Kom tæt på skuespillerinde Beate Bille
INTERVIEWS

PORTRÆT | Kom tæt på skuespillerinde Beate Bille

IN satte Beate Bille i stævne over en middag, til tankespind om livets omdrejningspunkter, som kærlighed, kunst, mode og begivenheden, der ændrede hendes liv.

Beate Bille om sin karriere 

– Pludselig kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne spille den unge pige længere. Det er efterhånden mange år siden. Jeg havde ikke længere adgang til det sfæriske og ungdommelige, den kanal var lukket i mig, siger 37-årige Beate Bille. 

– Jeg kan huske en instruktør, der sagde, at det var exceptionelt, at jeg fik lov til at spille mor. Da var jeg 36 år. Det er da lidt sjovt. Men nu er jeg slut-30’erne og åbenbart ved at være der. Og når man ikke længere spiller den unge søgende pige, som måske bøjer af og ender med at blive ulykkelig, spiller man ofte en kvinde, der har mere fuck dig-attitude. Det er rart. Rollerne er ofte skrevet med flere nuancer, som i Fasandræberne, og jeg kan bruge flere elementer af den, jeg er i dag.

Men Beate Billes karriere er ikke historien om en skuespillerinde, der fik masser af tilbud som helt ung og oplevede, at de udeblev, da hun blev ældre, som man hører Hollywood-skuespillerinder fortælle. 

Hun blev sendt ud af Teaterskolen i 2004 med raketfart, da hun fik hovedrollen i Per Flys film Drabet, og siden fulgte film- og teaterroller plus modeljob. Efter fem år, hvor Beate Bille arbejdede konstant – ti år, hvis man regner Teaterskolen med, hvor hun sideløbende blandt andet var med i en tysk film – sad hun en dag hos en psykolog, der spurgte hende, om hun ville behandle en veninde sådan.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

– Hun sagde til mig: “Du har i et år primært boet i en kuffert, du er på turné og rejser på modelopgaver i udlandet.” Hun fornemmede, at jeg er æstetiker og spurgte: “Hvor er din base? Hvor er dine ting og det, du synes er smukt og rart – hvor lader du op?” Det havde jeg ingen steder. Jeg syntes, at arbejde var det vigtigste, og ligesom mange i min generation levede jeg længe et ungdomsliv. Jeg havde det sjovt, drak en masse hvidvin og røg cigaretter. Men min hud gik amok, og jeg kunne ikke koge et æg. Og jeg var så træt.

På den ene side var Beate Bille taknemmelig for det, hun havde opnået arbejdsmæssigt. På den anden side kunne hun ikke længere holde ud, når folk så på hende. 

– Det begyndte at gøre ondt, når en makeupartist satte en hårnål i mit hår.

Beate Bille tog en timeout. 

– Jeg ændrede mit livsfundament. Jeg tog alt på alle hylder og skiftede det ud med noget nyt.

På det tidspunkt, i 2009, da hun var 31 år, mødte hun filmfotografen Magnus Jønck, som hun i dag er gift og har den fireårige datter, Fernanda, med.

– Vi har bygget et hjem og en familie op. Jeg havde brug for et helt nyt fundament at arbejde ud fra.

I den periode har Beate Bille sagt nej til blandt andet roller i TV-serier og kun sagt ja til få ting – blandt andet spiller hun nu en hovedrolle i teaterstykket Gamle Dage.

LÆS OGSÅ: 7 stilspørgsmål til Beate Bille

– Arbejdsmæssigt har jeg ikke været ambitiøs i en periode. Jeg har i stedet været ambitiøs på min lille families vegne.

I skuespillerfaget siger man, at roller avler roller, men Beate Bille har ikke været nervøs for, om hun kunne komme tilbage, når hun ville. 

– Helt ærligt var jeg lidt ligeglad. Måske fordi jeg er opvokset med en mor og en far, der begge er freelancere, har jeg altid haft en mavefornemmelse af, at det nok skulle gå, den dag jeg igen satte mig et mål. Og mine omgivelser kunne jo se, at jeg var meget gladere, så de har ikke været nervøse. Nu har jeg bygget et godt fundament op, hvor jeg er i stand til at skrue op og ned for opgaverne.

Den svære kærlighed 

– Egentlig har jeg aldrig haft en drøm om at blive gift, siger Beate Bille. 

Alligevel er hun det. En aften, da hun var på ferie på Hawaii med sin kæreste, Magnus, omkring nytår 2013, friede han.

– Vi havde lejet et hus, og det var egentlig en ret hverdagsagtig aften, hvor vi spiste kylling. Så spurgte han. Jeg blev virkelig overrasket, for det var ikke noget, vi på noget tidspunkt havde talt om. Men jeg svarede ja – selvfølgelig. Det er ham, jeg elsker og gerne vil være sammen med. Men jeg tror næsten, det var større for min veninde Laura (Christensen, red.). Hun havde vidst siden november, at Magnus ville fri og har aldrig holdt så længe på en hemmelighed. Så da jeg ringede og fortalte det, var det en kæmpe lettelse for hende, at hun ikke skulle holde på den længere ...

LÆS OGSÅ: BÆREDYGTIG | Emma Watson i front for nyt grønt initiativ

Når Beate Bille beskriver deres kærlighed, siger hun gang på gang ordet rummelig. 

– Vi hænger ikke hinanden op på, at “du sagde altså det og det for et halvt år siden, så hvorfor siger du noget andet nu”. Vi giver hinanden plads til, at vi kan forandre os. Og vi er meget forskellige. Han har en stor ro og kan godt kan lide at planlægge, mens jeg tager tingene dag til dag og er mere følelsesmæssig påvirkelig. Men selvom vi er forskellige, har vi det let og sjovt, når vi er sammen. Det er banalt, men det er så vigtigt.

Rummeligheden i deres forhold bliver aktuel, når Beate Billes mand, der er filmfotograf, rejser. Det gør han nemlig tit, og somme tider op til fem uger ad gangen. 

– Så er det ikke sådan, at jeg bliver sur og synes, at han skal tage Fernanda eller opvasken hele tiden, når han kommer hjem. Det går jo ikke. Han har ambitioner, han gerne vil leve ud, og jeg kan mærke, at han ellers bliver som en travhest, der står i stalden. Han bliver glad, når han følger sit hjerte, og så er jeg også glad. Så jeg kunne ikke drømme om at sige, at nu må han ikke tage af sted, eller at nu skal han kun arbejde i Danmark. Både han og jeg har også et behov for at være alene, så på den måde er der også noget positivt i at være adskilt, siger Beate Bille. 

– Men det er selvfølgelig hårdt, når jeg savner ham meget. Og særligt efter at Fernanda har fået tidsfornemmelse og ved, at han ikke bare er væk i et par dage, kan det være svært at være den, der skal fylde det hul. 

De mange og lange rejser er også grunden til, at Beate Bille nu vælger sine arbejdsopgaver med omhu og ikke rejser eller turnerer meget. – Men det gør mig ikke noget. Ikke lige nu. Det kan ændre sig. 

LÆS OGSÅ: SKØNHED | 9 nemme hverdagstricks

Beate Bille om kunst 

Beate Bille er vokset op i et kunstnerhjem midt i København. Hendes far er skuespilleren Joen Bille, og hendes mor er kunstkritikeren Bente Scavenius.

– Begge mine forældre har været freelancere hele livet og har altid haft en premiere eller en deadline, som de arbejder mod –  og som de lægger hele deres hjerte i. Så min barndom er præget af både en meget stor grad af kærlighed, men også kaos.

Hjemmet var og er fyldt med bøger, manuskripter og kunst. 

– Som barn var jeg meget interesseret i særligt teatret, hvor min far spillede, og jeg var inde at se alle hans stykker, ofte flere gange. Jeg var fascineret af at være backstage og fx se, hvordan en scenografi kun fungerede, når der var lys på.

Først senere begyndte hun at interessere sig for moderens område, kunsten.  

– Da jeg flyttede hjemmefra, kom jeg jo fra et hjem med billeder over det hele, så jeg havde kun tre små litografier med, der var tegnet i enkel grå streg, for der var jo så mange farver hjemme. Men nu er jeg begyndt at opsøge mere kunst, går på udstillinger og gallerier, og min mor ved jo altid, hvor alting foregår, så jeg tager med hende og er også begyndt at købe lidt kunst selv.

Beate Bille mener, at det, at hun er opvokset i et kunstnerisk hjem, præger hende. 

– Der kom så mange forskellige mennesker, at jeg altid har tænkt, at man kan leve på mange forskellige måder. Er der nogen, der i en periode ikke har styr på deres liv, forstår jeg dem godt, og jeg bilder mig ind, at jeg ikke er et menneske, der har travlt med at dømme andre. 

Hun er også opvokset med en mor, som hun ser som et fantastisk kvindebillede.

– Hun har aldrig talt om kvindefrigørelse, men snarere levet den. Hun er over 70, arbejder stadig og er altid i gang med noget. Hun har altid opfordret mig til at få en uddannelse, så jeg kan klare mig selv. Og når jeg som yngre havde en kæreste, sagde hun altid, at der jo ikke var grund til at have ham så længe, for hun ville gerne have, at jeg var fri.

Og i Beate Billes barndomshjem er det hendes far, der holder orden. 

– Til gengæld laver min mor helt fantastisk mad. Det kan man så også godt se i køkkenet bagefter ...

Begivenhed, der ændrede Beate Billes liv 

Inden Beate Bille kom på Teaterskolen, gik hun på Filmhøj-skolen, da hun var i begyndelsen af 20’erne. 

– For første gang nogensinde kunne jeg lide at gå i skole.

Det ændrede hendes livsbane, for det betød, at hun satte sig det mål, at hun ville være skuespiller. For selvom Beate Bille i dag har en blid og feminin sødme over sig, er det næppe sådan, lærerne på først Zahles Skole og siden Øregaard Gymnasium så på den Beate Bille, der nægtede at tage sin lilla bøllehat af i klasselokalet. Som klarede sig dårligt i de fleste fag og fik 03 til eksamen i engelsk, selvom hun udmærket kunne det. Som tog en kunstig brækklat med i skole og lod, som om hun havde kastet op. Og som igen og igen blev sat uden for døren eller sendt ned på inspektørens kontor.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

– Det var ret specielt, for jeg kom fra et så bogligt og litterært hjem, og så var jeg slet ikke gearet til at gå i skole. Det var, som om det gik skævt fra første dag, og jeg kom ind i en helt forkert bane og ikke kunne komme ud igen. Jeg husker, at det passede mig så dårligt, da jeg i 1. klasse fandt ud af, at det her med skolen ikke bare var to uger – det var 12 år.

Hun havde ikke lyst til at sidde ned hele dagen, havde ikke respekt for lærernes autoritet, og det blev efterhånden sådan, at hendes image forfulgte hende, så alle lærere så hende som et problem og en møgirriterende unge.

– Jeg fik jo masser af frihed og tillid hjemme – en tillid, som jeg sagtens kunne forvalte, fx som teenager, hvor jeg gik på Krasnapolsky og Umatic og skulle komme hjem på et bestemt tidspunkt. Men i skolen fik lærerne hurtigt mistillid til mig, og så blev jeg til en, som jeg egentlig ikke følte, at jeg var.

Forældrene forsøgte sig med forskellige fremgangsmåder og overvejede endda at sende hende på Herlufsholm Kostskole.

– Men jeg skulle i hvert fald ikke til Næstved. Så den samtale med rektoren fik jeg spoleret. Jeg kom i min fake fur og stiletter og ville ikke høre tale om at gå i skoleuniform.

Udviklingen kulminerede, da Beate Bille først blev erklæret måske egnet til gymnasiet og siden blev smidt ud af 1. G. Moderen sagde, at alternativet altså var at sidde i Netto, men sørgede for, at Beate Bille kom ind på gymnasiet igen. Hun tog sig sammen, fik sin studentereksamen, men mener, at hendes skolegang måske havde været anderledes på en mere kreativ skole. 

– Da jeg var barn, og vi holdt ferie på Møn, elskede jeg at sidde og lave skåle ud af ler fra klitterne. Jeg gik ned til et keramikværksted og fik dem brændt, og jeg tror, at jeg havde behov for at bruge min kreativitet og mine hænder mere. Men selvom jeg blev spurgt, om jeg ville skifte skole, turde jeg ikke. For nu var det jo gået så galt første gang.

Først på den mere kreative filmhøjskole blev hun vild med at blive undervist. 

– Jeg lavede film sammen med to andre og gik på et improvisa-tionskursus. Her fandt jeg ud af, at jeg ville være skuespiller, og for første gang i mit liv satte jeg mig et mål. Og når man sætter sig et mål, bliver man pludselig sårbar, for man har noget på spil. Og så begyndte jeg at opføre mig ordentligt.

LÆS OGSÅ: REDAKTIONEN TESTER | Volumenspray

Beate Bille om sit væsen 

Hvis Beate Bille virkelig sætter sig ned og tænker over, at hun lige nu ikke ved, hvad hun skal en måned frem i tiden – og burde man i øvrigt ikke have en pensionsopsparing – kan hun godt blive nervøs. 

– Men det gør jeg sjældent. Også socialt har jeg det bedst med at finde ud af, hvad jeg skal, fra dag til dag og ikke have aftaler lang tid i forvejen, siger hun. 

Alligevel kan hun mærke, at hun har fået et større behov for kontrol, ikke mindst efter at hun har fået barn. 

– Jeg kan ikke på samme måde bare se, hvad der sker, men er nødt til at have rammer, som fungerer, og skabe rutiner, så jeg får Fernanda i børnehave.

Men det er ofte omgivelserne og samfundets normer, der får hende til at planlægge. Når de i børnehaven spørger, hvornår de holder ferie med Fernanda, tænker hun som regel, “Ja, hvornår gør vi egentlig det? Men i sit arbejde bruger hun ofte det, som en lærer på Teaterskolen engang sagde til hende: Hun skulle skabe sig et arbejdsrum. 

– Det gav meget mening for mig. For især tidligere var jeg styret af, hvordan jeg lige havde det, når jeg arbejdede, og når jeg lavede noget, der var godt, vidste jeg ikke hvorfor – bare at jeg havde ramt noget. I dag har jeg skabt det rum omkring mit arbejde, der gør, at jeg kan levere en præstation, som ikke er afhængig af, hvordan jeg lige har det den dag. Men det kom relativt sent. Jeg er egentlig en late bloomer. Jeg tror, at det til dels hører vores generation til – vi er unge meget længe. Så vi finder måske ret sent i livet ud af nogle ting, som generationerne før os har været nødt til tidligere.

Om mode 

Da Beate Bille var barn, fandtes Skabet. Det gør det sådan set stadig. Det står i hendes forældres hjem, og det er fyldt med faderens fasters kjoler fra 1920’erne, Beate mormors kjoler fra 1960’erne og moderens Yves Saint Laurent fra 1970’erne. 

– Der fandt jeg så meget som barn, og jeg kan stadig finde noget i dag, jeg tager på.

For Beate Bille handler mode ikke om at have den nye Chanel-taske og hele tiden anskaffe sig nyt. 

Køb et abonnement på IN og spar 50 % - KØB HER

– Jeg ser mode som meget mere end forbrug – sammen med kultur og kunst er det jo en måde at udtrykke sig på. Jeg synes, at det er interessant at se, hvilken kanal mennesker vælger at udtrykke sig fra, ved det, de har på. Og så handler mode jo også om æstetik.

Selv har Beate Bille ændret sin måde at udtrykke sig på fra et bohemeudtryk til en mere enkel stil, hvor sorte jeans, sort top og en blazer er det, hun føler sig bedst tilpas i – kombineret med lidt vintage og smykker, der dresser looket op eller ned. 

– Det hænger selvfølgelig også sammen med moden, at min stil er blevet mere enkel, men det passer godt til mit liv i dag. Jeg synes, at det ser bedst ud, når det tøj, man har på, ser ubesværet ud, og man ikke begynder at tænke på, hvordan hun dog er kommet ud ad døren og ned af trappen.


Beate Bille sammen med veninden og kollegaen Laura Christensen

Beate Bille går ofte til modeshows under den københavnske mode- uge, og under sin barsel startede hun en modeblog sammen med kollegaen Laura Christensen. Men hun er bevidst om, at hendes interesse for mode af nogle mennesker, også i skuespilmiljøet, bliver opfattet som overfladisk. 

– Bloggen var mest for sjov, hvor vi tog billeder af vores sko og illustrerede hverdagen med vores børn – det var jo et helt nyt liv for os begge. Det var inden Instagram, hvor alle nu kan gøre det samme. Nu har vi lukket den, for vi kom til at bruge for meget tid på den.

Når det kommer til modelkarrieren er hun blevet opfordret til at vælge mellem den og skuespilkarrieren. 

– Men sådan ser jeg slet ikke på det. Jeg ser det jo som det samme, som når en skuespiller medvirker i en reklame. Det var så heller ikke så normalt engang som i dag, og i 1980’erne sagde man, at var man som skuespiller med i en reklame, fik man aldrig en rolle igen. Men tiden – og den økonomiske krise – har medvirket til, at reklame-job bliver accepteret i højere grad. Det er jo ingen hemmelighed, at de fleste skuespillere er nødt til at arbejde på anden vis ved siden af. Her har jeg været så heldig at kunne arbejde som model og synes også, at det er en måde at udtrykke sig på.  

LÆS OGSÅ: Beate Bille: Jeg er lidt botox-forskrækket