Miss-Dotty,-en-moderne-kjolesalon
INTERVIEWS

Miss Dotty - En moderne kjolesalon

Line Watt havde svært ved at se sig selv i modebranchen, så hun opfandt en helt ny måde at sælge tøj på: To gange om året åbner hun sin kjolesalon for en voksende fanskare, som gerne lægger penge til side hver måned for at kunne købe skræddersyet tøj til stangtøjspriser hos Miss Dotty.

Unikke Miss Dotty

Nogle mennesker venter hele livet på at få en god idé.

Sådan et menneske er Line Watt ikke. Hun fik allerede den idé, der førte til designvirksomheden og kjolesalonen Miss Dotty, mens hun læste på designskolen i 1990’erne.

Som afgangsprojekt lavede hun det, hun kaldte en ‘mobilshop’ – en slags popup-shop, der skulle på rundtur i Europa, så alle fik mulighed for at købe hendes tøj, som var en blanding af nye unika-design og genbrugstøj, der var syet om.

– Uden at jeg vidste det dengang, lagde det jo op til det her, forklarer Line Watt og kigger sig rundt i det, der i dag både er hendes kontor, værksted og butik på Vesterbro i København.

Miss-Dotty_kjoler6
I mange år syede Line Watt selv alt det tøj, hendes kunder bestilte i kjolesalonen. I dag samarbejder hun med en systue i Litauen.

Væggene er hvidmalede, gulvet lyst, og lyset strømmer ind ad de store vinduer, selv om bygningen teknisk set befinder sig i en baggård. Det, der fanger øjet, er de mange stykker tøj, som hænger i snorlige rækker på stativer, både langs væggene og midt i lokalet.

LÆS OGSÅ: Miss Dotty – Et moderne bud på tidligere tiders modesaloner

Kjoler, skjorter, toppe og jakker – bl.a. den nistrede uldblazer med markeret talje, finurlige detaljer på skuldrene og en lille sølvkæde ved den ene lomme, som Line Watt selv har på.

IN møder hende, mens det er forårskollektionen, der hænger på de ens metalbøjler. I næste måned er det efterårskollektionen fra Miss Dotty, som kommer til at fylde rummet.

Og med kvinder i alle aldre og størrelser, som går på jagt efter det næste stykke tøj, som skal få dem til at skille sig ud fra mængden.

Miss Dotty’s koncept

Det er nemlig det, der er konceptet hos Miss Dotty: To gange om året, i alt fire ugers tid, bliver Line Watts værksted på Vesterbrogade til en butik. Men det er ikke den type butik, hvor kunderne hiver noget ned fra hylder eller bøjler, kører dankortet igennem og er ude igen med en pose i hånden uden at have mumlet andet end ‘tak’ eller ‘hej hej’ til en ekspedient.

Miss Dotty er inspireret af tidligere tiders kjolesaloner, hvor borgerskabets kvinder kom og prøvede tøj, som blev syet på mål til dem.

Miss-Dotty_kjoler1
Miss Dotty er en figur, som Line Watt har opfundet. Designeren beskriver hende som ‘ekstrem’ og ‘følsom’.

Hos Miss Dotty tager kunderne det tøj, de er lune på, med ind i et af de store prøverum, og så kommer Line Watt med ind og bruger sit erfarne falkeblik til at vurdere, hvordan tøjet skal rettes til, så det passer til lige præcis den krop, der står foran hende. Måske skal ærmet være lidt længere. Måske skal taljen sys ind. Eller måske ville den her skjorte sidde bedre over barmen, hvis den fik en ekstra knap?

LÆS OGSÅ: Hvorfor er diversitet så vigtigt?

Line Watt skriver sine betragtninger og de mål, hun tager, ned, og de bliver så sendt til Miss Dottys systue i Litauen. Her syr en flok dygtige syersker helt nye kjoler i Line Watts design, som kunden har forelsket sig i, men med de proportioner og små tilrettelser, som gør, at det sidder perfekt på netop dem.

– Jeg hører altid fra folk, at de får vildt mange komplimenter for tøjet. Fordi det bare sidder. Tøjet er lavet, så det gør det bedste for deres krop, forklarer Line Watt om sine designs, der er skræddersyede, men prismæssigt kan konkurrere med stangtøj fra de fleste af de populære danske modehuse.

Hun har mange kunder, der trofast kommer de to gange om året, hvor kjolesalonen er åben, og hun nyder at gå rundt og se, hvordan det tøj, der indtil da kun har levet på papir og på bøjler, ser ud på rigtige kvinder.

– Der er en meget festlig stemning her. Folk er ublufærdige og render rundt i undertøj og kommer gerne med kommentarer til hinanden. ‘Den der er rigtig fin til dig’, ‘aj, hvor klæder de farver dig godt’, siger Line Watt, som ‘næsten har for meget arbejde til én person’, når hun skal med alle kunderne i prøverummet.

– Men de har vænnet sig til, at det er mig, der er den bedste guide, siger hun og fortæller videre, at der kommer ‘et par hundrede’ kvinder i åbningsugerne, og at de næs-ten alle sammen køber noget.

LÆS OGSÅ: Designer Anine Bing: Hvis det føles rigtigt, så bare gør det

Hvem er Miss Dotty?

  • Miss Dotty er en fiktiv person, en ‘overdrevet personlighed’, udtænkt af Line Watt, som beskriver hende som ‘amourøs, ekstrem og følsom’.
  • Hver kollektion begynder med, at Line Watt skriver en lille historie, som sætter stemning og tema. Tidligere kollektioner har fx heddet ‘Dotty & det sorte får’, ‘Miss Dotty and the Bohemian Mafioso’ og ‘Miss Dotty and the Undercoverlover’. I sidstnævnte var der bl.a. syet små ‘hemmelige’ hjerter på indersiden af en jakke, mens skydeskiver gik igen i kollektionen med det sorte får.
  • Den nye efterårskollektion hedder ‘Stilleben’ og handler om mødet mellem to mennesker.

Miss-Dotty_kjoler5
Modehuset Paul Smith i London havde bud efter Line Watt, men hun fulgte sin mavefornemmelse og har skabt en unik designvirksomhed.

Mere end et arbejdsmenneske

Line Watt begyndte på designskolen i 1992. Men da hun var på barsel med sit første barn i 1995, fik tankerne frit løb, og pludselig havde hun ‘svært ved at se, hvad jeg skulle være i branchen’.

Hvordan hun skulle få livet som mor til at hænge sammen med et job i den evigt omskiftelige modeverden, hvor man hele tiden skal være på forkant med det nye og ‘aldrig har rigtigt fri’.

Det britiske modehus Paul Smith havde bud efter hende, og hun var til jobsamtale i London og gjorde et godt indtryk. Briterne ville gerne have hende, men det føltes helt forkert.

– Jeg tænkte bare ‘det vil jeg jo slet ikke’, husker Line Watt.

Miss-Dotty_kjoler4
Modehuset Paul Smith i London havde bud efter Line Watt, men hun fulgte sin mavefornemmelse og har skabt en unik designvirksomhed.

Hun var nødt til at finde sin helt egen måde at ‘være i branchen’ på.

– Jeg vil gerne arbejde meget, men jeg vil også have plads til at være andet end et arbejdsmenneske, siger hun.

Studierne på designskolen blev afsluttet med et afgangsshow i Øksnehallen, og selv om Line Watts idé om at lade det tøj, hun havde lavet, tage på turné, ikke blev ført ud i livet, var det alligevel de første spæde skridt til Miss Dotty, der blev taget.

LÆS OGSÅ: 3 højdepunkter i Bitte Kai Rands karriere

For efter showet var der en, der ville købe en jakke. Og efterfølgende ringede folk til Line Watt, fordi de havde set noget tøj, de gerne ville have.

– Jeg åbnede hjemme i min stue. Og der kom de kunder, som var med til at bygge fundamentet for Miss Dotty. Så der havde jeg allerede fundet formen, husker hun.

Og det fik livet til at gå op i en højere enhed.

– Pludselig kunne det, jeg ville, forenes. Job og børn – som jeg også er ambitiøs med. Det var to verdener, der kunne mødes på den måde, fortæller hun.

Miss-Dotty_kjoler3
Miss Dotty er en figur, som Line Watt har opfundet. Designeren beskriver hende som ‘ekstrem’ og ‘følsom’.

Efter nogle år, hvor hun havde sin forretning derhjemme…

… flyttede hun til de lokaler på Vesterbro, hvor Miss Dotty stadig holder til. I begyndelsen var det Line Watt selv, der syede alt det tøj, folk havde købt, mens hun havde åbent. Stakkevis af bluser, nederdele, kjoler, jakker, som kom til verden i den lille systue og blev pakket ned og sendt med posten – også af Line Watt selv – til de glade kunder.

Succesen voksede, og Line Watt tog efter mange overvejelser en beslutning om at få syet tøjet på en udenlandsk systue, som kunne klare efterspørgslen. I begyndelsen beholdt hun selv produktionen af kjoler – ‘jeg var mange år om at give kjolerne fra mig’, siger hun – men i dag produceres alt i Litauen.

Det var en beslutning, som i første omgang blev dyr, for den agent, hun samarbejdede med, viste sig at være bundkorrupt, og hun mistede en masse penge i en større sag, som flere danske brands var involveret i.

Det er fortid nu, og snart åbner et nyt kapitel i Miss Dottys liv, når efterårskollektionen fylder bøjlerne i de hvidmalede rum, og dørene åbnes for fanskaren, som er vokset år for år, på trods af at Line Watt aldrig har annonceret eller reklameret for Miss Dotty.

– Det er mund til mund – for der er jo aldrig nogen, der ‘lige kommer forbi’, siger hun om salonen, som ikke gør noget større væsen af sig.

Miss-Dotty_kjoler2
Miss Dotty er en figur, som Line Watt har opfundet. Designeren beskriver hende som ‘ekstrem’ og ‘følsom’.

Fra Vesterbrogade skal man ind igennem en port og tværs over en gård for at finde ringeklokken med ‘Miss Dotty’.

Men når først kunderne har fundet den, kommer de igen. Og igen.

LÆS OGSÅ: Caroline Fleming: Der er mange, der tror, at mit liv er nemt

– Mange kommer her hver gang. Og jeg ved, at nogle af dem har en ‘Dotty-konto’, som de sætter penge ind på hver måned, så de har penge at bruge, når jeg holder åbent, siger Line Watt.

Om Miss Dotty

  • Line Watt grundlagde Miss Dotty i 2000.
  • I første omgang solgte hun tøjet fra sit eget hjem, men siden 2004 har Miss Dotty haft til huse på Vesterbrogade i København.
  • To gange om året åbner Miss Dottys kjolesalon. Her kan kunderne komme ind, prøve tøjet, få det tilpasset, og så modtage et stykke skræddersyet tøj nogle uger efter.
  • Det er Line Watt selv, der er til stede i salonen, mens den er åben for kunder, og det er hende, der kigger med i prøverummene for at se, hvordan tøjet skal ændres, så det passer til den enkelte kvinde. Tøjet bliver derefter syet i Litauen.
  • De stoffer, Line Watt bruger, er ofte rester fra store internationale modehuse, så de er i høj kvalitet.
  • Salonen er åben igen 20. oktober - 3. november, hvor en helt ny kollektion er til salg.
  • Hvis du skriver dig op på Miss Dottys hjemmeside, får du en invitation, hver gang der er åbent i butikken og ny kollektion på bøjlerne.

LÆS OGSÅ: Designer Lærke Andersen - en tvivler med et godt kompas