INTERVIEWS

Nina Wedell-Wedellsborg: Der kommer et tidspunkt, hvor det bliver vigtigere at give end at få

Hun er dansk direktør for et af verdens førende auktionshuse. Hun er ‘mor’ til landets største modepris. Og så er hun adelig. Mød Nina Wedell-Wedellsborg, der hellere vil give end modtage og mener, at der findes en særlig plads i helvede til kvinder, der ikke hjælper hinanden.

Skal man indkapsle, hvem Nina Wedell-Wedellsborg er…

… kan man gøre det med en historie, hun selv fortæller. Vi skal tilbage til 2016. Der vandt designtalentet Cecilie Bahnsen Magasin du Nord Fashion Prize. Med prisen fulgte ud over en ualmindelig stor sum penge også retten til at åbne modeugen med sit eget modeshow. Men den unge prisvinder takkede nej. Nej??!

– Da jeg ringede til hende, sagde hun bare ‘nej tak, det har jeg ikke lyst til, genkalder Nina Wedell-Wedellsborg sig samtalen.

Og når hun genfortæller den, er det med samme overraskelse malet i ansigtet, som dengang hun sad med røret i hånden.

Cecilie Bahnsen ønskede ikke at takke ja til den del af prisen, fordi hun ikke mente, at der var det rigtige publikum til åbningsshowet på Københavns Rådhus. For lidt international presse. For få indflydelsesrige modefolk.

LÆS OGSÅ: September Salon: Skræddersyet tøj på bestilling

– Det siger jo noget om, at hun ikke var tabt bag en vogn. Hun vidste godt, at dag to eller tre var bedre, for der var alle de ‘rigtige’ mennesker ankommet. Det vidste jeg intet om. Den form for selvbevidsthed kan man da kun blive imponeret af, lyder det fra Nina Wedell-Wedellsborg, hvis øjne lyser, da hun fortæller anekdoten.

Kunst fylder meget i Nina Wedell- Wedellsborgs liv. Og det er ikke kun professionelt, hun nyder at omgive sig med kunst.

Jumpsuit Saks Potts - Sandaler Sandro - Skulptur Circle of Animals/Zodiac Head af Ai Weiwei

Hvorfor siger den historie noget om kvinden selv? Hun ville formentlig aldrig selv hævde det, for hun er opdraget til ydmyghed. Men dels peger anekdoten om at give priser til unge designtalenter på det mantra, som Nina Wedell-Wedellsborg har levet efter, siden hun blev 50 år for fem år siden: At der kommer et tidspunkt i livet, hvor man hellere vil give end modtage. Og dels peger anekdoten på den beundring, hun har for kvinder, der gør det godt. For hun mener inderligt, at vi kvinder kan lære af den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights ord: Der findes en særlig plads i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden.

Kunst giver energi

Nina Louise Wedell-Wedellsborg er datter af baron og baronesse Ebbe og Hanne Wedell-Wedellsborg, har to brødre og er opvokset i Nordsjælland. Men tror man, at man kan få Nina Wedell-Wedellsborg til at fortælle om sit liv under overskriften ‘adelig’, tager man fejl. Hun afviser smilende.

LÆS OGSÅ: Baum und Pferdgarten: 20 års samarbejde med op- og nedture

– Jeg vil meget hellere have, at folk ser på mig – Nina. På det, jeg har lavet. Det, jeg har skabt. Jeg har selvfølgelig brugt mine forbindelser og kontakter, og jeg underkender på ingen måde, at det har givet mig muligheder. Jeg er også stolt af min slægtshistorie. Men jeg har knageme arbejdet hårdt for det, jeg har opnået. Det har ikke noget at gøre med, hvad jeg hedder til efternavn, siger hun, og så er det slut med den del af samtalen.

Hun er uddannet akademiøkonom, har været salgschef i Ikea og nordisk chef hos kosmetikfirmaet Estée Lauder. Og i dag er hun øverste chef for det førende internationale auktionshus Sotheby’s danske afdeling. Det sidste taler hun meget gerne om, for dét job og kunsten spiller faktisk en større brik i mennesket Ninas indre puslespil end noget andet job, hun har haft. Og det handler ikke kun om, at hun har en finger med i det spil, der i 2012 under en auktion hos Sotheby’s i London gjorde et maleri af kunstmaleren Vilhelm Hammershøi til det dyreste danske maleri solgt nogensinde. En så imponerende bedrift, at hun var med i TV 2-serien ‘Verdens dyreste hammerslag’.

– Jeg er opdraget hjemmefra med, at vi talte om kunst og skulle kende til kunst. Men med det her job har jeg også fundet ud af, at kunst gør mig glad. Jeg har fundet ud af, at jeg elsker at se på kunst. Jeg elsker mødet med kunstnere. De er ofte stærke personligheder. Jeg elsker at besøge gallerier. Alt det der. Jeg tror, det har noget med alder at gøre. Jeg er nået til et tidspunkt i livet, hvor jeg har prøvet rigtig mange ting. Det er ikke længere så let at blive høj over noget. Derfor handler det for mig om at finde ud af, hvad der giver mig energi. Så jeg også kan give energi videre. Sådan noget går jeg vildt meget op i nu. Kunsten og hele det kreative element giver mig energi. Ikke kunst på en elitær måde. Bare det at se på kunsten også uden at forstå den gør mig glad, forklarer hun.

At gøre en forskel

Den energi, som Nina Wedell-Wedellsborg får fra kunsten, taler hun meget gerne om. For trods en lidt gammeldags opdragelse til bl.a. at være ydmyg tør hun godt bryste sig af én ting:

– Det dér med at finde ud af, hvad der giver en energi, er der sikkert mange mennesker, der aldrig finder ud af. Men jeg har fundet det! siger hun stolt, måske med en bevidst beslutning om, at lige på dette ene punkt må hun godt prale. Lidt.

Nina Wedell-Wedellsborg indrømmer, at hun har svært ved at sidde stille og altid har gang i tusindvis af projekter. Men hun drømmer om at blive lidt bedre til at få ro på.

Kjole Cecilie Bahnsen - Sandaler Sandro - Værk af Louise Bourgeois

LÆS OGSÅ: Designer Dea Kudibal: Jeg har altid haft store ambitioner

– Det er noget, der er kommet med alderen. Du finder ud af, at det, der ikke handler om dig selv, får du større glæde af. Man har brugt mange år på at få succes, men på et tidspunkt finder man ud af, at ja, succes giver stor tilfredshed og muligheder og en bekræftelse af, at man ikke er helt idiot. Men næste skridt er så, hvordan kan jeg sørge for, at andre kommer videre. Man finder ud af, at det er en livgivende energi at gøre en forskel for andre. Der er en enorm tilfredsstillelse ved det, forklarer hun.

Og derfor giver Nina Wedell-Wedellsborg også på flere kanter. I det små ved f.eks. at støtte op om udbredelsen af genanvendelige hygiejnebind til afrikanske piger, så de ikke skal gå glip af skole fem-seks dage om måneden. I det store ved at være stolt ‘mor’ til hele to hæderspriser, der hjælper talenter frem. Det sidste er hendes hjertebørn.

Kæmpede for tv-serie

De to priser, som Nina Wedell-Wedellsborg er ‘mor’ til, er blevet mulige takket være midler fra forfædres bedrifter. Forfædre, som stiftede stormagasinet Magasin du Nord på Kgs. Nytorv. Det er med stor passion, at hun bruger en del af sin tid ved siden af sit job på bestyrelsesarbejde i Magasin du Nord Fonden og i Niels Wessel Bagges Kunstfond.

Selv om det ikoniske stormagasin i dag har en udenlandsk ejer, er Nina Wedell-Wedellsborg og fondene dybt involverede i alt fra Magasin du Nords seniorklubber for Magasin-medarbejdere til arbejdet med Magasin du Nord Museet og udnævnelsen af f.eks. Årets Magasin Trainee. Og så har hun og fonden også taget initiativ til en coffee table-bog om Magasins historie, ‘Damen i midten’, som udkom sidste år i forbindelse med stormagasinets 150-års fødselsdag.

Faktisk brænder hun så meget for forfædrenes berømte stormagasin, at hun længe kæmpede for en tv-dramaserie om Magasin du Nord a la ‘Mr Selfridge’ – eller ‘Store forretninger’ – en populær dramaserie om grundlæggeren af og livet omkring stormagasinet Selfridges & Co i London.

I forfædrenes ånd

Tilbage til hjertebørnene. De to priser, som forfædrenes fonde hvert år uddeler. Priserne begunstiger et nyt upcoming designtalent inden for mode og en etableret eller ny kunstner. Magasin du Nords Fashion Prize fylder otte år, når den uddeles 5. november. Danske designere, der har produceret mindst én, men ikke mere end seks ready to wear-kollektioner, kan komme i betragtning til prisen. Vinderen modtager et hæderslegat på i alt 300.000 kr. samt et mentorshipforløb med seks etablerede navne fra modebranchen, der vil rådgive om alt fra bæredygtighed og forretningsdrift til branding og kommunikation.

LÆS OGSÅ: Eva Kruse: Modebranchen skifter ham og får mere bæredygtigt fokus

Dermed er Nina Wedell-Wedellsborg mor til det, der er blevet Danmarks største modepris.

– Mode er Danmarks femtestørste eksportvare. Dansk mode og design er en meget vigtig faktor i vores samfund. Derfor har vores modepris i den grad sin berettigelse. Det er ikke bare en hæderspris, der siger tillykke. Vi sender vinderen videre med penge og mentorship. Nu har succes jo altid mange fædre og mødre, men når et stjernedrys som Cecilie Bahnsen går videre ud i verden og bliver en af de nominerende til LVMH-prisen og får international opmærksomhed i det omfang, hun har fået det, så var vi altså startskuddet. Magasin Fashion Prize er blevet en talentfabrik. Det kan jeg godt sige dig – det er jeg sindssygt megastolt af, siger Nina Wedell-Wedellsborg med reference til, at det var den kun tre mand store bestyrelse i Magasinfonden, der fik ideen til prisen.

Nina Wedell-Wedellsborg har drømt om at lave en tv-serie om stormagasinet Magasin du Nord.

Bluse Baum und Pferdgarten - Bukser Acne - Maleri af Liu Xiaodong

Muligheden for at uddele en pris med så stor økonomisk og mentormæssigt gennemslagskraft kom, fordi fonden for en årrække siden solgte den ikoniske bygning på Kgs. Nytorv til engelske Debenhams.

– Pludselig havde vi penge i fonden, som vi kunne tage at føle på. Så vi holdt et strategimøde, som gik ud på at finde ud af, hvad vores forfædre mon ville have ønsket, at vi brugte pengene til. Magasin går hånd i hånd med mode, og da vores forfædre selv var store iværksættere, kunne jeg ikke forestille mig noget bedre end at hædre upcoming modetalenter. Det kunne ikke være mere i deres ånd, forklarer hun.

Skylder ingen noget

I år er de nominerede til Magasin du Nord Fashion Prize: Brøgger, Carcel, Heliot Emil, Maja Brix og Mfpen. Tidligere års vindere tæller Emilie Helmstedt, Cecilie Bahnsen, Mark Kenly Domino Tan, Lærke Andersen, Anne Sofie Madsen, Tonsure og Peter Jensen.

Prisen har været igennem en hektisk udvikling, hvor også magasinet Dansk med Kim Grenaa og Uffe Buchard i spidsen i en årrække var kompagnon. Men efter en strategisk beslutning om at blive ‘sin egen’ igen, er prisen i dag alene en pris, der uddeles af Magasinfonden.

LÆS OGSÅ: Designer Yvonne Koné: Jeg er ikke i tvivl, om jeg kan. Jeg er i tvivl, om jeg vil

– Vores samarbejder med andre har gjort, at prisen er gået fra at være et lille hyggeevent på Nimb det første år til at tage et ryk mod noget mere professionelt, så vi i dag uddeles ved et kæmpe arrangement på Charlottenborg med kronprinsessen som prisoverrækker. I en overgang kom der måske lidt for meget hurlumhej med en masse musik og show, som lidt tog fokus væk fra, hvad prisen handler om. Vi ville gerne tilbage og tage ejerskab over prisen. Så i dag har vi ingen forpligtelser over for nogen andre. Vi skylder ikke nogen noget. Og vi kan stolt sige, at der ingen kommercielle interesser er i vores pris. Vi er helt uafhængige, forklarer Nina Wedell-Wedellsborg med en vis alvor, fordi det tydeligvis er en meget vigtig pointe for hende.

Man mærker tydeligt, at prisen er et hjertebarn.

Hvorfor er den så vigtig for dig personligt?

– Det er bare et kæmpe kick, må jeg indrømme, at vågne om morgenen og vide, at man har sat et aftryk. Det har jeg muligheden for at gøre. Som noget nyt får vinderen også mentoring i sustainability. Ja, jeg kan gøre noget selv som privatperson ved f.eks. at flyve mindre. Men jeg kan også gøre noget større. Det er da fedt at vide, at vi kan hjælpe designere med, hvordan de sikrer, at eksempelvis deres stoffer bliver produceret under ordentlige forhold. Det gør mig sindssygt glad, forklarer hun.

Nina Wedell- Wedellsborg står bag Magasin du Nord Fashion Prize, som i år uddeles 5. november. Det er ottende gang, hun er med til at udpege fremtidens danske designstjerne.

Jumpsuit Saks Potts - Sandaler Sandro - Skulptur Circle of Animals/Zodiac Head af Ai Weiwei

Men det er ikke kun at hjælpe unge talenter frem, der får Nina Wedell-Wedellsborg til at ‘tikke’. Spørger man hende, hvilke mennesker der imponerer hende, kommer svaret prompte. Kvinder. Helt lige for ligger hendes egen mor, der noget atypisk for sin generation, hvor mange stadig ikke var ude på arbejdsmarkedet, grundlagde auktionshuset Sotheby’s i Danmark for præcis 40 år siden i år.

– Min mor har altid haft et drive. Meget initiativrig. Hun sagde altid, at man skulle udleve sine drømme. Det lyder måske lidt gammeldags, fordi det i dag nærmest er en selvfølge, at vi skal udleve vores drømme. Men for hende var det ikke en selvfølge. Den selvtillid, hun havde og troen på, at hun kunne noget, den har jeg også kunnet bruge, fortæller Nina Wedell-Wedellsborg.

Sværere for kvinder

Faktisk var hun selv en meget genert og indadvendt pige i skolen og gymnasiet. Trods et hjem med masser af kærlighed og opbakning var der også høje forventninger, som en ung pige kunne føle, at hun ville få svært ved at leve op til. Men så kom den danseglade teenager Nina med i den internationale showgruppe Up With People. At stå foran 30.000 publikummer forskellige steder ude i verden blev et vendepunkt.

– Jeg tænkte, hvis jeg kan gøre det, så er alt muligt. Der vendte det for mig, fortæller hun.

Men tilbage til kvinderne. Respekten for kvinder, der udretter noget, er stor hos hende.

LÆS OGSÅ: Miss Dotty: En moderne kjolesalon

– Jeg er enormt imponeret af kvinder. Det kan jeg godt sige dig, lyder hendes konstatering.

– Kvindelige kollegaer i alle mulige brancher imponerer mig ofte og meget. Jeg vil ikke fremhæve nogen frem for andre, men jeg har mange kvinder i mit netværk, som jeg er meget inspireret af. Alt fra skuespillere til direktører og kreative kvinder. Jeg er ret gammeldags, så jeg kan ikke kalde mig rødstrømpe, men jeg ved bare, at det er lidt sværere for kvinder. Med hensyn til alt. Jeg har været heldig at være i brancher med mange kvinder, så det har nok ikke været så svært for mig, men for mange kvinder i andre brancher er det langt sværere.

