INTERVIEWS

My Thordal og Christoffer Boe: Det er med kæmpe idealisme og så store forhåbninger, at vi som mennesker går ind i parforholdet

Instruktør Christoffer Boe og filmklipper My Thordal har i snart to årtier jongleret parforhold og familieliv med kunstneriske ambitioner og tidskrævende karrierer. Nu er de aktuelle med en film om et par med både børn og en gourmetrestaurant, som vil have det hele, men i jagten på succes og den forjættede Michelin-stjerne glemmer både sig selv, kærligheden – og at alle livets måltider har en pris.

Kunsten at holde weekenden hellig

Det er My Thordal, der lige akkurat når først hen til den mørkebrune hoveddør i tæt konkurrence med Chloe, en lille, grå fransk bulldog, som er blevet vækket til live ved lyden af gæster, og hvis iver for at vise sit fortyggede kødben frem ikke synes at kende grænser.

- Om et par minutter ligger hun og sover igen, hun skal bare lige hilse velkommen, forsikrer My Thordal. Hun byder indenfor i familiens toetagers villa, som ligger gemt bag et fireetagers højt fyrretræ på en rolig sidegade til Strandvejen, få meter før Østerbro bliver til Hellerup.

- Vi kan lige akkurat sige, at vi har københavnerbørn, siger Christoffer Boe, da han et par minutter senere kommer til syne på trappen fra førstesalen, hvor tre teenagere ligger og sover, selv om klokken har rundet søndag middag. Han er iført hvid skjorte, joggingbukser og briller med sort stel, og i samtalekøkkenet, hvor han giver sig til at lave kaffe, står de sidste rester af morgenmaden stadig på bordet.

På den ene væg bag ham hænger et gulv-til-loft maleri af kunstneren Frederik Næblerød. På den anden har parret brugt formiddagen på at hænge et værk op af Maria Torp – som My Thordal gav Christoffer Boe i julegave – med en skruemaskine lånt hos naboen, der kort efter kommer ind, henter sit værktøj og efterlader en bunke aflagt tøj fra sine lidt ældre unger på køkkenbordet.

- I har altid boet flot, men jeg må sige, at det har fået en opgradering, bemærker jeg på vej ud.

- Du er bare ikke vant til at se det, når vi har ryddet op, svarer My Thordal, der har taget plads ved det runde hvide spisebord under Torp-maleriet, som forestiller et par, der holder i hånden med flettede fingre.

46-årige Christoffer Boe og 47-årige My Thordal har boet i villaen på Østerbro i seks år og dannet par i 18, ikke kun privat, men også professionelt. De er både ægtefæller, forældre, kolleger og hinandens tætteste sparringspartnere.

Filminstruktøren, der vandt debutantprisen ved film-festivalen i Cannes som 29-årig – og som i 2018 satte omsætningsrekord for en dansk spillefilm (72,5 mio. kroner) med Jussi Adler-filmatiseringen ‘Journal 64’ – laver ikke noget, uden at My Thordal ser det som den første. Ofte fordi My Thordal, der som filmklipper har været med til at sammensætte et utal af danske film og tv-serier som ‘Borgen’ og ‘Herrens veje’, er ansvarlig for at klippe sin mands produktioner.

Sammen har de lavet adskillige reklamefilm for produktionsvirksomheden Circus Alphaville, som Christoffer Boe er medejer af, og i slutningen af februar har ‘Smagen af sult’ planlagt premiere – den tredje spillefilm, hvor Boe har instrueret, og Thordal har klippet.

Filmen er færdig, tilbage er kun ventetiden, og det er for sent at lave noget om – også selv om My Thordal for nylig efter visningen af den endelige filmkopi forsøgte at overtale Zentropa-producer Louise Vesth til at lade hende trimme en enkelt lille scene eller to. Men den gik ikke.

- Jeg tror aldrig, man bliver helt færdig med en film, siger hun.

- På et tidspunkt giver man den bare fra sig.

Læs også: Christina Hagen - jeg gider ikke være kaffekrus-feminist

Parforholdet som slagmark

I ‘Smagen af sult’ åbner den ambitiøse kok Carsten (Nicolaj Coster-Waldau) og hans antropolog-uddannede kone, Maggie, (Katrine Greis-Rosenthal) gourmetrestauranten Malus i København. Sammen drømmer de om den ultimative anerkendelse, en Michelin-stjerne, men jagten på succes får store personlige omkostninger for parret og deres to børn.

Christoffer Boe har instrueret filmen, som han også har skrevet sammen med manuskriptforfatter Tobias Lindholm (kendt for sine manuskripter til bl.a. Thomas Vinterbergs ‘Jagten’ og tv-serien ‘Borgen’) efter en fælles idé, som de to familiefædre og filmmænd havde gået med i flere år.

