Foto: Flemming Leitorp
INTERVIEWS

Pernille droppede det godt betalte job til fordel for velgørenhed

For tre år siden solgte advokaten Pernille Kruse Madsen alt, hvad hun ejede, sagde sit job op og lejede sin lejlighed ud i jagten på meningen med livet. I dag har hun skabt en fond, som har bygget tre skoler i Nepal – og flere er på vej.

Luften i Singapore er tung og så varm, at man næsten allerede kan brænde sig på den om morgenen. Pernille løber langs havnefronten, hvor nogle af verdens dyreste skibe ligger til kaj. Hun løber under palmerne, forbi restauranterne, hvor hun har spist gode middage og drukket drinks de seneste par dage. Hvert et skridt denne efterårsmorgen i 2013 er en forkælelse for sanserne.

Men med ét kommer hun i tanker om en anden form for lykke. Den indvendige lykke, hun føler, når hun er i Nepal hos nogle af verdens fattigste, men også mest glade og taknemmelige mennesker. 

– Jeg var taget til Singapore for at møde en mand, som hvert år donerer store summer direkte til nogle af verdens fattigste mennesker og er med til at redde liv med sine donationer. Men den morgen på min løbetur kom jeg i tanker om Nepal og den snavsede udgave af mig, som ikke har været i bad i flere dage. Jeg huskede de hullede veje, de smadrede huse og snavsede børn. Singapore er lykke for sanserne. At hjælpe nepalesiske børn er lykke indeni, fortæller Pernille Kruse Madsen.

LÆS OGSÅ: Interview med Vi Ramlov Hyttel | Fra bådflygtning til designer

DEN SLAGNE JURAVEJ

Hvis man skal forstå Pernille Kruse Madsens søgen efter sin lykke, skal man starte i Nordsjælland i 1979, da hun bliver født. Begge hendes forældre er advokater, og det kræver derfor ikke meget fantasi selv at blive jurastuderende efter en veloverstået studentereksamen. Fritiden går med heste, og allerede i en ung alder har Pernille vundet World Cup i ridebanespringning, for man kan lige så godt gøre den slags ordentligt. 

– Jeg er nok lige så ambitiøs og resultatorienteret, som mine forældre er, siger Pernille Kruse Madsen.

Karrieren går den slagne vej fra Københavns Universitet til de største danske advokatkontorer, inden hun bliver headhuntet af firmaets største klient, Mærsk. Mor og far i Nordsjælland er stolte, og vennerne er cirka de samme, hun laver forretninger med i dagtimerne og går på restaurant med om aftenen. Adressen er mondæn, vanerne er til den dyre side, men livet er langtfra så godt, som Pernille føler, at det burde være.

– Jeg har vist aldrig været ulykkelig. Bare søgende. Jeg har søgt i mange retninger efter, hvad det var, der ville gøre mig lykkelig, siger hun.
At det skulle være noget, der havde med den tredje verden at gøre, havde hun ikke troet. 

Pernille tager imod i kælderen af en kontorbygning i Virum nord for København. Kaffen er fra en espressomaskine, chokoladen er Valrhona, og Pernilles tøj og makeup kunne sagtens klare en hård dag på Esplanaden. Men sådan er det ikke længere. 

– Mit job var at købe og sælge skibe i Mærsk. Det var spændende. Men livet? 

Pernille tænker sig længe om.

– Dengang brugte jeg meget tid på at spekulere over formålet med livet, og jeg ledte efter en større mening. Jeg følte, at advokatlivet var ensidigt, og jeg mødte den samme type mennesker igen og igen. Nu er det flere forskellige, siger Pernille, og øjnene lyser op igen, som om nogen havde trykket på kontakten til dem.

Besøg på Janasewa Primary School i den lille by Yangsila i Øst Nepal. I regntiden var pigerne tidligere forhindret i at komme til skole, da undervisning fra 6- 8 klasse krævede en længere gå tur på  op til 2 timer. Nu er fonden i gang med at bygge en ny skole bygning, så pigerne kan få undervisning.

KLOGE MÆND DOWN UNDER

Det er netop på en rejse til Australien, da Pernille stadig er ansat som advokat hos Mærsk, at de første mennesker puffer hende i den rigtige retning.

– Jeg boede på et hotel i Perth. En aften sad jeg i baren og spiste suppe, da der var en ret fuld mand, der blev ved med at tale til mig. Han insisterede på, at jeg skulle ud at spise med ham og hans ven. Det viste sig, at vennen var en mand, der har startet et af verdens største logistikfirmaer. Han sagde til mig, at jeg skulle slippe alt, bryde ud af andedammen, og så skulle jeg nok finde min vej i den store verden. 

Allerede næste morgen møder hun det næste menneske, som sender hende i samme retning.

– I taxakøen står en mand, som tilbyder at køre mig på arbejde, selv om han skulle i en anden retning. Det viser sig, at manden er advokat ligesom mig, og han er taget til Australien uden noget som helst andet formål end at finde meningen med livet.

Tre måneder senere sidder Pernille i sin lejlighed i København. Hun har sagt op hos Mærsk, solgt alt hvad hun ejer, er flyttet ud af sin lejlighed og har netop købt en enkeltbillet til Australien, da der tikker en mail ind på hendes telefon: ’Did you make your way back?’, spørger manden fra taxaen, uden at vide at Pernille netop er ved at rejse tilbage til Australien i jagten på meningen med livet.

– Mine forældre var nok lidt bekymrede. Advokater er jo trænet i at se alt, der kan gå galt, siger hun med et smil.

Til åbningscermoni på Chhirringhkarka primary school i Himalaya bjergene i Mount Everst regionen.  Det tager tre dage at gå ud til skolen fra nærmeste vej og landingsbane. Modtagelsen af de lokale er utrolig varm og gæstfri.


KALDET I KATHMANDU

Pernille rejser rundt i Australien i et års tid i sin søgen, som hun i sin fortælling igen og igen vender tilbage til. Hun møder blandt andet en kvinde, som har et børnehjem i Nepal. Et land, som Pernille har besøgt på en ferie ti år tidligere og været meget betaget af. Næste stop på Pernilles rejse bliver derfor et halvt år i Nepal. Her arbejder Pernille på børnehjemmet, ligesom hun underviser nepalesiske skolebørn. 

– For første gang følte jeg, at jeg havde fundet meningen med mit liv.

Men i Kathmandu oplever hun det virvar af hjælpeorganisationer, som alle slås om at gøre mest godt, men de er meget langt fra de fattige mennesker i bjergene.

– Mange vil gerne give og være med til at gøre en forskel, og det er netop, når man selv oplever fattigdom og ser, hvilken forskel man selv kan gøre, at velgørenheden begynder at give mening.

På et tidspunkt møder Pernille en jesuiterpræst, som giver hende det næste god råd.

– Han sagde, at jeg skulle prøve at komme helt ud til de lokale i de fjerneste egne, og da jeg var derude i bjergene, kom lysten for alvor til at gøre noget for dem. Tænk, hvis vi kunne kanalisere noget af den danske rigdom og effektivitet ud til de egne i Nepal, hvor fattigdommen er størst. 

– Jeg har jo stadig min effektivitet med mig fra min tid som advokat i Mærsk, siger hun med et glimt i øjet. 

Da Pernille kommer hjem, er hun sikker på, at det er det, hun vil. 

– Men jeg blev virkelig testet på min viljestyrke. Jeg var alene og uden job. Først og fremmest skulle jeg samle 300.000 kroner i fondskapital. Jeg fik kæmpe hjælp af gamle venner og kolleger. Dernæst gik vi i gang med at finde den organisationsmodel, som ville være bedst til formålet. Det blev en gruppe på otte familier, som vi kalder founding fathers. 

De otte ’gudfædre’ er dem, der betaler driftsomkostningerne i Human Practice Foundation, så alle andre donationer kan gå direkte til projekterne.

ndation i Himalaya-bjergene. Fonden inviterer donorer med til Nepal, så der bliver skabt en direkte kontakt mellem bidragsyder og modtager.

GLADE BØRN I SKOLE

Hele hendes idé med organisationen er netop, at donorernes penge skal gå ubeskåret til projekterne. Alle projekterne bliver til med lokale samarbejdspartnere, så Pernille og fondens ansatte ikke skal bruge tid på nepalesisk bureaukrati. 

– Det er gået ret hurtigt. For et år siden fik jeg pengene til den første skole. Nu har vi tre skoler, seks er ved at blive bygget, og jeg har finansiering til de næste syv, siger hun stolt.

I næste øjeblik trækker Pernille en Macbook frem på bordet. Hun vil lige vise, hvad pengene går til, siger hun og viser en billedserie af en flok glade børn på en lille legeplads. Brune ansigter med brede, hvide smil og tøj, der er spraglet og snavset på én gang.

– Jeg fandt ud af, at børnene i de områder ikke har noget legetøj. Så vi har bygget en legeplads på skolen, og nu vil børnene – som ellers også skal passe familiens dyr – i skole hele tiden.

Legepladsen er blot en af de ting, Human Practice Foundation med Pernille i spidsen har bygget. Hun vil nemlig også give Nepals børn bedre undervisning. Derfor arbejder fonden også med at efteruddanne lærere, sørge for frokostordning og skaffe bedre undervisningsmateriale.

– Hvis børnene lærer at læse, regne og tale engelsk, kan de en dag få et job eller starte deres egen forretning. Flotte bygninger kan ikke løfte uddannelsesniveauet alene, siger Pernille.

Når Pernille taler om Nepal, er det næsten en forelsket pige med lys i øjnene, der taler. Det kunne lige så godt være et langdistanceforhold til en nepaleser, men det er kærligheden til et helt land og folk, der har vækket de store følelser i Pernille.

LÆS OGSÅ: Designeren bag det danske brand Leowulff: ”Det er hårdt at være selvlært 

SOM EN FJER I VINDEN

Et af den gennemgående ord for Pernille er ’nærhed’. Hun vil gerne have både donorer tæt på projekterne og selv være tæt på modtagerne. Derfor tager hun jævnligt ud og tilser projekterne, og donorerne er meget velkomne til at rejse med hende. 

En af dem, hun er kommet særlig tæt på i Nepal, er Sunita.

– Jeg boede i en periode hos en nepalesisk familie. De var mor og far og to døtre. Den yngste hedder Sunita og er syv år. Der er kun én seng i hytten, og der sover hendes forældre. Sunita sover på gulvet, og der bliver koldt om vinteren. Når jeg sidder med hende i hendes hjem, forstår jeg bedre, hvad hun mangler. Hvad skal der til for, at Sunita kan blive sygeplejerske? Der skal ikke bare en skole til. Det skal være en skole med indhold. 

Når man taler med Pernille Kruse Madsen, mærker man tydeligt, at hvor der før var en overordnede strategi med hendes liv og karriere, har hun i dag givet slip og i stedet lade sig inspirere af verden og dem, hun møder. Mange sætninger starter med ’Så mødte jeg’, og hver gang har vedkommende været med til at føre hende i retning af Human Practice Foundation, som hun i dag er direktør for.

– Der var engang en, der sagde til mig: ’Pernille, du er ligesom en fjer, der bliver båret af vinden’, siger hun og smiler over sammenligningen med den endnu mere eventyrlige skæbne i Forrest Gump.

– Det var altså ikke sådan, at jeg vågnede op en dag og vidste præcis, hvad jeg ville. Men for to år siden vidste jeg ikke, hvordan man byggede en skole i Nepal. Nu har jeg rejst otte millioner kroner til det. 

– Jeg havde brug for at give slip på forestillingen om, at jeg skulle have erhvervsmæssig succes for at være lykkelig. Jeg følte dengang, at det var det rigtige for mig at få succes i livet. Jeg følte, at jeg gjorde det rigtige i samfundets øjne, men jeg spekulerede aldrig over, hvad der gjorde mig glad. Jeg synes ikke, der er noget galt med at bo flot eller køre i en stor bil. Man skal bare tænke over, om man gør det for at blive glad eller for at få andres anerkendelse. Udadtil er mit liv nok det samme. Min lejlighed og min bil er bare lidt mindre, siger hun og smiler, inden ansigtet finder sine mere alvorlige folder:

– Men inden i mig er alting større.

Pernilles fire bedste karriereråd

  • Tro på dig selv og mærk efter, hvor din vej er. Jeg tror, det er vigtigt, at vi tør lytte til os selv og tage de valg, som føles rigtige for os. Også selvom vores omverden ikke helt forstår os – i starten.
     
  • Husk, at det ofte kræver viljestyrke at nå frem. Giv ikke op, blot fordi der er lidt modstand på din vej, men husk på det mål, du har sat dig. Tro kan flytte bjerge.
     
  • Du behøver ikke kunne alt selv. Der er ofte rigtig meget råd og vejledning at hente i din omverden. husk at spørge om hjælp, og vær taknemmelig for alle de mennesker, som hjælper dig. Jeg har selv fået utrolig meget fra rigtig dygtige mennesker, uden deres hjælp var fonden ikke en realitet i dag.
     
  • Keep it simple and be a doer. Start hellere i det små og arbejd dig op til det, du drømmer om.

LÆS OGSÅ: Sheela Maini Søgaard | Flyttede familien med til New York