At dét er et vigtigt budskab for Nina Wedell-Wedellsborg understreges af, at hun et par dage efter interviewet sms’er et citat, hun er rørende enig i, nemlig Madeleine Albrights ord om det særlige sted i helvede, der er reserveret til kvinder, der ikke hjælper hinanden.

Jagten på mere ro

Interviewet skal til at rundes af, da talen falder på drømme for fremtiden. Decideret formulerede mål og drømme, som Nina Wedell-Wedellsborg endnu ikke har opnået, har hun ikke. Men det behøver hun måske heller ikke have. For hun står aldrig stille, fortæller hun. Hendes mand har ligefrem luftet tanken om adhd.

– Jeg elsker forandringer. Jeg elsker at møde nye mennesker. Du kan spørge alle mine veninder, og de vil sige, at jeg altid har gang i 5.000 ting. Jeg er meget foretagsom. Sidder aldrig stille ... Jeg har nok rigtig meget energi, fortæller hun og slår over i et eftertænksomt mode, næsten som om snakken om energien kalder på en ro. Som hun godt selv ved, at hun har svært ved at finde.

– Jeg er ikke så god til at være i ro. Jeg er ikke så god til at lukke ned for noget. Det gode ved det er, at jeg ved, at aldrig kommer til at kede mig. Jeg er blevet meget bedre til at takke nej til ting og fokusere på det, jeg brænder mest for. Men det er min ambition at få mere ro. Men jeg kan ikke helt finde ud af det endnu, erkender Nina Wedell-Wedellsborg.

LÆS OGSÅ: Kunstsalonen: Kunsten kommer hjem til dig

At hun tidligt i interviewet fortalte, at hun havde knækket nødden til, hvordan hun får tilført energi, som hun kan give videre til andre, er altså ikke det samme som, at hun også ved, hvordan hun får den lige så eftertragtede ro.

– Jeg øver mig på det. For min skyld. For jeg kan mærke, at jeg får signaler fra min krop. At jeg bør trække vejret helt ned i maven en gang imellem.

En klog mand sagde en gang, at vi mennesker kan klare mere, end vi kan tåle ...

– Citér mig for det! lyder det prompte fra Nina Wedell-Wedellsborg.

Hun afløser hurtigt entusiasmen med en høj latter, for den går jo selvfølgelig ikke. Men hun kan faktisk rigtig godt lide gode citater fra kloge mennesker. Dét her fornemmer man, at hun husker længe.

Hun bliver lidt eftertænksom og kigger ud på vandet uden for vinduerne i det galleri i Nordhavn i København, hvor interviewet foregår.

– Gid det var mig, der havde sagt det, siger hun ærligt.

– Det er så sandt.

Magasin du Nord Fashion Prize

Er Danmarks største pris for modedesign. Lanceret i 2012. Vinderen får 300.000 kroner og et skræddersyet mentorprogram fra en gruppe af branchespecialister. Prisen blev oprettet af Magasin du Nord Fonden. Et udvalg af danske modeeksperter udvælger finalisterne og bedømmer designerne for deres kreativitet, innovation og tekniske færdigheder sammen med forretningsstrategi og en ansvarlig produktion samt brandets potentiale i Danmark og udlandet. De nominerede i 2019 var Brøgger, Carcel (vinder), Heliot Emil, Maja Brix og Mfpen.

Blå bog: Nina Wedell-Wedellsborg

  • Født 13. maj 1964.
  • Uddannet akademiøkonom fra Niels Brocks Handelsakademi.
  • Har arbejdet 15 år som direktør for auktionshuset Sotheby’s i Danmark.
  • Bestyrelsesformand i Niels Wessel Bagges kunstfond siden 2003.
  • Bestyrelsesmedlem i Magasin du Nord Fonden siden 2004.
  • Initiativtager til og grundlægger af Magasin du Nord Fashion Prize i 2012.
  • Foreningsarbejde i One Life med projektet She For She siden 2018.
  • Gift med Peter Aandahl, som hun har tre sønner med.

LÆS OGSÅ: Helena Christensen og Camilla Stærk: Kom helt tæt på et inspirerende venskab