- Det første manuskript er tre eller fire år gammelt, siger Christoffer Boe, da han er færdig med kaffen og har taget plads ved spisebordet ved siden af My Thordal.

‘Smagen af sult’ er en film om den danske madscene, om en restaurant og om jagten på perfektion i et køkken. Christoffer Boe er fascineret af mad, og hvad den betyder for os som mennesker, både smagsmæssigt og æstetisk, men også socialt og politisk.

Selv kan familien ifølge Boe og Thordal både hente pølsehorn på tanken og gå på Michelin-restaurant, som de siger, men Christoffer Boe har længe været draget af sidstnævntes dedikation til det sublime.

- I et køkken på en gourmetrestaurant skal man performe hver dag. Det skal man selvfølgelig også, hvis man er skuespiller og står på en scene, men i køkkenet varer forestillingen ti timer, og man skal ikke bare levere, når anmelderen kommer, men også ugen efter, når kunderne, der har set stjernerne i avisen, kommer for at få den samme oplevelse. Det skaber en vild kultur, både i forhold til arbejdsmoral og jargon, og det kræver en helt særlig mentalitet, siger han og indskyder:

- Samtidig er det en branche, hvor jeg oplever, at rigtig mange – som parret i filmen – både arbejder og stifter familie sammen, fordi det er så sindssygt krævende, at det giver mening at indrette sig på den måde.

For mere end noget andet er ‘Smagen af sult’ en film om dét, Christoffer Boe kalder det moderne menneskes største slagmark: Parforholdet. Til at begynde med ville Boe og Lindholm lave en film om, hvorfor halvdelen af deres venner – og halvdelen af alle danske ægtepar – ender med at blive skilt.

Men undervejs blev det ifølge instruktøren snarere til en undersøgelse af, hvordan to mennesker overhovedet kan være sammen; hvordan de kan bygge et liv og en familie med forventningen om, at det skal vare, til døden dem skiller:

- Det er med kæmpe idealisme og så store forhåbninger, at vi som mennesker går ind i parforholdet, og halvdelen af os går ud igen med en bristet illusion. Hvad er det, der sker i parforholdet, hvad er det, der brister, og hvad er det, det koster, når man mister det, man har som det største ideal for et godt liv?

Læs også: Kamilla Seidler og Nina Krysiza laver kreative retter og skaber nye opskrifter under corona

Instruktøren er undværlig

Christoffer Boe og My Thordal mødte hinanden på Filmskolen i 1997. I seks år var de venner, siden blev de kærester, og kort efter fik parret deres første barn. I vinteren 2003, da deres ældste datter Coco var blot en måned gammel, sad de en sen aften på et produktionsselskab i Nyhavn foran en iMac, My Thordal iført babysele, i færd med at klippe en reklamefilm for Nokia.

Sådan forløb det ofte de første år, hvor parret ifølge My Thordal “pressede citronen lidt.”

Som da Christoffer Boe på bare 14 dage instruerede arthouse-filmen ‘Beast’ fra 2011 – et psykologisk drama, hvor skuespiller Nicolas Bro bliver gravid – i deres egen lejlighed. Om morgenen, når børnene blev fulgt i børnehave, rykkede filmholdet ind, og en dag under optagelserne, mens Nicolas Bro lå ude på toilettet badet i falsk blod, slim og med en baby af silikone i en scene, hvor han skulle føde, kom bedsteforældrene ind med ungerne, som ikke kunne tro deres egne øjne.

- Det hele gik meget stærkt. Jeg mødte Nikolaj Lie Kaas (der spiller en af hovedrollerne i ‘Beast’, red.) på Palæ Bar og sagde, at jeg havde en rolle til ham. Tre dage senere mødte han bagstiv op hjemme hos os, og så gik vi i gang, husker Christoffer Boe, der ikke kun havde fart på dengang, men også i dag.

Christoffer Boe taler på en måde, så tempoet stiger fra svar til svar, luften mellem ordene bliver kortere og kortere, efterhånden som sætningerne folder sig ud, og til sidst må My Thordal minde ham om at trække vejret, inden hun selv fortsætter:

- Det var en meget mærkelig oplevelse at sidde og klippe filmen i de samme rum, som den var blevet filmet i. Det var i denne periode, vi fandt ud af, at selv om det er skønt at blande det private og det arbejdsmæssige, så blev der for os nødt til at være grænser. Og klare aftaler. Såsom hvornår kommer man hjem, og hvor længe er man væk på optagelser. Ting, som før var meget flydende, blev sat i system. Det kræver det, hvis man også vil have en lykkelig familie med tre børn, en doven hund plus det løse.

Efter ‘Beast’ skulle der gå næsten 10 år, før de igen arbejdede sammen på en spillefilm (‘Journal 64’), men i mellemtiden fortsatte parret med at lave en lang række reklamefilm og andre kommercielle projekter sammen.

- De første år, når vi sad og klippede, ringede telefonen, børnene skulle hentes, og så startede diskussionen: Hvem skulle gå? Hvis My gik, kunne vi ikke klippe videre, hvis jeg gik, kunne jeg ikke se, hvad My lavede – så som regel blev det mig, siger Christoffer Boe.

- Instruktøren kan undværes, joker My Thordal, inden han fortsætter:

- I dag, hvor børnene er blevet større, er det hele lidt nemmere. Men vi skal ikke længere tilbage end en screening af ‘Smagen af sult’ på Zentropa i efteråret for at finde sidste gang, vi havde en diskussion om, hvem der skulle tage hjem, og hvem der skulle blive til de sene testscreenings. Vi indgik et kompromis: My tog mandag, og jeg fik tirsdag.

Læs også: Ny stjernespækket film, giver os lyst til at rykke endnu tættere på skærmen

En sjus inden sengetid

De to hovedpersoner i ‘Smagen af sult’ arbejder sammen, bor sammen, sover sammen og opdrager to børn sammen. Parallellen til Christoffer Boe og My Thordals eget liv synes at være oplagt: For hvordan undgår man, at familien ikke lider under de store karriereambitioner – og at ægteskabet i sidste ende falder fra hinanden?

Mens de skrev filmen, gik Christoffer Boe og Tobias Lindholm “i parterapi,” som Boe siger med et smil. Parterapeuten, de opsøgte, fortalte dem, at én af de mest tungtvejende årsager til, at ægteskaber går i stykker, er, at folk glemmer at følge med i hinandens udvikling.

- Han brugte en lidt irriterende app-analogi, nemlig system-opdateringen på din telefon: En person udvikler sig hele tiden, ingen står stille, det sker ikke over natten, men tiden går, og pludselig har man mistet fornemmelsen for, hvor den anden har udviklet sig hen. Jo travlere man har, desto vigtigere er det, at man sørger for, at den anden føler sig set. Uanset hvor travlt My og jeg har, insisterer vi på at finde tid, måske bare fem minutter inden sengetid, til at tage en sjus og tale sammen, fortæller Christoffer Boe.

- Dårlig vane, men meget hyggeligt, siger My Thordal.

- Dårligt for leveren, godt for parforholdet, svarer Christoffer Boe.

Begge griner.

- I det hele taget er vi meget optagede af mekanikken i vores forhold. Vi evaluerer med hinanden og taler om, hvad der går godt, og hvad der går skidt. Man kan ikke drive en familie på ren intuition, siger My Thordal.

Undervejs, mens parret klippede ‘Smagen af sult’ sammen med den erfarne filmklipper Janus Billeskov Jansen, gav filmens tema anledning til mange dybe samtaler om, hvordan Christoffer Boe og My Thordal selv ser på parforholdet.

Et afgørende element i filmen, fortæller de, var at opnå den rette balance mellem hovedpersonerne, mellem mand og kone, for at publikum kan føle sympati med dem begge.

I jagten på den balance oplevede både Christoffer Boe og My Thordal, at samtalerne førte til, at de lærte ting om hinanden, de ikke vidste, selv om de har kendt hinanden i mere end tyve år.

- Jeg elsker Mys stædighed, som i visse situationer selvfølgelig kan drive mig til vanvid, men som i filmsammenhæng – kombineret med stor nysgerrighed – betyder, at alting og alle muligheder bliver afsøgt. Når vi er færdige med en film, gemmer den ikke på flere hemmeligheder, i hvert fald ikke nogen jeg lige kan få øje på,  siger Christoffer Boe.

- Noget af det, jeg nyder mest ved vores samarbejde, er, når jeg finder ud af, at jeg stadig ikke kender Christoffer til bunds, siger My Thordal.

- Han kan stadig sige og gøre ting, der overrasker mig, og han viser stadig nye sider af sig selv, jeg ikke kendte. Jeg kan godt lide, at jeg stadig ikke har gennemskuet ham helt. Pludselig dukker der scener og dialogbidder op, hvor jeg kan se på Christoffer og tænke: Hvem er du egentlig?

My Thordal griner, men afbrydes af en dyb, brummende snorken. Den kommer fra hunden Chloe, der – som forudsagt – er faldet i søvn i hendes skød.

Læs også: Charlotte Lynggaard om boligindretning: Mit hjem er hyggeligt og personligt

Sammen i døgndrift

I dag er der klare rammer i Christoffer Boe og My Thordals arbejds- og familieliv. Deres hverdag forløber nogenlunde sådan her: Fra syv til ni om morgenen står de op og sender børnene i skole. Derefter arbejder de til klokken 17 – mens bedsteforældrene henter børnene. Fra 17 til 21 er timerne helliget familien og børnene.

