Historien om Rachel Brosnahan
INTERVIEWS

Rachel Brosnahan: En kvinde du skal kende

Kender du den om kvinden, der fik at vide, hun ikke var sjov – og så vandt et hav af priser for at spille stand-up-komiker? Det er historien om Rachel Brosnahan, som fejrer triumfer som titelfiguren i serien ‘The Marvelous Mrs. Maisel’. Mød den 28-årige amerikaner, der gør op med myten om, at kvinder ikke er sjove

En af de mest sejlivede myter i både film- og komikerverdenen er, at kvinder ikke er sjove. Og når der er enkelte, der har komisk talent, er de undtagelser, der bekræfter reglen. Men tænk på pionerer som Joan Rivers, Carol Burnett og nutidige Sarah Silverman, Ellen DeGeneres og Amy Schumer – for bare at nævne nogle få af de kvindelige stjerner, der er vokset ud af stand-up-branchen.

Rachel Brosnahan gør om med myten om, at kvinder ikke er sjove 

Og så er der dem, der har klaret det uden stand-up, som Tina Fey, Amy Poehler, Kate McKinnon, Kristen Wiig og Samantha Bee. For slet ikke at tale om vores egne Ditte & Louise. Så den myte burde snart lægge sig ned og dø en stille død.

Midge Maisel er blevet et ikon for kvinder verden over, og det kan Rachel Brosnahan godt forstå, for hun elsker selv sit ambitiøse serie-alter ego.

Men det er et faktum, at projekter, hvor kvinders funktion er at være sjove, stadig er forbundet med etiketten ‘risikabel’. Og det var derfor ikke til at regne ud, hvordan det ville gå med serien ‘The Marvelous Mrs. Maisel’, da den fik premiere. For tv-serien handler om en kvindelig stand-up-komiker. Om Miriam ‘Midge’ Maisel, der i seriens begyndelse ikke har den mindste drøm om at stå på en scene eller være sjov. Hun er til gengæld en hengiven kone til Joel, der ikke vil andet i livet end at være komiker, selv om han arbejder som vicedirektør i sin fars tøjfabrik. Så hver torsdag aften tager han og Midge ned på The Gaslight Café i New York, for at han kan optræde.

Da Midge opdager, at Joel har været hende utro – med sin sekretær, selvfølgelig – og vil forlade hende, braser hendes velordnede, privilegerede tilværelse sammen. Hun drikker sig fuld og tager på Gaslight Café, hvor hun griber mikrofonen og udgyder sin vrede og frustration. Og vupti, en stand-up-komiker er født. Hun får smag for komikken, og serien følger hende i hendes først modvillige, men siden mere ambitiøse, rejse som stand-up-stjerne.

LÆS OGSÅ: Kan kvinder være lige så sjove som mænd? 

Rachel Brosnahan som Midge

Rollen som Midge bliver spillet af Rachel Brosnahan, hvis navn nok ikke fik mange klokker til at ringe før serien. For tingene er gået stærkt for den 28-årige skuespiller, der er født i Wisconsin og vokset op lidt uden for Chicago.

‘Det, der slog mig ved Midge, var, at hun er en kvinde fuld af selvtillid og selvsikkerhed. Uden at hun skammer sig over det eller undskylder for det. Er du klar over, hvor sjældent vi oplever sådan en kvinde i film og tv?’

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Allerede da hun læste drama på New York University, fik hun en rolle i en ny Netflix-serie ved navn ‘House of Cards’. Rollen var ubetydelig i første omgang. Hun skulle spille en prostitueret og havde tre replikker. Men pga. hendes gode samspil med Michael Kelly, der spiller Frank Underwoods højre hånd, Doug Stamper, blev hendes rolle hele tiden udvidet. Så meget, at hun endte med at være med i hele to sæsoner og et enkelt afsnit i tredje, før hun blev slået ihjel og begravet i en ørken.

Rollen gav Rachel Brosnahan hendes første Emmy-nominering. Siden er det blevet til biroller i bl.a. ‘The Good Wife’, ‘Gossip Girl’ og ‘Manhattan’, før hun landede ‘Mrs. Maisel’. En rolle og et show, der har vundet både Golden Globe- og Emmy-priser.

LÆS OGSÅ: Hollywood-heltinder - 3 cool power-duoer 

IN tog til London for at møde Rachel Brosnahan.

Føler du, at showet og priserne har ændret noget for dig?

– Ja, meget. Den største forandring er, at folk nu ved, hvordan man skal udtale mit efternavn. Nej, helt ærligt, ud over at jeg er dybt beæret over de priser, så er jeg ret overrasket over spændvidden af de folk, der ser serien og kommer hen til mig for at kommentere den. Det er alt fra meget unge piger til ældre mænd, og det er i virkeligheden dét, der giver mig den største glæde. Rollen har udfordret mig som skuespiller på en måde, som jeg aldrig havde forestillet mig. Den giver mig lov til at strække mig og udvikle mig, og det er jeg meget taknemmelig for. Som ung kvindelig skuespiller er det meget nemt at blive skubbet ind i en bestemt type rolle eller niche, siger Rachel Brosnahan.

Det er gået op for Rachel Brosnahan, hvor meget hun har ladet andres mening farve den måde, hun har set sig selv på. I dag ved hun, at de ikke havde ret, da de stemplede hende som ‘ikke sjov’.

Priserne har fået plads oven over toilettet i hendes lejlighed i New York. Der står statuetterne så og troner ‘for at intimidere folk, hvor de er mest sårbare’, som Rachel Brosnahan grinende tilføjer.

En af showets fans er Steven Spielberg, der har kaldt serien for ‘den beds-te jødiske musical siden ‘Spillemand på en tagryg’, og selv om serien ikke er en musical, er bemærkningen fra den store filmmand rammende, synes Rachel Brosnahan.

– Jeg forstår godt, hvad Spielberg mener, for det er rigtigt, at showet har en feeling som intet andet show, jeg er stødt på. Der er knald på farverne og kostumerne, der er melodrama og lange, meget koreograferede takes, næsten som dans, som om det var en musical. Og så er der, naturligvis, den der 1950’er-stemning, der får den til at ligne noget fra musicalens storhedstid. Men den er uden sang, og der kommer heller ikke nogen, for jeg kan ikke synge. Hvis jeg havde skulle det, havde jeg ikke fået rollen, siger Rachel Brosnahan.

Hun ligner sin fiktive karakter, Midge Maisel. Ikke bare i udseendet med porcelænsfin hvid hud og store skinnende øjne. Hun er også lige så boblende, smilende og venlig og følger tydeligvis det bedste karriereråd, hun selv har fået: at være venlig mod alle. Hun er perfekt til rollen, og det syntes hun også selv, da hun hørte om den.

‘Det er gået op for mig, hvor meget jeg har internaliseret den opfattelse, at ‘hun kan ikke være sjov’, i min egen selvbevidsthed. Jeg har troet på det, fordi jeg fik det at vide af andre. Og det har været en øjenåbner’

– Da jeg hørte om rollen første gang, tænkte jeg, at jeg ville have den. Virkelig ville have den. For dét, der slog mig ved Midge, var, at hun er en kvinde fuld af selvtillid og selvsikkerhed. Uden at hun skammer sig over det eller undskylder for det. Hun er kompliceret, ja, men hun er også sund. Er du klar over, hvor sjældent vi oplever sådan en kvinde i film og tv? En kvinde, der ikke har nogle nævneværdige problemer, og som grundlæggende har en tro på sig selv og har et overskud. Sådan en kvinde ville jeg gerne spille, fortæller Rachel Brosnahan.

LÆS OGSÅ: Emily Blunt blev stjerne ved et tilfælde 

Kritik og selvopfattelse

I castingprocessen var der bare ét lille problem. Midge er stand-up-komiker, så skuespilleren, der blev kigget efter, skulle være ‘sjov’. Og Rachel Brosnahan har altid har fået at vide, at dét er hun ikke.

– Jeg ved ikke, hvor mange castings jeg har været til, hvor svaret har været ‘hun er ikke sjov’. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Om jeg har været for seriøs, og de så har troet, at jeg ikke kunne være sjov. Det var et lidt mærkeligt sammenfald, men på den dag, hvor jeg gik og ventede svar fra ‘Mrs. Maisel’, ringede min agent og sagde, at der var en anden rolle, jeg ikke havde fået, fordi jeg ikke var sjov. Så tænkte jeg, at Midge var helt udelukket, for der skulle jeg lave stand-up-komik. Men så fik jeg rollen alligevel. Under optagelserne er det gået op for mig, hvor meget jeg har internaliseret den opfattelse, at ‘hun kan ikke være sjov’, i min egen selvbevidsthed. Jeg har troet på det, fordi jeg fik det at vide af andre. Og det har været en øjenåbner, fortæller Rachel Brosnahan.

Rachel Brosnahan og kæresten Jason Ralph, der også er skuespiller.

At være sjov kan dog stadig godt være en udfordring, når man ikke har nogen som helst erfaring med at lave stand-up eller fortælle vittigheder.

– Jeg kunne ikke drømme om at lave stand-up i virkeligheden, og før serien var det ikke en verden, jeg havde personligt kendskab til. I begyndelsen optog vi mine stand-up-scener i et lille rum, hvor der kun var få statister til stede. Og alt er jo skrevet, så jeg skal ikke stå og finde på noget selv. Og det hjalp, selv om det var angstprovokerende at stå og fyre jokes af. I sæson 2 blev jeg stadig udfordret af serien, for scenerne og publikum bliver større og større, og Midge blev dygtigere og dygtigere til stand-up, så det skulle jeg også. Det var ret skræmmende, fortæller Rachel Brosnahan, som dog har fået smag for komikken, når hun bare kan se på.

Samspillet med Michael Kelly slog gnister – på den gode måde. Så Rachel Brosnahans tre replikker i ‘House of Cards’ blev udvidet til tre sæsoner.

– Nu kan jeg godt lide at gå til open mic-sessions i stand-up-klubber. Dels for at lære noget om hvordan komikerne gør, men også af personlig interesse. Men jeg får også virkelig ondt i maven, når det ikke går så godt for en komiker. Uh, er der noget værre end en, der prøver at være sjov og slet ikke får folk til at grine? Af samme grund er jeg også den, der klapper først og længst, for jeg ved, hvor vigtigt det er at føle back-up fra salen, siger Rachel Brosnahan.

Havde du overhovedet forestillet dig, at Midge ville blive et ikon for moderne kvinder?

– Nej, jeg elsker hende jo selv, men det er så skønt at høre fra så mange forskellige kvinder, hvorfor de elsker hende. Jeg synes, hun er en påmindelse til os alle om, at der er mange historier derude om kvinder, der er anderledes end dem, vi før har set i film og tv. Så jeg håber, at serien viser, at de er der, og at den er begyndelsen på en ny bølge af historier om kvinder, vi ikke har set før, siger Rachel Brosnahan.

LÆS OGSÅ: 10 serier, du skal se i vintermørket 

Vil skabe stærke kvindefigurer

Hun har selv fået lyst til at fortælle historier om kvinder efter at have spillet Midge. På hendes fremtidsplan står der ‘at skrive og instruere’.

– En af de ting, jeg synes, er virkeligt interessant, er historier om kvindelige venskaber. I ‘Mrs. Maisel’ ser vi Midge og Susie, der kommer fra vidt forskellige baggrunde og danner et stærkt venskab. Den type historier har vi heller ikke set mange af før. Venskaber, der er intime og tætte, og som er så grundlæggende for mange af os kvinder. Dem bliver ikke talt om ofte eller skildret i film og tv. Og dem kunne jeg godt tænke mig selv at lave historier om, siger Rachel Brosnahan.

Rachel Brosnahan har spillet et hav af mindre roller i serier som ‘Gossip Girl’, ‘The Good Wife’ og ‘House of Cards’, inden hun scorede titelrollen i ‘The Marvelous Mrs. Maisel’, som har indbragt hende et hav af priser.

Man kan kun krydse fingre for, at Rachel Brosnahan får realiseret de ambitioner. Men inden da skal hun lige følge ‘The Marvelous Mrs. Maisel’ til dørs, hvilket ikke bliver i nær fremtid. Serien er så populær, at den kører på anden sæson, og tredje sæson er allerede bekræftet.

Kan du føle et pres over denne her store succes?

– Ja lidt, men det er også motiverende. Det er den gode form for pres. Den form for pres, der kommer, når man føler et ansvar for ikke at skuffe hverken publikum eller sig selv. Som gør, at vi bliver ved med at skubbe til vores egne grænser og ambitioner for, hvad vi vil med showet, når vi vil fortælle denne her vigtige historie om en kvinde, der finder sin egen stemme. Og som kan være sjov imens, siger Rachel Brosnahan. 

LÆS OGSÅ: Lady Gaga blev ikke Bedste Kvindelige Hovedrolle - men stjal alligvel showet