INTERVIEWS

Ole Lynggaard | Guldets ’grand old man’ fylder 80

Den 1. maj fylder Ole Lynggaard 80 år. Den runde dag fejres med en særlig smykkekollektion, inspireret af det legetøj, den danske guldsmed lavede til sine børn, da de var små.

Da smykkedesigner Charlotte Lynggaard var en lille pige, vidste hun ikke noget bedre, end når hendes far, guldsmed Ole Lynggaard, lavede små figurer af ler til hende og hendes bror, Søren.

De var specielt glade for en lille elefant-familie, han tryllede frem mellem sine kreative fingre, og det er den, der nu er genopstået som cirkuselefant i 18 karat guld med diamanter for at markere Ole Lynggaards 80-års fødselsdag den 1. maj og en epoke som Danmarks elegante smykkedesigner.

LÆS OGSÅ: Jane Kønig: ’Ingen regnede med, jeg blev til noget'

– Vores firma er jo lidt af et cirkus, hvor børn og svigerbørn er en vigtig del, så temaet lå ligefor, men min far har også altid lavet nogle meget humoristiske cirkus-tegninger til mig, som inspirerede os til en hel kollektion, siger Charlotte Lynggaard, der selv bidrager til Circus-kollektionen med halskæder og øreringe i farverig 1920’er-stil.

Ole Lynggaard har allerede erobret kvinder med smag for luksus, bl.a. med sine raffinerede, diamantbesatte Snake-kollektioner, som findes i både rent guld og med diamanter, og selv om elefanten repræsenterer en lidt anden æstetik end slangen i dyreriget, afslører hans nye design en fascination af den lethed, han forbinder med det tunge dyr, og som gør den til naturligt graciøst midtpunkt.

– Da jeg rejste i Fjernøsten som ung, så jeg, hvordan disse gigantiske dyr løftede tungt tømmer og bygningsmaterialer, som om de udførte en ballet. Disse bevægelser har jeg prøvet at reflektere i smykkerne, forklarer Ole Lynggaard.

Efter Charlotte og Søren Lynggaard blev voksne, har han faktisk kun lavet elefanten to gange – i ædelt metal og diamanter til sin kone, Karin, da de fejrede sølv- og guldbryllup.

Foto: PR

– Uanset om man tegner eller modellerer den, vil elefanten for mig altid være et symbol på visdom, held, styrke og lykke, og det er noget, vi alle har brug for, mener guldets grand old man.

Selv efter mere end 50 år i branchen har han aldrig lidt af design-blokering.

– Jeg elsker mit fag og føler mig stadig inspireret til at skabe nye ting, men med elefanten kom det helt naturligt, fordi jeg i så mange år har siddet med figuren mellem fingrene. Vedhænget skabte sådan set sig selv, siger Ole Lynggaard, der lyttede til sin datter, da hun foreslog, at elefanten skulle være mere naturtro.

– Vi arbejder hver for sig, men bliver aldrig trætte af at udfordre hinanden. Vi lægger ikke fingrene imellem, når vi skal kommentere på den andens ideer og arbejde, men det er med gensidig respekt, siger Charlotte Lynggaard og bliver suppleret af sin far, som fortæller, at det også var hende, som fik ham til at gøre netop slangesmykkerne mere lette og feminine i sin tid.

– Vores forskellighed er vores styrke, og jeg lytter gerne til hende, siger han om datteren, som han har arbejdet side om side med siden 1992.

BLÅ BOG: Ole Lynggaard

  • Smykkedesigner Ole Lynggaard er født i 1936.
  • Han er gift med Karin og bosat i Holte.
  • Han grundlagde sit smykkefirma, Ole Lynggaard Copenhagen, i 1963 og fejrede altså 50-års jubilæum i 2013 med et stort show i København.
  • Siden 1992 har hans datter, guldsmed Charlotte Lynggaard, været en del af smykkefirmaet.
  • Hun og hendes bror, Søren Lynggaard, har formelt stået i spidsen for Ole Lynggaard Copenhagen siden 2008.
  • Begge deres ægtefæller har også fremtrædende stillinger i familievirksomheden, der tæller flere end 100 ansatte.

LÆS OGSÅ: MIN BOLIG | Charlotte Lynggaard