INTERVIEWS

Nina Wedell-Wedellsborgs 6 gode råd, når du skal investere i kunst

Kunst er populært som aldrig før, og det kan være en jungle, at finde rundt i. Overvejer du også at investere i ny kunst til hjemmet? Vi har talt med den danske direktør for auktionshuset Sotheby’s, Nina Wedell-Wedellsborg, der her deler sine 6 bedste råd til din næste kunstinvestering.

Aldrig har det været så populært at investere i kunst, og flere og flere nye talenter melder konstant deres ankomst til både den danske og udenlandske kunstscene. Men hvad skal man investere i ifølge eksperten? Vi har talt med den danske direktør for auktionshuset Sotheby’s, Nina Wedell-Wedellsborg.

Kunstrekord 

Nina Wedell-Wedellsborg er øverste chef for det førende internationale auktionshus Sotheby’s danske afdeling. Hun har en enorm viden om kunst, som hun både dyrker qua sit arbejde og som passion. I 2012 havde hun en finger med i spillet, da et maleri af kunstmaleren Vilhelm Hammershøi blev solgt på en auktion hos Sotheby’s i New York som det dyreste danske maleri nogensinde. En imponerende handel, der gav hende en plads i TV 2-serien ’Verdens dyreste hammerslag.’

Læs også: Nina Wedell-Wedellsborg: Der kommer et tidspunkt, hvor det bliver vigtigere at give end at få

Udover kunsten er Nina også ”mor” til Danmarks største modepris, Magasin du Nord Fashion Prize, som hvert år begunstiger et nyt, upcoming designtalent. En pris, der blandt andet har været startskuddet til Cecilie Bahnsens, Emilie Helmstedts og Freya Dalsjøs succesfulde modeforretninger.

At købe kunst kan hurtigt blive en dyr investering, og derfor kan det for mange være svært at vide, hvordan man gør en god handel. Derfor har vi spurgt Nina til råds, som her deler sine bedste råd til din næste kunstinvestering.

Nina Wedell-Wedellsborgs 6 bedste kunstråd

1. Læs op på lektien eller allier dig med en ekspert

- Det kan være lidt af en jungle, når man skal købe sit første kunstværk, og derfor anbefaler jeg, at man allierer sig med en kunstrådgiver eller laver grundig research på gallerierne og kunstmesserne. Jeg bruger meget af min tid på, at følge med i hvad, der rører sig hos gallerierne og museerne både herhjemme, i udlandet og online. Jeg tager på de store Artfairs (kunstmesser) og følger mange kunstnere, gallerier, museer, samlere og kulturpersonligheder på sociale medier for på den måde at være så opdateret som muligt.

Læs også: 5 kunstnere, du skal kende lige nu

2. Køb kunst med hjertet

Nina bliver ofte spurgt, hvad, man skal købe af kunst. Men det er ikke sådan lige at svare på, for kunst skal røre dig – og kun dig.

- For mig er det vigtigt, at værket siger mig noget. Jeg kan se hundredvis af værker på en kunstmesse og lige pludselig er der noget, der fanger mig eller rør mig, som giver mig lyst til at købe det. Jeg kan nærmest få et adrenalinkick. Det er svært at forklare, men jeg kan godt blive høj af at se på kunst.

3. Mærk ordentligt efter

Et andet råd, Nina deler er, at man skal opleve kunstværket flere gange før man svinger dankortet.

- Jo mere man ser på kunsten, jo mere sikker bliver man i sit valg. Der findes ikke nogen opskrift på, hvad man skal købe, når man køber kunst, men mit bedste råd er, at tale med nogen, du har tillid til. Og så skal du se en masse kunst, så du bedre kan danne dig et billede af, hvad du godt kan lide.  

Læs også: Cathrine Raben Davidsen: Man skal ikke tage alting så tungt og seriøst. Heller ikke sig selv

4. Lær kunstneren at kende

- Det er en god idé at sætte sig ind i hvem kunstneren er, hvor de har udstillet, hvilke gallerier, der repræsenterer dem og om deres kunst bliver solgt på auktion. 

5. Køb af et galleri, du har tillid til

- Det er vigtigt at handle med et galleri, man har tillid til. Køb helst kunst af et galleri, der repræsenterer kunstnere, der også bliver solgt på udenlandske gallerier – og endnu bedre gallerier, der også viser sin kunst frem på udenlandske messer.

6. Kan man prutte om prisen?

- På et galleri kan der være mulighed for at handle om prisen, men det afhænger selvfølgelig af, hvilket værk, man er interesseret i. Hvis man handler på en auktion, er det udbud og efterspørgsel, der afgør prisen. Det særlige ved at handle på auktion er, at man kan gå efter en særlig kunstner og kunstnerens værk, som man ellers ikke kan købe på et galleri. Det er her, at de meget etablerede og særlige kunstnere, bliver handlet. Hold især øje med 1800-talskunstneren, Vilhelm Hammershøi, hvis værker bliver solgt til rekordhøje priser verden over. Hvis ens budget ikke er så stort, anbefaler jeg, at man kigger på grafik eller fotokunst, som ofte er i et helt andet prisleje end f.eks. et oliemaleri. I Danmark har vi et formidabelt trykkeri, BORCH Editions, som tiltrækker de førende nationale og internationale kunstnere.

Læs også: Kunstsalonen: Kunsten kommer hjem til dig

NINA WEDELL-WEDELLSBORGS BLÅ BOG:

  • Født 13. maj 1964.
  • Uddannet akademiøkonom fra Niels Brocks Handelsakademi.
  • Har arbejdet 15 år som direktør for auktionshuset Sotheby’s i Danmark.
  • Bestyrelsesformand i Niels Wessel Bagges kunstfond siden 2003.
  • Bestyrelsesmedlem i Magasin du Nord Fonden siden 2004.
  • Initiativtager til og grundlægger af Magasin du Nord Fashion Prize i 2012.
  • Foreningsarbejde i One Life med projektet She For She siden 2018.
  • Gift med Peter Aandahl, som hun har tre sønner med