INTERVIEWS

Olga Ravn efter sin første fødsel: "Jeg følte ingen lykke eller kærlighed overhovedet, da jeg fik ham op på brystet."

Det er langt fra kun lykkeligt og rosenrødt at blive nogens mor, og det vil Olga Ravn gerne være med til at italesætte i sin nye roman 'Mit arbejde', der netop handler om at gøre moderskabet mindre skamfuldt. Mød Olga Ravn her.

Flere kvinder har allerede skrevet til hende og fortalt, at de også har haft det sådan. At det er vigtigt, det, hun gør. At hun er modig, og at de er glade for, at hun har skrevet en bog og tør fortælle om at få en fødselsdepression. Der er tre måneder, til ‘Mit arbejde’ udkommer, da Olga Ravn denne formiddag står i sit køkken og brygger kaffe. Hun er overrasket over de mange positive tilkendegivelser, hun allerede har fået forud for bogens udgivelse.

Og så alligevel ikke. – De har ikke engang læst den, de her kvinder, men bare det, at nogen siger højt, at her er altså noget, vi skal tale om, gør en forskel for dem. Bare de ved, at jeg er på vej med en bog om det, gør en forskel for dem. Det er jo tankevækkende, siger hun, mens hun bærer kaffe og kopper ind i stuen:

– Så bliver jeg selvfølgelig straks nervøs og tænker, om de vil kunne genkende det, jeg skriver, og om jeg overhovedet havde ‘en rigtig’ fødselsdepression.

LÆS OGSÅ: Jeg egner mig ikke til at gå rundt og lave ingenting

Men det er bare nervøsitet, for jeg har jo psykiatriens ord for det, tilføjer hun med et lille næsten undskyldende smil. ‘Mit arbejde’ er en roman, understreger Olga Ravn. Den er båret frem af hendes egen erfaring, men meget er også ændret og inspireret af andre kvinders oplevelser. For det har været vigtigt for hende ‘at være tro mod den fødselsdepressive erfaring’. For mange kvinder rammes hvert år af en fødselsdepression – mere end fem procent, viser statistikkerne herhjemme. – Jeg ved, at der er så mange andre, som også har oplevet det, men det er så tabuiseret, at vi aldrig taler om det. Og det er helt skørt, fortæller hun, mens vi bænker os om spisebordet i hendes hyggelige stue, omkranset af bogreoler og et par kunstværker begået af hendes fireårige søn. I døråbningen bag hende hænger en slyngevugge, som hun lægger sin yngste i – en dreng på fire måneder.

LÆS OGSÅ: Julie Steincke: "Jeg følte mig mindre som kvinde, da jeg ikke kunne blive gravid"

God mor – eller ‘god nok mor’

Da Olga Ravn blev gravid første gang, havde hun en tendens til at gøre alt sort/hvidt. Enten var hun en god mor, eller også var hun en dårlig mor. I hendes hoved eksisterede der ikke nogen mellemting.

– Da jeg fødte, fik jeg en voldsom reaktion. Jeg følte ingen lykke eller kærlighed overhovedet, da jeg fik ham op på brystet. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Dårlig mor!’ Det kom lige med det samme – få minutter efter fødslen. Nu ved jeg jo, at det er helt normalt og kan tage måneder at føle den kærlighed, fortæller Olga Ravn og tilføjer:

– Det har taget mig mange år at kunne sige, at mit første barn blev født i smerte og ulykke. Det var svært at sige til mig selv. Sådan har jeg det jo ikke mere. Overhovedet. Og ligesom det var en hård oplevelse, var det også skønt at få et barn. Men jeg tror, at vi er vant til som mødre, at vi skal ofre alt for vores børn. Det er jo virkelig en fortælling, der findes – det der med, at vi får overnaturlige kræfter og kan løfte biler, hvis vores barn er i fare – og jeg tror, at vi ofte kommer til at gå for langt i den selvopofrelse og nærmest udsletter os selv for vores børn. Det lyksaliggørende moderskab er så grundlæggende i vores måde at se verden på, mener hun.

LÆS OGSÅ: Anne Linnets kone: Havde Anne været en mand, var hun blevet kaldt ‘en gammel gris’

Fra den helt gamle historie om storken, der kommer med en baby, til det pastelfarvede billede af babylykke og idyl, som vi svøber opfattelsen om at stifte familie i, hvor blodige bristninger og problemer med amning udelades, ligesom de ambivalente eller mørke følelser, mange oplever efter fødslen, også er fraværende. – Som samfund tror jeg, det er enormt svært for os at se i øjnene, at det at få børn ikke nødvendigvis er en lykkelig begivenhed.

Derfor tror jeg, det er vigtigt, at der er kunst om det. For der kan man måske få et glimt af, hvordan det kan være – på en måde, som man ikke kan få på et ammekursus eller til fødselsforberedelse, siger Olga Ravn og himler med øjnene. Hun var ikke selv udpræget begejstret for fødselsforberedelsen, som hun følte var en stor demonstration af forældede kønsroller, hvor mændene blev formanet om ikke at forvente varm mad på bordet, når de kom fra arbejde. Som om de fik det i forvejen, smiler hun. Kunsten kan give en anden indgang til at tale om både forventningerne og erfaringerne, give mulighed for at ‘sidde lidt med det’, som hun formulerer det. – Det kan måske hjælpe med, at man kan blive frisat fra noget af skammen. Tænk, hvis det i stedet for at være en god mor handlede om at være en god nok mor, påpeger hun.
 

På skuldrene af andre kvinder 

33-årige Olga Ravn blev tidligt udråbt til at være en af sin generations helt store stemmer, og anmeldernes stjerner regnede fra starten ned over hendes bøger. Fra debuten – digtsamlingen ‘Jeg æder mig selv som lyng’, der med undertitlen ‘Pigesind’ refererer til en af Olga Ravns helt store inspirationskilder, Tove Ditlevsen, til den poetiske science fiction-roman ‘De ansatte’, der fuld af samfundskritik er skrevet som et varsel fra en fremtid til verden i dag.

Olga Ravn er altid gået til litteraturen, når hun har været i krise eller haft brug for at forstå noget. Det gjorde hun også, da hun blev gravid første gang.

– Jeg havde hele tiden oplevelsen af: ‘Hvorfor har jeg ikke læst om det her, og hvorfor har jeg ikke læst om det her’, siger hun om overraskelsen over at opdage alt det, hun ikke vidste om graviditet og fødsler, og som nærmest ingen taler højt om, selv om så mange kvinder dagligt  gør sig erfaringer med det.

LÆS OGSÅ: Mia Wagner: ‘Kvinder arbejder hele tiden med en balance mellem at være smuk og blive taget alvorligt’

Tidligere har bl.a. Tove Ditlevsen, Vita Andersen og Suzanne Brøgger sat fokus på moderskab og kvindeliv, og Dea Trier Mørchs ‘Vinterbørn’ fra 1976 om livet på Rigshospitalets barselsgang er i manges verden nærmest en klassiker. Men i mange år derefter var der stille om moderskabet i litteraturen. Men for ganske nylig er en ny form for mor-bølge opstået, og blandt andre Dy Plambeck og Cecilie Lind tager på ny fat på barselslivet med alt hvad dertil hører af livmodersammentrækninger, brystpumper og voldsomme følelser. De bøger var endnu ikke udkommet, da Olga Ravn i 2016 fortvivlet søgte noget at spejle sig i. Derfor søgte hun længere tilbage i verdenslitteraturen.

– Jeg fandt et kapitel her og der og opdagede, at der faktisk er skrevet rigtig meget om kvinder, der føder, men at det aldrig rigtig er blevet optaget i kanon og blevet en del af litteraturhistorien. Mange af bøgerne er i dag udgået, og det er svært at få fat på dem i dag.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: Min rolle i 'Dronningen' er den mest udfordrende i min karriere

Kvinder har altid skrevet om det, men vi har ikke gjort nok for at bevare de fortællinger, konstaterer Olga Ravn. Hun ville ønske, der blev lavet mere kunst om det. Men inderst inde forstår hun også godt, hvorfor det ikke sker. Det tog hende fem år at skrive bogen, og hun har lagt den i graven adskillige gange undervejs. Det færdige manuskript sendte hun til sin redaktør, da hun igen sad tæt på termin med en stor rund mave – otte måneder henne med sit andet barn.

– Jeg har flere gange tænkt, ‘nu har jeg det godt, så nu vil jeg bare videre’. Det, tror jeg også, er et af svarene på, hvorfor vi ikke taler mere om det. For det er virkelig hårdt at være der, siger hun, mens hun rytmisk trækker i snoren, der får slyngevuggen til at svaje blidt i døren mellem de to stuer.

– Men samtidig havde jeg en følelse af, at hvis jeg ikke skrev den færdig, ville jeg forblive fødselsdeprimeret resten af mit liv. Jeg følte, at jeg var nødt til at skrive den færdig for at komme ud af det, forklarer hun. Og det er hun, tilføjer hun. Ude af det og har det godt. På mange måder har det været ‘en healende oplevelse’ at få nummer to.

– Jeg følte heller ikke lykke, da jeg fik ham her op på brystet, men jeg var forberedt på, at det er normalt at have det sådan, og det gjorde en kæmpe forskel, siger hun.

Lykkefilter på Instagram 

Moderskabet er også et emne, hun nogle gange tager fat i på sin Instagram, hvor hun af og til letter på låget og viser glimt af hverdagen med rod og grædende børn og filosoferer åbent om følelsen af utilstrækkelighed. Men hun lægger også billeder ud, som har fået godt med idylliske filtre.

– Nogle gange siger folk på Insta til mig: ‘Ej, du er bare så ærlig’, siger Olga Ravn og demonstrerer sin egen umiddelbare reaktion på de henvendelser ved at spærre øjnene op og lade kæben falde ned:

– Are you kidding me? Det synes jeg virkelig ikke selv. Jeg føler virkelig, at det er filtreret. Det siger noget om, hvor hårdt presset det er derude, og hvor lidt der skal til, for at folk føler, at de bliver lukker ind.

Under sin første barsel lagde hun også det, hun selv kalder ‘happy filtering’-opslag ud. I dag ved hun, at det netop understreger, hvad en fødselsdepression også er. For der sidder man ikke bare og græder ned i en pude 24 timer i døgnet. Tværtimod har hun også masser af fantastiske minder fra den tid. Og det er også det skisma, hun gerne vil vise med sin bog.

– Men jeg tænker også, at min generation er den første, der er blevet mødre på sociale medier, og det har jeg det meget dobbelt med, siger hun. For på den ene side er der fællesskaber derude, hvor man kan følge spændende mennesker og blive inspireret eller personer, man kan spørge om alt mellem himmel og jord. På den anden side bliver det hurtigt en form for opvisning, hvor man ‘performer’ sit moderskab, mener hun. – Så lægger man noget op, når man er vildt glad, fordi noget endelig er lykkedes. Det er jo helt fair at være glad for, men man lægger jo ikke noget op alle de mange gange, hvor det ikke lykkedes. Og jeg går på ingen måde selv fri her. Jeg deler også de gode ting, men lægger ikke noget op, når jeg har det svært, for man skal også have overskud til at dele. Jeg delte intet overhovedet, da jeg var i tredje trimester med min anden graviditet, fordi jeg havde det så dårligt. Men så bliver det et tveægget sværd, fordi vi ikke får hele billedet, siger hun og tilføjer, at vi på den måde kommer til at spejle os i et halvt eller ufærdigt billede, og det gør det nemt at føle sig som en fiasko.

LÆS OGSÅ: Filminstruktør May el-Toukhy: ’Alle skal have nogen at spejle sig i’

Hun slår hånden i bordet – lydløst, for ikke at vække den sovende baby, der stadig slumrer bag hende – og udbryder med forargelse i stemmen:

– Men hey, kan vi også lige snakke om den største løgn, det er, at man bare kan arbejde, helt som man plejer, når man er gravid? Hvad er det for noget? Jeg kaster op!

Hun ryster på hovedet, mens stemmen falder til ro igen.

– Jeg tror, det er noget misforstået noget med, at vi som kvinder har haft enormt meget brug for at vise, at vi er mindst lige så kapable mennesker og ikke skal beskyttes, fordi vi har menstruation eller er gravide. At vi ikke skal ‘shunnes’ fra samfundet. Men det har kostet, for det er blevet til enten eller. Hvis vi skal være stærke mødre, må vi ikke samtidig sige, når det er svært. Men det er altså svært, konstaterer hun og tilføjer:

– Jeg ville ønske, at der var billeder af mødre, som ikke var enten eller. Som ikke enten er den stærke toppolitiker, der bare lige ammer i parlamentet – som Jacinda Ardern i New Zealand – eller som er kvinden, der havde en fødselsdepression og havde det af helvedes til og blev indlagt.

Vi taler igen om, hvad det betyder, at der skrives bøger og laves kunst om fødselsdepressioner og ambivalente følelser om moderskab. Om Olga Ravns gode veninde, tegneren Line Jensen, der på Instagram og i sine graphic novels i skarpe striber viser hverdagen og alt det, livet som mor også indeholder af drømme og dårlig samvittighed, uendelig opvask og grædende børn, og om også at ville sit arbejde.

– Tænk, hvor meget det betyder at se, at det er en almen følelse at føle sig utilstrækkelig eller have dårlig samvittighed. Pludselig bliver det lettere at give slip på skammen eller bekymringen. Det er derfor, det er så vigtigt, at der bliver lavet kunst om det her, siger Olga Ravn.  //

Læs mere om: