INTERVIEWS

Ole Christian Madsen: Der har lagt sig en “danskerboble” over os, som bekymrer mig

Jeg er patriotisk – og synes, vi skal være – patriotiske, men Covid-19 er ikke en tysk besættelsesmagt og kan ikke sidestilles med den nationale undtagelsestilstand, 2. verdenskrig var, skriver filminstruktør Ole Christian Madsen i sit essay i IN.

”Det er så 2020”

En vending er blevet meget populær på det sidste, nemlig: “Det er så 2020”. Det skal helst siges i et resigneret, trist tonefald og på en lang udånding, så tabet og lidelsen over at have gennemlevet så vildt et “annus horribilis” som det forløbne bliver dels en sætning, dels et lydligt suk.

Vendingen er især god som en slags skraldespand, når planer går i vasken, projekter mislykkes, rejser udsættes, jobmuligheder forsvinder, børn nægter at lave hjemmeskoling, zoomforbindelsen svigter, eller venner må gå i isolation, fordi de er blevet syge eller har været i nærheden af nogle, der er det: “Det er så 2020”, du skal ikke have forventninger, for du bliver alligevel skuffet.

Jeg kan godt lide vendingen. Den samler en fælles erfaring, alle i hele verden på nuværende tidspunkt kender til, og nedenunder løber en smerte, som de fleste også kender til. En smerte over alle de skuffelser, bristede forventninger og udsættelser, som året har budt på. Og så rummer den angsten, den angst, som har været med os hele året, den helt naturlige angst, der følger med, når en pandemi hærger, og ingen ved, hvornår det holder op. Også den kender de fleste til.

Hvis ikke man synes vendingen er dækkende, kan man bruge min egen foretrukne: “Fuck 2020”, som er de mere aggressivt udadreagerendes pendant.

Jeg synes nemlig selv, jeg har ret til at skrue bissen på over for det forløbne år, for pandemien tog meget og gav næsten ingenting. Og sådan tror jeg, mange har det.

Læs også: Nikolaj Lie Kaas: Jeg har fundet meningen med livet

Pandemien saboterede mine job

Personligt havde jeg premiere på en ny spillefilm den 5. marts 2020, ‘Krudttønden’, kun for at opleve, at biograferne lukkede ned sammen med resten af Danmark seks dage senere.

Min film var færdig i biograferne, og selv om den har klaret sig på andre platforme og solgt ude i verden, så er det en enorm skuffelse, at filmen ikke nåede det biografpublikum, som både publikum og den fortjente.

Jeg skulle dernæst instruere en ny amerikansk serie i maj-juni-juli, men den blev først udsat og så lagt ned.

I oktober havde jeg et andet stort udenlandsk job, som pandemien saboterede. En af de få ting, jeg kunne glæde mig over under nedlukningen, var at køre motorcykel, men på en af årets første ture bliver jeg kørt ned af en vanvidsbilist bagfra.

Læs også: Cecilie Uttrup Ludwig: Jeg har været ved at dø og kaste blod op for at bevise mit værd

”Fuck 2020”

Jeg var heldig, klarede den uden alvorlige skader. Men da jeg lå der på asfalten og tjekkede for brækkede knogler, tænkte jeg for første gang: “Fuck 2020” og har siden ikke kunnet vente på, det her var overstået.

Jeg gik derfor med glæde i nedlukningsmode. Det er denne særlige tilstand, hvor man fokuserer på at spise, sove, være nærværende med hjemmeskolende børn, kæreste og familie – altså være så animalsk som muligt, så til stede i nuet man kan.

Alt det her med at transcendere sig ind i en kreativ tilstand og kommunikere med verden blev lagt til side, for der var ikke rigtigt mere at gøre end at vente i sin boble. Pandemien havde afgjort vundet første runde stort.

Og det virkede.

I begyndelsen føltes det tvungne godt. Når jeg løb en tur, løb jeg dybere og med fokus på hver skridt – ikke på, hvad jeg skulle lave senere. Det, jeg gjorde, det gjorde jeg mere, end jeg plejede.

Livet var ikke mere “noget, der passerer dig, mens du har travlt med andre ting”, som John Lennon udtrykte det moderne menneskes problemer med at være til stede.

Livet var der, lige foran mig, og det var det eneste, der var. Det føltes lidt lækkert – i alt fald nogle dage.

Det var også lækkert at åbne for fjernsynet i de måneder.

Læs også: 6 film og tv-serier du skal se i marts

Philip Faber gjorde mig tryg

Kun de ubehagelige nyheder om en accelererende global epidemi og store dødstal var anmassende. Resten var primært gamle danske film, genudsendelser, Phillip Faber som smilende smør ved et piano og af uransagelige grunde gamle fodboldlandskampe, allesammen med Danmark som vinder – det var trygt og forudsigeligt.

Så mens der var øde og stille i gaderne, mens Covid-19-stormen blæste verden igennem, var vi fælles om at dyrke noget, der mest var fra før i tiden.

Da DR begyndte at sende ‘Fællessang Hver For Sig’, med klare referencer til Alsangs-arrangementerne under besættelsen, kunne det ikke få mere patos eller blive hyggeligere.

En pause, et hul i tilværelsen, en følelse af, at alt nok skulle blive godt igen. Og hyggeligt var det at give sig hen til. Jeg kan huske, jeg tænkte, at hvis jeg skulle lave en satirisk film om et statskup i Danmark, ville den skulle starte sådan: En stille søndag morgen, fjernsyn bliver tændt over hele landet, kendingsmelodien til Olsenbanden høres.

Kanaler skiftes, men der er det samme på alle kanaler. Der er blokeret for de udenlandske, du har intet valg, du bliver langsomt pacificeret af gamle film, kvindehåndbold fra storhedstiden i 90’erne, fællessang – og efterhånden affinder du dig med din skæbne og begejstres endnu engang af Laudrup, der scorer sit elegante mål i storsejren på 6-1 over Uruguay i 1986.

Pandemiens bagside

Nå, men det ville være satire, for sådan er virkeligheden ikke. Men hvis jeg nu skal være oprigtigt kritisk, så synes jeg, pandemien har en bagside, som får os til at vende blikket indad på en lidt kedelig måde, ja, sagt med andre ord, så har pandemien gjort os mere selvtilstrækkelige, end vi var før.

Det er måske forståeligt, vi er i en krise, og fællesskab og samfundssind er tvingende nødvendigt. Det er vigtigere end nogensinde, at den ene hånd i samfundet arbejder sammen med den anden, men vi har også et ansvar for, at det hele ikke lægger sig som et selvtilstrækkeligt tæppe over en hel befolkning. 

Når de statslige myndigheder, og ikke mindst de krisestyrende instanser, har omtalt befolkningen, er det blevet til: “Danskerne”. Ikke: “Den danske befolkning” eller “Danmarks indbyggere”, nej, slet og ret det ikke særligt elegante og meget lidt inkluderende: “Danskerne”, som måske nok får sendt et signal til “muslimerne” om, at de må se at blive ordentligt integreret, men som egentligt er ret ugæstfrit over for alle de indere, amerikanere, englændere, tyskere eller australiere, som bor og arbejder i landet – og som ikke er danskere, men stadigvæk en del af landets befolkning i en periode og under samme svære vilkår som alle andre.

Jeg oplever, at der har lagt sig en “danskerboble” over os, som bekymrer mig, og som sætter sit præg på både underholdning, politik og indbyrdes relationer. 

Læs også: 5 danske kvinder, der er gået forrest

Covid-19 er ikke en tysk besættelsesmagt

Jeg er patriotisk – og synes, vi skal være patriotiske, men Covid-19 er ikke en tysk besættelsesmagt og kan ikke sidestilles med den nationale undtagelsestilstand, 2. verdenskrig var.

Det er ikke samme blodige kamp for en retfærdig, ligestillet verden mod en uhyrlig ideologi, der ville underlægge sig kloden. Og folk, der allermest sidder bekymrede derhjemme under pandemien, er ikke frihedskæmpere, der sætter livet på spil for et frit Danmark. De er fastansatte, og deres løn og pension går ind på kontoen hver måned. Og dem, der ikke er fastansatte, men alligevel ikke kan andet end at sidde derhjemme og vente, er endnu mere bekymrede for fremtidens indtjening.

Og på den måde er der desværre også opstået en endnu uudtalt splittelse mellem dem med fast indtjening og de små næringsdrivende, selvstændige og freelancere, som har fået langt mindre opmærksomhed igennem pandemien.

Læs også: Christina Hagen: Jeg vil ikke være kaffekrus-feminist

Ud af boblen

Hvis jeg skal håbe noget for 2021, andet end lynvaccinering af hele befolkningen, så er det, at vi kan komme ud af vores bobler og genopdage nogle af de værdier, som har gjort den vestlige verden rig og human: Demokrati, frihed, ligestilling, internationale samarbejder og et idealt menneskesyn udtrykt i fælles menneskerettigheder.

Det er værdier, de fleste kender til – dem er der ikke noget nyt i, men i en årrække er de blevet eroderet og mindre værdsat i en mere og mere polariseret verden.

2020 har sat yderligere skub på den fortælling. Og på det sidste er jeg faktisk begyndt at se pandemien som en kulmination på en årrække, hvor verden har været præget af uro og ustabilitet. Tiden op til det globale Covid-19-udbrud har på flere måder været ny og foruroligende. Den demokratiske verdensorden har været under angreb mange steder fra.

For enkelhedens skyld kan man sige, at det hele tog fart med valget af Donald Trump, Ungarns – og andre østeuropæiske staters – nedlukning over for udefrakommende påvirkninger, Isis’ fremmarch i Syrien og Irak – og ja, man kunne også smide de radikaliserede elementer i identitetspolitikken og de store techgiganters markeds-monopoler ind i det mix – alle sammen er de nyere fænomener, som på hver deres måde stiller spørgsmål til den demokratiske og frie verden, som vi har bygget op i de sidste 100 år.

Læs også: Kvinder har kæmpet kampe i over 100 år, men hvad har de egentlig opnået?

Det er også fænomener, som har splittet os i vesten. Vi er mere uvenner, end vi længe har været. Vi fralægger os langsomt idéen om et fælles menneskesyn, baseret på det man kalder en universalistisk ide om ligestilling, og laver i stedet vores egne små bobler af fælleskaber, hvor identiteten baserer sig på politik, religion, hudfarve, seksualitet – og bagsiden af det er, at det skaber polarisering og radikalisering.

I stedet for at udveksle argumenter med hinanden, afskyr vi dem, der ikke er i vores boble eller synes det samme som os. Vi er i stedet ved at skabe et tribalistisk menneskesyn, og som sagt har pandemien sat turbo på.

For når vi gemmer os i en boble af den ene eller anden slags, og ikke rækker ud til hinanden, bliver vi uvenner.

Se bare på det amerikanske valg, hvor splittelsen sjældent er set dybere. Og hvor konspirationsteoretikere og skærmkrigere fik deres virtuelle Dungeons & Dragons-rollespil til at skvulpe over i noget, der mindede om et rigtigt statskup, da de vandaliserede endnu et demokratisk symbol; Capitol Hill.

Det var ufatteligt heldigt for os, at de virkede mere optaget af at tage selfies til deres SoMe end at tage magten. Se på optøjerne i Frankrig, der har ulmet i længere end et år nu. Se på de såkaldte “frihedsdemonstrationer” i Tyskland, hvor politiske hoveder med Che Guevara-bannere går side om side med neonazister, andre hårdkogte højrefløjstyper og holistiske shamaner – og ja, ”nazisthippie” er blevet et nyt fænomen i fantastiske 2020.

Læs også: Forfattere i 40’erne: Stop og stil de vigtige spørgsmål

Pandemien skal være en øjenåbner

Se på vreden, den ulmer alle vegne. Se, hvordan mennesker presses ud på yderfløjene, fordi de tvivler på fundamentale demokratiske værdier.

Mit inderlige håb er, at pandemien kan blive en slags øjenåbner, hvor vi klapper hesten og ser tilbage på de fremragende ting, vi har frembragt, fordi vi har arbejdet sammen om en mere lige og demokratisk civilisation, og finder tilbage til den fine og bæredygtige idé om, at vi har mere til fælles, end der splitter os.

Vi er dygtige i Danmark, regeringen har været gode til at håndtere sygdommen indtil nu. Men jeg håber inderligt, at 2021 kan få os til at række ud over vores egen isolerede boble, Zoom-boble, techboble, Netflix-boble, SoMe-boble, hjemmeskolingsboble, familieboble, lettere depressionsboble, danskerboble – ud mod hinanden, ud og skabe store fællesmængder i stedet, for historien har flere gange vist os, at det er sådan, vi laver en bedre verden.

Kom så, vaccine. Kom så, danske befolkning.

Læs også: Sofie Malmborg: Her er de bøger jeg elsker

Læs mere om: