INTERVIEWS

PORTRÆT | Kom tæt på Nathalie Rykiel

Bag det franske modehus Sonia Rykiel står Nathalie Rykiel, der er datter af husets grundlægger Sonia Rykiel. Hun skelner skarpt mellem mode og elegance og mener, at dit tøj skal være som en veninde og få dig til at føle dig godt tilpas.

HVEM

∙ Nathalie Rykiel er datter af Sonia Rykiel, der grundlagde modehuset Sonia Rykiel i 1968.

∙ I 1997 blev hun øverste chef for Sonia Rykiel, og i 2007 overtog hun hele ansvaret for modehuset efter sin mor.

∙ I 2012 solgte hun 80 procent af modehuset til det Hong Kong-baserede firma First Heritage Brands for at få huset til at vokse. 

∙ Nathalie Rykiel er mor til tre døtre, som hun har med sin eksmand, Simon Burstein, søn af grundlæggerne af den britiske designerbutik Browns Fashion.
 

NEJ, det er da ikke 40 år siden!, udbryder Nathalie Rykiel med lige dele forundring, harme og en lille smule grin i stemmen, da jeg spørger hende, om hun havde regnet med stadig at være i Sonia Rykiel omkring 40 år efter hun første gang begyndte at  arbejde for modehuset. 

Og Nathalie Rykiel har ret. Det er faktisk kun 39 år siden – i 1976 – at hun første gang begyndte at arbejde for sin mors livsværk. Nemlig fra den dag, hun gjorde sin mor en tjeneste ved at stille op som model for huset. 

Med min alder går jeg op i den slags nuancer, bemærker Nathalie Rykiel, der fylder 60 år til december. 

Det er ellers bestemt ikke, fordi Nathalie Rykiel, datter af modeskaberen Sonia Rykiel, prøver at fremstå så meget som ét minut yngre, end hun er. Klædt i sort fra top til tå tager hun imod i salonen på den franske ambassade. I lange og smalle, velsiddende bukser og transparent, langærmet top med bindebånd i halsen og med kort pelsjakke over skuldrene og mørklakerede negle. Og er noget nær den smukkeste 59-årige kvinde, jeg nogensinde har set. 

Jeg anede ikke, at Sonia Rykiel skulle blive hele mit professionelle liv. Det skete tilfældigt. Da min mor spurgte mig, om jeg ville være model for Rykiel, havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville med mit liv. Jeg vidste bare, hvad jeg ikke ville – jeg havde taget et forberedende medicinsk kursus og skulle i hvert fald ikke være læge, siger hun – nu med en mere rolig stemme.

Men mine roller i huset har hele tiden skiftet, siger Nathalie Rykiel som forklaring på sin følelse af, at tiden siden 1976 er gået så stærkt, at det virker så grotesk på hende, at det næsten er 40 år siden. 

Nu er Nathalie Rykiel indtrådt i sin – måske – sidste rolle i det franske modehus, nemlig som Vice President for husets bestyrelse efter for nylig at have solgt 80 procent af firmaet til det Hong Kong-baserede firma First Heritage Brands. 

Jeg er jo så stolt af det firma, som min mor har skabt, men jeg kunne se, at hvis jeg skulle nå det, jeg gerne ville med Sonia Rykiel, som er at få huset til at vokse globalt, kunne jeg ikke selv gøre det. Jeg havde brug for penge og distributionen til andre markeder, forklarer hun.  

LÆS OGSÅ: PORTRÆT | Mød designer Ilse Jacobsen

Brug dit tøj som et redskab

Nathalie Rykiel og hendes mor fremstår umiddelbart meget forskellige. Mens moderen, der i dag er 84 år og har trukket sig tilbage fra huset, har et markant udseende med rødt hår og ofte farverigt tøj, er Nathalie mere mørk og klassisk. 

Men vi har alligevel altid haft den samme vision for Sonia Rykiel-huset og har delt den samme æstetik og idé om Sonia Rykiel-kvinden, fortæller Nathalie Rykiel. 

Hun kan være en kvinde hvor som helst og i hvilken som helst alder, men det, der kendetegner hende, er, at hun gør det, hun vil. Om det er at arbejde, om det er at være mor, om det er at lave ingenting. Hun bruger sit tøj som et redskab til at udtrykke det, hun ønsker, siger Nathalie Rykiel. 

Det er lige præcis dét, tøj handler om, mener hun. Når det er godt, vel at mærke.  

