rice
Rice
INTERVIEWS

PORTRÆT | Kvinden bag Danmarks mest kulørte iværksættersucces

Mødet med en særlig franskmand, bastkurve, der blev revet væk, og en stor portion hårdt arbejde. Rices grundlægger og kreative direktør Charlotte Hedeman Guéniau fortæller her om den store forretningssucces, og om hvorfor hun fx takker nej til de fleste bestyrelsesposter

Uden de store fagter, men (selvfølgelig) omgivet af sprudlende farver, fortæller den kreative direktør Charlotte Hedeman Guéniau i udramatiske vendinger den succesfulde historie om firmaet Rice. Sammen med sin mand Philippe ejer hun interiørvirksomheden, der omsætter for over 100 millioner kr. om året, ligesom hun har udgivet bogen ’Happy Home’, som sælges internationalt på otte sprog. Herhjemme har hun udgivet op til flere kogebøger, og inden længe kaster hun sig over et spændende tapetsamarbejde med det hollandske firma Eijffinger, der skal skabe ’happy walls’ i hele verden.

Hendes nyeste bogskud på stammen, ’Happy Home Outside’, handler om at skabe rum til hygge og ”everyday magic” udenfor. ”Everyday magic” er kodeordet for alle Charlottes bøger – for Charlotte handler livet nemlig om de små øjeblikke, der gør hverdagen sjov og til noget særligt – de øjeblikke, der gør hele forskellen. Og så om mødet med de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt. Det er nemlig ingen hemmelighed, at grundlaget for forretningssuccesen i høj grad skyldes, at hun forelskede sig i den helt rette mand.

Charlotte er 49 år og kommer oprindeligt fra Odense, og hun bor igen i dag i Odense med en lille afhopper til byernes by Paris på 15 år, fordi Philippe er franskmand. Sammen har de to børn, Max og Selma – og deres skønne hund Luna. En på papiret helt almindelig familie, og så alligevel langtfra. For to stærke iværksættere har opnået det, de fleste drømmer om, men som de færreste formår: At skabe en succesfuld virksomhed, som samtidig er stærkt passionsdrevet. Og for det meste er det rigtig sjovt, som Charlotte siger, men det er det hårde arbejde, der gør, at Rice i dag farver hjemmene i ca. 45 forskellige lande.

DEN FRANSKE FORBINDELSE

Skruer vi tiden tilbage til starten af eventyret, er det mødet mellem Charlotte og den ganske særlige franskmand, der sætter scenen.

– Jeg mødte Philippe, da jeg var 18 år. Han var i Danmark med en af sine venner på ferie, og vi traf hinanden en sankthansaften. Vi faldt ret hurtigt og ret seriøst for hinanden. Jeg manglede på det tidspunkt et år på studenterkursus, så det første år rejste vi meget frem og tilbage. Da året var forbi, tog jeg til Paris, fortæller Charlotte, der uden at kunne et ord fransk arbejdede først i en tøjbutik og siden i et computerfirma.

– Efter noget tid fandt jeg ud af, at der skulle ske noget nyt, og at jeg havde brug for udfordringer. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville hjem og læse på den danske eksportskole i Herning – for som tingene var, kom jeg ikke i gang med at læse i Paris.

Det betød, at Charlotte rejste hjem for at læse – og parret havde ikke kontakt i to år. Nogle ting er dog uundgåelige her i tilværelsen, så da Philippe en dag ud af det blå ringede, begyndte parret at ses igen. Philippe var stadig i Paris, Charlotte begyndte at arbejde som sælger for et dansk tøjfirma i Tyskland, og efter megen rejsen frem tilbage bosatte hun sig igen i Paris. 

– Det var optimalt at være i udlandet og arbejde for et dansk mærke, for jeg havde det bedste af to verdener: Tilknytningen til mit eget land, samtidig med at jeg oplevede en ny kultur. I Paris startede jeg et datterselskab op for RedGreen, jeg havde showroom på Champs Elysées og rejste Frankrig rundt. 

Samtidig rejste Philippe meget i udlandet med sit eget computerfirma, hvor han stod for eksportdelen. Parret havde alt, hvad der skulle til, og nød i høj grad det gode liv med en stor omgangskreds, gode job og en solid indkomst. 

– Da min far så døde, blev det en katalysator for min mand og mig til at stille os selv de store spørgsmål: Hvad ville vi egentlig have ud af livet? Jeg var 30 år, Philippe er syv år ældre, og han ville gerne have børn. Jeg var bange for at miste min frihed, hvis vi fik børn, men da jeg blev gravid, blev vi selvfølgelig lykkelige, og vi besluttede ret hurtigt, at vi måtte vende hjem til Danmark, på trods af at vi havde nydt hvert et sekund i den franske hovedstad.

ÆNDRET LIVSSTIL

Parret sagde deres job op, og da deres søn kun var tre uger gammel, flyttede de til Danmark til deres sommerhus på Langeland. 

For at det skulle blive en succes at tage til Danmark, var parret uhyre bevidste om, at de skulle have et projekt sammen, som de begge syntes var sjovt. Et projekt, der kunne afbalancere deres familieliv og måske blive starten på et fælles eventyr. Og projektet blev det, vi i dag kender som Rice. Charlotte havde en gammel skolekontakt, der boede i Thailand, og som havde et eksportfirma inden for interiør. De startede med at skyde nogle penge i hans firma og aftog nogle af hans varer til det danske marked. Og de varer, Charlotte faldt for, var bl.a. de så berømte tasker og kurve i raffia med håndlavede broderier, som pludselig prægede bybilledet massivt. Kunderne sloges nærmest om varerne i de butikker i København, som parret afsatte til. 

– Jeg husker tiden som virkelig sjov. Vi havde en lille Twingo, som vi proppede varerne ind i og kørte til København. Her tog vi blandt andet ind til Charlotte Grøndahls forretning, der var helt vilde med vores ting – og hvor end vi gik ind, købte alle noget. Jeg gik ind med varerne, og Philippe blev i bilen med Max. Det var 1999, at alle stylisterne fik øje på de raffiabastkurve, og vi måtte rationere dem, så alle vores kunder kunne få del i dem. Taskerne var vores første hit. Men til sidst kunne vi næsten ikke være i vores sommerhus, fordi vi havde varer fra Madagaskar overalt. Vi udvidede nemlig hurtigt sortimentet med forskelligfarvede melaminkrus, puder, lysestager og bestik. Funktionelle produkter, der også skulle give glæde og kulør i hverdagen, fortæller Charlotte. 

LÆS OGSÅ: PORTRÆT | Kom tæt på Vibeke Windeløv

DET SVÆRE ÅR

De gode tider var med parret fra start. De ramte et hul i markedet, fordi folk var sultne efter at kolorere deres hjem med de lette og kønne Rice-produkter – og sulten aftog ikke. Derfor tog parret springet og begyndte – også med stor succes – at eksportere til Frankrig og Tyskland; to markeder, de kendte fra grunden. 

2011 blev det første år, firmaet ikke havde vækst, og det blev også et år, der på andre måder ramte parret med andet end optur. 

– Philippe fik hjerteproblemer, og han besluttede, at han ikke kunne holde til presset på samme måde som tidligere. Han valgte derfor at blive bestyrelsesformand i stedet for direktør, og vi fik en administrerende direktør ansat.

Det blev en hård periode for Charlotte, som i den grad var vant til tæt samhørighed med sin mand, og det var derfor en stor lettelse, da Philippe vendte tilbage som direktør i marts måned 2013 efter at være blevet opereret igen i december måned. 

– Det har været enormt sundt for os at forstå, at vi har den her x-faktor sammen, og at den er svær at erstatte. Det er os sammen, der kan det her. Philippe er den meget strukturerede, og jeg er den kreative og visuelle. Det er mig, der tager ud og finder tingene og beslutter, hvordan kollektionen skal se ud, og hvad priserne skal være. Philippe plejer at lave sjov med, at han laver alt det, jeg ikke gider, men jeg tror nu, vi har en fordeling, vi begge to er godt tilfredse med. Philippe er jo administrerende direktør, og han står for finans, logistik og personale. 

Er der nogensinde noget, der er gået galt?

– Selvfølgelig har der været fejlskud, det kan ikke undgås, når man køber ind, før man har solgt. Men generelt set har væksten jo været støt stigende, og det har jo også været en stor motivation. Det er jo sjovt, at noget vokser. Samtidig har det givet mig energi og tilfredsstillet mig at lave kogebøgerne og nu også ’Happy Home’ og ’Happy Home Outside’, fortæller Charlotte og sætter lidt flere ord på, hvad opbygningen af firmaet har betydet for parret og deres familieliv. 

– Vi har haft børnene rigtig meget med ude at rejse. Så det er en del af deres og vores livsstil, at vi altid har skullet arbejde, når vi rejste. Da vi var i gang med at bygge firmaet op, og jeg rejste alene, syntes jeg, at det var sindssygt hårdt at være væk fra familien, fordi børnene var helt små. Jeg havde bare ikke noget valg – vi havde ikke økonomi til at gøre det anderledes. Man kommer ikke sovende til en forretning som Rice, der skal knokles – og jeg har elsket det – men selvfølgelig har det også være hårdt, fordi man bliver nødt til at ofre nogle ting. Der var dog en klog kvinde, der sagde til mig, at det kun var sundt, at jeg var væk – fordi børnene samtidig ville få et tættere forhold til deres far. Men der var også mange, der var forargede over, at jeg tog væk. 

I dag er de jo 15 og 17 år og på vej ud i livet. Jeg arbejder med det vemod, jeg føler, når jeg tænker over, at den tid, hvor vi alle bor under samme tag, snart er forbi.  Det sætter naturligvis også mange tanker i gang om, hvad jeg selv drømmer om og ønsker for min egen udvikling og fremtid. 

LÆS OGSÅ: PORTRÆT | Kom tæt på skuespiller Beate Bille

At formå både at være gift og arbejde så tæt sammen er noget af en bedrift – hvad har hemmeligheden været?

– Hemmeligheden bag vores ægteskab og arbejdsfællesskab er, at vi rigtig godt kan lide hinanden, og så at vi komplementerer hinanden i en helt uhyggelig grad og respekterer det, vi hver især kan. Og så tror jeg, vi begge bare føler os helt utrolig heldige med hinanden, selv om vi da selvfølgelig også har brug for luft ligesom alle andre. Vi gør mange ting hver især – men så sørger vi for at rejse og opleve en masse sammen og på den måde hele tiden skabe nye oplevelser og særlige øjeblikke sammen. 

For Charlotte er det afgørende at have hjertet med i arbejdet, og hun mener oprigtigt, at Rice kan være med til at gøre en forskel ved at handle ansvarligt. Social ansvarlig produktion er en del af Rices DNA og hele grundstammen i virksomheden. Og så er der også et andet ”drive” i hendes liv: nemlig hendes livsglæde.

– Hvis solen skinner, er jeg ikke sen til at omrokere et par møder for at tage ned og bade. Vi er begge gode til at gribe stunderne, når vi kan. Og jeg synes generelt, at Philippe og jeg gør, hvad vi kan for at få det maksimale ud af livet. Jeg arbejder altid med mig selv og forsøger at være åben og nysgerrig på, hvad der foregår omkring mig. Og så arbejder jeg konstant med at finde ud af, hvad det er, der driver mig – hvor finder jeg glæden og energien? Jeg har fx valgt at takke nej til adskillige tilbud om prestigefyldte bestyrelsesposter – udelukkende fordi jeg ved, det ikke vil bringe mig en særlig glæde. Skal jeg sige ja til noget, der ligger udover mit arbejde, skal det være sjovt og opløftende. Det bliver jeg efterhånden klogere og klogere på. Det at have det sjovt er væsentligt for mig – både med de mennesker, jeg arbejder med, og i min fritid.