Om aftenen tilbringer Christoffer Boe og My Thordal en time eller to sammen, inden Boe sætter sig ved computeren og skriver, ofte til langt efter midnat. Weekenderne er hellige, og de telefonmøder, som Christoffer Boe “før kunne finde på at tage på en tur i Fakta lørdag formiddag,” må nu vente til om mandagen.

Kan det virkelig lade sig gøre at holde det så adskilt, når I arbejder sammen på en film?

Christoffer Boe:

- Vores liv handler om to ting: Familien og film. I de perioder, hvor vi arbejder tæt sammen, har det måske nok en tendens til at flyde sammen, også hen over middagsbordet selv om det er mod vores principper – men det er vores børn heldigvis gode til at minde os om. En film som ‘Smagen af sult’ lever konstant med os i de måneder, hvor vi klipper den og er sammen hele døgnet. Vi kommer ekstremt langt ind i materialet, nok også længere end man ville gøre, hvis man bare mødte op et sted, klippede og gik hjem. Men den intensitet kan vi begge godt lide.

Men er det ikke opslidende?

Christoffer Boe:

- I længden, jo. Derfor tror jeg, det er godt for os og vores familie, at vi ikke gør det hele tiden – modsat parret med restauranten i filmen. De ender med at knække halsen på arbejdslivet, men det er faktisk slet ikke dér, de største konflikter i vores egen relation opstår. Det er snarere helt almindelige hverdagsting, som hvem der skal tage opvasken.

My Thordal:

- Jeg læste engang, at grund nummer ét og to til skilsmisse hverken er utroskab eller økonomi – det er oprydning og rengøring, og der er vi nok ikke anderledes end alle andre. Men vi skiller tingene ad: Når vi er på arbejde, er vi professionelle, så snart vi sætter os ind i klipperummet, lægger vi al snak om opvasken fra os, og så ryger den enten i glemmebogen, eller også tager vi den senere. Det gode ved arbejdspladsen er jo, at der både er frokostordning, rengøring og børnefri zone – hvad skulle der være at skændes om?

Er det så nemt at slippe det helt?

Christoffer Boe:

- Det er nok nærmere den anden vej, det kan være svært for mig. Hvis jeg føler, at My ikke kan lide det, jeg har lavet. Med ‘Smagen af sult’ var der i starten helt klart nogle af de æstetiske valg i filmen, som My ikke brød sig om.

My Thordal:

- Ja, der blev det mudret, men professionelt prøvede jeg at gøre mit arbejde ved at sige: “Der er noget i filmen, jeg ikke synes fungerer.” Og jeg er nok ekstra ærlig over for Christoffer, netop fordi jeg kender ham så godt, og fordi jeg ved, hvad han kan. Vi arbejdede os igennem det, og vi fik det løst, men på det tidspunkt var det en krise, som også påvirkede vores privatliv.

Christoffer Boe:

- I sidste ende havde My jo ret, fra hvor hun står – og jeg kan jo ikke tvinge hende til at elske alt, jeg laver. Men i modstand har man chancen for at vokse kreativt. Hvis man altså ikke slår hinanden ihjel inden …

(billede i sofa, liggende)

Har I nogensinde tænkt: “Gid vi arbejdede i forskellige brancher”?

Svaret falder prompte, næsten i kor:

- Aldrig.

- Grundlæggende elsker jeg det, vi har – at vi deler en passion for dét, der for os er det mest betydningsfulde udover familien – nemlig vores arbejde. Selv i perioder, hvor vi ikke arbejder sammen, kan vi stadig være hinandens sparringspartnere, fordi vi forstår hinandens udfordringer og opgaver på arbejdet. Og om aftenen kan vi sætte os foran tv’et og se en film eller en serie, trykke pause og spole frem og tilbage, mens vi taler plot, scener og karakterer. Det bliver vi aldrig trætte af. Men det hjælper nok også, at vi har forskellige roller, der komplementerer hinanden. At vi er instruktør og filmklipper, ikke instruktør og instruktør, siger Christoffer Boe, mens My Thordal nikker.

- Vi arbejder jo først og fremmest sammen – og har gjort det så længe – fordi vi har stor respekt for hinandens arbejde, og fordi vi føler, at vi begge får noget ud af at samarbejde. Ikke fordi det er bekvemt. Og allerede nu arbejder vi igen lidt sammen på noget nyt, så enten er vi komplette idioter, der bliver ved med at løbe ind i ilden, eller også er det bare ikke så problematisk at arbejde sammen.

Læs også: Mette Østergaard - du kan ikke lede andre uden at give noget af dig selv

Læs mere om: