Dansk stil er i høj kurs, pernille teisbæk
Foto: Getty Images
INTERVIEWS

Pernille Teisbæk: Dansk stil er i høj international kurs

Stilikonet Pernille Teisbæk har længe været den mest fotograferede dansker på den største og mest synlige catwalk af dem alle – gaden – under de internationale modeuger i København, Stockholm, New York, London, Milano og Paris. I en ny bog deler hun ud af sine tips og tricks om dansk stil, som alle modeelskere kan blive inspireret af.

Den internationale modeverden har et godt øje til dansk stil

– Danske kvinder har meget at være stolte over. Den internationale modeverden synes, at vi er for seje til at vælge tøj, som vi føler os godt tilpas i – det signalerer overskud og giver en stærk udstråling.

Sådan lyder det fra Pernille Teisbæk, stylist og kreativ direktør i sit eget firma, Social Zoo. Hun er blevet kendt i hele verden for sine skandinaviske, minimalistiske outfits, som fx bliver vist frem hos Vogue på print og de sociale platforme.

LÆS OGSÅ: Det er ikke kun dansk stil, der er populært, også det danske ansigt er i høj kurs i udlandet

Nu kan Pernille Teisbæk også skrive forfatter på visitkortet. Hun står bag inspirationsbogen ‘Dress Scandinavian’. Bogen forklarer pædagogisk og i dybden, hvorfor den skandinaviske modestil hitter internationalt – og hvordan du kan dyrke stilen endnu mere, så dit look bliver skarpere og vækker opsigt på job, til fest og i bybilledet.

Pernille Teisbæks tips og tricks

1. Kom en glimmerstrømpe i dine åbne sandaler, så de også kan bruges om vinteren.

2. Brug bukser under dine aftenkjoler. De giver en casual kontrast til de finere kjoler, så de også kan bruges til hverdag.

3. Hop i dine røde stiletter til hverdag med et par slidte jeans og en T-shirt.

4. Kom et satinbånd i halsen på en af dine gamle skjorter og bind en sløjfe – en let og elegant opgradering til en aften ude.

5. Brug dine sneakers til dit hverdagsoutfit – men løbesko passer stadigvæk ikke på et klassisk kontor!

6. Hvis du er vild med noget, så hold dig til det. Nogle gange findes der ikke noget bedre end en klassiker.

7. Detaljer og smykker er vigtige for et skandinavisk look. Tænk på det, når din basisgarderobe skal have lidt ‘bling’.

Kilde: Pernille Teisbæk: ‘Dress Scandinavian’, People’s Press, 165 kr. Kan købes online HER

Pernille Teisbæk bruger ofte sig selv som udklædningsdukke. Foto: Getty Images

Du kender sikkert allerede Pernille Teisbæk fra ‘dagens outfit’-fotos taget på Københavns brosten, på cykel gennem byen eller som en påfugl, der lyser op foran indgange til modeshows i København, Stockholm, New York, Milano, London og Paris. Men de færreste ved, at synligheden har gjort Pernille Teisbæk til et internationalt brand, som medier og modehuse over hele verden gerne vil lege med og associeres med.

Pernille Teisbæk er blandt fotografernes favoritmotiver ved de internationale modeuger. Foto: Getty Images

– Hver by har sin stil, og det er sjovt at se, hvordan man modemæssigt tilpasser sig hver location. Men jeg har ikke lyst til at ændre min stil hver sæson for at skulle følge med tiden. Jeg gør det på min egen diskrete facon ved at lege med detaljerne. Ja, jeg leger virkelig ofte udklædning i min garderobe, hvor jeg først prøver noget af på mig selv og derefter bruger det i en styling til en kampagne eller en modeserie, siger hun og opfordrer til, at vi hver især ‘booker en session’ med os selv foran spejlet frem for at hive veninden med ind i prøverummet.

Enkelt, men aldrig kedeligt – det er et af Pernille Teisbæks mantraer. Den lille ekstra detalje er kendetegnende for den danske stil, mener Pernille Teisbæk – her i sort med iøjnefaldende sko, smykker og taske. Foto: Getty Images

Når hun selv skal beskrive sin tøjstil, siger hun: casual, klassisk og moderne med et twist. ‘Less is more’ kunne også være overskriften. 

Den lille ekstra detalje er kendetegnende for den danske stil, mener Pernille Teisbæk. Foto: Getty Images

– Less is more handler om ikke at overgøre tingene. Det handler om at skabe et lækkert look med få detaljer, som gør, at looket aldrig bliver kedeligt. Det handler om at skabe balance i sit look både proportionelt og farvemæssigt, mener hun.

– Hop i en farverig hæl. Det kan gøre et outfit lidt mere lækkert, og høje hæle giver en form for ‘empowerment’ og en flatterende silhuet. En kitten heel på et par centimeter kan gøre det lettere at holde et par hæle ud en hel dag, lyder endnu et godt råd fra Pernille Teisbæk.

Pernille Teisbæk

Pernille Teisbæk begyndte at arbejde som model for 16 år siden. Derefter arbejdede hun bl.a. på magasinet Woman og hos Alt for damerne som moderedaktør. Kort inden hun lavede sin blog i 2012, var hun assisterende moderedaktør for Eurowoman. Sideløbende med bloggen har hun fungeret som fast modeekspert på TV 2’s ‘Go’ morgen Danmark’ og været freelancestylist samt moderedaktør på svenske The You Way. I dag er hun kreativ direktør i Social Zoo og bor i Frederiksberg med sin kæreste, som hun venter sit første barn med.

Læs resten af interviewet med Pernille Teisbæk i det IN, der er på gaden nu!

Pernille Teisbæk har senest udgivet bogen 'Dress Scandinavian' (th.).

LÆS OGSÅ: IN30ÅR | 30 danske stilikoner, hvor Pernille Teisbæk er på listen!

Læs mere om: