‘skal være os to’. Det kan være en udfordring, for vi er jo nogle – også mig selv – som kan være meget hurtige til at gå ind i et forhold og stoppe det igen, når man har den første grund til at vælge det fra. 

Vil du give dig selv mere tid næste gang?

– Jeg har i hvert fald tænkt over at skelne meget mellem, hvad er en flirt, og hvad er egentlig en rigtig livsledsager? Være meget mere bevidst om, at det er to forskellige ting. Det gælder både for mit eget vedkommende, men det er også en opfordring til resten af Danmark: Giv jer nu tid til at lære hinanden at kende på godt og ondt, og kom lidt væk fra ‘brug og smid væk’-mentaliteten. Det dur ikke at flytte sammen efter tre måneder og sige: ‘Nu skal det hele være godt’. Det tager lang tid at finde ud af, om man rent faktisk matcher hinanden. Det er min livslærdom indtil videre. Lidt mere slowdating, ikke?

Hvad drømmer du om nu?

– Efter jeg har haft stress, har jeg gjort meget ud af ikke at sætte mig langsigtede mål. For det har været for hårdt for mig. Jeg har lige fået lavet en personlighedsanalyse, og jeg bon’er allermest ud på målrettethed, så jeg har lært om mig selv, at jeg skal være varsom med mine mål, for når jeg først sætter dem, er jeg en terrier – så kan jeg kun gå den vej. Men mit nære mål er at få skabt et godt liv for os i Vedbæk. Og arbejdsmæssigt er det i virkeligheden nok ikke at starte for meget nyt. Men jeg ved ikke, om det kommer til at lykkes.

Læs mere om: