INTERVIEWS

Puk Damsgård: Jeg skal være ude i verden og fortælle historier. Det er sådan, jeg er skruet sammen

Tag med forfatteren og journalisten Puk Damsgård på en personlig opdagelsesrejse i Mellemøsten, og få et gribende vidnesbyrd om regler og de hemmeligt levede liv – på kaj, havn og land.

Hello madame, hvor skal De hen?

- Meget gerne til Jebel Ali i Dubai.

Puk Damsgård stod med et par rullekufferter på containerhavnen i den norditalienske by Genova. Foran forfatteren og DR-korrespondenten lå det gigantiske containerskib CC Titan og to en halv uges sejlads ned gennem det Mellemøsten, hun har krydset landegrænser i det sidste årti. Rapporteret fra krigszoner, sat ansigter på menneskeskæbner, boet med stammefolk og sat lyd og ord på revolutioner, terror, social kontrol, men også frigørelse og fremtidshåb. Nu skulle Puk Damsgård opleve regionen fra havet. Fra Norditalien og gennem Middelhavet, Suezkanalen, Det Røde Hav, Tåreporten og Hormuzstrædet. Skrive om livet på havet. Skrive fra livet på havet.

De 4.700 sømil med Titan er i dag blevet rammefortællingen i Puk Damsgårds nye erindringsbog ‘Arabica’, hvor vi både kommer tæt på containerskibets persongalleri og på Shifa, den unge læge, Puk lærte at kende i 2018. Kvinden, der var på flugt fra et tvangsægteskab, mødte den danske journalist på en reportagerejse til et af Mellemøstens fattigste og lukkede lande, Yemen. Her er også iværksætteren Hussein Ahmed, der efter mange år i London, USA og Japan er vendt tilbage til Yemen – på jagt efter sine rødder og ikke mindst den velsmagende arabica-kaffe hos bønderne i bjergene i Raymah.

I Puks hjemby, Kairo, kører vi flere gange til og fra lufthavnen med chaufføren, Tarek, der fortæller om sit ægteskabelige sammenbrud, mens gartneren Hisham beretter om den klapjagt, homoseksuelle udsættes for i Egypten. I bogen vidner de mange besøg hos massøren Heba også om Puk Damsgårds langt fra omkostningsfrie arbejdsliv:

- Har du nu været i Syrien igen, spørger Heba Puk, som om IS-kalifatets forhenværende hovedstad, Raqqa, sad fast i venstre lægmuskel.

‘Arabica’ er et velskrevet, indsigtsfuldt og gribende vidnesbyrd om regler og de hemmeligt levede liv – på land, hav og kaj. I Genova sætter Puk Damsgård første flag på et af bogens personlige landkort. Det andet bliver sat på hendes 3.600 kilometer lange tur i bil tværs gennem Yemen, hvor oprørsbevægelsen houthierne i en årrække har været i krig med den internationalt anerkendte regering ledet af Abd Rabbuh Mansour Hadi, der er i eksil hos sine allierede i Saudi-Arabien. Derudover har Yemen også været centrum for terrorgrupper som al-Qaeda og Islamisk Stat. 

LÆS OGSÅ: Puk Damsgårds 10 leveregler 

I Niebuhrs fodspor 

Tilbage på Titan var de mange grønne, blå og rustfarvede containere fyldt med gods. Bl.a. en BMW, fortalte kaptajnen. Puk Damsgård pakkede ud i kahytten. Den var indrettet med to brede senge og et sofaarrangement. Eget bad og toilet. En opsats med kunstige margueritter. Kontorstol og skrivebord. Her lagde hun sine notesbøger og et par dagbøger. De var skrevet af den tyske landmåler, opdagelsesrejsende og matematiker Carsten Niebuhr, der i 1700-tallet tog på en syv år lang og kongelig dansk ekspedition til Yemen, som dengang blev kaldt ‘Det Lykkelige Arabien’. Sammen med resten af holdet indsamlede Niebuhr brugbar viden og skabte – som Puk Damsgård beskriver det i ‘Arabica’: Nye, unikke kort over Det Røde Hav og Yemen og blev en inspiration i min egen moderne tid præget af iltfattige bobler. Min havde i nogle år været at beskrive krigens anatomi, men hvad ville der ske, hvis jeg gjorde noget andet? Med fortidens rejsende i bevidstheden forsøgte jeg at prikke hul på mit eget ekkokammer.

- Niebuhrs dagbogsoptegnelser var fascinerede læsning, og jeg besluttede at følge i hans fodspor og trække tråde op til i dag, fortæller Puk Damsgård, da vi mødes i København til morgenmad på hotellet, hvor hun er indkvarteret med udsigt til H.C. Andersens Boulevard.

I restauranten kæmper hendes præcise talesprog om kap med doven jazzmusik og boremaskine-støj, så vi samler kaffe, juice og tallerkner og tager elevatoren op til den opgraderede mini-suite på femte sal. Puk Damsgård ankom aftenen før. Resultatet af udpakningen ligger på gulvet. Over stolen. I vindueskarmen. Øreringe, mange af dem, i en halvcirkel, ved vasken i badeværelset. Et par sorte stiletter vidner om en fejring rundt om hjørnet.

Puk Damsgård er i Danmark for at modtage Rungstedlundprisen. Den får hun for: “... sit store engagement i flere af verdens brændpunkter og for sin ukuelige og vedholdende evne til at formidle beretninger herfra om menneskene og deres livsvilkår. … Puk Damsgårds mod, hendes fortælleglæde og hendes nysgerrighed og appetit på andre kulturer er i høj grad Karen Blixen værdig.”

Et stykke fragt 

At sejle på Suezkanalen havde i mange år stået højt på Puk Damsgårds ønskeliste.

- Det er ikke et farvand for krydstogtskibe, da området syd for kanalen er berygtet for pirateri. Den eneste mulighed var at komme med på et krigs-, olie- eller fragtskib, men dem er der til gengæld mange af. Kanalen er statsejet og – udover turisme – en af Egyptens hovedindtægter, forklarer Puk Damsgård.

Hun henviser til 2015, hvor Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi udvidede den eksisterende kanal og dermed halverede sejltiden med en ekstra 37 kilometer kanal.

- Ved indvielsen var det faktisk Titan, der sejlede som ‘poster girl’ gennem den nye kanal. Verdenspressen, den franske præsident François Hollande, Zimbabwes diktator Robert Mugabe og prins Joachim klappede, mens Titan gled forbi dem, og Sisi holdt tale, fortæller Puk Damsgård, der fire år senere, i maj 2019, blev indskrevet som ‘pax’ på containerskibet Titan.

- Jeg tænkte: Hold nu kæft, hvor er det her fascinerende. Jeg blev reduceret til et stykke fragt. Der var ikke andre passagerer. Jeg følte mig som en fremmed fugl blandt besætningen – 13 filippinere og 13 kroatere, hvis navne sluttede med vic, kic eller lic, siger hun.

Den filippinske kok, Lito, var en af de første, der undrende spurgte Puk:

- Her plejer kun at komme pensionister. Folk, der har prøvet alt i livet undtagen at sejle med et fragtskib. Hvad i alverden vil de opleve på et fragtskib?! 

Og hvad ville Puk egentlig?

- Jeg vil skrive om rejsen og jeres liv på havet, svarede hun, og den hemmelige verden begyndte lige så stille at slå revner.

Puk Damsgård blev venner med den filippinske messemand Winn. Han havde været ombord på Titan i over 180 dage og hans månedsløn på nogle få hundrede dollar blev sendt hjem til hans kone og tre børn:

- Jeg er kun 30 år, og jeg har allerede for mange børn, sagde Winn, der gjorde rent, hjalp til med madlavningen og serverede i messen, der var opdelt i to en halv afdeling.

De kroatiske skibsofficerers bord var dækket med hvide duge. Det filippinske mandskab spiste for sig selv. Puk blev placeret ved et bord alene og tæt på buffeten. Winn fik en dag øje på Niebuhrs tykke dagbøger i Puk Damsgårds kahyt. Hun fortalte, at den handlede om en mand, der rejste med et kaffe-skib til Yemen. Ombord på skibet, skrev Niebuhr: var der slavinder og en rig sort omskåren med sit eget harem. Varer, heste og får fyldte dækket.

- Det var dengang, der var slaver ombord på skibene, sagde Puk.

- Skibe sejler stadig med slaver. Det er sådan nogle som mig, svarede Winn.

Kroaterne på Titan var Upstairs, filippinerne var Downstairs.

- På skibet mødte jeg mennesker, der – ligesom jeg selv – er i konstant bevægelse. Men der stopper sammenligningen. Jeg elsker mit arbejde og er draget ud i verden som en velstillet kvinde. På Titan var størstedelen af mandskabet tvunget hjemmefra på grund af fattigdom. Det er et helt ekstremt offer, siger Puk Damsgård.

LÆS OGSÅ: Pelle Hvenegaards 10 leveregler

- Jeg sad der i min luksuskahyt med tankerne nede i et bogprojekt, der jo dybest set ikke er behov for. Det er ‘nice to have but not need to have’. Det handler om min egen rastløse søgen efter menneskers fortællinger om sig selv og vores plads i verden. Men det er jo det, som er min drivkraft. På det personlige plan gav ugerne på Titan mulighed for eftertænksomhed. Hvad er det egentlig for et liv, jeg lever? Hvorfor skal jeg hele tiden være på farten for ikke at blive rastløs?

På Titan blev du det ikke?

- Nej, overhovedet ikke. Jeg havde jo noget at lave. Jeg skulle skrive og fortælle historier. Jeg skulle bevæge mig ind på livet af de her mennesker.

Men ikke som en personlig rejse, hvor du skulle endevende indre hjørner af dig selv?

- Nej, jeg er ikke et indadsøgende menneske. Jeg har en indadvendt og sky side og for at være helt ærlig … hvis jeg på et psykologisk plan søger for meget ind i mig selv, så begynder jeg at gruble, og så bliver jeg ramt af hypokondri.

Hypokondri?

- Ja, det er kommet i min voksenalder. Og man skal nok ikke have taget et aftenkursus i psykologi for at fange, hvad det handler om. Når jeg er i stilstand, er mit liv ikke i fare og … så fejler jeg lige pludselig alt muligt, ikke? Alle de værste og dødelige sygdomme, du kan forestille dig. Netdoktor.dk er forbudt land for mig, siger Puk Damsgård og kommer med et aktuelt eksempel: Isolationen under pandemien.

Her var hun i flere uger lukket inde i sit hjem i Kairo. Al international flytrafik var indstillet, og der blev udstedt udgangsforbud fra klokken 19.00 om aftenen til 06.00 næste morgen.

- Jeg kunne ikke rejse, ikke arbejde. Hold nu kæft, hvor jeg fik grublet og diagnosticeret mig selv med corona mindst 100 gange. Jeg var virkelig bange for at blive smittet og påførte mig ikke bare den obligatoriske maske, men også handsker, når jeg skulle handle ind. Også reelt fordi jeg ikke ville belaste sundhedssystemet i Kairo, der i den her periode var vildt udfordret med mange syge mennesker, siger Puk Damsgård, og hurtigt afbryder hun sin egen fortælling: Det var så selvoptaget.

- I Kairo var det dybest set ikke corona, befolkningen frygtede. De var mere angst for at miste arbejdet på grund af pandemien. Jeg var ramt af, at flytrafikken ikke lettede. De var ramt af, at den ikke landede. Jeg var den tragisk hypokondriske klovn i selskabet. Jeg dyrkede fugleliv under morbærtræet i min have, bagte brownies og fik min faste hyre hver måned, selv om jeg kun kunne rapportere på distancen. For første gang opholdt jeg mig tre måneder i streg i mit eget hjem. Men i en helt anden og sikret økonomisk og social situation end mine naboer, siger Puk Damsgård, der efter en pause vender situationen 180 grader.

- Men set i bakspejlet satte den her timeout mine personlige brikker på plads. Mit liv er, som det skal være. Jeg skal være på farten. Jeg skal være ude i verden og fortælle historier. Det er sådan, jeg er skruet sammen, og så er den ikke længere. Ja … jeg er rastløs, men bestemt ikke rodløs, siger Puk Damsgård, der de sidste syv år har boet i Kairo.

- Egypten er et udfordrende og anti-demokratisk land, hvor styret med hård hånd bekæmper politiske modstandere og kritiske journalister, og hvor efterretningstjenesten bedriver heksejagt mod homoseksuelle med falske profiler på dating-apps og vanvittige anus-undersøgelser. Den sociale kontrol er allestedsnærværende i Kairo.

Men byen er også et sindsbillede på den mellemøstlige virkelighed, som Puk Damsgård i årtier har kæmpet for ikke at beskrive sort/hvidt.

- Kairo er en gigantisk metropol med tyve millioner indbyggere. Jeg elsker at bo i en by, hvor man kan forsvinde ind i et støvet og varmt kaos. I Kairo taler man også meget sammen. Du kan ikke tage en tur med en taxa uden at få hele chaufførens livshistorie, fortæller Puk Damsgård, der med egne ord taler arabisk til husbehov og bor som en arabisk prinsesse i et kuppelformet drømmehus sammen med kattene Bonnie fra gaden og ham den fornemme – og indkøbte – Puffball. Og sin mand.

Men deres historie bliver ikke fælleseje, hverken i Puk Damsgårds bøger eller i interviews.

- Nu er det jo heller ikke bøger om parforhold, jeg skriver. Men jeg forstår godt, at du spørger. For i ‘Arabica’ stiller jeg mig selv mere frem, end jeg har gjort i mine tidligere bøger. Jeg kan sige, at vi er to nomader, der har slået et telt op sammen.

Men er det at have en solid base afgørende for at kunne tage ud og rapportere fra verden, som du gør i dit arbejde?

- Absolut. Hvis jeg havde kaos i mit private liv, ville jeg aldrig kunne rejse ud og rapportere fra Mellemøstens brændpunkter. Men i min omgangskreds i Kairo taler vi meget lidt om mit arbejde. Vi taler mere om, hvordan vi har det. Vi spiser god mad og drikker hvidvin og lever et stille og roligt liv sammen, siger Puk Damsgård.

Men ikke desto mindre har du et arbejdsliv, der hurtigt kan eskalere og munde ude i faretruende situationer?

- Ja. Og jeg er ikke supermand. Jeg har ofte stået i situationer, hvor jeg er bange, og det hele sitrer indeni. Jeg kan jo ikke styre krigens gang, men jeg er forberedt, og jeg bruger al min energi på at fokusere på, hvorfor jeg er der, og hvad min mission er.

Er du efter voldsomme ture kommet hjem og har tænkt: Nu er det slut. Nu må jeg få ro i mit liv?

- Nej, overhovedet ikke. Jeg kommer hjem og tænker: Nu skal jeg have en pause. Det behøver ikke være en lang pause, men bare en pause, hvor jeg ikke er uden for en dør. Jeg slår græs, fjerner ukrudt og slapper af i min hængekøje. Og så efter 14 dage … Ja, så er jeg klar igen. Min drivkraft er jo, at jeg gerne vil fortælle de historier. Jeg kan godt lide det, og jeg kan ikke fortælle dem, hvis ikke jeg bor eller opholder mig midt i dem, siger Puk Damsgård, der siden 2008 har boet i både Pakistan, Afghanistan, Beirut og nu Kairo.

Da Egypten åbnede for flytrafikken, gik der da heller ikke mange minutter, før Puk Damsgård lettede og efter en omvej landede i Beirut for at dække havne-eksplosionen og derefter branden i flygtningelejren på den græske ø Lesbos. 

LÆS OGSÅ: om Puk Damsgårds bog "Den sorte kat i Mosul" her

Madame Damsgård

Tilbage på containerskibet Titan blev Puk Damsgård – som første passager nogensinde – inviteret med til karaoke-aftener hos det filippinske mandskab. Winn eksploderede med Whitney Houstons ‘I Wanna Dance With Somebody’, og der blev budt på uofficielle sjusser og øl. Puk takkede med lidt kor og 90’er-hiphop-moves.

- I hele mit liv har jeg aldrig danset så meget som på Titan, griner hun.

Det rygtedes til kaptajnen, og en stemme brummede i skibets højttaleranlæg:

- Madame Damsgård til officerens opholdsrum på dæk D.

Nu blev Puk også lukket ind til samtaler i den ‘fine’ lejr, hvor menuen stod på kroatisk vildtpølse, chokolade og uregistreret rødvin. Kaptajnen, en høj skaldet herre med tyrenakke og veltrænet krop, kiggede på Puk og spurgte, hvem hun egentlig var?

- Jeg er ud af en bondefamilie, men havnet i Kairo, lød svaret.

I takt med at Titan kom tættere på havnen i Dubai, blev flere og flere fortællinger nedfældet på siderne i hendes notesbøger. Til sin far skrev Puk Damsgård, hvor meget brændstof Titan brugte på tre dages sejlads: Det er altså noget af en skude, du er ombord på. 1.000 tons!!!! Det svarer til, at vi kan varme huset op i 500 år. Eller jeg kan køre 20.000.000 kilometer i bilen – eller 50.000 kilometer om året i 400 år. "Det er sindssygt!” svarede Puks far, kørelæreren, tilbage.

LÆS OGSÅ: Da Kim Grenaa gik Caminoen

En forkølet Medea

Enebarnet Puk Damsgård er opvokset på en slægtsgård mellem Næstved og Præstø. I det, der kaldes et kærligt, trygt og ordentligt hjem, hvor hun i en meget ung alder, naturligvis, lærte at styre rat og hjulspind i bedstemorens folkevogn.

- Ja, lige med det slap min far tøjlerne løs. Men med alt andet har han haft et udtalt ordensgen. Han er perfektionist. I køkkenet måtte vi ikke have en opslagstavle hængende. Det er noget rod, mente han. Blomsterbedene var altid pæne og snorlige, fortæller Puk Damsgård, der sammen med sine forældre kørte til Alperne for at vandre hver sommerferie.

Hun var 14 år, da hun første gang rejste længere væk. Til Kenya i Østafrika.

- Min veninde havde en far, der arbejdede der. Det blev helt afgørende for mig. Jeg opdagede, at verden, naturen og mennesker kunne se helt anderledes ud. Dengang brugte jeg en laksefarvet deodorant, der hed ‘Nothing’. Når jeg i dag dufter til den, bliver jeg fuldstændig hensat til safari, Mombasa og juleaften i Kenya.

Puk Damsgårds familie rejste ikke ud til andre kontinenter. Kontinenterne kom hjem til dem. Hver morgen med aviserne, som hendes mor, der var journalist, orienterede sig i, inden hun tog på arbejde.

- Vi så TV Avisen hver aften. Jeg kan huske frygten og de grønne glimt på himlen dengang i 1991, da golfkrigen mod Saddam Hussein brød ud. Libyens leder, Gaddafi, gjorde også indtryk med sit eksotiske udseende og sin bevæbnede kvindehær.

Puk Damsgård var nysgerrig og stillede sig selv endeløse spørgsmål om verden. Skulle hun blive journalist som sin mor? Efter gymnasiet i Næstved tog hun en omvej. På privat teaterskole i København. I tre år. Men fremtiden som karakterskuespiller blev sat fuldstændig ud af spil, da Puk Damsgård entrede teaterscenen i rollen som Medea. Kvinden fra den græske mytologi, som slog sine to sønner ihjel.

- Det var en ren katastrofe. Jeg kunne på ingen måde finde store og dramatiske følelser frem i mig selv. Jeg har nok været den historisk set mest pinlige og forkølede udgave af Medea nogensinde set på de skrå brædder.

Så det var spildte lærepenge?

- Ja og nej. Jeg var helt klart for indadvendt til det der med at lære sig selv at kende gennem skuespillet. Det var sgu ikke min kop te at sidde der og improvisere alle mulige og umulige følelser frem. Men det var øvelse, jeg ikke ville være foruden, siger Puk Damsgård og henviser til sit arbejde i dag med at afkode og åbne de mennesker, hun møder og fortæller om.

- Vi bærer jo vores personlighed og historie i vores krop. Den måde, vi bevæger os på. En del af uddannelsen handlede om at tage ud i byen og observere mennesker, på gaden, på cafeér, i toget. Og så sætte både ord og krop på, hvem de var og hvorfor – og så skrive teatermanuskripter ud fra det. Det, syntes jeg, var spændende. Jeg fik udviklet en sans for at aflæse mennesker og situationer. Jeg var 19 år og fik et ordentligt skud ‘menneske-kenderi’.

Den evne bruger du i dit arbejde i dag?

- Hele tiden. Det handler om konstant at afkode grænser og mennesker – og bruge sin nysgerrighed.

Det var den, der i 2003 sendte Puk Damsgård til sin første rejse til Irak. I fjernsynet havde hun set Ole Sippel fra DR rapportere fra landet, hvor Saddam Hussein lige var blevet fjernet fra magten, og unge irakere jublede i baggrunden. Sammen med barndomsveninden Abigal, der var i praktik på DR’s ungdomsredaktion, rejste hun til Irak for at lave en radiodokumentar om livet som ung – under og efter en diktator. Tilbagevendt søgte hun optagelse på journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og rejste både til Afghanistan og Pakistan i de år. Landede i et job på Jyllands-Posten som uddannelsesreporter. Gab for Puk, der sagde op året efter, flyttede til Pakistan og blev freelancer for DR og Jyllands-Posten. Det holdt indtil 2005, hvor Jyllands-Posten satte Mellemøsten i brand ved at trykke Muhammed-tegningerne. Puk Damsgård blev udvist af landet og beskyldt for at have udbredt dem og flyttede derfor videre til Kabul, før hun endte i Kairo.

LÆS OGSÅ: Sådan går du mere offline

Heltinden Shifa

I ‘Arabica’ rejser hun som sagt ind i Yemen. For at møde Shifa, den unge læge, som hun år tilbage mødte på et fly til landet. Shifa sad et par sæder væk. Med neglene “lakeret blå som havet”. Og med et rebelsk syn på det land, Puk Damsgård for første gang skulle lande i.

- Shifa var 28 år. Hun var åbenmundet og ærlig: Jeg er slet ikke religiøs. Jeg er … ateist, fortalte hun og sendte en fuckfinger mod alle landets magthavere.nOprørere og magthavere.

Hun blev en veninde og ikke en kilde, der kæmpede mod social kontrol. Religion, tørklæder, social kontrol og det kommende tvangsægteskab.

- Shifa er mit yemenitiske spejlbillede. Hvis jeg var opvokset i Yemen, kunne jeg godt have været hende, og hvis hun var opvokset på slægtsgården i Næstved, havde hun nok været mig. Vi har samme passion for vores virke som læge og journalist, og for mig har det været altafgørende at fortælle hele hendes historie i ‘Arabica’. I Danmark ville vi have hyldet hende som en stærk mønsterbryder, der viede sit liv til at redde andre. Hun ville fremstå som en frihedskæmper. Som en heltinde. Men i Yemen er hun en paria,” fortæller Puk Damsgård, der har fulgt og – i bogen – beskriver Shifas flugt til Amsterdam, hvor hun i dag har opnået flygtningestatus.

- Hun er blevet truet af sin bror. Jeg har set sms’er, hvor han skriver, at han vil skære benene af hende, hvis ikke hun kommer hjem og gifter sig. Hun er blevet overfaldet i flygtningecentret i Holland af mænd, der ikke anerkender hende, fordi hun har valgt tørklædet fra. Den sociale kontrol flytter med. Og det er også en vigtig historie at sætte lys på, siger Puk Damsgård og rejser sig fra stolen på hotelværelset.

Lige om lidt udkommer bogen, og er der én, hun ønsker at hænge ud med og drikke hvidvin med til bogreceptionen, så er det Shifa. For trods Puks egen holdning til sin egen bog – ‘nice to have but not need to have’ – så har den unge yemenitiske læges fortælling sat betydningsfulde spor.

- Det er jo det, som er meningen med det hele. At fortælle de allervigtigste historier ude fra verden. Det er det i hvert fald for mig.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer luksus til at se ud i fremtiden

PUK DAMSGÅRDs blå bog

  • Forfatter og journalist.
  • Uddannet fra Syddansk Universitet i 2007.
  • DR’s korrespondent i Mellemøsten siden 2011.
  • Har høstet en del priser for sit arbejde, bl.a. Cavlingprisen i 2016 fra sine reportager fra Mellemøsten og bogen ‘Ser du månen, Daniel’ og Den Danske Publicistklubs Fortællepris for bogen om den syriske borgerkrig, ‘Hvor solen græder’.
  • Erindringsbogen ‘Arabica’ udkommer den 9. november på Politikens Forlag.

LÆS OGSÅ: 8 daglige ritualer, der hjælper dig med at håndtere stress