Tøj skal være som dine venner. Som en god veninde. Det skal få dig til at føle dig godt tilpas. Det skal være noget, hvor du føler dig hjemme i det, så snart du tager det på. Og så skal det ikke mindst hjælpe dig til at udtrykke det, du vil, hvad enten det er magt, skønhed eller noget sexet, som du bruger til at forføre en mand.

Modehuset er særligt kendt for sin stribede, farverige strik – og netop en striksweater var starten på det hele, da Sonia Rykiel i 1962 syntes, at hun manglede klædeligt graviditetstøj, som markedet dengang ikke ligefrem bugnede af. Heller ikke i Paris. 

Som løsning designede hun en lille, stram sweater, der både viste kroppen og gav plads til maven. Hun hængte den i vinduet i den modebutik i Paris, som hendes mand, Sam Rykiel, ejede. Reaktionen udeblev ikke. Faktisk overgik den Sonia Rykiels forventninger. For snart havde skuespillerinden Brigitte Bardot købt en af sweatrene, og Katharine Hepburn købte den endda i 14 forskellige farver. Den blev døbt Poor Boy Sweater, fordi sweateren var så kropsnær, at den fremstod for lille set med den tids øjne. 

Da strik blev et hit

I 1960’erne var strik ikke en del af modebilledet på samme måde som i dag, hvor store modehuse som Céline og Stella McCartney sender striklook på podierne, så det er ikke længere kun Rykiel- huset, der gør strik til mode.

Hvorfor den udvikling har fundet sted, er et godt spørgsmål,  siger Nathalie Rykiel. 

Jeg tror, det hænger sammen med, at der er langt mere sofistikerede strikmaterialer at vælge imellem i dag. Mange nu om dage elsker fx kashmir, men det var ikke tilgængeligt på samme måde tidligere – det var sjældent og ikke mindst meget dyrere, siger hun. 

Samtidig har strik også noget helt særligt over sig – når du har strik på, er det ikke som et suit eller en kjole. Det giver en helt anden attitude, og du kan have det meget tæt på kroppen, uden det er ubehageligt. Det kan være sexet, varmt, komfortabelt, og der er ikke mange materialer, der kan det samme. Så hvis dit tøj er dine venner, er strik dine virkelig gode venner

Når andre modehuse i perioder tager strik til sig, mener Nathalie Rykiel, at det er mere et spørgsmål om at finde på noget nyt i en modeverden, der hele tiden ændrer sig.

Man skal ikke glemme, at moden skal genfødes hvert halve år. 

For den største udvikling i den modeverden, Rykiel er del af, er, at moden er begyndt at gå så meget hurtigere. 

De seneste 15 år er ’fast fashion’ for alvor kommet til med en vækst i highstreet-kæder som H&M og Zara, siger Nathalie Rykiel. 

De har været meget kloge, fordi de har brugt de samme redskaber, som luksusmodeverdenen bruger – fx de samme fotografer og modeller. På den måde får de et fashion-image, som de ikke havde tidligere. Nogle af dem har endda fået modehusene til at designe for dem. Det er så klogt

Hun stod selv bag et samarbejde med H&M i 2010 med både en undertøjs- og en tøjkollektion. For tror man, at Nathalie Rykiel som del af et luksusmodehus vil beklage sig over de billige highstreet-kæder, tager man fejl. 

Det har været en revolution, fordi mode ellers primært er en drøm. Det er godt, at kvinder nu kan få fat i det, så det ikke kun fører til frustration for mange, men er så billigt, at det er tilgængeligt for flere.
 

LÆS OGSÅ: Pernille Rahbek: Jeg har løjet for mig selv

Men tilgængeligheden af de store mængder af billigt tøj er dog samtidig en udfordring, som stiller store krav til modehuse i dag, erkender Nathalie Rykiel. 

Highstreet-kæderne giver kvinden så mange valg og fornyer det, de har i butikkerne så ofte, at når hun kommer til et luksusmodehus, der har den samme kollektion hængende i butikken i seks måneder, virker det ikke rigtigt for hende mere. Så modehuse er blevet presset til at lave en masse små mellemkollektioner mellem de store kollektioner På den måde har vi ændret vores vaner og butikker, og alle i branchen har rykket sig. Det har gjort konkurrencen meget større. Men jeg synes stadig, at udviklingen er en god ting for kvinder.

For set med hendes øjne er det fantastisk, at der i dag både er det, man har råd til, det, man kun kan drømme om, og det, man kan spare op til, hvis man lever af pasta længe nok. Skal man pege på noget negativt ved udviklingen, er det, at vi alle sammen smider mere og mere ud. 

Men det er ikke kun inden for mode. Det er alting. Når noget i vores hjem ikke virker, smider vi det ud, og der er sket det, at vi mister vores sans for kvalitet. For alt kan skiftes ud, og hverken dine køkkenmaskiner, din telefon eller dit tøj er designet til at holde længe. Undtagen når det er brands som Chanel, Rykiel eller Hermès – her synes jeg, at vi har en berettigelse i en modeverden, der går så hurtigt. Vi er nogle, der snarere skaber stil end mode. Det er det, min mor har gjort, og det er det, vi forsøger at fortsætte. 
 

Hvad er elegance egentlig? 

Nathalie Rykiel er dog ikke sentimental. Udviklingen vil blive ved med at fortsætte – engang brugte vi lommetørklæder, i dag bruger vi Kleenex, som hun siger. Alligevel syntes hun, at det var interessant at skrive en bog om elegancens rolle i den moderne verden, nemlig ’L’Elegance’, der udkom i 2013. Her har hun inviteret en række mennesker med hver deres passion og ekspertise til at skrive et essay om, hvad elegance er i deres øjne og på deres felt – blandt andre Olivier Saillard, der er direktør for modemuseet på Palais Galliera og Frankrigs berømte ballerina Sylvie Guillem. 

Jeg ville undersøge, om elegancen egentlig stadig fandtes, og i givet fald hvad elegance er. 

For én ting er sikker. Elegance er ikke, hvad det var, da Nathalie Rykiel var barn. 

Dengang handlede det mere om en æstetik og underspillethed – som på et sort-hvidt billede af Audrey Hepburn eller Grace Kelly, siger hun, der via sin bog bl.a. har fundet frem til, at elegance i dag er en kombination af to ting: 

Det er både det æstetiske, der skal please dit øje, og som handler om proportioner og harmoni. Men det handler også om dit sind, og som jeg ser det, er der en etisk side i elegance, der næsten er det vigtigste. Elegance handler jo ikke om dit udseende, men snarere om din attitude til livet. Jeg kan bedst forklare det som en måde at opføre sig på. Måske går det ikke ligefrem ud på at tage sig af andre, men om at respektere andre og sørge for, at andre har en plads i verden.

Hun læner sig tilbage i stolen og konkluderer: 

Der er ofte kun ganske lidt elegance i moden, og du kan være meget elegant, men uden at være fashionabel og følge moden. Somme tider kan du begge dele.

Det er måske dér, mode og elegance går op i en højere enhed og bliver til stil? 

Ja, måske faktisk. Stil handler om noget tidløst. I modebranchen er vi nødt til at tiltrække opmærksomhed og skabe et nyt begær, så folk får lyst til at købe nyt. Så mode afspejler tiden, mens elegance og stil begge er tidløse, siger Nathalie Rykiel, som selv – sortklædt, med sit mørke hår og sortmalede øjne ligner netop dét: stil.  

Tre steder, som Nathalie synes, du skal besøge, når du er i Paris

Sæt dig et sted en aften, hvor du kan se Eiffeltårnet glimte – det er jo næsten som et glimtende Sonia Rykiel-broderi, ha ha. Jeg elsker ideen om, at det har eksisteret så længe. For mig er hun – ja, det er en hun – feminin. Det er ikke sådan, at du ser på hende og tænker, at hun er smuk. Snarere ’Oh my god, hun er mærkelig’. Men når det bliver mørkt, og hun begynder at glimte med sit lys, er hun så smuk. Jeg elsker, når det ikke er skønhed ved første blik. 

Der er så mange fantastiske restauranter i Paris, at jeg næsten ikke ved, hvilken jeg skal nævne. Men der er én, jeg holder meget af at komme på, og det er Caviar Kaspia. Jeg elsker den russiske, dekadente stemning – måske på grund af min oprindelse (Sonia Rykiel er datter af en polsk far og en rumænsk mor, red.). Derudover skal man selvfølgelig på Café de Flore

Gå i nogle af de mange butikker, som modehusene har i byen. Ud over Sonia Rykiel er mine egne favoritter Saint Laurent, Prada og Colette, der har et godt udvalg af mange designere.
 

Pssst… Husk at tilmelde dig INs nyhedsbrev lige HER - så er du altid opdateret på det bedste indenfor mode, skønhed og sundhed!
 
Læs mere om: