INTERVIEWS

Rachel Cusk: Mine bøger har endelig mistet deres kraft til at chokere, så nu kan de læses

Forfatter Rachel Cusk er en af de mest originale stemmer i litteraturen lige nu; hyldet og hadet for at skrive råt for usødet om kvindelige erfaringer. Hun fik vrede mødre og ægteskabsforkæmpere på nakken for sine auto¬fiktive bøger om moderskab og skilsmisse og måtte igennem en kolossal skrivekrise, før hun fik hul på romanen ‘Omrids’. Værket førte til internationalt gennembrud, og nu er hun igen aktuel på dansk.

Hun er blevet sammenlignet med norske Karl Ove Knausgård, autofiktionens stormester, der udgav ‘Min Kamp’-serien i årene 2009-2011, men canadisk-britiske Rachel Cusk var tidligere ude med sin første selvbiografiske udgivelse. ‘Et livsværk’ udkom allerede i 2001. Desuden har hun – mildt sagt – fået en ganske anden medfart for sine bekendelser end sin mandlige kollega.

I ‘Et livsværk’ skriver hun selvudleverende og disse-kerende om de komplekse følelser ved at blive mor. Så ærligt og filterløst, at mange medmødre tog højlydt afstand fra hende og kaldte hende en brutal, klynkende kunstnermor. Reaktionerne var voldsomme og ganske anderledes end i dag, 20 år senere, hvor Cusks bog bliver betragtet som et hovedværk, ikke bare i eget forfatterskab, men også i moderskabslitteraturen, der har fået stor renæssance de senere år.

Læs også: Michaela Coel hylder helt særlig person i takketale under årets Bafta

Også herhjemme, hvor forfattere som Cecilie Lind, Olga Ravn og Maja Lucas for alvor har taget over, hvor Dea Trier Mørch slap i 1970’erne med fødegangsklassikeren ‘Vinterbørn’. Det er, som om tiden og bevidstheden er blevet moden til Rachel Cusk.

Rachel Cusk blå bog: Født i 1967 i Canada af engelske forældre. Hun har en master i engelsk fra Oxford Universitet og debuterede som forfatter i 1993 med romanen ”Saving Agnes”. Forfatteren har to børn og bor i England med sin mand nummer tre og deler sin tid mellem Stiffkey i Norfolk og London.

Bogen om skilsmisse

I 2012 udkom ‘Efterskælv’, Cusks skilsmissebog, der netop er blevet oversat til dansk af forfatter Ida Jessen, og som er anledning til vores snak, eller mailkorrespondance om man vil, for det er sådan, Rachel Cusk foretrækker at samtale.

- På skrift er jeg mere sikker på at få sagt det, jeg ønsker at sige. Det sociale pres, man kan føle, når man skal tale eller samtale smitter ofte af på, hvad man får sagt, fortæller forfatteren fra sit hjem i Norfolk, hvor hun bor og tilbringer halvdelen af sin tid.

Resten af tiden bor hun i London. Sådan har det også været det seneste år under pandemien. På spørgsmålet om, hvordan hun har det lige nu, er svaret tvetydigt. 

- Jeg er ikke sikker på, at nogen helt ved, hvordan de har det i øjeblikket! Fraværet af ​​virkeligheden, som vi kender den, er uden tvivl forbundet med tab, og især for mennesker, der er midt i en udviklende fase i livet, må det være ekstra udfordrende. Det samme må gælde for de mennesker, der lige nu er fastlåst i en livssituation, de ønsker at ændre på, skriver Cusk.

- Jeg har til en vis grad fundet det seneste år beroligende, fordi jeg har meget let ved at være alene, og fordi jeg betragter stilhed og ensomhed som primære betingelser for kreativitet. Da pandemien begyndte i marts sidste år, føltes det, som om jeg var blevet transporteret tilbage til mine tidlige 20’ere, til dele af den tabte verden og til det kreative udgangspunkt, hvorfra jeg begyndte at skrive. Og så skrev jeg en roman, jeg ikke havde forventet at skrive.

Det er ikke den nye roman, som det skal handle om her, selv om vi er mange, der er ved at dø af nysgerrighed over, hvordan Rachel Cusk kommer videre som romanforfatter efter at have færdiggjort sin voldsomt populære og originale ‘Omrids’-trilogi, der anses for at være en af de største begivenheder i nyere samtidslitteratur.

Hun er blevet kaldt for en radikal fornyer af selve romanformen, fordi hun lader hovedpersonen, fortælleren og forfatteren Faye, være en yderst diskret, ja, ligefrem passiv mikrofonholder for samtlige mennesker, hun møder. Kun i omrids får læseren indtryk af, hvad hun selv er for et menneske, og hvilket liv hun har. Romanerne ‘Omrids’ (på engelsk i 2014), ‘Transit’ (2017) og ‘Kudos’ (2018) sikrede Cusk et litterært gennembrud, også i Danmark, hvor hendes bøger som i de fleste andre lande udgives i omvendt rækkefølge.

Læs også: Derfor kæmper Kate Winslet for retten til at vise rynker og deller

 

Hård medfart

I år er Rachel Cusks to autobiografiske hovedværker udkommet i dansk oversættelse, senest ‘Efterskælv’, der handler om tiden efter forfatterens på papiret perfekte feministiske ægteskab gik i stykker. Og om, som titlen også indikerer, de kraftige rystelser, der følger et eksistentielt jordskælv. Det er en uskøn, øm, syleskarp og kønspolitisk fortælling om at gå i bakgear, om at definere sig på ny som mor, kvinde og menneske i verden. Og om ikke nødvendigvis at blive fri, fordi man forlader sin mand. Den nyskilte jegfortæller bliver tyndere og tyndere, som bogen skrider frem. Det er umuligt at spise, når man er på jagt, som hun skriver.

- Jo mindre af mig der er, jo mindre er chancen for at få en pil i kroppen.

Hun taler til terapeuter, som stod hun på vidneskranken i en retssal. Med de få venner, der er tilbage, analyserer hun sine omgivelser, sørger og spyr ærlighed. 

Da bogen udkom for snart 10 år siden, var koret af kritikere på pletten igen. De mente, at forfatteren misbrugte sin magt og gik alt for tæt på virkeligheden. New York Times kaldte ligefrem ‘Et livsværk’ for “et dødsstød til karrieren”. I en nyere anmeldelse omtalte The Guardian derimod bogen som både “oprørende og selvoptaget, men også modig og fremragende”. Superlativer, der er bredt dækkende for modtagelsen af Cusks kontroversielle forfatterskab.

- Det er mine børn (…) De tilhører mig, siger hun højt og primalt i bogen, og kalder “familien for en kult for sentimentalitet og overflade”.

Hun er med andre ord ikke ligefrem en pleaser af hverken feminister (som hun selv) eller kernefamilier (som sin egen kuldsejlede). I et interview med The New Yorker har Cusk sagt, at hvis man vil have andre til at kunne lide én, så ødelægger det éns evne til at skrive. Hvad mener hun med det?

- Ganske enkelt at trangen til at behage og hige efter anerkendelse er stik modsat den kunstneriske impuls, svarer Cusk koncist.

Hun bliver kaldt en modig forfatter og er ikke bange for at være kontroversiel. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man betragter det samlede forfatterskab bestående af både romaner, essays og ‘memoirer’, som hun selv kalder sine selvbiografiske værker. Er dette mod til at ødelægge den gode stemning og til at være en killjoy, for nu at bruge et feministisk begreb, udelukkende et professionelt karaktertræk, eller er det også noget, der kendetegner hende som privatmenneske? 

- Ha, jeg håber meget, at jeg ikke er en killjoy i nogen af sammenhængene. Men nej, jeg ser ikke passivt til, hvis der sker noget uretfærdigt, hverken offentligt eller privat. Jeg synes til gengæld, det er sværere som midaldrende kvinde at finde selvtillid til at stå frem med kraft og autoritet, og det har overrasket mig. Der er meget, jeg ikke forstår om alder og kvindelighed. Min nye bog er begyndelsen på, hvad jeg tror, ​​vil blive en lang undersøgelse af netop det, fortæller den 54-årige Cusk om romanen ‘Second Place’, der udkommer på engelsk i maj.

‘Efterskælv’ har her ni år efter det oprindelige udgivelsesår modtaget vældig gode anmeldelser både i udlandet og i Danmark, hvor aviserne bl.a. hylder forfatterens vid og usentimentale tilgang til det svære og tabuiserede. Noget tyder på, at bogen, akkurat som moderskabsmemoirerne fra 2001, er mere aktuel end nogensinde.

Måske kan man ligefrem hævde, at Rachel Cusk, der tidligt tog fast greb om den kvindelige erfaringsverden, har været forud for sin tid. Er tiden og læserne mere klar til hendes værker i dag?  

- Jeg er ikke sikker på, at folk nødvendigvis er mere parate – jeg forestiller mig, at der er masser af ting, der kan chokere og gøre læsere lige så vrede i dag. Chok og forandring hænger uløseligt sammen, især hos mennesker, der aktivt arbejder imod forandring og for alt i verden ønsker at forblive de samme. Så jeg tror såmænd, at alle disse følelser og tanker stadig eksisterer i dag, skriver Cusk.

- Men med tiden har mine bøger mistet deres kraft til at chokere, så nu kan de endelig læses oprigtigt og uden støj.

Læs også: Lone Frank: Kvinder lader sig påvirke mere end mænd - og det holder dem tilbage

Kreativ genopstandelse

Selv om skilsmisseerindringerne i dag står som et af de betydeligste værker i forfatterskabet, har Rachel Cusk selv kaldt bogen for et kreativt selvmord. Efter den enorme kritik af den selvbiografiske metode, hun anvendte i flere af sine bøger samt juridiske problemer med både eksmand og nogle anmeldere, kunne hun intet skrive i tre år. I stedet ernærede hun sig bl.a. som skrivelærer.

- Jeg blev knust, men også frustreret over reaktionerne på ‘Efterskælv’. Det føltes, som om der vitterlig ikke var nogen mening med min skrivning, hvis den kunne blive så grundigt og offentligt misforstået. Men i sidste ende er jeg mere end noget andet interesseret i det tekniske omkring moralske strukturer, så det var en følelse af, ​​at der var en funktionsfejl, at noget ikke fungerede, som det skulle, som overbeviste mig og fik mig til at skrive igen, selv i den svækkede, sårede tilstand, jeg var i, fortæller Cusk.

Projektet, der fik hende ud på den anden side af den årelange skriveblokering, var ‘Omrids’, som ikke blot adskilte sig fra de forrige autofiktive værker ved at kalde sig roman, men også ved nærmest helt at fjerne jegfortællerens stemme fra fortællingen. Hovedpersonen Faye når sjældent at fortælle noget om sig selv, før ham i flyet og de andre, hun møder på sin vej, vender fokus tilbage på dem selv og deres udfordringer med tilværelsen og kærligheden. Vi forstår dog, at Faye er ved at finde sig selv efter et brud – ligesom Cusk måtte finde sig selv som forfatter igen efter den kreative krise.

Der er flere ligheder mellem forfatteren Faye og forfatteren Cusk, og det er svært ikke at læse hele ‘Omrids’-trilogien som en art autofiktion, men af den jegløse, nybrydende slags.

I ‘Omrids’ tager Faye til Athen for at undervise på en forfatterskole, i ‘Transit’ er hendes nye London-hjem ved at blive totalrenoveret, i ‘Kudos’ er hun blevet gift igen, og til en litteraturkonference møder vi så i øvrigt en yderst populær forfatter, der unægteligt minder om førnævnte Karl Ove Knausgård.

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, for Knausgård er nærmest en antitese til Rachel Cusk, hvis autofiktive hverdagsbeskrivelser har mødt så kraftig modstand. Måske fordi hun er kvinde, og fordi den kvindelige erfaringsverden traditionelt set ikke er blevet betragtet som spændende nok bogstof. Det er i hvert fald, hvad Fayes feministiske kollega til arrangementet – og flere litteraturkritikere i øvrigt – antyder: “Hvis han havde været en kvinde (…)  ville han være blevet hånet for sin ærlighed, eller i værste fald ville man have været ligeglad.”

Det er ikke første gang i den snart 30 år lange karriere, at Rachel Cusk har gentænkt sin forfattergerning. Faktisk begyndte forfatterskabet et helt tredje sted, da hun debuterede i 1993 med romanen ‘Saving Agnes’, der ligesom de efterfølgende – i lyset af det senere oeuvre – mere klassiske romaner modtog diverse litterære priser. Hun var endda longlistet til Man Booker-prisen i 2005. Men så blev hun mor, med alt hvad det indebærer, og skrev ‘Et livsværk’, en udgivelse, der i den grad vejrede morgenluft, hvad angår form og indhold. Hvad fik Cusk til at ændre retning som forfatter og pludselig kaste sig over et dengang så litterært udskammet tema som kvindeliv?

- Jeg har tit overvejet, hvad det var i min kunstneriske persona, der følte sig drevet til at forfølge de personlige og politiske temaer, eller snarere til at fastholde deres virkelighed fremfor for at forblive bag fiktionens slør. Jeg tror, at svaret ligger i en slags blindhed eller uskyld, som gjorde, at jeg ikke forstod mig på de ægteskaber og moderskaber, jeg så omkring mig. Jeg har altid vidst, at andre kvinder ‘vidste’ mere end mig i forhold til den moralske ‘aftale’, der ligger til grund for et konventionelt ægteskab. I stedet blev jeg chokeret over alt det, jeg så og lærte som mor og kvinde. Og i dag kan jeg se, hvor mange kvindelige forfattere, der har holdt sig fri af den måde at leve på. Jeg forstår deres valg, men selv tror jeg, at jeg har fået nogle af mine mest ​transformerende ideer og erkendelser i netop kampen om at leve i den virkelighed.

Læs også: Ida Auken: Man skal huske at passe på sig selv

Født feminist

At Rachel Cusk er feminist, er der vist ingen tvivl om. Hun kan ikke huske, hvornår hun blev det, så hun har nok altid været det.

- Jeg har aldrig kunnet udstå ulighed, og det betyder, at jeg gang på gang er blevet chokeret over ​​uretfærdighed og andres fordomme. Livet har for mig – til dels – været en lang, skræmmende opdagelse af mennesker og deres grusomme adfærd over for hinanden, deres uvidenhed og trang til at undertrykke og dominere, fortæller forfatteren, der i skilsmissebogen, netop oversat til dansk, føler sig nødsaget til at granske sin egen feministiske identitet.

Hun kommer simpelthen i tvivl om, hvem hun er, efter ægteskabet er lukket ned, og hun oplever sig selv rage børnene til sig, selv om moderskabet hidtil har været den kampplads, hvor hun slog sine feministiske folder og lod manden gå hjemme med børnene, mens hun arbejdede.

Da Cusk begyndte at skrive som ganske ung uden at kende særlig meget til verden, var hun overbevist om, at den feminisme, hun praktiserede, måtte alle andre da være enig med hende i. Det var de så ikke, og i dag kan det stadig overraske hende, når nogen finder hendes bøger uacceptable.

- Alligevel har jeg ikke været i stand til at skrive på nogen anden måde, fortæller Cusk.

- Jeg er blevet såret, men ikke det mindste afskrækket over de reaktioner, jeg har fået. Faktisk tager jeg dem som et bevis på, at det, jeg siger, betyder noget.

Sidstnævnte er svært at være uenig i. Siden ‘Omrids’-trilogien har Cusk udgivet essaysamlingen ‘Coventry’ (på engelsk i 2019) og er altså på trapperne med en ny roman, vi kan glæde os til at læse på dansk på et tidspunkt. Efter sigende en mere plotbåret roman, der handler om en kvinde, der inviterer en kendt mandlig maler til at bo hos sig over sommeren i håb om, at hans kunst har smittende kræfter.

Udadtil er Rachel Cusk en ganske produktiv forfatter, men bruger efter eget udsagn meget tid på ikke at skrive.

- Det plejede at genere mig og fik mig til at tænke, at andre var ‘rigtige’ forfattere, modsat mig. Da mine børn var små, kunne jeg gå rundt med utrolig meget prosa inde i mit hoved, før jeg fik mulighed for at skrive det ned. Den vane har jeg nok aldrig lagt fra mig. Jeg er ret glad for ikke at skrive en bog, når der ikke er nogen bog at skrive. Jeg har ofte en følelse af, at der findes for mange forfattere og bøger i verden, og at jeg ved ikke at føje endnu et værk til listen udfører en form for moralsk handling. Men når jeg så kommer til at tænke på de forfattere, jeg holder af, synes idéen om, at de aldrig skulle skrive igen, forfærdelig. Min nye roman er faktisk en omskrivning af en gammel bog, så det har været min måde at omgå problemet med de for mange bøger på, skriver Cusk uden smiley, men med blink i øjet her hen mod slutningen af mailkorrespondancen.

- Der er ingen Faye i min nye historie, slutter hun og tilføjer:

- Men jeg håber, at jeg i min fortæller har fundet en værdig efterfølger.

Læs også: Kvinden, der opdagede Jordens indre kerne